Den menneskelige relation

Det er nitten måneder siden at de fleste af asylansøgerne fra teltlejren ankom til Danmark. Det er næsten ni måneder siden at de sidste busser fra kørte væk, og mændene flyttede til almindelige asylcentre, primært i Sønderjylland. Her venter mange af dem stadig. De fleste får eller har fået afslag på asyl, det gælder for langt de fleste af de mænd der kom med “flygtningebølgen” i november 2015. Det er flest mænd fra de nordafrikanske lande, og fra Iran, Irak, Afghanistan og Libyen. Nogle taler flydende dansk, andre taler hverken dansk eller engelsk, nogle har danske venner og kærester, andre holder sig til sine egne. Få af dem har fået asyl. Den faste frivillige i teltlejren, Stine Holm, gør status over tiden siden:

“Da jeg ønskede “god eid” på Facebook til mine muslimske venner fra campen, kunne jeg pludselig huske, at jeg skrev det samme sidste år. Jeg havde absolut ikke forestillet mig, at når jeg skrev det et år senere, så sad de stadig på asylcentre og ventede”.

Hun siger at hun med tiden har fået sværere ved at se mændene i øjnene, og indgyde dem håb.

“Jeg husker en sommernat sidste år, hvor vi sad på Store Torv og snakkede på trappen. Der siger afghaneren Merza: “Jeg kan ikke klare et halvt år mere uden mine børn”. Jeg siger: “Det er du nødt til”. På det tidspunkt tror jeg, at der måske går max et år før han ser dem. Jeg synes det er umenneskeligt længe at være væk fra sine børn. Det er et år siden, og han har stadig ikke set dem”.

En overlevelsesstrategi

Hun fortæller at Merza er en af dem der holder sig i gang. Er nattevagt på asylcentret i Frederikshavn, hvor han bor. Hjælper på kontoret som tolk. Besøger venner rundt om i landet. Han fik afslag for tre – fire måneder siden, og nu sagen skal nu køre ved Flygtningenævnet per automatik. En anden markant asylansøger fra lejren er kurderen Khaled, som bor i Hanstholm. Hans strategi for at klare den, går også ud på at holde sig beskæftiget. Han er medlem i bestyrelsen af Hanstholm Kulturhus, tegner meget, har haft praktik på en folkeskole, og er hjælpelærer i en særlig memo-teknik til sprogindlæring, som en af de tidligere medarbejder i teltlejren i Thisted er i gang med at teste. Khaled har det svært med livet på asylcentret:

“Jeg har ventet i 19 måneder, og jeg er så træt. Jeg orker ikke at møde og bo sammen med alle de forskellige mennesker. De fleste der sidder i Hanstholm nu har fået afslag, og de taler kun om hvor dårligt, de har det. Hvis du ikke allerede har stress, så får du det af at være der. Jeg vil bare stoppe med at tænke. Og hvis jeg stopper med at arbejde, holder tankerne mig vågen”. Khaled afventer stadig svar fra Udlændingestyrelsen.

“Med mindre du er ekstremt stærk og dygtig socialt, så er de fleste jeg kender fra lejren nedbrudt. Der er virkelig gået mange tabt – til stoffer, hash, alkohol, depression, modløshed. Jeg ser mange der har fået flere problemer, end de havde da de kom”, fortæller Stine Holm videre.

“De var så optimistiske da de kom. Man skulle have grebet dem i den første adrenalinsus, hvor de havde et håb og en tro på fremtiden”.

Venligboerne som forsvandt

Når Stine taler om sin tid som frivillig, dukker en forargelse op, over alle de passive venligboere. Dem der kom og viftede velkommen med flag i starten, men aldrig siden viste sig i lejren:

“Det var vildt så mange vi var i starten, og så hurtigt folk forsvandt igen. Når jeg slog noget op i facebookgruppen for frivillige – hvem der kunne tage med til en aktivitet med beboerne, tage en vagt i tøjcontaineren eller lignende, stod der “set af 48”, men de eneste der svarede var Ulla, Tonny og Ole.

Der har været to demonstrationer i Thisted siden teltlejren lukkede, begge med budskaber, der appellerer til mere medmenneskelighed i asyllovgivningen, og imod racisme.

“Der kommer ingen når vi afholder en demonstration. Og der er 1300 medlemmer i “Venligboerne Thisted og omegn”. Det hænger dårligt sammen!”, siger Stine Holm.

Sidste gang smed hun selv håndklædet i ringen:

“Jeg kom ikke til den sidste demonstration, for jeg føler ikke længere at det rykker noget. Thisted er for lille. Folk går bare forbi, og man føler sig til offentligt skue. Man er dybest set de der landsbytosser på torvet. Vi var måske 40 til sidste demo, det er skuffende”.

Hun er heller ikke så aktiv på Facebook, som hun da Venligboerne havde sin første storhedstid:

“Jeg deler stadig billeder når jeg laver noget hyggeligt med flygtninge. Mest fordi jeg synes der er nogle på min venneliste, der har godt af at se at man kan være venner med tørklædeklædte kvinder”.

Men generelt er hun stoppet med at “prøve på at ændre verden”, som hun siger.

“Jeg føler mig magtesløs. Der er kun stramninger overfor flygtninge. Og hele Danmark accepterer det. Hvis man endelig skulle ændre noget, så skulle alle de mennesker der sidder på facebook og “synes det er så skrækkeligt” gå på gaden”.

Husjournalisten i teltlejren

Da jeg som journalist blev ringet op af Føljeton i november 2015, som spurgte om jeg ville følge livet i teltlejren, var jeg een af dem som Stine Holm kritiserer. Jeg var lige blevet medlem af Venligboerne, og jeg sad på Facebook og så billederne af druknende bådflygtninge og familier til fods på de danske motorveje, og jeg syntes det var forfærdeligt. Jeg havde mange følelser og holdninger, men jeg var handlingslammet. Jeg følte mig magtesløs, og tog derfor imod opgaven med at dække Danmarks første teltlejr med taknemmelighed. Jeg havde nok en smule berøringsangst. Og som mange af de frivillige der kom i lejren, ledte jeg efter noget i mit liv. Mening. Et fællesskab.

Jeg var netop flyttet til Thy efter 12 gode år som jyde i København, blandet andet for at lede efter den mening. I løbet af de 1 1/2 år der er gået siden da, er jeg kommet tættere på livet i lejren end jeg havde troet. Jeg blev en del af det jeg beskrev, ekviperet med et journalistisk armslængdeprincip og en synlig vielsesring. I den tid jeg har fulgt disse mennesker, er mange af dem krøbet ind under huden, og i mit hjerte kalder jeg dem for mine venner. Jeg har følt med dem, danset med i kurdisk kædedans, og er på kram med flere nu, både medarbejdere, asylansøgere og frivillige. Men jeg er stadig “journalisten”. Jeg har observeret livet under asylsystemets rammer, og jeg har nuanceret mine holdninger til emnet. I dag tager jeg lidt fra de blå og lidt fra de røde og midt imellem. Jeg mener, at vi som samfund skal lære at tale om denne problemstilling på en ny måde – vi må både stoppe med at male de dæmoniserende og idylliserende billeder af migranterne og flygtningene – og tale om – og med – dem som mennesker: Se på deres behov – se på Danmarks behov. Vi skal rense vores politisk betændte øjne, og se nøgternt og omhyggeligt på systemet. For det kan på mange måder forbedres. Den lange sagsbehandlingstid dræner både menneskeligt og økonomisk. Jeg har aldrig set Dannebrog hyldet i den grad, som disse mænd har gjort det. Der er ressourcer og liv at hente her hvis man starter en målrettet integration fra første sekund, i stedet for at lade håbefulde og taknemmelige mennesker rådne op i uvished om fremtiden. Giv dem hurtigere klart svar på deres ansøgninger om ophold – i stedet for at gøre dem til passive klienter i et forvirrende system, som reelt ikke giver dem mange chancer for at stå på egne ben.

Dybe relationer

Der er vokset dybe relationer frem imellem de frivillige og asylansøgerne, og med venskab følger ind imellem kærlighed. Det virker ret naturligt når man har stået på sidelinjen og fulgt udviklingen over tid. Man kan godt spørge: Er mændene svage, er mændene stærke, hvem udnytter hvem? Ingen tvivl om at frivillige og medarbejdere overordnet har fået lige så meget ud af de her relationer som asylansøgerne. Det går begge veje. Også Stine Holm er i dag involveret på et dybere personligt plan. For kort tid siden annoncerede hun på Instagram sin forelskelse i kurderen Hiva. Han er tidligere beboer i teltlejren, og de har haft et forhold, som startede et godt stykke tid efter lukningen. Hun ventede med at annoncere kærligheden, til han fik sin opholdstilladelse, for at hun havde svært ved at leve i uvisheden. Hiva er en stille mand, og hun har hele tiden haft et godt øje til ham: “Det var hans fire smilerynker jeg faldt for”.

Nu har de et langdistanceforhold, for han bor Brande, tre timer fra Thisted, hvor Udlændingestyrelsen mener han har større chance for at finde arbejde.

I Palæet

For de fleste af de cirka 300 der startede ud i teltlejren, er det endt med et negativt svar, eller de venter stadig. Men i kolonihavehuset “Palæet” sidder Hamid Talebi og har et ret normalt liv.

“HAMID – DET ER DEN SAMME KAGE VI SKAL HAVE IGEN I DAG, FORDI DE ANDRE BLEV UDSOLGT”.

Susanne Henriksen taler højt og tydeligt, for han øver sig stadig i dansk. Gulerodskagen er en rest fra Susannes arbejdsplads på en café i Thisted, hvor hun har fået et flexjob i køkkenet. Susanne var den langtidssygemeldte kvinde med posttraumatisk stress, som startede med at komme som frivillig med sin mand i teltlejren, men endte med at forelske sig hovedkulds i asylansøgeren fra Iran, og derefter blive skilt. Nu har Hamid fået ophold, og de tilbringer meget af tiden i “Palæet”.

Sidst vi mødtes var hun arbejdsløs, og han havde ikke ophold, men søgte praktik. Nu har de begge arbejde, og ser afslappede og harmoniske ud. Det er som om at visheden om fremtiden har glattet adskillige rynker i deres ansigter. Hamid fortæller at han er glad for at bo i Thisted. Han forstår ikke hvorfor der er så mange asylansøgere der vil til København. “Når jeg går på gågaden i Thisted siger jeg “hej” til alle mulige. Sådan er det ikke i København. Folk der kommer til København er ikke glade”. Han taler engelsk, men siger ordet “gågaden” på dansk.

Det normale liv

Den 15. februar 2017 fik Hamid opholdstilladelse for tre år. Susanne fortæller om forberedelsen til interviewene med Udlændingestyrelsen, hvor hun sad med:

“Vi havde gjort et godt stykke arbejde. Også ved at bruge Facebook til at vise vores liv. Ikke kun det religiøse, men også hverdagsliv med fisketure og aftensmad og vinterbadning i Vorupør”.

Hamid har fået ophold fordi han er kristen, hvilket gav ham problemer i Iran. Interviewet var hårdt.

“Det var et 8 timers interview, og de spørger ind til alle detaljer – præcise tidpunkter på begivenheder der ligger tre – fire år tilbage. Man husker altså ikke de detaljer fra sit liv”, siger Hamid. Udlændingestyrelsen bad dem om koder til deres Facebook og Instagram kontoer, hvilket Susanne og Hamid fortæller er normal procedure. De arbejdede også med kropsproget, og den del har de også hjulet andre iranere med før interviews med Udlændingestyrelsen. Hamid fortæller at de iranske mænd er vant til at blive set som skyldige uden dom, fra det iranske system.

“Man er vant til at man helst skal sidde ydmyg og stille med bøjet hovede, når man snakker med myndighederne. Hvis man taler tydeligt og kigger dommeren i øjnene i den iranske ret, kan det give problemer. Det er hvad vi har lært. Derfor ligner iranerne at de prøver at skjule noget”.

Parret har været sammen i næsten 1 1/2 år nu. Siden sidst har de begge fået arbejde, hun på en café, og han som smed i en lille virksomhed på Mors.

De problemer de har nu er mere normale, end angsten for afslag: Det er almindelige work/life balance ting, at de føler de har for lidt tid sammen, på grund af arbejde og sprogskole. Og så er der stadig de små kulturelle sammenstød. Som at Hamid havde svært ved at kramme og kysse offentligt:

“Jeg husker aldrig at have set min mor og far kysse hinanden, det gør man bare ikke foran andre i Iran. Så i starten troede hun ikke at jeg elskede hende!”, smiler Hamid.  Men det gør han, og nu viser han det også til verden.