Nyhedsanalysen

Pengene begynder at brænde i hænderne

Det største tyveri i danmarkshistorien, hvor i alt 12,3 mia. kr. blev trukket ud af den danske statskasse i et velorganiseret svindelnummer, har hidtil haft to tegneserie-agtige karakterer i hovedrollerne: Dels ‘den nyttige idiot’, forhenværende konsulent i Skat, 68-årige Sven Jørgen Nielsen, der sad ene mand og godkendte de svimlende udbetalinger for såkaldt udbytteskat-refusion fra et lille kontor i en betonbygning i Høje Taastrup, og ikke mindst ‘den onde superskurk’, den 46-årige britiske finansmand Sanjay Shah, som i dag gemmer sig i luksuriøs landflygtighed i Dubai.

Efter Sven Jørgen Nielsen blev varetægtsfængslet og sigtet for at have modtaget bestikkelse er der ikke længere stor tvivl om, at både han og Sanjay Shah har svindlet statskassen. Men persongalleriet vokser – og skandalen med udbytteskat begynder at udvikle sig til et større komplot, hvor Sven og Sanjay muligvis kun har fungeret som mellemmænd for større kapitalinteresser.

Bagmandspolitiet bekræfter, at to mænd på 47 og 49 år fra USA – New Jersey og Minnesota – nu er sigtet i svindelsagen. Sammen med Sanjay Shah er de alle tre sigtet for bedrageri ”af særlig grov beskaffenhed”. Forbrydergalleriet er ved at blive udvidet, og krimigåden bliver mere og mere speget.

Fupnummeret stopper nemlig ikke engang i New Jersey og Minnesota. Et netværk af 212 mere eller mindre fiktive pensionsfonde, som alle er forbundet til de to amerikanske mænd, har været involveret i milliardtyveriet ved højlys dag. Ifølge DR Nyheders oplysninger er 10,9 mia. kr. blevet overført til pensionskasserne – via de mistænkte mellemmænd. Betydelige dele af de i alt forsvundne 12,3 mia. kr. kan således være blevet kanaliseret til USA og muligvis spredt blandt mere veletablerede spillere på finansmarkederne.

Indsatsdirektør i Skat, Jim Sørensen, vil ikke oplyse, hvor stort et samlet krav, Skat har varslet i de agterskrivelser, man har sendt til de amerikanske pensionsfonde, og hvor mange agterskrivelser, der er sendt af sted. Kun at det allerede er sket.

Den gode nyhed er altså, at myndighederne er kommet bedre på sporet af de forsvundne milliarder, anført af Bagmandspolitiet, der nu ser ud til at have fået hul på efterforskningen. De amerikanske pensionsfonde, som er kommet i søgelyset, har hyret den Luxembourg-baserede danske advokat Helene Müller Schwiering til at repræsentere sig i sagen – hvilket også i sig selv er et positivt tegn på, at politiet har et vist bevisgrundlag for at forfølge pengene.

Gennembruddet er et positivt, men langt fra håndfast tegn, siger én af Danmarks førende skatteadvokater, Torben Bagge: ”I det omfang, at der er tale om, at der er begået svindel, så er det selvfølgelig super positivt, at Bagmandspolitiet er ved at optrevle det. Antageligt er bagmandspolitiet kommet et skridt videre, siden man går ud og offentliggør disse ting,” siger Torben Bagge til Politiken. Han understreger dog, at der er meget lang vej til domfældelse, endsige indkassering af pengene: ”Jeg er ikke så beruset af positivisme, i forhold til om det gør, at vi kan få dømt nogen.”

Selv om ingen endnu bør lade sig beruse af positivisme, er det stærkt glædeligt med hver en lille brik, der kan lægges i puslespillet om de forsvundne milliarder. Udbyttesagen er en sag, som viser, at virkeligheden er vildere end fiktion. Sven og Sanjay er indlysende forbrydere, men de er ikke alene. De andre går stadig rundt derude.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12