Imagine

Den frivillige Asger Sylvest Pedersen sidder parat bag sit elorgel. Klokken er 19, og det er den sidste onsdag i måneden, hvor han holder sangaften for danskere og asylansøgere, i et lille lokale over for Hanstholm asylcenter.

Der er mange stole og få mennesker. Den pensionerede HF-lærer Ole Krogh, som var aktiv frivillig i teltlejren, er her, frivillig Evald Madsen er her, og en anden dansk dame. Der er en irakisk far med sine to teenage-døtre Fay og Hannan, og siden kommer deres veninde Wed med sin far. De ældre, frivillige herrer spejder ud af vinduet over mod asylcentret. Der kommer en lille gruppe kvinder med mindre børn og et par andre danskere og tre mænd.

De frivillige mænd diskuterer de seneste besparelser i asylcentret, og Ole fortæller, at han lige har været i Tranum, hvor der kun er én medarbejder nu. Det betyder, at alle aktiviteter kun kan foregå på stedet, for der er ingen til at køre bilen, hvis asylansøgerne vil ud af centret.

Asger klimprer lidt på sit klaver og runder snakken af med: “Sådan er dét jo. Vi må hygge os, så godt vi kan.”

“Vi er ikke så mange, som vi plejer, men pyt,” fortsætter han ud til gruppen. Han er tidligere folkeskolelærer og taler højt og tydeligt.

“Vi starter med vores sædvanlige, og her plejer børnene at synge godt med.”

Hvad kunne det ikke været blevet til

Han har lavet et sanghæfte, og folk synger godt med på “Vi vil plante et træ”. Bagefter synger vi “Where have all the flowers gone” og “Let it Be” af John Lennon.

Evald siger: “Hvad kunne det ikke have blevet til, hvis han levede i dag.”

Aksel svarer, at så havde der nok været fred i verden.

Evald Madsen er 69 år og bor i Thisted. Han har været frivillig i Hanstholm et par år, hvor han har stået for mandeklubben. Han har været aktiv frivillig det meste af sit liv, som FDF-leder og håndboldtræner. Han taler nølende, med en lidt rusten stemme.

“Jeg synes ligesom, jeg skulle have noget at bruge mig selv på,” siger han.

Da de nye nedskæringer i Hanstholm trådte i kraft, og der ikke længere kunne bevilges kørepenge til de frivillige, stoppede han i mandeklubben.

“Jeg kører 5.000 km om året som frivillig, og det synes jeg ikke, jeg kan få råd til som folkepensionist.”

Frivillig Stine Holm finder det også sværere at hjælpe for tiden:

“Jeg synes slet ikke, vi kan gøre nogen forskel i de rammer, der er i Hanstholm. Der ikke noget samarbejde imellem de frivillige og medarbejderne, og jeg føler mig uvelkommen derude.”

Hun føler også besparelserne som en hæmsko, der gør livet svært for beboerne:

“Folks buskort er blevet inddraget, selv de der har haft praktik i over et år. Det vil sige: De kan ikke komme væk. De kan ikke tage praktik, for du kan ikke transportere dig selv derhen, det er der ikke råd til. Så de er fuldstændig passiviserede derude i Hanstholm. Det er forargeligt, at man vil isolere dem i to år i en “flygtningelandsby”. De ser ingen danskere, kun dem på kontoret.”

Hun betegner det som et “glædesløst sted”, hvor der intet ønske er om at integrere folk.

Efter en lille pause med småkager og kaffe fortsætter sangen. Gruppen synger “Joanna” og Skipper Clements Morgensang: “Bønder og tømrer, jyske knejte, nu skal vi sejre i grevens fejde.”.

To års venten

De tre teenagepiger sidder tæt i sofaen. Med deres friskhed, levende ansigter, og teenage-fniseri ligner de et tegn på håb, selv efter to års venten på opholdstilladelse i Danmark, og selvom de bor på Hanstholm Asylcenter.

En af pigerne, Wed, med stribet sømandstrøje ønsker, at vi synger “Imagine”.

Der bliver næsten en højtidelig stemning, bortset fra den lille dreng, der kvaser på et plastikkrus.

Læs om dengang politikerne var på besøg i teltlejren i Thisted i denne artikel.