Lange Dage – Studie af Herman Bang

9.5.1880

Det er en simpel Historie, sandfærdig og sørgelig.
En Fortælling om et forspildt Liv; et skæbnesvangert Bedrag, som lagde et Hjerte øde, afklædt for Livets Brand, bart som en nøgen Slette, goldt paa Frugt. Og jeg fortæller det alt, som det hændte, uden at lægge til og uden at tage fra.

Men de Hærdede i Livet, hvis Hjerter ere tunge af en gammel Kummer, ville maaske kunne fælde en befriende Taare over den fremmede Smerte. Thi ofte kunne vi græde over andre, naar vi have ophørt at kunne græde over os selv.

Ude over Lavningen langs Aaen ligger Heden stille som en graalig Dis, et spindelvævagtigt Slør, som dækker mod Solens Brand. En Gang imellem kommer et enkelt Vindpust frem mellem Bakkerne og Skoven, gaar bølgende hen over Engen, bøier Aaløbets Siv neiende frem og tilbage, stryger ind over Hækken, over de solbagte Plæner og naaer som et friskere Pust Palmerne langs med Terrassen.

Graahvidt skinnende og øde ligge Gyldenstens Terrasser, brændte af Julidagens Hede.

Kedsommeligt skinnende. Alt hviler ud i en søvndyssende Træghed, en irriterende Blankhed. Tung, solglødet Dorskhed. Kun Balustradernes Palmer strække sugendebegjærlig deres Bladflader frem imod Solen. Ellers er Livet dødt; og de høie, kalkede Mure, de mange slappe Markiser over de brede Vinduer og det udspændte Solseil over den høie Trappe – alt er skinnende hvidt.

Og uforstyrreligt tyst. En Gang imellem tager et lidt stærkere Vindpust lige som vækkende fat i Solseilet oppe over Trappen. Saa klaprer Seilet dorsk, forstyrret i sin soltræge Ro. Dvasker derpaa videre i Terrassens blankt skinnende Kedsommelighed.

Saaledes har Terrassen ligget Time efter Time denne lange Julieftermiddag, udfordrende øde har den ligget. Intet Liv ude og slumrende Taushed inde. Julidagens Hede har udbrændt Livet overalt.

Men henimod Aften aabner en gammel Tjener langsomt og uden Støi de høie Døre til Trappen, gaar ned ad de øverste Trin og stiller sig ventende paa den første Afsats.

Baronesse Millada staar et Øieblik i Døren, glider saa lydløs forbi den tause, bukkende Tjener, stanser et Minut paa den nederste Afsats, aander en sidste Gang Kølingen inde under Seilet, svæver derpaa rolig ud i Terrassens Sol. Det er, som var det en Søvngængerske, der slummerbunden gled langs med de høie Balustrader.

Naar hun løfter Parasollen, ser man bag Sløret, hun har slynget fantastisk om Hovedet, et blegt, meget smalt Ansigt. Læberne ere tynde, nervøst sammentrukne, haardt tillukkede, Draget ved Næsen dybtskaaret, ligesom meislet, Øinene graablaa som overtrukne med en sløragtig Hinde, vagt tungsindige, flakkende uden at se, Pandens Omrids er skarpt, Tindingernes fine Hud sitrer undertiden nervøst. Ellers er det, som om der var lagt en Maske af sorgtung Følesløshed over alle Træk.

Hun gaar langsomt, saa at sige dvælende i Skridtene, frem og tilbage. Naar hun stanser, drager hun Aanden dybt og ser ud over Haven. Men selv da er Blikket tomt, livløst. Det er, som en Sky af Taarer var gleden forbi Lyset i dette Blik.

Medens den ventende Tjener halvt tankeløst følger den vandrende Frue med Øinene, svinder Kvarter paa Kvarter under hendes ensformige Gang.

Skumringen følger efter Dagen. Solvarmens Dis løfter sig ude over Engen, og medens Solen gaar ned ovre bag Skoven mod Vest, indhylles Egnen og Aaen i en drømmerig Klarhed. Saa er det, som om dæmrende Skygger lige som favnende Slør bredte sig inde fra Skoven udover Markernes Lavning, langsomt dalende, lydløst glidende frem. Og de tættende Slør ligne ætherfine Skyer; som et kælent skærmende Tæppe om Sommernattens fristende Hemmeligheder.

Det er, som om Køligheden sank ned over den gispende Jord.

Hun gaar bestandig frem og tilbage paa det samme Rum. Rank, glidende. Man skulde tro, det var en vandrende Støtte, hvem en af Oldtidens barnagtige Guder havde givet ikke Liv men blot Evne til at drage Aande og gaa.

Men pludselig stanser hun.

Dæmringens blaalige Skyer have lagt sig lavt over de store Plæner; Blodbøgen nede paa Skrænten staar som en sløromhyllet Kæmpe, skræmmende stor, mørk mod den rødlige Himmel. Nede fra Parken hviske Bladene sagte, bevægede sitrende svagt af Dæmringens bævende Aande-Pust. Saadanne dæmpede Pust, som høres i stille Nætter, Nattens rolige Aandedrag.

Hun ser ud, og midt i den kølige Stilhed, hvor Freden synes at faa Mæle, smiler hun svagt ud imod den kommende Nat. Læberne aabne sig og kruses, men Smilet, der kæmper mod Læbernes Træthed, glider ud i et dæmpet Suk.

Saa gaar hun langsomt op ad Trappens Trin, forbi den bukkende Tjener, ind.

Tjeneren ser ud over Haven, lukker Dørene, langsomt og uden Støi. Terrasserne ligge atter øde.

Baronen gaar ventende op og ned i den store Spisesal. En høi, graasprængt Mand med mange Rynker i Panden og omkring Øinene. Han holder sig stift, men undertiden, naar han tror sig ubemærket, kan han pludselig falde sammen som under en knugende Vægt; saa gnider han sig rask over Panden og ser sig hurtig, noget sky omkring. Øienlaagene ere ellers slappe, rødt kantede, Blikket bag dem noget udslukt. Medens han taler, holder han ofte Øinene helt lukkede, og naar han saa pludselig aabner dem, møder man et koldt, glasagtigt Udtryk. Saa viger Blikket lige som ud fra En igjen, og Øienlaagene slappes.

Han vender sig, da Døren aabnes, og gaar rank sin Hustru i Møde. Straks da hun traadte ind, har han rettet sig og maalt hende med et lynsnart Blik. Hun ser ikke op; hun gaar mekanisk og langsomt frem imod ham, statuestiv; der ligger som et Livet stivnende Gibsdække over hendes graablege Ansigt. Han bøier sig ned og kysser flygtig hendes Haand, hun hvisker sagte et Par Ord, hvorunder de haardttegnede Læber næppe aabne sig halvt; tager hans frembudte Arm.

Rank som ved Hove fører Baron Gyldenstjerne sin Gemalinde til Bords.

De spise i Taushed. Tjenerens dæmpede Trin og den klingende Raslen, naar Tallerkenerne skiftes, er den eneste Lyd, som afbryder Maaltidets Stilhed. Man skulde tro, de Spisende frygtede at vække slumrende Aander i denne Sal.

Den gamle Tjener byder stilfærdig de skiftende Retter frem, stiller sig saa atter hen ved den store Egetræsskænk, stiv og rank og rynket som Baronen selv. Undertiden ser han bekymret over mod sin Herres Ansigt, men Baronen bemærker det ikke; han spiser uforstyrrelig rolig, bøiet over sin Tallerken.

Baronessen rører næppe Maden, og naar Tjeneren indbydende peger paa et særlig lækkert Stykke, ryster hun afværgende paa Hovedet. Saaledes gaar Maaltidet hen i tung Taushed.

Man har skyllet Munden, og med et fransk Velbekomme byder Baronen høflig sin blege Frue Armen. De gaa begge med fornem Ro langsomt hen gjennem Salen, Baronessens matskinnende Slæb falder blødt som en glidende Strøm hen ad det Egetræs Parketgulv. Døren aabnes og lukkes – Dagens Samvær mellem disse Ægtefæller er forbi, naar denne Dør er lukket. Den gamle Tjener ser mod de lukkede Døre med et sørgmodigt Blik, giver sig saa lidt febrilsk til at rasle med Servicet.

Han ved, at Baronen i Taushed vil føre sin Hustru gjennem den store Sal ind i det gule Kabinet. Der vil han bukke og sige sit høflige »God Nat« med et tomt og høfligt Smil. Og medens hans Læber aande let mod hendes Haand, vil hun hviske et Par takkende Ord.

Saa vil hun, medens Nattens Timer gaa, forladt i sin forstenende Ensomhed synke hen i vage Drømmerier; Drømme, som ikke ere Søvn og dog kun Skyggen af et vaagent Liv.

Og saaledes have disse Mennesker levet i seksten lange Aars lange, langsommelige Dage.

Netop seksten Aar – saa længe er det jo siden hin forfærdelige Nat, da Latteren dræbtes i dette Hus, Latteren og Sangen og Livet – thi dette kan man ikke kalde Liv … Den gamle Tjener ryster bekymret paa sit gamle Hoved, og medens han langsomt og med rystende Hænder tæller de tunge Skeer med Familievaabenet paa Skafterne, hører man en dæmpet Snøften.

Hin Nat. Enhver af dens mindste Begivenheder er med evig sviende Skrift indskrevet i disse tre Hjerter. Nat efter Nat have hendes sorgfulde Tanker lige som vingeskudte Fugle trætte til Døden kredset om dette forfærdelige Minde. Medens hendes Liv visnede under den graanende Græmmelses langsomme Sjæleforblødning, er selve Mindet blevet ubestemmelig graat i hendes Tanke, hele hendes Væsen er langsomt veget ud i et graat og trøstesløst Tungsind, en Dæmring, der er Forbud for Natten.

Det var en besynderlig Forbindelse. Og det var kommet saa uventet, saa hovedkuls, saa fornærmelig hovedkuls. Egnens Folk havde jo egenlig slet ikke faaet nogen Meddelelse om det Hele; man havde erfaret det paa anden Haand, gjennem Haandværksfolkene, som skulde sætte Gyldensten i Stand til de Nygifte. Men det var uanstændigt, meget upassende, ligefrem fornærmeligt af Baronen, at han lod sin nærmeste Omgangskreds erfare Giftermaalet paa den Maade … meget besynderligt, fandt man.

Forresten var det Hele vist en temmelig mysteriøs Historie … man kjendte nok Baronen, og saa var det jo desuden altid den letteste Sag af Verden at sige, man var fra Bøhmen – hvem kunde vel kontrollere det? Og selv om hun var Bøhmerinde – de kunde vist ogsaa fiskes baade paa Gaden – og værre Steder.

Man var i det Hele taget, da Giftermaalet rygtedes paa Egnen, mest tilbøielig til at betragte denne Baronesse Millada som en personlig Fornærmelse. At hun hed Millada, vidste man fra Godsforvalteren, som pr. Telegram havde forespurgt, hvilket Navn han skulde sætte over Æresporten, og det var i Grunden ogsaa det eneste, man vidste. Men dette lidet var virkelig tilstrækkelig. Thi selv om Fru Millada – hvad der jo nu efter alle Julemærker at dømme desværre ikke var nogen Grund til at tro – virkelig ikke var anderledes, end hun burde være, var hun ialtfald en Fremmed, og der var saamæn Partier nok, rigtig passende Partier nok herhjemme: Amtmanden havde tre Døtre, og Baron Krabbe skulde nu have den fjerde konfirmeret. Saa behøvede man virkelig ikke at sanke sin Kone op, Gud ved hvor, i Bøhmen.

Nei, Partiet havde rigtignok langtfra Egnens Billigelse.

Saa kom de Nygifte til Gyldensten en Juninat. Bønderne eskorterede Brudevognen med Fakler, Godsforvalterens tre Døtre – der var usædvanlig mange Døtre paa denne Egn – strøede Blomster, og Millada straalede i kunstfærdig Slyngning over den store Æresport. Det Hele var meget vellykket.

Egnens »salonfähige« Damer vare forsamlede i Havesalen.

Det var et Paafund af Amtmandens Frue: man vilde overrække den unge Baronesse en Buket og saa med det samme faa hende at se lige straks efter Ankomsten. Buketten af franske Violer og Roser var kun et duftende Skalkeskjul for Fruernes nagende Nysgjerrighed. Damerne havde stillet sig op i to Rækker ligesom til Kur, og de vare alle hede i Hovederne og oppustede af en uudholdelig pirret Nyfigenhed.

Der var en stødvis stigende, urolig Mumlen over hele Salen.

Amtmandens Frue stod midt i Stuen imponerende som en krænket Diana, med Buketten stukken frem for Maven lige som et Skjold. Ingen kunde sige, hvorledes de kom ind: pludselig vare de komne. De Forsamledes hæsblæsende Nysgjerrighed omfattede dem begge med et Blik.

Millada var høi og meget slank; medens hun gik frem i Salen og ængstelig hængte tæt ind paa hans Arm, saa det ud, som om hun i Angst var flygtet ind til ham og i næste Nu i ubehersket Frygt vilde klynge sit slanke Legeme ind til hans. Hun saa ikke op. Det saa næsten ud, som om Baronen bar hende – og var lykkelig derved.

Amtmandens Frue sagde paa slet Fransk et Par af hendes Gemal korrigerede Fraser og overrakte med en værdig Bøining Baronessen Violerne. Saa løftede Millada et Øieblik Blikket og saa sky, men maalende paa hende. De to Damers Blik hvilede et kort Nu i hinandens. Derpaa slog den unge Baronesse hurtig atter de sitrende Øienlaag ned. Men Amtmandinden havde set, at hun havde blaa, natmørke Øine med pludselig blinkende Glimt ligesom vigende Stjerneskær over dunkelt Vand.

Baronen takkede Damerne, Millada hængte tungere paa hans Arm. Hun gjorde et skyforskræmt Indtryk.

»Gud naade«, sagde Godsforvalterens Frue til sin Mand, medens hun bandt sin strimlede Natkappe fast om Pappillotterne, »hun saa ud, som en stækket Fugl.« …

»Fremmedt Gods«, brummede Forvalteren.

Snart sov de begge, men Godsforvalteren stønnede i Søvne. Han drømte, at det store Hjerte over Æresporten var revnet …

Det var et heldigt Paafund af Amtmandens Frue, dette med Buketten, thi uden det vilde Damernes Nysgjerrighed maaske slet ikke være bleven tilfredsstillet. Baronens tog ikke ud: Millada vilde ikke, og Baronen vilde ikke tvinge hende, dertil var han altfor lykkelig.

Dag gik efter Dag, sollyse, legende Dage. Det var en lykkelig Tid.

Han havde taget Millada op til sig som et Barn, bedaaret af hendes Uskyld, betagen af det besynderligt vage, vemodige Tungsind, som var hendes Væsens Særpræg. Han havde truffet hende i en Smaastad i Bøhmen; han havde paadraget sig en Benskade ved et Fald og var bleven nødt til at opholde sig i Byen i længere Tid.

Opholdet i den lille Flække blev en Idyl for den noget erfarne Mand; han havde i denne vemodige Stilhed – Vemod er Bøhmens Mærke – nydt et æggende Velbehag, som havde beruset ham netop gjennem Modsætningens Magt.

Millada var hans Værtindes Datter. Om Aftenen efter Solnedgang, naar han sad alene under Egen med den hellige Annas Billede, kom Millada med sin Guitar og sang for ham Bøhmens Folkesange.

Alle disse slaviske Viser, hvis Toner glide sagte som en bølgende Flods nynnende, tungsindige Mumlen; dæmpede, sukkende Omkvæd, vemodig glidende Toner, som gjemme over undertrykte Klager; det er, som en gammel Smerte, mættet med Hundredaars Taarer, med store graadfyldte Øine stirrede os kummerfuld imøde fra disse Folkesange. Men undertiden tændes der Glimt i de mørke duggede Øine; det er, som gød der sig Ild frem gjennem Sangenes Toner. Saa ser man i Tanken den slyngende ildfulde Czardas … Sangene lyde milde som hviskede Vuggeviser, Enker synge over Børn, hvis Fader døde endnu før deres Fødsel.

Bøhmens slaviske Børn vaagne til Liv ombølgede af deres Mødres blidt tungsindige Klager.

Han blev betagen. Der spirede et Eventyr frem af Milladas melodiske Sang. Denne evige Vemod var som kølende Urter, en kjærlig Pleierinde lagde over hans Lidenskabs aabne Saar. Thi han var kommen herhen febertræt.

Hun, Livet her og Folket, alt var et Eventyr for ham. Saa rev han et Stykke ud af Eventyret og tog det med sig, bort fra dets Sammenhæng.

Millada blev hans Hustru.

Og Eventyret vedblev at leve i det fremmede Land. Millada var den samme som før. Hendes Smil havde altid været tungsindigt, og hun var jo kun et Barn. Men netop saaledes vilde han eie hende. Timevis kunde han sidde hos hende paa Terrassen og tale og fortælle og belære. Hendes Øine fulgte ham, og i Stedet for Ord havde hun Smil og i Stedet for Latter Kjærtegn.

Hun saa op til ham, og hun troede, at hun aldrig kunde betale ham alt dette tilbage. Alt gjorde hun for hans Skyld, kun tage ud vilde hun ikke. Naar han bad hende, rystede hun bestandig blidt paa Hovedet; hun var blevet sky for disse Damer med deres Violer.

Maanederne gik – –

Naar Aftenen kom, sad Millada med sin Guitar under Blodbøgen, hun sang ikke mere, hun hviskede kun sine Sange. Saa faldt Guitaren ud af hendes runde Arme med de skjønne Haandled, og hun kunde sidde længe taus, svagt smilende.

»Millada«, hvidskede han, »er Du lykkelig?«

Saa rakte hun sin Mund ned imod ham til Kys. Men han syntes, hendes varme Læber vare blevne kolde.

Vinteren kom. Man maatte blive inde. Millada var hjemløs i de høie Rum, kunde ikke finde sig til Rette. Han lod en Rede bygge til hende. Der var gule Silkebolstre langs Væggene: saa sad den unge Kvinde alene i sit Silkebur, som han kaldte »sin Milladas Rede«. De vare mindre sammen end før, han kunde ikke holde sig borte fra al Selskabelighed, desuden var han Jæger, og man maatte ogsaa tage sig af Godset.

Naar han kom hjem og løftede den gule Portiere til Milladas Rede, saa han hende sidde med Haanden under Kinden, bøiet, som tynget af en Byrde. Men for ham havde hun altid et Smil. Og alligevel spurgte han, naar han saa paa sin unge Hustru, ofte sig selv, om han ikke havde lemlæstet Eventyret. Han spurgte, men vovede ikke at svare sig selv.

Men Sandheden var, at Dag for Dag visnede Millada.

Aarene gik. Hun blev bestandig blegere, han søgte Arbeide og Adspredelse. Hun havde hørt op at synge, Dag efter Dag sad hun i sin polstrede Rede, langsomt vuggende i sin bløde Stol. Hun arbeidede ikke, talte ikke, læste ikke; hun visnede. Det var Milladas Historie i disse Aar.

Men saa kom Krigen og Jylland blev okkuperet. Millada stod paa Trappen og saa de fremmede Tropper rykke ind i Gaarden. Hun troede Graaden knugende vilde standse hendes Hjertes Slag. Hun besvimede, da hun hørte sit Modersmaal fra sine Landsmænds Læber.

Hendes Fædreland var kommen til hende. Det var, som Millada var vendt tilbage til sit Hjem.

Om Aftenen, naar Soldaterne tændte Baal i Gaarden, og en af dem sang for, medens de andre faldt ind med det bølgende Omkvæd; naar hendes Fædrelands Sønner i de hurtige, aandeløse Takter med ilsomme Greb i Guitaren jublede den sanseomspændende Czardas; naar deres Sange lød som tungsindig dæmpede Nyn, hvori hendes egen brændende Længsel fik et bævende Udtryk – da levede Millada igjen.

Hun græd meget i denne Tid.

Den unge Kaptain boede i Hovedbygningen. Han var en slank, smidig Magyar. Og hans Øine brændte hedt som hans Lands Sol.

Baronen holdt meget af ham. Kaptainen opmuntrede Millada, og han vilde gjerne se sin Hustru glad. Han glædede sig ved Bordet, naar hans Hustrus Stemme indsmigrende blødt talte hendes melodiske Modersmaal. Det lød som Musik, naar de to talte sammen. Han forstod kun daarlig, hvad de sagde, men de lo og spøgte som to muntert legende Børn. Og det var det, han vilde.

Og naar de sang om Aftenen, Vekselsangen om Slaget paa det hvide Bjerg, var det, som om deres blide Toner rundede sig dækkende om al Bøhmens haabløse Sorg. Undertiden sang de ogsaa Elskovsviser, glødende Strofer, ildnende, tøilesløse; saa slukkedes Ilden, og Sangen blev atter vemodig som Enkens Vuggesange … saaledes veksler Stemningen i disse Folkeslags Bryst. Selv deres Kjærlighed er Vemod, thi de vide, at deres Børn ville blive ufrie som de selv.

Kaptainen spillede. Der var Billeder i Tonerne. Runde Arme, slyngende Ben, Ild i Blikkene, Sporeraslen, æggende Trampen, Par om Par i den susende Czardas.

Millada dansede dertil.

Hun var atter blevet den Millada, som hendes Husbond elskede. Men det var Kjærlighed til en anden, der havde gjort hende dertil.

Saa hændte det en Dag – – – nei, lad os fortælle det kort, thi det er saa let at fatte, hvad der skete.

Han fandt en Aften den unge Kaptain i Milladas Rede paa Knæ for sin unge Hustru. Og hun kyssede hans lukkede Øielaag.

Baronen skreg, da han saa det, de vendte sig; Baronen stod gulbleg, rank og pegede paa Døren. Kaptainen gik. Millada sad forstenet, rørte sig ikke. Da Baronen saa ned paa sin Hustru, mødte han et Blik saa forskræmt, som en døende Hinds. Han syntes, hun sad saa ret i Sædet.

Man fandt om Morgenen Kaptainen skudt … ingen fik at vide, hvordan han var død, man sagde, han havde skudt sig, og det var jo ikke urimeligt. Men hvad Natten gjemte, ved kun hun, hendes Ægtefælle og den gamle Tjener, som havde slæbt Liget bort fra Terrassen. Og paa hans Taushed kan man stole …

Og Aar gik, og Aar kom i det forfærdelige Skyggeliv, hvis forfærdelige Hemmelighed disse tre vogte. Dag er svunden efter Dag altid paa samme Vis, og hver Dag blive Skyggerne tættere.

Lykkelig den Time, hvor Skyggerne glide over til Nat!

/Herman Bang

Sommer-Feuilleton
Danmarks første og største føljetonist hed Herman Bang. Fra 1879-84 skrev han fast 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner – eller føljetoner, som Herman Bang selv foretrak at kalde genren. Henover sommeren 2017 genopliver Føljeton disse gamle føljetoner, som i 2007 blev genoptrykt af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Themaer.

DSL, som har medvirket til udvælgelsen af sommerens føljetoner, skrev dengang, at teksterne ”betegner et højdepunkt inden for dansk journalistik og er en broget blanding af reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver læseren et enestående indblik i Københavnerlivet i 1880’ernes første halvdel”. Føljetonerne lever bestemt også her i 2010’ernes sidste halvdel.