Landliv

 18.7. 1880

 

Sneen føg sammen langs de forpiskede Hegn, lagde sig som Høie omkring de bladløse Buske, som Barrikader foran den Sprinkelværks Veranda. Den vilde Vin kaster sig med sine forvitrede Grene ligesom sammenslyngede Polyparme frem og tilbage for Stormen. Husene se hjælpeløse ud, inde stirre de tomme Vægges Barhed os koldt og uhyggelig imøde; Dørene ere vinde og skæve, Sneen kan fyge ind, saa den lægger sig paa Dagligstuens Gulv næsten som et dækkende Tæppe, Stormen slaar Dørene op, rasler med Laasene, slaar dem atter i, smutter ud af Huller og ind af Sprækker; det ser næsten ud, som om det godt kunde falde den ind at tage hele Villabyen med sig paa sin Fart.

Men saa kommer Foraaret, og den vilde Vin faar Løv, og Syrenerne blomstre, og alle Buskene blive grønne. Husene dækkes af al den svulmende Grønhed, baade Huller og Sprækker forsvinde bag det dækkende Tæppe. Bag de skærmende Træer titte Smaahusene frem lige som smaa Reder. Og Solen smiler til alt og alle.

Kjøbenhavnernes Sommerbyer vente paa deres Gjæster.

Inde i Byen bliver det varmt. Man holder sig paa Skyggesiden paa Gaden, man gaar med opknappet Sommerfrakke og forlanger Is i sit Sodavand. Man gjør Skovtur for at se Skovbunden, som er afblomstret for længe siden, og Fruen serverer ihærdig Koldskaal otte Dage i Træk.

»Kjære Henrik, Du vil da vel ikke ha’e Kjødsuppe, naar det er seksten Grader i Skyggen …«

»Det frøs inat …«

»Seksten Grader i Skyggen, Henrik. Jeg saa det selv med Karoline paa Frueplads …« Fruen sidder og puster paa Koldskaalen, saa hun bliver høirød i Hovedet af Anstrængelse. Herren kæmper forgæves med Rugtvebakkernes ubønhørlige Haardhed.

Man hører hans Gummer arbeide knirkende.

»Gradmans er da osse taget paa Landet«, henkaster saa Karoline og lader Skeen synke.

Moder og Datter veksle et hurtigt Blik over Terrinen.

»Ja«, puster Fruen, saa det halve Kvantum Koldskaal flyver ud af Skeen.

»Gradmans er taget ud.«

Herrens Gummer arbeide meget stærkt.

»Og Kolds har leiet«, tilføier Frøken Karoline.

Herren sidder bøiet over sin Koldskaal og virrer frem og tilbage med Hovedet ligesom et Faar, der plages af Fluer.

»Kan vi aldrig faa Tykmælk?« siger han.

»Tykmælk? Nei, Holm, det maa Du forlade mig. Det bli’r aldeles ikke til andet end til Valle i det lumre Spisekammer.«

Atter Pause. Herren virrer bestandig og dukker stadig dybere ned over Tallerkenen. Han fører Skeen i rundbøiet Arm. Det ser ud, som om han vilde værge sig mod et eller andet usynligt truende, saadan sidder han.

»Hvem gaar i Logen iaften?« siger han uden at løfte Hovedet. Tausheden trykker ham som Stilheden før et Tordenveir.

»Pladsen maa staa tom«, erklærer Karoline og lægger sig med fremstrakte Ben nonchalant tilbage i Stolen.

Papa ser op: »Tom?«

Fruen letter sig i Stolen. »Ja, Henrik«. Hun gjør en kort Pause, derpaa siger hun stærkt udover Terrinen: »Vi maa i det mindste lade, som om vi var paa Landet.«

Henriks Ske falder raslende ned paa Tallerkenen. Han tager sit Lommetørklæde op og visker Sveden bort med en langsom og ynkelig Bevægelse. Karoline sætter Albuerne paa Bordet og sidder og ser paa sine udspilede Fingre, Fruen holder sig meget rank paa Stolen og ser koldt over mod sin Halvdel, der igjen dukker ned og søger at opslubre de sidste Rester Koldskaal af den tomme Tallerken.

»Vil Du ha’e mere, Holm?« spørger Fruen irriteret, unødvendig højt.

Nei, Henrik vilde ikke ha’e mere.

Tre Dage efter leiede Holms i NyTaarbæk. Henrik havde opgivet Spillet: hans Modstand var druknet i Fruens Strømme af Koldskaal. Fruen og Karoline foer i en Landauer fra Villa til Villa og leiede tilsidst tre Værelser med Adgang til Have og en Veranda, hvor man hængte en rød Lampe i Loftet, stillede en Pan i Hjørnet og en Samling Bregner paa to theatralske Blomsterborde af Jern med en Venus i Toppen; det Hele saa fra Veien næsten dramatisk ud.

Ny Taarbæk passede netop for Holms.

I Gammel Taarbæk mødes skrigende Extremer. Der er gamle Landsteder med god Plads, tre fire Frugttræer i Baghaven, Kartofler, Petersille og saa mange Jordbærbede, at Fruen med et bedaarende Smil kan bede sin Herre smage paa »Havens« Jordbær, naar Tjeneren byder rundt af Rosebærrerne fra Hellerup, som serveres i en Terrin med Is i Bunden.

Der er Salon og Spisestue i Stuen, et Kabinet ud mod Terrassen: alt holdt i denne lyse Sommerstil med Blaat og Hvidt, som man læser om i Romaner; hvidlakerede Stole betrukne med Sirts, hvide Borde med imiterede Marmorplader og en Kamin, hvori man fyrer de kølige Septemberaftener, naar Fruen efter at have fordøiet Middagsmaden ved at beundre Stjernerne fra Anstaltens Langelinie læser eller skriver Breve med Fødderne mod Kaminristen ligesom Baronesserne i de franske Proverber.

I de Landsteder holder man ud til midt i Oktober, man maa have Frugten ind, og desuden er det comme il faut at blive længe paa Landstedet. Det antyder noget solidt, fortæller, at man har Kakkelovn derude. Og det er et Trappetrin i Rangen.

Disse Villaer ere gamle, man har arvet dem, de tilhøre Familien; de ere et Led i deres Beboeres Formue. Side om Side med dem ligge Leiehusene, Fiskerhytter, opklinede Rønner med Verandaer ud til stinkende Gyder, Kolonier, der ere værdige landlige Udgaver af Peder Madsens Gang, Huler, hvor man sammenpakker Mennesker i Loftsrum og i Havehuse, en Eufemisme, hvormed man velklingende dækker over det utætte Skurs gigtbringende Elendighed; hvor man spiser, lever og sover i det samme Rum, hvor Skærmbrædt er den skrøbelige Mur mod Gjenfødelsen af fuldstændig paradisiske Tilstande; hvor man holder Spisekammer i et Flueskab, der hænger i det eneste Træ, som findes paa den Kvadratalen Jord, Fruen benævner en Have; hvor man lige uden for sit Vindue har en Rendesten saa stinkende, at Rosenaaen var en Velsignelse i Sammenligning med denne Kloak; hvor man smægter af Hede, naar det er Solskin, og paa Grund af Loftets Utæthed maa sidde under Paraplyen, naar det regner … hvor man boer, men aldrig er, simpelt hen, fordi det vilde være umuligt at være der. Men det gjør heller ikke noget, Fader er i Butiken, Moder besøger en Veninde »oppe paa Skrænten i Ry«, og Døtrene tage hver Formiddag til Byen med Musikmappe og Stilebøger for at fortælle Veninderne, hvor deiligt der er derude. – –

Det er Leiehusene. Og saa ligge de klistrede op ad hverandre gjemte bag støvede Plankeværker, bagte af Solen, tilstøvede af Støvet fra Landeveien, ophedede, indskrænkede, overbegloede. I de Kolonier har man aldrig Hemmeligheder for hinanden, man bor allesammen i Glashuse – men desværre, man slaar alligevel dygtig med Stene.

Men saadan en Lystighed var ikke noget for Holms. »Ny Taarbæk« er le juste milieu. Smaa Huse, byggede bogstavelig paa Sand, diminutive Verandaer med vild Vin, en grøn Plæne midt mellem fire Hækker, en lille Gaardsplads, hvor man triller nogle Kugler rundt og troer, man spiller Kroket, naar man gjør det, en lille Dagligstue med en Sofa og to Lænestole, en Spisestue, hvor man knebent kan spise seks, et Kjøkken saa stort som Kokkens Lukaf paa en Skonnert og to smaa Sovekamre, hvor man for Luftens Skyld sover med Vinduet aabent. Ovenpaa i Gavlen et Hul, hvor Pigerne sove paa en Briks og forny Blykamrenes eventyrlige Rædsler.

Det Hele ser ud, som om det var bygget op i Hast og skulde brydes ned lige saa hurtig. Bindingsværk, Brædder, Sprinkelværk og Halvstensmur. Moderne Bygningskunst i formindsket Udgave.

Men man har det for sig selv, forstaar sig, og NyTaarbæk har saa mange Fortrin. Man har nem Adgang til Dyrehaven, hvor Husets Damer om Formiddagen gaa ind med en lille Stol til at slaa sammen og en engelsk Roman, hvori man aldrig kommer videre. Undertiden ogsaa med et koket Staffeli og et Stykke Lærred, hvor Læreren har lagt under, og hvor man ved at henklatte noget Spinatgrønt og lidt Glasblaat troer, at man fæster paa Lærredet al den henrivende Skjønhed, Christian Winther har afluret Sjællands sommergrønne Skove. Man kan ogsaa komme paa Anstalten om Onsdagen til Symfonierne, hvor »hele Kjøbenhavn« møder for at gabe over Haydn lige som i Musikforeningen og for at brillere i alle de tusinde Nuancer i Drap, som Damer og Herrer kappes om at fremvise. Og saa for at se paa »de Fremmede«: nogle Herrer i Brunelsstøvler og farvede Skjorter med lyse Slips og Guldnaal; Damer med korte Kjoler og blaa Slør og Børn saa blottede, at man uvilkaarlig maa tro, de ere i Badedragt og skulle i Vandet.

Det summer i Koncertsalen. Man møder, man hilser, man kurtiserer; oppe fra set synes det som et bølgende Bal, alle disse rokkende Hoveder med deres hvide Hatte, hvide Slør og hvide Fjer.

Opvarterne tale Tysk, de Fremmede lidt af alt, vi selv »slaar om os med Sprogkundskaber, som maa forbause Gjæsterne.« Heden er trykkende, Vifterne og de parfumerede Lommetørklæder gaa frem og tilbage. Luften er gjennemtrængt af Pudder, af Roseduft og Maddunst.

Orkestret sveder Tran i AMollSonaten. Sveden drypper langsomt fra Valdhornistens Næsetip ned paa det broderede Skjortebryst.

Gammel Taarbæk mødes med NyTaarbæk, og man kurtiserer hinanden under Mødet. »De Gamle« kalde de Ny for Parvenuer, og de rivalisere bestandig; man kæmper om Richardts Vogn, om Geermanns Smør og om Grøntkonerne; hver Dag bringer ny Olie til Misundelsens Ild.

Saa gaar man hjem. Strandveien ligger rolig. Inde i Husene forvilder Lyset fra Stuen sig i Træernes Løv, glider ind mellem Buskenes Grene, lægger sig som en lysende Stribe over Plænens Resedabed. Og Lyset i Gangen gjør Busketternes Skygge dobbelt hemmelighedsfuld dyb. Nede ved Laagen hører man dæmpet Hvisken – man taler ud over Hækken …

Sundet ruller mumlende dumpt sine Bølger ind imod Stranden.

Sommernatten er skjøn overalt.

Men Taarbæk har ikke Tid til at beundre Sommernætternes Skjønhed: Fader skal med første Tog, og Joakim og Ludvig tage hver Morgen ind Klokken otte, man maa tidlig i Seng, naar man skal op Kl. 6.

Saa rutcher Herren af om Morgenen, søvndrukken, uden at have faaet hverken vaadt eller tørt løber han Dag efter Dag Væddeløb med Løjtnant Lissners Taalmodighed, der ved første Tog gjør det gamle Ord om Jernbaner, som ikke vente, respektabelt til Skamme. Pustende, svedt og opløst naar han Kl. otte sit Kontor yderst paa Kristianshavn, hvorfra han vender hjem Kl. 7. Saa faar han den Mad, man har sat af, og som er bleven tør af at vente i Ovnen, strækker sig i en Lænestol og sover.

Men han strækker sig i en Lænestol paa Landet, han sover i sin Families Skød paa Landstedet. Familien ligger paa Landet.

»Familien« – det er dog et Spørgsmaal. Børnene jages op Kl. 6 for at bade i Hui og Hast, for at samle Bøger, læse over og hæsblæsende styrte til Jernbanen. Fra Jernbanen ud i Bredgade eller paa Kristianshavn. Børnene komme der trætte, udasede, søvnige. Saa spærres de inde Time efter Time i de varme, ophedede Skolerum, hvor man propper dem med Lærdom ligesom de Strasborg Gæs, der ikke faa Lov til at fordøie. De falde i Søvn i første Time, Trætheden efter Badet, Løbet til Jernbanen, gjennem Gaderne, nu Lærerens monotone Stemme, Elevens Mumlen, naar han er oppe – de falde i Søvn.

»Adolf!«

Adolf farer op med et Ryk og griber Cæsar med begge Hænder. »Tredie Kapitel«, siger Læreren. Man hører en jappende Mumlen, der stiger og falder i Bølgegang, mens Adolf i Takt svajende bevæger Overkrop og Hoved.

Læreren sidder rokkende paa Katedret, med lukkede Øine, Armene over Kors. Langs Bænkene sidde Drengene med Hovederne lagte ned paa de korslagte Arme. »Nok!«

Det giver et Ryk i alle de hvilende Skikkelser, Hovedet løftes lidt, Læreren rokker bestandig …

Saaledes gaar paa den hede Sommerdag slæbende Time efter Time.

Kl. 3 kjøre Børnene hjem. Hjemme sluger man Maden og gaar saa op paa Kvistkamret for nikkende at falde i Søvn over Videnskaberne, som man dyrker i Skjorteærmer og med en Pibe, der er forbuden Frugt.

Raabet: »The, Drenge!« vækker dem. Og efter Theen i Seng.

Jo, Familien ligger paa Landet.

Man kan tage dette komisk, men man maa alligevel tilstaa, at denne Art Landliv ogsaa kunde tages alvorlig. Er der noget Menneske, der kan tro, at en saadan Faren fra Landsted til Jernbane og fra Jernbanen Gade op og Gade ned til en ophedet Skole er gavnlig for Børn, som Dag efter Dag, snart i Hede og snart i Slud maa jage den samme Fart? Altid Uro, altid paa Springet, aldrig hjemme, paa Gade og paa Landevei de ti Timer af Døgnet. Sammenpakning i Jernbanen med mange Slags Børn fra mange Slags Hjem. Lektierne fares over i Kupeerne, man snakker, snadrer, pludrer og bagtaler. De unge Damer ryge Cigaretter, de unge Herrer Cigarer, man gjør Kur, tager imod den, sværmer, kurtiserer og skaber sig. Timerne paa Banen er Rekreationen i dette Landliv. Men, alvorlig talt, hvor bliver der Plads til Opdragelsen af disse Børn?

Der kan vel være Grund til at gjøre dette Spørgsmaal, thi selv i Byen har mangt et Hjem kun daarlig Tid til at opdrage sine Børn. Det er den gamle konventionelle Methode, man følger ved Opdragelsen.

Børnene komme op, før Fanden har faaet Sko paa, i alt Fald før Fruen har tænkt paa at staa op. De faa en Kop The i Kjøkkenet, Pigen staar og reder Haar, alt imedens hun smører deres Mad. De fare Lektierne igjennem ved Thedrikningen, liste sagte forbi Døren til Sovekammeret for ikke at vække Mama og gaa saa i Skole. Forældrene se de til Middag.

Faderen beder dem sidde ret paa deres Stole og lader ved Kaffen den mellemste Datter gaa rundt om Bordet med en Lineal mellem Armene paa Ryggen. Moderen skænder, fordi de spise med Kniv. Den yngste faar en Ørefigen, fordi han piller i Næsen.

Efter Bordet læses Lektier. Om Aftenen ere Forældrene i Selskab. Mama har sat nogle Appelsiner i en Glasskaal paa Buffetten. Naar man har fortæret dem, stjæler man en forbuden Roman fra Bogskabet – usalige Skik, at lade Nøglen sidde i Bogskabe – eller man lægger sig til at sove paa Spisestuebordet …

Dette er Opdragelsen. Og hver den, som siger til sig selv, at dette blot er noget af Sandheden, kan have Lov til at betragte denne Skildring som en knusende Anklage.

Just en Anklage; thi det er ikke at opdrage, og den Slægt, som ikke opdrager sine Børn, dødsdømmer sig selv. Forældrene overlade alt til Skolen, man betaler saamæn Skolepenge nok, og Karakterbogen er jo ogsaa god. Vilhelm vil nok faa første Karakter til Examen i Skolen! Skolen, hvor man, skjønt man gjør Drenge paa femten Aar til Specialister, ikke kan magte Stoffet uden at proppe Eleverne til Halsen, hvor man tærper, ræmser, farer over med en Harefod, hvor man lader femseks Sprog kankanere i seksten Aars Menneskers Hoved, hvor Karakterbogen er alt, og Karakteren intet – jo, man kan rolig overlade alt til Skolen.

Men hvordan skal man vel faa Tid til at opdrage? Sandt nok, at Fristelserne ere rykkede Børnene nærmere, at Smitten er stærkere, at Nerverne ere mere irritable, at Aviser, Blade, Diskussioner og Samtaler, man fører i Børnenes Paahør, gjør tusinde Ting til fælles Eiendom, som Børn aldrig burde kjende; sandt nok, at Kjøbenhavn er en stor By, at Skolerne og Hjemmene ofte ligge Side om Side med den store Bys moralske Kloaker – der gives i alt Fald en Skole i Kjøbenhavn, som har en mildest talt besynderlig Beliggenhed – lad være, at Tiderne ere farlige – men de ere sandelig ogsaa strænge, og Fader har svært nok for at skaffe Brødet. – – –

Maaske, men i saa Fald er det til Mødrene, man maa vende sig for at sige dem, at Skolen ikke opdrager deres Børn, at den ikke kan det og ikke gjør det; at Skolen, der har saa fuldt op at lære dem, næppe kan vaage over deres Liv, end sige over deres Drømme. Og dog er det netop over Børnenes Fantasi, man bør vogte, det er deres Drømme, man bør give Retning. – – –

Vor Barndoms Drømme bestemme vort Liv …

Men dette Æmne er for høit for min flygtige Pen – og vi vare desuden i Taarbæk. Jeg er undertiden fristet til at finde, at Feuilletonisten egenlig er det lykkeligste Menneske paa Jorden – han kan streife alle Æmner og behøver ikke at gaa til Bunds; det er behageligt, thi der er altid Mudder paa Bunden …

Som sagt, »Gamle« og »Ny« rivalisere. Der er kun et, hvori de mødes med fuld Sympathi: »Foragt for dem fra Charlottelund.«

De kjender Charlottelund? De tager aldrig derud? Kan jeg saa godt forstaa. Nogle solbagte Fuglebure stillede op paa en Mark, hvor Skygge er et Ord; nogle

Sandørkener, man giver Navnet Haver; hist og her en forkrøblet Busk, der synes at bede om Forladelse, fordi den existerer. Endelig til hver Villa en Hønsegaard.

Hønsegaarde er Charlottelunds Specialitet, man udfører Kyllinger.

Saa Naboskabet til Skoven, en anden Dyrehavsbakke uden Madam Lundager og hendes Vafler. Uden Overdrivelse en sand Dyrehavsbakke. Der er Grøndalshuset, en landlig Danseplads, hvor alt er landligt, og hvor mulig kun den landlige Uskyldighed fattes; der er Gyldenlund med sine fremmede Artister, Alexanderpavillonen, Egely, Stalden og en Pavillon endnu, hvis Navn jeg har glemt. Birket har sandelig befolket denne Del af Skoven mer end rigelig med Nattergale.

Hvorfor man tillader disse Kneiper at florere mellem Byen og Bakken? Spørg mig ikke derom, thi jeg finder det selv besynderligt. Med mindre man der gjør det for at lade de ulykkelige gamle og falmede Kvinder, som synge her – deres sidste Vers – inden de forsvinde i den mørke Strøm, som opsluger, dækker og bortfører Elendigheden – friste Livet endnu en Stund. Men i saa Fald er man muligvis for menneskekjærlig.

Muligt dog ogsaa, at disse Anstalter ikke gjøre Skade. Vel er Tonen fri, Sangene livlige; Damekomikere give Damer, og Herrekomikersker ere yderst troværdige som Herrer, Viserne vilde næppe alle tillades af Kjøbenhavns Politi, men det Hele er saa afskyelig fattigt, afskrækkende knoklet, opsminket og gammelt, at det ikke kan friste nogen.

Kun troer jeg, at Leien vilde stige ikke lidet i Charlottelund, hvis man lukkede Teltene.

Taarbæk og Charlottelund ere de Landliggendes Hovedkvarterer – foreløbig. Om tyve Aar vil Beaumonden have forladt NyTaarbæk og være draget mere nordlig. Nu sætter Rungsted Grænse for dem, der tage ind om Morgenen og ud om Aftenen. Skotterup tilhører Skuespillerne, Snekkersten Feriegjæsterne, Hellebæk er Fælleseie. Men Strømmen gaar mod Nord: Vandet er bedre, Luften friskere, Byggegrundene billigere.

Der er kun et, jeg beklager; det er de stakkels Fremtidsbørn, som skulle tage i Skole fra Hellebæk til Kjøbenhavn.

Men lad Fremtid være Fremtid. Foreløbig er Vedbæk dog en Villaby og ikke nogen By, Rungsted landligt, Hellebæk Landet. Der kan man finde sig et lille Hus paa en Skrænt ved Stranden, hvor der er lavt til Loftet, og hvor man maa bukke sig for at gaa ind ad Døren; hvor man kan dyrke sin Plet af en Have uden at begloes, og hvor man uden at vække Forargelse kan drive i Skjorteærmer i Hængekøien under Kirsebærtræerne. – –

Eller man flytter ind i Landet til en rigtig Bondegaard med store Rum og en Frugthave med tætte Hække om Rosebedene. Her ligger man rigtig paa Landet. Der er Markveie og ensomme Stier ind i Skoven og Stenter og en simpel Bænk nede ved Aaen bag Møllen.

Den unge Frue drikker sød Mælk om Morgenen, hun faar den lige fra Koen. Og Børnene kjøre med paa Hølæsset, naar Bonden kjører ind. – –

Det er Landliv, men hver sin Smag, og her er jo hverken Koncertsal eller Tombola med Ruletter. Det er derfor godt, at hver kan vælge efter sit Tykke og faa det, som han vil, langs Kysten.

Men – vis mig Din Sommerbolig, og jeg skal sige Dig, hvem Du er.