Interview
Drengen, der tænkte, åh nej, bare jeg ikke bliver bøsse
I gårsdagens rekapitulation af artikelserien ‘Bøsser i Hirtshals’ fra sidste år var vi ”langt inde i Hirtshals”. Du havde muligheden for at tilgå tre forskellige reportager fra byen. I dag rykker vi lidt ud igen. Du kan læse eller genlæse vores interview med en ung mandlig studerende, der fortæller, at det ikke var særlig sjovt at være barn i Hirtshals i 90’erne og finde ud af, at man mest var til mænd.
Et par dage efter, at Berlingske havde bragt en klumme med titlen ‘Der var ingen bøsser i Hirtshals‘ af lektor, dr.phil. Hans Hauge, som handlede om, at bøsse eller lesbisk ikke var en gangbar identitet i hans barndoms Hirtshals i 1950’erne, kom der en slags svar i form af en kommentar i samme avis. Det var skrevet af den unge studerende Ulrik Frost og havde overskriften ‘Jeg var den første bøsse i Hirtshals‘.
Ulrik Frost indledte sin kommentar således: ”Når jeg cyklede hjem fra skole, dengang i 1990erne, råbte de bøsse efter mig. Ikke på den pæne, inkluderende måde, men på den måde, der detaljeret skærer ud, hvor klamme løse håndled er, og hvordan stemte s’er kan føre dig direkte i helvede. Jeg var otte år. Otte år!”
Når man læste Frosts tekst, længtes man faktisk tilbage til Hans Hauges Hirtshals (som vi interviewede ham om), hvor der sikkert skete alt muligt i smøgerne og ude i fiskerbådene, men hvor der ikke var et dækkende ord for, hvad der foregik. Ingen mærkater, man kunne få påklistret. Ulrik Frost skrev også, at Hauges Hirtshals lød ”som et mere bekvemt sted at finde sin seksualitet”, for i hans eget Hirtshals godt og vel 40 år senere var der opstået et ”seksualitetshierarki, hvor de heteroseksuelle mænd stod øverst og kunne definere de andre (seksualiteter, red.), hvad de gjorde med både vold, hetz og mobning. Kasserne blev oprindeligt skabt for at frigøre, men de virkede stik modsat i Hirtshals.”
I Føljetons forsigtige krabben sig ind på Hirtshals ringede vi til Ulrik Frost for at høre mere. Vi spurgte, hvad han tænkte, da han så Hans Hauges klumme.
Ulrik Frost: ”Der var en del af den, som jeg sagtens kunne se, var gode pointer. Netop det her med, at seksualiteten også er et sprogligt koncept. Det er den del, han beskriver lidt Foucault-agtigt. Men så i en af de sidste sætninger skriver han det der med Tour de France-pigerne, der kysser mændene, og dér går han tilbage til en fuldstændig heteronormativ beskrivelse af, hvad køn er. På den måde var klummen meget upræcis. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, han ville. Men jeg greb jo fat i den tråd, der hed, at, ja, seksuelle identiteter er også noget, vi tillærer os sprogligt, det er ikke bare en lyst, der kommer ud af det blå. Der er det bare, at jeg siger, at da jeg var barn i Hirtshals, var den identitet opfundet, og den blev brugt lystigt, måske ikke på den bedste måde.”
Føljeton: ”Du er hvor gammel?”
Ulrik Frost: ”25.” (i dag er han 27, red.)
Føljeton: ”Og det Hirtshals, du beskriver i din klumme, var i…”
Ulrik Frost: ”Jeg begyndte at gå i skole i 1996, så det er tiden op mod millennium.”
Føljeton: ”Og på det tidspunkt er vi kommet væk fra Hans Hauges barndoms 50’ere, hvor ord som bøsse ikke fandtes, og hvor homoseksuel ikke var en identitet?”
Ulrik Frost: ”Altså, min farmor, der er på Hans Hauges alder, har tit fortalt, at da hun var barn – det var så lidt syd for Hirtshals – da brugte de skældsordet ’bagbordsindianer’. Så de har godt vidst, hvad bøsser var. Det står lidt i modstrid til det, Hans Hauge siger.”
Føljeton: ”Sådan som Hans Hauge beskriver sig selv i sin tekst, har han været ret naiv som barn og lille voksen…”
Ulrik Frost: ”Det forestiller jeg mig også.”
Et hårdt og storslået vejr
Føljeton: ”Er du opvokset i Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Jeg er født og opvokset i Tornby lidt uden for Hirtshals. Begge mine forældre er fra Hirtshals. Hele min familie bor der.”
Føljeton: ”Hvis du skulle beskrive Hirtshals for nogen, der ikke kendte byen, hvad er det så for et sted?”
Ulrik Frost: ”Jeg plejer at sætte Hirtshals i forhold til hyggelige sjællandske byer, hvor der er nyttehaver og parcelhuse. Når jeg umiddelbart tænker på Hirtshals, så er det et sted, hvor der ikke kan gro noget i haverne, og hvor der er saltvandsmærker på ruderne, som altid skal vaskes. Og så er der aldrig opholdsvejr. Det er selvfølgelig en karikatur, for sådan er det ikke hele tiden, men det er en meget forblæst by. Der er en vesterhavsånd. Det er ikke så rart et sted.”
Føljeton: ”Men når man kommer sådan et sted fra, sætter man normalt pris på den type vejr, fordi man er vokset op med det. Jeg ved ikke, om du kender nogen færinger og islændinge – de savner jo det barske klima helt vildt, når de ikke er i det…”
Ulrik Frost: ”Hvis jeg skulle sige noget positivt, så er det netop det med det hårde og storslåede vejr. Der er den der Vesterhavs-stemning. Noget, man ikke kan kontrollere. Man skal 200 meter væk fra havet, før man kan bygge noget, fordi havet rykker frem og tilbage hele tiden, og der er en bred kyst.”
Føljeton: ”Da jeg interviewede Hans Hauge, sagde han, at Hirtshals var et alvorligt sted. Han talte om ‘konerne’, som i hans barndom stod og kiggede ud over horisonten for at se, om deres mænd kom hjem fra havet.”
Ulrik Frost: ”Jeg vil sige, at Hirtshals absolut ikke er et muntert sted. Hvis man nu endelig skal over i det muntre hjørne, så bliver det på Skipperkroen med masser af øl og slagsmål og den slags. Hvis man skal kunne tale om en særlig identitet i Hirtshals, så er den i hvert fald meget hårdfør – og, ja, ikke munter. Et hårdt miljø med en hård jargon.”
Føljeton: ”Men der er vel samtidig en eller anden humor midt i al hårdheden – eller hvad?”
Ulrik Frost: ”Absolut. Der er en sort galgenhumor. Men så vil jeg også sige, at fiskeriet har ændret sig ekstremt meget, siden Hans Hauge var barn, hvor alle familier havde en lille jolle, de sejlede rundt i, og hvor man aldrig vidste, om man så familiemedlemmerne igen. I dag er det kæmpestore industribåde, som nærmest ikke kan synke, og som er bemandet på en helt anden måde og ejet af meget få, rige fiskere. Hirtshals er ikke længere en lille hyggelig fiskeriby, det er en industriby. Kapitalismen har taget over.”
Føljeton: ”Vil det sige, at der også findes nogle små konger i Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Ja, det gør der. Der findes millionærer. Kvotesystemet har gjort, at fiskeriet er kommet på meget få hænder.”
Føljeton: ”Det præger også en by, hvis økonomien engang har været jævnt fordelt, men ikke længere er det?”
Ulrik Frost: ”Ja, netop i 1950’erne og 1960’erne var Hirtshals en opgangsby med arbejde til en masse mennesker. I dag er det virkelig Udkantsdanmark. Det er et sted, hvor mange er på overførselsindkomst, og folk er generelt fattigere end landsgennemsnittet. Det er ikke et sted med fremtid.”
Føljeton: ”Hvornår flyttede du fra byen?”
Ulrik Frost: ”Det gjorde jeg i 2004. Jeg tog på efterskole, da jeg var 15, og da jeg var 16, tog jeg til København.”
Føljeton: ”Og dit forhold til Hirtshals i dag er så, at du tager hjem til Hirtshals en gang imellem for at besøge dine forældre?”
Ulrik Frost: ”Ja, jeg er der jo jævnligt.”
Den ekstreme homofobi
Føljeton: ”Har du det med Hirtshals som Lou Reed og John Cale synger på sangen ‘Smalltown’: ”There is only one good use for a small town/ you hate it and you know you’ll have to leave”?”
Ulrik Frost: ”Jeg tænker ikke tilbage på min barndom og skoletid som en rar tid. Jeg vil sige, at det er en næsten klassisk ’lille by’-historie om et meget tydeligt hierarki, og om hvordan man skal være på en helt særlig måde for at passe ind.”
Føljeton: ”Hvad var hierarkiet i din barndom baseret på?”
Ulrik Frost: ”Ja, det er svært at sige. Det har jeg tit tænkt over. For det første var der en stor portion, der handler om, hvad man interesserede sig for; håndbold og fodbold var meget udbredt. Og det handler også om, hvor hårdfør man er. Om man var i stand til at kæmpe sig op. Det var jeg helt klart en af dem, der ikke havde mulighed for, og det drejede sig netop om den ekstreme homofobi, der er. Den gennemsyrer alt.”
Føljeton: ”Gør den stadig det i Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Ja, det gør den.”
Intet bolværk
Føljeton: ”Som jeg forstod din klumme, så sker der det i din barndom, at din egen seksuelle udvikling bliver foregrebet af andre. Du er ikke klar over, at du muligvis er homoseksuel, før andre gør dig opmærksom på det. Det lyder ret ubehageligt.”
Ulrik Frost: ”Det var det også. Der var en forestilling om, at seksuelle identiteter kan knyttes til nogle særlige kendetegn. I mit tilfælde nogle feminine kendetegn, og det er jo netop en stereotyp forestilling om, hvordan en særlig type er, som virkelig kan bruges til mobning.”
Føljeton: ”Men samtidig er det meningen, at der gennem skolen og andre institutioner skal være en eller anden form for bolværk mod det, du oplevede. Det lyder ikke, som om der var det, og det var endda i 1990’erne.”
Ulrik Frost: ”Jeg vil sige, at Normstormerne var i hvert fald ikke nået til Hirtshals, da jeg var barn. Jeg tror simpelthen ikke, at folk havde begreb om, hvad det var for et problem. Så nej, der var ikke noget værn imod det.”
(Normstormerne er ifølge deres website ”et gratis tilbud for alle 7. til 10. klasser i Aarhus og Københavns Kommune, der har til formål at mindske mobning og mistrivsel relateret til køn og seksualitet”.)
Føljeton: ”Har du følt dig meget alene med din seksualitet i Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Ja, eller måske mere min ikke-seksualitet. Og jeg kan huske, at når jeg som barn skulle ønske et eller andet, så var det altid ’åh nej, bare jeg ikke bliver bøsse’. Det sad virkelig tungt i mig: ’Fuck, det her er det værste i verden, det må jeg bare ikke være, og alle siger, at jeg er det!’”
Føljeton: ”Hvordan er det at komme tilbage til Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Jeg kan huske, at de første år, efter at jeg var flyttet væk, så begyndte jeg at ryste, når toget nærmede sig Aalborg. Og jeg fik altid et raseriudbrud, lige når jeg var ankommet, fordi det hele vældede frem i mig. Men det er gået over. Jeg er i stand til at nyde det, jeg kan nyde.”
Føljeton: ”Det kunne godt lyde, som om der ikke er sket særlig meget på det her område i Hirtshals?”
Ulrik Frost: ”Jeg har selv små brødre i Hirtshals, som har den alder, jeg havde, og som lader til at have det godt. Men jeg kan næsten ikke bære tanken om, at der skulle være børn, der har den samme barndom, som jeg havde. Det ville virkelig gøre ondt på mig, så jeg håber, at der er sket noget, men jeg kan samtidig høre på den måde, mine små brødre taler – og de mener ikke noget ondt med det – så er homofobi stadig en indgroet del af kulturen. Bøsser bliver stadig brugt som et nedladende ord. Jeg vil da helt klart sige, at Normstormerne burde tage en tur til Hirtshals og udbrede noget viden om, hvad seksualitet overhovedet er.”
Læs i morgen: Interviewet med Hirtshals’ gamle bykonge Knud Størup, der var borgmester fra 1978 til 2006. Han fortæller, at der blev diskuteret mange ting i byrådet i de år, men aldrig noget, der relaterede sig til homoseksualitet.
Forsidefoto: Molen i Hirtshals. Foto: Scanpix