Zigeunerliv

 11.7. 1880

Der er ganske stille. Mellem de søileranke Stammer ligger en blaaagtig Dæmring, et violfarvet Halvlys, køligt, fristende. Som et lysblændet, søilerigt Tempel lokker den dybe Skov, hvis Skumring Anelsen befolker.

Man skimter en Lysning derinde. Solrig ligger Engen, stærkt belyst; og det skinnende Skær bryder som brede Straaler frem gjennem Stammernes Rader, som lyse hvidlig i Skinnet. Saa langt borte, dybt inde, hvor Søilerne tættes som Mure, forvilder den vildsomme Straale sig i et skumrende Mørke.

Selv de lange Alleer ligge folketomme. Hist og her paa en enlig Bænk kan man træffe en morgenklædt Dame, som læser eller syer, mens hun med Øinene følger et Par legende Børn, der tumle sig ude paa Græsset. Hun holder Bogen paa sit Knæ og sidder med frembøiet Hoved, saa at den brede Hat skygger for Bogens Blade.

En Dreng gaar syngende ned ad Stien bag Tjørnene; nede ved Kirkepladsen have nogle Barnepiger snadrende samlet sig. De Smaa ligge skraalende paa Grønsværet rundt omkring Bænkene, hvor Pigerne i Munden paa hverandre fortælle Gaarsdagens Krøniker. Undertiden beherskes Koret af en enkelt skrigende Sopran, saa falde de andre ind som Spurve, der støie op i en uharmonisk Kvidren.

Men ellers er Dyrehaven stille. Mens Formiddagen gaar, ligger den biende, sval og taus i sin majestætiske Ro. Hen imod Aften, naar Solens Blink inde mellem Stammernes Geledder funkle mere rødlig med et flammende Skær, og naar Mørket derinde bliver dybere, vaagner Livet i Skoven. Stierne befolkes, man hører klingende Latter langs med de brede Alleer, Støi af mange Stemmer skræmmer de jagede Dyr, som i en flygtig Kohorte styrte frem over Engene.

Maanen staar op. Dens hvidlige Lys leger med Sommernattens Dæmring, saa Skyggerne blive mørkere, skræmmende mørke. Buskene paa Engen, Tjørnenes tætte Busketter, de enkelte bøiede Birke, alt faar Spøgelseliv, nu da Dryaderne vaagne. Men Sommernattens Slør drages som et skærmende Tæppe sammen om Nymfernes Dans …

Man sidder alene. Og Latteren og Talen og Sangen lyder snart fjernt, snart nærmere i Natten. Ekkoet griber den, Lyden døer mellem Toppene, stiger igjen og døer som et halvt hvisket Suk. Saa skræmmes Stilheden op af et skrallende Raab, en raatklingende Sang; det er Faunerne, som tvistes paa Engen … Natten skrider. Sangen og Stemmerne tie, Skovens Mørke faar sin Taushed tilbage, slørbedækket ligger Lysningen rolig; et enkelt Vindpust gaar frem fra de høie Stammer, hvisker til Engenes

Buske, bøier det høie Græs, kjærtegner mumlende Blomstret. Det er Skovens Aand under dens rolige Slummer.

Saaledes kan det ses. Men Faunerne ere anløbne Kjøbenhavnere, og Nymferne ere Fantasi, Musiken er Lirekasser fra »Bakken«.

Man mærker det, naar man kommer nærmere. Raab, Støi, Skrig, man kalder Sang, Trompetlyd, Udraaberskrig og Trommer. Jo, det er »Bakken«, Bakkens Fauner og Bakkens Nymfer. Man gaar op gjennem Teltene. Beværtning ved Beværtning. Lampen i Døren brænder trist og søvnig; inde fra Teltet slaar en kvælende Ølos os i Møde. Værten sover i en gammel Lænestol henne i et Hjørne bag Disken. Hovedet er faldet ned paa den høire Skulder, Munden staar aaben, han gisper tungt, naar han trækker Veiret; de tykke Kinder pustes op ved Aandedraget, saa alle deres haarbevokste Vorter svede under Anstrængelsen. Henne i den modsatte Krog kurtiserer en Matros en stumpnæset Opvartningsjomfru ved haandfast at klaske den Skjønne op og ned ad Ryggen. Hun skriger, og Værten vaagner, ser sig forskrækket om og aftørrer sin Purpurrødme med et skident Viskestykke, hvori han ellers tørrer Glas.

Midt paa Gulvet lige under Lampen er en ældre Herre falden i Søvn med Overkrop og Arme strakt frem over Bordet. Øllet fra det væltede Glas flyder i en fidtet Strøm hen over Bord og Gulv – – –

Ude paa Gaden hører man Manden fra Karussellen opmuntrende udraabe en sidste Tur. Lamperne foran Blikspeilene gaa ud en efter en, Manden ved Lirekassen dreier nikkende i Halvsøvne paa Arien af »la Traviata«. Ovre paa den anden Side lukker Gjøgleren sin Bod. Inde i Bagrummet bag Boden slaar hans Kone en Jernseng ud, de søvndrukne Børn slaas udenfor Døren om en Flaske med dovent Øl. Saa tager Gjøgleren sit tærnede Lommetørklæde frem, og siddende paa Sengen tæller han Kobberskillingerne ud paa Sengetæppet. Lyset falder ind paa de krydsende Rynker i hans Ansigt, hans Øine ere underløbne; langsomt, som vilde han holde paa hver Mønt, lader han Kobberet glide gjennem sine Fingre. Konens Øine flakke sky fra Ansigt til hans samlende Hænder – – –

Hun sætter Aftensmaden frem, Brændevin, Øl, et Stykke svedigt Flæsk paa et Skumpel tørt Rugbrød. De tale ikke; hun bringer de søvnige Børn til Ro paa et Par pjaltede Madratser, ser en Gang imellem stjaalent til Manden. Han smasker og drikker. Pengene har han knyttet sammen i Lommetørklædet.

Han rækker hende gryntende Flasken og kaster sig paaklædt paa Sengen; snart sover han haardt med hængende Mund og Næsen i Veiret.

Hun vogter paa hans Søvn, Armene ere korslagte under Hovedet lige over Tørklædet med Pengene, en Gang imellem krammer han i Søvne omkring dem. Ovre fra »Harmonien« lyder Sangen skrattende stærkt, han farer halvt op og krummer sig sammen i den ene Side af Sengen.

Hun tager Lyset og ser paa hans Ansigt. Brændevinsaanden, der slaar hende i Møde, er jævn og rolig. Saa nærmer hun sig Sengen. Øinene hvile uafbrudt næsten angst paa den Sovendes Ansigt, hendes magre Arme, hvor Aarerne ligge i Bundter, famle rystende ved Hovedgjærdet. Med et Ryk griber hun Klædet, og stadig vogtende paa Mandens Træk stjæler hun skjælvende noget af dets fidtede Kobber.

Det yngste Barn sukker i Søvne, Manden lægger sig længer frem i Sengen – hun slukker Lyset, hun har stjaalet Brødet til imorgen.

Oppe ved Runddelen er der livligt endnu. Et støiende Selskab bryder larmende ud fra »Alhambra«, hvor et Par Opvartningspiger danse en uendelig, svaiende Tripvals med et Par Slagtersvende, der klemme deres Damer om Livet med begge Hænder og ligesom skubbe dem frem ved at støde dem sagte med Knæerne.

De tre Musikanter sidde rokkende med lukkede Øine. Undertiden synes det, som om Musiken skal dø hen, Violinen trækker Tonerne langsomt klagende ud, og den store Trompet fremstøder sitrende Hyl. Men saa tager man atter Fart, og Slagtersvendene skubbe deres Damer frem i hurtigere Svaining – – –

»Harmonien« er tilhyllet af Røgskyer. Lige indenfor Døren sidder Ordenens Vogter og drikker med Stedets Vært. Ovre ved Bordet til Venstre skændes Bryderkongen med sin Impressario. Det er en stor, kæmpemæssig Karl. Han er nedringet helt ned paa Brystet, Musklerne ligge i Jernbundter langs Halsen.

De gjorde Vrøvl over hans Kunster. Han havde femti Gange løftet de 500 Pund i sine lange Fingre, saa kunde han tilsidst ikke mere, og saa var der blevet Vrøvl. De brød sig s’gu ikke om, at hans Fingre blødte, naar de havde givet deres ti Øre. Saa var Samson bleven vred og havde revet Teltet ned over Filistrene.

Det er det, de skændes om. Bryderen brummer ligesom en Tyr. Undertiden tørrer han sig voldsomt med et rødt Tørklæde, der er lige saa vaadt som hans Ansigt, og han slaar i Bordet, saa Ordenens Vogter skjælver i sit Hjørne.

Oppe paa Tribunen foredrages »Suzanne«. Damen er sværlemmet med et Bjerg af en Buste. Hun staar rank op og puster i sit stærkt spændte Snørliv, medens hun ved hver anden Linie fører Lillefingeren henimod Tommelen og saaledes lader Haanden beskrive en koket Bue fra den fyldige Barm over imod Bryderen, som en Gang imellem med sit Blik billigende spænder om »Gudindens« Liv og midt under Skænderiet kælent trækker Øienbrynene i Veiret. Og naar »Suzanne« naaer til Omkvædet om Englands Kyst, lægger hun smægtende det sminkede Hoved paa Siden og lader sit ømttryglende Blik glide fra Tallerkenen paa Klaveret ud over Publikum i Salen.

De andre Damer stemme i med, de fnise bag Vifterne, skratte pludselig stærkt i, tie saa, stansede af et strængt Blik fra Direktricen, en ældre afpillet Dame i Sort med knoklede Træk og med en Uendelighed af nikkende Proptrækkerkrøller og en blændende Rad forlorne Tænder, som hun, naar hun synger, stadig sluger og gylper op igjen.

Romancesangerinden reiser sig langsomt. Hun er i Hvidt med Handsker. Hun gaar frem vraltende paa de høie Hæle og med stadige Knæk i Knæerne. Hun neier ved at lude med Hovedet, hoppe ned i Gulvet og atter reise sig ved et nyt knækkende Hop.

Det er »Foglan«, hun synger. Hun slæber Tonerne frem lige som Landsbydegnen, naar han synger til Begravelser, og lader dem ved Enden af hver Linie dø i en bævende Ubestemthed, der betænkelig minder om et klagende Miav. Den Skjønne selv kalder dette en Trille.

Samsons Skænderi overdøver hendes trimulerende Sukke, og med et fortørnet Blik til »Kongen« udsender hun pludselig en høit skingrende Tone, der faar Glassene til at ryste paa Bordene. En Tilbeder med Stanleyhat og lange Støvler klapper larmende og belønnes med et Smil. »Suzanne« gaar koketterende rundt med Tallerkenen – – –

Nede ved Kirsten Pil drive de sidste Gjæster af. De give »Damerne« Plads paa deres Kapervogn, og under hylende Sang rumle de ad Jægersborg til … Man hører Sangen og Raabene dø langt borte. Nede paa Kildeøen fare Hundene glammende op; ved Kilden sætter man Skodderne for Dørene.

Det er Nat.

Inde i Skur og Telte sover »Bakken«s Befolkning de Retfærdiges Søvn. Solen staar op, den første Morgens graa ubarmhjertige Lys falder paa de brogede Skilte, paa Teltenes Pjalter, ind gjennem Ruder og Sprækker paa den slumrende Elendighed. I Bagstuen ligge de hulter til bulter, Mænd, Kvinder, Børn.

Lastplettet Ungdom og vansiret Alderdom i de samme Rum.

»Harmonien«s Damer ligge sammen i et Skur, Seng ved Seng. De have bundet Lommetørklæder fast om Hovedet for at holde paa Frisuren. De sove med Sminken paa, og i det stærke Lys bliver Farven graableg paa de malede Kinder. Direktricen har hængt Parykken paa Jernstolpen, Hagen falder ned paa Brystet, saa man ser de sorte, tandløse Gummer indeni et mørkt Svælg. Suzanne stønner i Søvne, Sveden løsner Sminken fra hendes Ansigt, saa Koparrene gabe som Saar, Romancesangerinden sover med Morgenkappe, besat med lyserøde Sløifer.

Inde i Cirkus Wulff sover Cirkus’ eneste Artist udstrakt paa Manegens Sand med Hovedet mod Barrieren. Han har hængt Trikoten til Tørring paa en Snor. Undertiden aabner han Læberne og sukker. Maaske drømmer han.

Drømmer om sit Fædreland, Steppernes store Land, Czarens Rige. Han er født i Moskov, Ruslands hellige By. Som Lille gik han i Processionen med de hellige Kjerter til Kremls luende Templer. Hvor han huskede det: Berusende Røgelseduft fra raslende Guldkar, pragtfulde Skaaler, hvorpaa Kirkens Præster bragte Aarets Grøde som et Offer til Ruslands mægtige Gud.

Skinnende Guld og Purpur og Fløilstalarer. Svungne Røgelsekar og bølgende Sang. Jubel fra tusinde Munde i Kirkernes himmelhøie Hvælving. Bønner, brusende Orgeltoner, Knælen paa isnende Marmorplader.

Han drømte det, han drømte det!

Men saa en smuk Dag blev han solgt til Cirkus. Hans Moder bragte ham derhen, hun sagde, han fik deilige Klæder, smukkere end Kordrengenes paa den hellige Nikolais Dag. Og hans Brødre bleve fri for at sulte.

Han var otte Aar. Det var næsten for sent at begynde, men det gik, Legemet blev smidigt ved Hug, han lærte sine Kunstner ved Sult. Det varede ikke længe, før han kom frem som Voltigør.

Hvor hans Hjerte bævede. Han forvirredes af Lysene, af en brusende Musik, af de tusinde Ansigter, af Larmen, af Piskesmældene. Han smilede som i Drømme, han havde Lyst til at skrige, han syntes, han skulde dø i alt dette Lys og denne Glans. Saa lukkede han Øinene.

Pisken susede om ham. Frem gik det over Barrierer og Stiger, frem. Han vidste ikke, hvorledes, han hvirvledes rundt, klyngede sig fast, satte til; Larmen voksede om ham, Drengen syntes, han blev helt borte …

Men stadig frem med lukkede Øine.

Saa gik det saaledes Aften efter Aften, Aar efter Aar.

Men Cirkus Wulff blev forarmet, Direktøren drak, han maatte sælge alt, Heste, Rekvisiter. Nu var der kun denne stakkels russiske Dreng tilbage, som han havde kjøbt, og som havde solgt sig selv for at fri sine Søskende fra Sult …

Russerdrengen sover med Hovedet paa sin Arm …

De sove alle, disse hjemløse Zigeunere. Føgne sammen af Stormen ere de, føgne sammen fra alle Verdens Kanter.

Musefældedrengene fra Bøhmen; de kunde ikke faa Føden hjemme, Bjergene vare golde, der var intet Brød. Saa gik de i Sold hos en Fører, bort fra deres Bjerge, fra deres Forældre til fremmede Mennesker, som tale andre Sprog og have andre Skikke. Og Nød maatte de lide og Vinter døiede de, Snefog og Storm og Kulde. Men de bar en Amulet paa det bare Bryst; den værgede dem: den hellige Anna er mægtig.

Savoyarderne. Der er kun tre tilbage. Angelo og Gioachimo ere døde. De bleve begravede en Vinterdag i en fremmed By uden Korsang og uden Præst. De tre, som vare tilbage, spillede ved Graven, indtil det blev Aften. Saa drog de videre paa den lange Vandring.

Lirekassemændene, Linedanserne, Sangerinderne, Pigerne, Sælgerne, Beriderne …

Stormen har føget dem sammen, Last og Uskyld, Forbrydere og Slagsbrødre, Gamle og Unge.

Mange af dem kjende kun Retten af Navn, og Verden kalder dem lastefulde, Himlen gav dem ingen Præster; Samvittigheden er deres eneste Præst, men Samvittigheden er fordunklet af Synden; for dem er Laster Dyder, Dyder Laster, Livet er et Ophold i Værtshuse, hvor deres huløiede Lidenskaber vælte Stolene og ryste de svage Vægge.

Men de dø for en Kammerat, de give Livet hen for deres Børn, de dele deres sidste Brød med dem, som ere fattigere end de. En Verden, som skrev sine egne Love, og som ikke kjende andres.

Saaledes ere de, disse hjemløse Zigeunere, som her sove de Retfærdiges trygge Søvn!

Det er høit op paa Dagen, naar de vaagne.

Suzanne pusler, krøller sig med Thevand; Direktricen bringer sit Tandsæt i Orden. Rundt omkring lufter man Beværtningerne ud. Man skurer Gulvene, vasker. Ude bag Teltene kravle og støie Børnene halvt paaklædte i brogede, sammensyede Pjalter med bare Ben. De rode i Græsset, mens Moder vasker Skjørter, slaas om Smørrebrødet, skraale. Høns, Kyllinger, Svin og Børn færdes broderlig i en skjøn Uendelighed.

Man gjør Ild paa Storstenen ude i det Frie. De gamle Koner gaa omkring opskjørtede med røde Ben i Træskoene. De smøge Ærmerne op til Albuerne, man maa have frie Hænder. Saa brase og koge de til om Aftenen. Overalt er der Snore med Tøi til Tørring, Opvartningspigerne staa med røde Øine bøiede over Opvaskningskarrene, de nynne, snakke, raabe fra Telt til Telt. Foran Teltene nyde Kunstnerne deres Frokost. Cirkus Wulff fører »Hesten« paa Græs nede ved Kildeøen.

Inde hos Trommekongen holder man Prøve. »Naar man ikke gaar frem, gaar man tilbage«, siger Kongen, og derfor trommer han hele Dagen.

Man forbereder sig til Aftenens Felttog.

Og saa naar Aftenen kommer, spiller man op, gjør Kunster, raaber ud, trommer, sælger sig selv, kjøbslaar og larmer. Man larmer i en Ørken, man gjør Kunster for hinanden. Thi Trop er død: Bakkens Tid er omme, forbi. Menneskestrømmen gaar andre Veie, der er intet Mylr, ingen Vrimmel, ingen Trængsel.

Mange sky dette Marked for Pjalter og Elendighed.

Naar man saa ser Mennesker bøie ind til Kirstens Kilde, stemmer man Violinen, de tomme Karuseller kjøre rundt, Velocipederne suse, Jakel begynder paa sin gamle Komedie. »Den brunøiede Datter« ordner sine røde Balloner.

Stakkels Brunøiede! Hvor det er længe siden, Du var ung med runde Kinder og straalende Øine! Længe siden – aa, man bliver hurtig huløiet her paa Bakken.

Nu sidder »Ferdinand«s Datter og sælger Balloner og syer Flag. De færreste kjende hende.

Russerdrengen strammer sit Trikot, Romancesangerinden knapper sine Handsker, Trommekongen slaar sin bedste Hvirvel … Det gaar som i sachsisk Sveits, hvor man trækker Vandfaldene op for hver Reisende …

Og saaledes tjener man nok til at leve selv og føde sine Børn op til den fædrene Elendighed i det samme Liv.

Livet bag Teltene.