Aymens første fødselsdag

Vi er i et andet slags telt end dem fra lejren, nemlig et partytelt. Det er slået op i en parcelhushave i Thisted, hvor irakeren Aymen Al Juhaishi fejrer sin 30 års fødselsdag. Det er første gang, han fejrer fødselsdag, det er der ikke tradition for i Irak. Men nu er han i Danmark, og hans gode venner Peter og Sally har banket en fest på benene i baghaven hos hendes forældre. Peter Bedsted var medarbejder i teltlejren, men efter den lukkede, fortsatte han venskabet med flere af mændene.

Til festen er både Aymens danske og mellemøstlige venner, frivillige fra teltlejren, og flere mænd derfra. De fleste er kommet fra deres nuværende boliger på asylcentre i Sønderjylland for at feste, det er Ahmed, Sayied, Mohammed og “Mustafa tall” (hans kælenavn i lejren, fordi der var flere Mustafas, og han er ret høj). De har alle fået afslag på asyl, og deres sag går nu automatisk videre til Flygtningenævnet. De regner med, at det tager cirka fire til otte måneder, før de får den endelige afgørelse. Men nu er der fest, og ikke stor lyst til at tale om den slags, det skaber dårlig stemning, kan jeg mærke.

Der ryges smøger i sommerregnen og havens grønhed, der drikkes rødvin og sodavand og dåseøl, og der nippes af de store fade med søde, arabiske kager, vandmelon og vindruer, som er stillet frem efter middagen. Der er flere småbørn til festen, som beundres og dikkes, der jokes og grines højt, det er en hyggelig fest.

Opholdstilladelse

Et par dage før dette, blev jeg opdateret på Aymens situation i en sofa hos hans veninde Sally:

Aymen fik praktik på den lokale Tingstrup Skole, allerede da han boede i teltlejren, og havde det i 11 måneder. Efter lang tids venten på arbejdstilladelse fik han ægte job som idræts- og hjælpelærer i engelsk. Han nåede at arbejde i to måneder, så fik skolen en ny leder, som fyrede Aymen.

“Begrundelsen var, at nogle elever var bange for mig,” fortæller Aymen.

“Men jeg tænkte, at lederen egentlig snakkede om sig selv der”.

Han har endnu ikke fået svar på sin opholdstilladelse, men så længe han havde job, var det ikke et problem. Har man arbejde som asylansøger, kan man søge arbejdstilladelse og blive i landet på den baggrund. Man må bo uden for asylcentret, men kan også bo på et asylcenter til en husleje på 6500 kroner om måneden. Aymen har fået gode anbefalinger med fra de andre lærere og den tidligere leder på skolen, men asylsystemet ved tilsyneladende ikke, hvad de skal gøre med ham nu. Han har stadig bolig uden for asylcentret, men intet arbejde. Skal han tilbage på Hanstholm Asylcenter og bo? Han har spurgt, men de kan ikke svare lige nu. Han er bange for at gøre noget forkert, for han ved, at hvis der sker en fejl, vil det sandsynligvis falde tilbage på ham. Han vil gerne have arbejde, men oddsene er hårde:

“Selv hvis jeg får et arbejde, skal jeg jo nok vente over tre måneder på arbejdstilladelsen igen. Hvilken arbejdsgiver har tid til det?!”

Krigen har ødelagt alt

Den længste ventetid er dog på opholdstilladelsen. Rygtet lyder, at flygtninge fra Mosul er begyndt at få positive svar, fortæller Aymen. Det er ét år og ni måneder siden, han afleverede sin ansøgning, og han har været til tre interviews. Sidste gang sagde Udlændingestyrelsen, der ville gå tre måneder – det er syv måneder siden, og han har endnu ikke hørt fra dem.

“Jeg kender mere end 50, der er døde i krigen. Alt er ødelagt. Min familie har været tæt på. Hvad venter Udlændingestyrelsen egentlig på? Skal alle i Mosul dø, før jeg får ophold?”

Hans familie i Mosul er stadig i sikkerhed. Han talte med sin mor for to dage siden. Hun er 60 år gammel cirka, og træt, men har det okay. Han har seks brødre og fire søstre, de fleste lever i den mere velfungerende del af Mosul, hvor der er elektricitet tre-fire timer dagligt. Men moren er sammen med den ældste bror på den anden side af byen, hvor der stadig er kampe mellem den irakiske hær og Islamisk Stat, og hvor familiens hus er placeret. De lever under hærens beskyttelse i en slags interimistisk flygtningelejr og passer på hjemmet, så godt de kan: Tager tilbage, når det er sikkert, så det ikke bliver ranet yderligere. Huset har været skiftevis på den irakiske hær og Islamisk Stats hænder, og er blevet mere og mere smadret. Aymen viser et billede af haven. Det er ét kæmpe bombekrater. Han fortæller, at IS tvang broderen til at banke tre store huller i familiehusets mure. Et på hver side, og et mod baghaven. Ikke på facaden. De har gjort det samme i alle gadens huse. Det er sådan, IS-krigerne bevæger sig rundt i byen – de sniger sig fra hus til hus, usynlige fra forsiden, imellem huller, de har banket i almindelige borgeres hjem.

Mere og mere integreret

Tilbage i parcelhushaven i Thisted fortsætter Aymens 30 års fest til midnat. De resterende gæster rykker sammen ved to borde og snakker tæt. Indimellem rejser Sayied sig og vipper med en hurtig bevægelse det regnvand, der lægger sig i søer og tynger partyteltets teltdug, væk. Det giver et plask, og de fleste gæster kender proceduren fra teltlejren i Thisted, hvor madteltets telttag også kunne oversvømme.

Imens Aymen venter på ophold, bliver han mere og mere integreret. Hans danske venner, hans danske vaner, hans danske fødselsdagsfest. Som han godt kunne lide.

Aymen er det eneste eksempel, jeg kender på en asylansøger fra teltlejren, der har fået arbejdstilladelse. Måske er der flere, men det er meget sjældent. Flere har haft praktik, men ikke rigtigt arbejde uden at have opholdstilladelse. Det er ikke alle mændene i lejren, det er gået så godt for, som Aymen. Hanstholm Asylcenter er det største i Thisted Kommune, og flere af medarbejderne, de frivillige og asylansøgerne fra teltlejren, landede der efter lukningen. I morgen kan du læse om, hvordan regeringens besparelser og de faldende indrejsetal rammer centret.

Læs “Scener fra en asyllejr” for at huske, hvordan livet i teltlejren gik for sig, da der var fuldt hus.