Én dag i livets sol: Herman Bangs eneste digtsamling

Herman Bang, som er så sikker i sin prosa, vakler en lille smule over for den store poesi, det store ukendte, der skal udfordres, fælderne, der skal omgås og undgås, klicheerne, der skal strides imod med elegance og tegn på den verden, der er hans, og som han magter som ingen anden. Det er svært, men resultatet er smukt. Jeg vil sige det sådan: Som årene går – for den læser, der vender tilbage med egne livserfaringer og slukkede lanterner – bliver Digte på én gang dybere og enklere og finere i sin sære åbenhed.

Man kan ikke lade være med at læse bogen som et personligt anliggende, noget hemmeligt, der fremlægges, en kiste, der bliver åbnet for nogle følelser og indsigter, som ellers arrangeres i personer eller tableauer. Her er der antydninger af sætstykker, vi er i mytologien, og vi er i nutidens (datidens) København, i teatret, hvor forfatteren kom hjemmevant. Men frem for alt er vi vidner til en blotlæggelse af en sjæl, der lider langsomt, inderligt – og sikkert.

Sikkerheden er altså kørt over i det eksistentielle rum, her er ingen tøven. Liv og død og kærlighed og ikke mindst tabt kærlighed strømmer i digtenes rene rum. Som mottoet siger: ”Og de talte om disse to: Kærligheden og Døden.” Bogen udkom i 1889 på Det Shubotheske Forlag – eller som det hedder på titelbladet: Forlagt af J.H. Shubothes Boghandel. (Det Shubotheske Forlag blev opkøbt af Gyldendal i 1909).

Samlingen er temmelig stramt komponeret i afsnit. Først et indledningsdigt til nytåret – ”Nyaar 1887” – som ikke ligefrem er opløftende og først og fremmest er gudløst: ”Verden i Fryd og Verden fuld af Jammer. / Og fra det store Univers kommer der, Aar, / til Skarerne, som raaber for din Port, / intet Svar og intet Bud til Trøst – / tavs bliver din Nat.” Det er et gennemgående tema, der er ingen overbygning, ingen styring, kun det store Intet, ”som paa Livet / venter; uhyre Grav / hvor Verdener / fylder som Sandskorn –” (”Du store Intet –”).

I dette tomrum, som er livet, udleves afsnittene ”Kærlighed”, ”Sorg”, ”Billeder” – som er interessant, fordi vi her får, hvad vi kunne kalde genrebilleder – ”Brahminen”, ”Minder” – som blandt andet rummer digtet ”I Theatret”, det er det miljø, vi er i –  og til sidst ”Forskellige Digte”. Kærligheden er lig med mistet kærlighed, og sorgen giver sig selv, det er sorgen derover. Det er som at vågne som et lig, hedder det dramatisk, ja, teatralsk, i sorgen, i forladtheden.

Disse digte er højspændte, kærligheden er stadig varm, så at sige, trods nedfrysningen. Formen er moderne, med sære træk, der peger tilbage, hist og her næsten folkeviseagtigt, som en reminiscens af noget før-nu, før-moderniteten, en erindring, der tåget findes, men ikke er reel.

Et digt, der passer godt til sommerstemningen i byen, hvor folk er taget på landet, og ingen tager telefonerne, er dette, ”Søndag” fra afsnittet ”Billeder”. Det er fortællende, men ikke mindst fortællende i tonefaldet, sørgmodigheden slår ud i gentagelserne og i henvendelsen (”du véd”). Det er klart, at digtet arbejder på to planer, det konkrete, søndagsdrivende, inaktive, ferieagtige. Det er et billede, vi umiddelbart kan danne os: båden, der driver ned ad floden, uden bestemmelse. Og inde på bredden synger lokalbefolkningen om kærlighed.

Men samtidig kan digtet læses som et billedsprogligt udsagn om livet. ”Time is an ocean but it ends at the shore,” synger Bob Dylan (i ”Oh, Sister”). Sådan kan vi læse floden som livets tid – og hvad driver vi frem imod? I første strofe hedder det: ”frem imod Havet / og Stranden / Skoven – / Skoven, du véd.” I sidste strofe indsættes de to linjer ”– mens mod Aften / det led –” (med et rim tilbage på ”Kærlighed” og på de to gange ”du véd”), og nu hedder det ikke blot ”Stranden”, men ”den hvide Strand”. Det gyser lidt i knoglerne!

Hvad skoven betyder, står åbent, men den forbinder digtet med dets ”du”, der er en hemmelig erindring gemt, eller en forudanelse, en viden om en uhygge, noget uvist. Men du’et ved, hvad det er. Døden?

Søndag

Det var Søndag

paa Floden,

og Baaden drev

frem imod Havet

og Stranden

og Skoven –

Skoven, du véd.

Flækkens Piger og Karle

inde paa Bredden sang

Viser, som græd, som lo

Viser om – Kærlighed.

Men de var

paa Floden,

og Baaden drev

– mens mod Aften

det led –

frem imod Havet

den hvide Strand

og Skoven,

Skoven du véd.

Et andet – mindre – digt fra bogen, måske nok det mest kendte, afbildes her i faksimile. Sådan er digtene sat op i den layoutede bog.

Ja, her tales direkte til den døde gud og den tomme himmel – i form af en bøn. Hvad der bedes om, er blot én dag ”i Livets Sol”, og så kommer den vigtige tilføjelse: ”én Dag blot levet fuldt: / i Elskov elsket.” Det fulde liv er et liv i genelsket kærlighed. Ikke mere, ikke andet. Blot det. Og blot én dag, et øjeblik.
Bemærk den nærmest fuldendte lyd, der klinger i digtet, i alle fem linjer, men måske allermest i linje 3-4, med disse l’er og o’er (’Sol’ og ’blot’, der spejler hinanden i en såkaldt kiasme: ’ol’ / ’lo’), og naturligvis den afsluttende linjes ekko – i en slags lydlig kærlighed – af ’Elskov’ og ’elsket’. Det er meget fint og ciseleret i rummet – det tomme rum.

Som et kuriosum bringer jeg her til sidst et udateret brev fra Herman Bang, som jeg er i besiddelse af:

Det er interessant, fordi det giver indtryk af en måske lidt livstræt digter, der er ombejlet, men ikke kan overskue sin kalender. Det er naturligvis venligt, men også en anelse upersonligt. Dog mest venligt. /Asger Schnack