Pludselig gik det stærkt: Frihedskæmperen Liu Xiaobo døde i går af komplikationer ved den leverkræft, som de kinesiske myndigheder ikke har villet lade ham behandle for. I går bragte vi her i Føljeton et link til Kinablog og skrev, ”han risikerer snart at dø”. Men vi fik ikke nævnt det vigtigste: Det autoritære regime i Beijing lod ham dø. Ja, undskyld. På mærkelig vis er hans og tusindvis af andre mere anonyme kineseres frihedskamp blevet negligeret.
Liu Xiaobo blev nægtet behandling, og Nobelpriskomitéen, som i 2010 tildelte ham Nobels fredspris, har ulykkeligt ret, når de skriver i pressemeddelelsen: ”Vi finder det dybt foruroligende, at Liu Xiaobo ikke blev overført til en facilitet, hvor han kunne få passende medicinsk behandling, inden han blev uhelbredeligt syg. Den kinesiske regering bærer et stort ansvar for hans for tidlige død.”
Trods flere forsøg blev 61-årige Liu Xiaobo nægtet at få effektiv behandling. Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch går et skridt videre i kritikken: ”Den kinesiske regerings arrogance, ondskab og hjerteløshed er chokerende. Men Lius kamp for et demokratisk Kina, der respekterer rettigheder, vil leve videre,” udtaler Kina-direktør Sophie Richardson fra Human Rights Watch.
Åh, hvor har hun dog evig ret, og hvor er det beskæmmende, at det internationale samfund ikke havde format til at udfordre de gammelkommunistiske apparatjiker. At Liu Xiaobo blot fik lov til at ligge og dø i – omend ikke stilhed, så i passivitet – er et monumentalt svigt fra alle demokratiske kræfter i verden. For Liu Xiaobos stilfærdige kamp for menneskerettigheder i klodens største rige var og er fortsat den allervigtigste frihedskamp i det 21. århundrede.
Helt tilbage fra massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing i 1989, få måneder før Berlinmuren faldt, er Liu Xiaobo gået forrest i kampen for at sikre kineserne basale rettigheder – og individuel værdighed. Han døde som dissident. Han døde i fangenskab og fortjener at blive hyldet. Men endnu mere fortjener hans eftermæle og de hundredvis af andre dissidenter, som i dag sidder i fængsel for at ville ytre sig frit, at omverdenen åbner øjnene.
Lande som Danmark har i årevis ladet sig forblænde af de blinkende dollartegn fra den kinesiske fremtidsindustri og har tilsidesat alle humanitære principper for at få lidt flere handelsordrer. For at komme ind på de gigantiske marked skal virksomheder underkaste sig regimets overvågning, kontrol og knægtelse af basale rettigheder. Seneste eksempel er Apple, som nøjagtig samtidig med Liu Xiaobos død annoncerede, at de vil bygge et datacenter i Kina – for dermed at kunne efterleve Beijings skærpede krav om adgang til digital trafik.
Mens Human Rights Watch talte om ”arrogance, ondskab og hjerteløshed” ved Liu Xiaobos død, valgte Apple næsten i samme minut at føje det lukkede regimes krav om øget overvågning af kritikere.
Apples nye datacenter i Guizhou minder om det planlagte uden for Aabenraa, nærmere bestemt ved Kassø. Begge datacentre vil koste ca. seks mia. kr. at bygge, og i begge tilfælde handler placeringen om reglerne for persondata, dog med et væsentligt twist. Apple lægger ikke engang skjul på, at det nye datacenter i Guizhou opføres for at give de kinesiske myndigheder bedre muligheder for at overvåge dissidenter som Liu Xiaobo, mens opførelsen af centret ved Aabenraa skyldes EU’s kommende persondataforordning, GDPR.
I begge tilfælde føres ingen kritisk debat. Ingen overvejelser om, hvordan et dominerende firma som Apple reelt er blevet spydspids i de succesfulde forsøg på at øge kontrollen med borgerne, på godt og ondt. Apple assisterer lystigt magthaverne i Beijing med at stoppe de næste Liu Xiaobo’er og gør det tilmed i en kakofoni af klappende hænder fra vestlige politikere og forretningsfolk. Tilsidesættelsen af menneskerettighederne sker nemlig ikke af andre: Apples iPhone er et håndgribeligt symbol på, at selv oplyste borgere – og altså smartphone-brugere – er praktisk ligeglade med, hvad der sker for de mest modige systemkritikere.
Verden har svigtet Liu Xiaobo. Demokrater over hele jordkloden har tilsidesat de mest elementære humanitære principper af hensyn til kortsigtet købmandskab. Dét bliver en dum forretning. Må Liu Xiaobos død derfor blive et alarmopkald. For intet i denne vide verden, absolut intet, blive bedre af at regimet i Beijing fortsat underkuer og undertrykker jordklodens største befolkning. Karakteristisk måtte kineserne kun markere dødsfaldet på sociale medier med ni små tegn: 1955 – 2017