Nyhedsanalysen

Dommedag om lidt?

Vi er ikke tvivl om, at situationen er forbandet, men hvordan går det egentlig med klodens klima?

Forleden offentliggjorde New York Magazine en lang forsidehistorie med den apokalyptiske overskrift ‘Den ubeboelige planet’. Gennnem ni kapitler forsøger artiklen at redegøre for, hvorfor det står langt, langt værre til, end vi tror – og hvorfor vi ikke ønsker at indse det. Sproget er sine steder temmelig svulstigt, men teksten er ikke desto mindre læseværdig. Dens grundlæggende pointe er, at lige meget hvor velinformerede vi er, så står vores bange anelser slet ikke mål med fremtidsudsigterne. De første par linjer: ”Det er, kan jeg garantere dig for, værre, end du tror. Hvis din bekymring over den globale opvarmning er domineret af stigende verdenshave, så er det kun et lille hjørne af, hvilke rædsler, der er i vente – selv i en teenagers levetid.”

Siden er artiklen blevet diskuteret lystigt (hvis man kan bruge det ord) – ikke af klimafornægtere, men af folk, der ved, hvad de taler om. Den amerikanske klimaforsker og geofysiker Michael E. Mann, som er leder af Earth System Science Center på Pennsylvania State University, skriver på sin Facebook-side, at han føler sig nødsaget til at kommentere den. ”Jeg må sige, at jeg ikke er fan af denne form for dommedagsvinkling. Det er vigtigt at være klar i mælet omkring risiciene ved ubetingede klimaforandringer, og jeg kritiserer jævnligt dem, der underdriver dem. Men der er også en fare i at overdrive på en måde, så problemet lægges frem som uløseligt og dermed bidrager til en følelse af dommedag, uundgåelighed og håbløshed,” skriver han og slår ned på flere  faktuelle fejl i artiklen. New York Magazines journalist har siden interviewet Michael E. Mann og bringer interviewet i sin fulde længde på nettet.

Det amerikanske blad Jacobin Magazine bringer en kommentar med overskriften ‘New York Magazines klimakatastrofepornoartikel tager frygteligt fejl’. Her skriver en sociolog fra University of Pennsylvania, at det største problem med global opvarmning er af socioøkonomisk karakter. Et ikke utænkeligt økonomisk apartheid, for at sige det ligeud. ”Jeg er ikke tilhænger af klimaingeneering (betegnelse for planlagte indgreb i Jordens klimasystem, red.) eller øko-apartheid. Men de to ting er de mest sandsynlige mareridt. Og førstnævnte kan måske – ved en meget hurtig og målrettet intervention – forebygge sidstnævnte.”

Endelig er det lødige The Atlantic, som vi her på Føljeton ofte henviser til, også på banen med en kommentar, der ikke decideret latterliggør artiklen i New York Magazine. Videnskabsjournalisten Robinson Meyer skriver, at det er virkelig svært at forholde sig til klimaproblematikken. Alene i de forløbne to år har han blandt andet skrevet om, hvordan klimaforandringerne utvivlsomt vil afstedkomme megatørker i Arizona og New Mexico, og om, hvordan kvælende hede sommerdage er tre gange så hyppigt forekommende som i 1900.

Men: ”På den anden side er der begyndt at tegne sig en strategi for, hvordan klimaforandringerne skal løses. Prisen for sol- og vindenergi er faldet markant over hele verden; bilfabrikanter lover at gøre flere af deres biler elektriske, og mængden af kulstof, som ryger op i atmosfæren, har stabiliseret sig i løbet af de seneste tre år. At skrue ned for kulstofforbruget er et vanskeligt globalt projekt, men teknologiske frembringelser og politisk indgriben har efterhånden gjort det til en opnåelig mulighed,” skriver Meyer.

Han henviser i øvrigt til teknologen og science fiction-forfatteren Ramez Naam, der piller New York Magazines artikel fra hinanden i 10 velturnerede tweets. Tag for eksempel tweet nummer 8: ”Vi har gjort kæmpe klimafremskridt. Business-as-usual plejede at være 6 eller 7 grader eller varmere. Nu ser det ud til 3-4 og tendensen er nedadgående.”

Sådan! Ikke mere klimapornografi for den 25-øre. Nu har din gamle ven Føljeton lagt sagen frem med links og det hele. Så er det op til dig at nærlæse hele molevitten og selv foretage en vurdering på et oplyst grundlag. Det er jo det, du er her for.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12