Roberts Paradishave

I den forladte teltlejr har naturen næsten taget over. I rygeskurets askebæger pibler gråstænglede røllikker op af skodsandet, et tydeligt billede på hvor længe det er siden, her var leben, røg og snak. Det er nu ni måneder siden, at de sidste asylansøgere rømmede stedet.

Men det er ikke kun ukrudtet, der trives i denne spøgelsesteltby. En lille plantage af kirsebærtræer ved den yderste teltrække har sat frugt, der er modne jordbær i fællesområdet, og imellem det lange senegræs finder jeg mynte, citronmelisse og kartoffelplanter. Der er et blomstervæld af geranium, løvefod, kornblomst og hvide roser og rækker af solsikker, der snart springer ud. Det er resterne af, hvad den idealistiske medarbejder Robert Senftleben kaldte “paradishaven”, som han satte i værk og plantede med hjælp fra asylansøgerne. Nu rådner frugterne af arbejdet i den forladte lejr. Jeg kunne også skrive, at paradishaven vokser videre, livskraftig og ligeglad. Efter lejrens lukning stod de cirka 15 medarbejdere arbejdsløse. Nu er de fleste af dem kommet på fode igen, eller på vej til det.

Naturen skal regenereres

Robert Senftleben bor i et bofællesskab syd for Aarhus, hvor han driver et firma, der sælger miljøvenlig lermaling. Han går og flytter et bed, imens han fortæller om sin idé med paradishaven:

“De skulle have noget at stå op til i lejren. Og med en have, hvor de passede og vandede planterne sammen, ville jeg skabe et miljø med bevægelse og liv og kommunikation imellem mennesker. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt, at vi begynder at regenerere vores natur.”

Han er langt væk fra lejren nu og er en af de få medarbejdere, der ikke kun tænker positivt tilbage:

“Jeg synes, det var fedt at arbejde i teltlejren, og jeg nød at være sammen med de mennesker,” siger han.

“Men jeg synes, at teltlejre er latterligt. Det er som at behandle mennesker som kvæg. Man holder dem i et telt med otte mennesker og udskyder, hvornår de får svar på opholdstilladelsen eller svar på, hvornår de blev flyttet fra teltlejrene. Asylansøgerne var skuffede. Så det eneste, jeg tager med mig, er, at vi har et pilråddent system.”

De andre medarbejdere er spredt for alle vinde: Én er på et hjem for handicappede børn, et par stykker er stadig i asylsystemet, én er på en maskinfabrik, cirka halvdelen er arbejdsløse eller har kun haft småjobs, mens flere er på vej til at starte på en uddannelse.

Lige nu er antallet af asylansøgere i kommunen lavt. Der er 330 asylansøgere i hele Thisted Kommune, til sammenligning var tallet omkring 1200, da bølgerne gik højt. Ikke kun teltlejrens medarbejdere, men mere end 150 mennesker har mistet et job i asylsystemet under Thisted Kommune, da centrene lukker på stribe.

Da man i sin tid åbnede lejren, ansatte Thisted Kommune udelukkende folk, som ingen erfaring havde fra asylsystemet. Kommunen ville ikke tage ressourcer fra de andre velfungerende centre, for eksempel i Hanstholm, som også havde hænderne fulde, da indrejsetallene var på det højeste. Derfor var der ikke altid den store professionelle distance imellem medarbejdere, frivillige og asylansøgerne i teltlejren. Det var ikke unormalt at se en medarbejder kramme en asylansøger, en ansat få skuldermassage af en frivillig, og til de mange fester var alle på dansegulvet. Selvom der ofte var kaos på mange planer, har medarbejdernes nyfigenhed, engagement og reelle omsorg for asylansøgerne betydet, at de cirka 300 enlige mænd i lejren blev mødt som mennesker, og ikke som klienter i et system. Der var en stærk fælles følelse af nødvendighed, af at stå sammen om at løse en opgave bedst muligt, en gensidig menneskelig bekræftelse.

Henny, som sad på kontoret, er stadig arbejdsløs og tænker tilbage på den intense tid i teltlejren:

“Jeg plejer at sige, at det er den korteste tid, jeg har været på en arbejdsplads, men den jeg har været mest ked af at forlade. Man savner det. Både kollegaer, selve arbejdet, og det at møde folk fra andre kulturer.”

Hun håber at få arbejde på sprogskolen i Hundborg, som har lovet hende job efter sommer, hvis der igen kommer flere asylansøgere til kommunen. Flere af medarbejderne har et indre håb om, at teltlejren genåbner. Mange af dem har stadig kontakt med hinanden og asylansøgerne – nu kun som venner.