Fra Arbeidernes Fritænkerforening

7.11.1880

Der er ikke andet Skilt i Porten end et kæmpemæssigt »Keglebane«, malet med fede, sorte Bogstaver paa den hvide Kalk; paa en Tavle midt paa Væggen ses et Par Plakater om offenligt Bal. Man balancerer paa nogle Brædder over den opblødte Gaard og kommer ind i en Forstue med en tom Garderobe og et Billetudsalg. Paa en tilrøget, gul Plakat over Døren læser man: »Fritænkerforeningens Lokale. Entre 10 Øre«. Nedenunder er der klistret en Priskurant, som begynder med Champagne til seks Kroner.

Man bøder sin Tiøre til en ældre hvidslipset Gentleman, der sidder og halvsover over sin Tallerken med Kobberpenge, og man sætter sin Paraply fra sig i Garderoben, hvor man faar Numer Et af en ung Dame, der ser forbauset ud og søger hviskende Raad om Betalingen bag et mørkgrønt Gardin i et Hjørne, hvorfra man derpaa pludselig hører en dyb gryntende Brummen og ser et Skjorteærme stikke frem med en Bunke Aviser: »den frie Tanke – ti Øre – den frie Tanke, mine Herrer, ti Øre« … Skjorteærmet bevæger sig hæftig, og Stemmen bliver ved at gjentage: »den frie Tanke – ti Øre – den frie Tanke«.

Gjentagelsen forfølger os helt op ad Trappen. Damen praktiserer et Par Numre af Avisen fra den fremstrakte Arm hen til Manden med Tallerkenen, og Resten af den frie Tanke forsvinder atter bag et skærmende Gardin.

Op ad Trappen er der Balopslag og Priskuranter og Plakater med mystiske Hænder, der pegende antyde Veien til Restaurantens varme Retter, hvilken man for Resten let kunde finde blot ved at følge Lugten af brankede Løg og gamle Øltræer.

Den store Sal er næsten tom. I den halvmørke Sal, hvor kun den ene Krone er tændt – dels mangle Kuplerne, dels ere de itu og tilrøgede – sidder rundt langs Væggene nogle Folk, der se forfrosne ud, og som synes at være komne for at varme sig. De sidde klædte i Kadetbukser og Bybuddefrakker med iturevne Stanleyhatte ned om Ørene krøbne op i Krogene og skjule deres ubarberede Ansigt bag »Socialdemokraten«. Nede ved Døren under et rødt Felt, hvor man med halvt udviskede gule Farver har skrevet: »Arbeidet adler Manden«, have seks unge Drenge med Kridtpiber og Træsko taget Plads omkring en lidt ældre Gentleman med en spids Næse og høi Hat med et Sørgeflor af ubestemmelig Kulør, der dæmpet læser høit af »den nye Humorist«, mens Drengene med Piberne skraale op og fnise. Nogle enkelte velklædte Herrer promenere slingrende rundt paa det ferniserede Gulv og studere Emblemerne i Loftet: nogle Trillebøre og andre Uforstaaeligheder indfattede i Blomsterkoste.

I Midten svæver Arbeidets Muse, en svær Dame i blaa Kaabe og en Køkkenvægt i Haanden omgiven af basunkindede Genier. Ovre ved den modsatte Væg har en Familie placeret sig paa nogle Stole; en velnæret Kone med en stor hvid Krave udenpaa sit Klædesslag og to Døtre, der prange i Sommerhatte med lange lysgule Baand ned ad de graa Regnfrakker. Familien strikker og har sat sig nær op ad Kakkelovnen.

Udover Galleriet hænge allerede Foreningens Medlemmer, som have fri Entre, Hoved ved Hoved, unge Mænd, hos hvilke man ikke ser meget af Skjorten, og med Hattene bag ad over noget kruset Haar, ældre »Misfornøiede« med store Skæg, røde Næser og vrede Øine, Koner med Shavler om Hovedet, nogle Soldater, Drenge, unge Tøse: alle hænge de frem, Hoved ved Hoved, den ene over den anden, og se ned paa det tomme Gulv og gjøre Bemærkninger over Folkene langs Væggene og de Velklædte, som nu have slaaet sig til Ro og med Hænderne i Lommen stirre paa Talerstolens imponerende Tomhed, der breder sig høitidelig under de røde Felter, hvori man læser: »Lænken skal brydes« – »Livet skal nydes«.

En Gang imellem falder der en folkelig Vittighed, og man hører en Latter Galleriet rundt. En og anden Knægt, hvis Pibe er for stærk, spytter ned paa Gulvet.

Efterhaanden fyldes Salen. Det er et besynderligt Publikum: hovedsagelig ganske unge Mennesker af alle Arbeidsklasser, tre-fire Halv-Kunstnere med Kunstnerhatte og Slips udenfor Frakken, nogle provinsielle Skrædersvende med Polkahaar og outrerede Benklæder, Lammedrivere med blaa Skjorter og Veste uden Knapper og Skægstubbe over hele Ansigtet, nogle Studerende, som gjøre Støi og trampe stokvis rundt blandt Mængden, en Del velklædte Herrer med Theaterkikkerter, som hovedsagelig interessere sig for Galleriet.

Men blandede med de unge træffer man ældre Ansigter med Rynker og store Skæg, besynderlige Udgaver af demokratiske Malkontenter, der trampe i Gulvet og slaa Lyd med tykke Stokke og raabe »Tys«, inden Forhandlingerne ere begyndte. De se vrede ud og have en eiendommelig Forkjærlighed for at skule med det hvide af Øinene, og de stille sig altid klods op ad en moderne Overfrakke og en Herre med blankbørstet Silkehat og hviske undertiden noget uforstaaeligt mellem Tænderne eller spytte en Stump Skraa ud paa Naboens Gedeskindsstøvler. Der er graahaarede Herrer med Rundskæg og bidske Ansigter lige som arrige Mopper, man har givet Mundkurv paa, fordi de have været slemme til at nappe de Forbigaaende i Benene, gamle Pensionister, fallerede Provinskjøbmænd, udtjente Kontorbetjente – permitterede Droskeheste i Livet, som man har jaget væk fra Krybben, just da de bleve tandløse, og som nu leve af Luften og et gammelt Nag.

De have sorte Benklæder og ubeskrivelige, graa Overfrakker, hvis Rygge Børsten forlængst har gjort blanke som Speile over de runde, sammensunkne Figurer. De gaa med Skindhansker om Sommeren, og deres Hænder ere alligevel altid blaa. De raabe Bravo, naar der tales om fede Embeder, og gjøre Støi med deres Bomuldsparaplyer, naar Talerne nævne Fasaner. De leve af at misunde, og de glæde sig over at se sparket til Livet. De ere Stamgjæster.

Man bemærker ogsaa unge Piger, som le og hviske, naar der læses høit om Lots Døtre, og som altid bore sig frem for at stille sig op, hvor Trængslen er stærkest; man ser vindtørre Jomfruer, meget spidse, demokratiske Blaastrømper med tyndslidte Kjoler, som rase, hver Gang »Theolog« bliver nævnet, og se bistert overlegne ud, naar man hysser ad en demokratisk Yndlingsfrase i kjøbenhavnsk Jargon; hjemlige, bomuldsindbundne Udgaver af europæiske Petroløser, Sidestykker til Missionsmødernes strikkende Ubestemmelige med Hængekrøller og røde Tasker, som skele, fordi de altid leve med himmelvendte Blikke, som ofte med Hovedrysten se »Skæven« og gjøre den til en »Bjælke« for dog straks med »Himmelvending« og et »men dømmer ikke« at lade Naade gaa for Ret – Halvsøstre ogsaa til Vennemødernes smilende Rundheder med »Sangværkets« Glæde paa Læberne og ikke en Tone i Livet; velnærede Madammer med Slag og med Roser paa Hattene, lokkede herhen af en Logerende; de høre paa Diskussionen med aaben Mund og faa det ud paa Aftenen med Hede, saa at de løse Hattebaandene og lette paa Kaaben for at lufte sig; disse blive til det sidste, uagtet de ikke forstaa et Ord af det Hele, og om Søndagen gaa de til Aftensang i sort Damaskeskjole.

Der er ogsaa adskillige svære Folk med struttende Arme og glade Ansigter, Værtshusholdere med praktisk Begeistring for Friheden, der staa Side om Side med overasede Fabriksarbeidere med brændende Øine og trætte Træk ved Munden, og som smile hele Tiden, medens de bore Hænderne ned i Lommerne og raabe »det er hørt«, naar der falder en Brander.

Lige nedenfor Talerstolen staa »de Trofaste« i en Klump, de hilse paa hinanden med Sideblik og Haandslag og brede sig saa meget som muligt som alle Folk, der have Stamgjæsternes hjemlige Fornemmelser. De spytte opad Tribunen og raabe »til Orden«, hver Gang man ler ad en ufrivillig Komiker, der producerer sig bag Bordet med Vandkaraflen.

Salen er helt fuld. En Gang imellem tager man paa at trampe oppe paa Galleriet, hvor man stadig hænger ud over Balustraden, og nede paa Gulvet larmer man med Stokkene. Ellers er der forbausende roligt.

Opvarterne trænge frem for at tænde de andre Kroner, og omsider viser Bestyrelsen sig paa Tribunen, nogle ret velklædte Herrer, som se prøvende ud paa Forsamlingen, hviske sammen og et Par Sekunder efter tage Plads paa de opstillede Rørstole i en lang Række med foldede Hænder.

Det yderste Medlem til Høire, en rødskægget Kraftkarl, reiser sig for at bede de Tilstedeværende foreslaa en Dirigent.

Der bliver et summende Røre paa Galleriet: der raabes et Navn, men lige straks følge flere Navne efter.

Dirigenten ringer og meddeler, at den førstnævnte kan ikke modtage Valg. Det bliver ved at summe med Navne.

Dirigenten ringer atter og griber et Navn i Flugten. Man kan stemme om det. Og meget høit og sindig spørger han, om nogen stemmer imod. Han ser et Øieblik ud over Forsamlingen. »Ingen« – og efter en ny Ringen for at overdøve nogle glade Raab fra Galleriets Ungdom: »Det er ham selv, det er ham selv«, erklærer han Vedkommende for enstemmig valgt og træder tilbage.

For at udfylde Pausen skænker han Vand af Karaflen og lader, som om han drikker. Saa ringer han igjen og giver som Dirigent den egenlige Foredragsholder Ordet for at indlede Diskussionen om det gamle Testamente.

Foredragsholderen, som kommer frem med den ene Haand i Bukselommen, er en lille Mand med Fipskæg og Skilning midt i Panden. Han har en Cigaret imellem Læberne og spytter langt ud imellem Fortænderne, inden han med Armene støttet paa Bordet og Hovedet dukkende begynder med et noget snøvlende: »Mine Tilstedeværende« – Eftertrykket paa »mine«, et halvt Buk paa »Tilstedeværende.« … Organet lader gjenkjende »den frie Tanke«s Talsmand fra Garderobens Gardin.

De »Trofaste«, der ved Talerens Fremtræden have vist en brummende Uro lige som Dyr i et Menageri før Fodringen, raabe Bravo, Galleriet klapper. Taleren stikker Brystet noget frem, og efter en Kunstpause, hvori Bifaldet lægger sig, gjentager han paany med samme Tonefald: »Mine Tilstedeværende«, og rømmer sig tre Gange. Saa begynder han stærkt kjøbenhavnsk, seigt snøvlende, bredende sig med struttende Bringe, i denne eiendommelige Dansebodsjargon, der vrimler af Brandere, Barberflotheder og populære Sprikvorter sit Foredrag om det gamle Testamente:

»For der er nu Præsterne, som kalder Bibelen en hellig Bog, og Pastor Petersen sagde forleden, at Fritænkerne nedstammede fra Kain, Brodermorderen, og en anden Gang sagde han, de nedstammede fra Judas, og Gud ved, hvad for en Morder de Levebrødsmænd ikke si’er, vi nedstammer fra, fordi vi ikke tror, at Biblen er nogen moralsk Bog, men no’ne nydelige Historier, skrevne af de jødiske Spøgefugle (Bifald, de Trofaste lade høre en Knurren lige som Hunde, der logre, Taleren stryger Skæget med Bagen af en fyldig graahvid Haand, skænker og fortsætter) og de kristne Mytologer. (Taleren drikker.) For hvis Biblen var en hellig Bog, og Ordene var kommet fra Guds Mund, saa maatte det være en ond Aand og ikke en god Gud, si’er jeg, for det er en slet Bog, og baade Mord og Grin og alle Slags, som vi snart kan se, naar vi slaar efter hos Moses og Profeterne.«

Taleren trækker paa dette Stadium Biblen frem og begynder – efter med Granskerens distræte Iver at have rodet noget om i Bogen – med Skabelsen og de seks Dage:

»Men at holde sig længe op ved de »Histaarier«, det mener jeg dog ikke, mine Tilstedeværende, kunde passe sig for alvorlige Folk som Fritænkerne, som har andet at tænke paa end Barnemad fra Præsterne, som sluger dem gloende til Fasansteg – – For det kan man da se er Løgn for sine Øine, hvad saa »de Religiøse« si’er – – Og hvis Gud skabte Verden, hvem har maaskesens, Tilstedeværende, saa skabt denne hersens Gud, som lod Slangen ta-ale (ti A’er med bunden Aalyd gjemmende en ophobet Haan) – hvad der var en besynderlig Slange, anderledes end dem i Menagerierne af dem, jeg har set, som ikke taler, og den fristede Eva, saa hun spiste af et Ævle, og saa skulde hele Menneskeheden fordømmes, fordi hun havde spist af det Ævle. Men Præsterne og de kristne Mytologer si’er jo nok, at Døden kom ind i Verden med Synden, og de døde alle, fordi de syndede alle, men naar saa Kristus frelste os fra Synden, saa skulde vi jo holde op at dø, men jeg, Tilstedeverende, har aldrig hørt om nogen, som ikke er død« – –

Man finder Argumenterne slaaende. De Trofastes Bravo, der trækkes langt ud, lyder som en begeistret Brummen, Galleriets Latter sætter klingende Akkompagnement til. Midt i Salen bølger Mængden urolig frem og tilbage som Kvæg sammenstuvet paa en Landingsplads, og man løfter i Stimmelen Hænderne. Nede fra Kakkelovnen skriger en spæd Stemme op: »Aandelig, aandelig« – han knækker paa Midten, og Raabet besvares af Taleren med et langt: »Hva’ beha’er?« raabt ud som fra et Talerør gjennem de hule Hænder. (Latter).

Taleren spytter meget langt. Dirigenten ringer og minder om, at det er en alvorlig Forhandling.

Taleren breder sig paa Tribunen og lader Publikums Opmærksomhed pausere ved et Par Anekdoter om Præsteskabet og om Lots Døtre. Han slaar atter op i Biblen og læser op om Moses i Sinai, »for han havde nu nok sagt, at han skulde tale med Gud, og han havde forbudt dem med stræng Straf at nærme sig til Bjerget, men hvis de var kommet derhen, saa havde de »værkelig« nok set ham sidde der og hugge Buddene ud i Stentavlerne muttersalene«.

Taleren snøvler stærkt paa det sidste Ord og gjør en ny Pause. En af Fritænkeriets Egerier, der har stillet sig op paa en Stol, falder ned med et Skrig. Nogle Velklædte le. Raab »smid dem ud« – »smid dem ud«. Taleren støtter sig til Bordet og venter.

Derpaa gjennemgaar han Biblen. Han dvæler mindre ved det videnskabelige, ved Bøgernes Omtvistelighed, ikke ved deres større eller mindre Ægthed, kun angaaende Jobs Bog optræder han sammenlignende. Hans Foredrag er ellers populært fremstillet i slaaende Fraser, Udtryk fra Trommesalen og Refræn fra Kneipeviser.

»Hvad mig angaar, da har jeg Afsky for Biblen som for alt slet, og det maa jeg nok spøre, om man ka’e gi’e sin Datter den Bog at læse? Eller Kongernes Bog – mon den er andet end Mord, Forræderi og Grin? Og Esthers Bog er en Fortælling om En, som tog sig en Sopken, og Ruths Bog – det er en almindelig Leiebibliotheks Roman om en Kusine, der laa sig hos sin Fætter og var en Landstrygerske. Men den er dog den peneste, Kjøbenhavnere«.

Forsamlingen besvarer Henvendelsen til dens Bifald med Larm, en Gang imellem hører man fra de trofaste Rækker et »det er hørt«. Massen forholder sig rolig. Oppe paa Galleriet bøier man sig anspændt fremad for ikke at tabe nogen Lyd, Lyset fra Kronerne falder paa de hundrede Ansigter, hvis Øine hvile ved Taleren bag Bordet.

Taleren breder sig med Bibelen i begge Hænder stolt i Popularitetens Velbehag. »Men Salomons Høisang er slet ikke skrevet af Salomon, den er en Blanding af Kjærlighed og Naragtighed, Sværmere kalde det guddommelig« … alle det gamle Testamentes Bøger gjennemgaas paa den samme Maade, som Salomons Sange, »der ikke er skrevet af den gamle Kavaler, for hvis de skulde være skrevet af ham, saa maatte han have været nitten Aar, da han skrev dem – og da havde han vel andet at bestille end at skrive om Fruentimmer«.

Foredraget nærmer sig sin Slutning, man hører det paa Tonen, der ligesom paa hvert Ord kalder Publikum til Vidne, og med et Spring gaar Taleren tilbage til Skabelsen og Eva. Han løfter Stemmen til en sidste Anstrængelse, og efter en Overgang om Maanen, der stod stille, udslynger han en Forbandelse mod Præsterne, der have kaldet sig selv Okser for at faa Tiende og slutter saa af med en Dityrambe om Fritænkerne.

»Vi vil kun tage Forstanden paa Raad og gjøre godt, og det er noget Sludder, at ere slette af Naturen. Hvis Gud var god, havde han jo aldrig skabt Satan – her indskydes en Parentes om Titanerne, hilset med Hør fra Rækken med de foldede Hænder – til at ødelægge os – men det er Præsterne, som har ham nødig og saa la’er de ham gaa frit omkring uden en Gang at gi’e Æresord. Men vi tror paa en Naturkraft, paa en lille Celle, og af Naturen ere alle Mennesker gode«.

Stærke »Hør« afbryder Taleren, som med en sidste Anstrængelse hæver Stemmen endnu høiere og med fægtende Arme slutter:

»Men det er Institutionerne, som fordærver Menneskene, Danseboderne for Fruentimmerne og Kneiperne for Mændene, og derfor er det Fremskridt, vi maa ha’e, og ned med Løgnen.«

Taleren løfter sig op paa Taaen, og efter at have tordnet paa Ordet Løgn og med et langt Buk at have paa samme Tid inciteret og takket Selskabet, slingrer han atter med Hænderne i Lommen hen til sin Plads, hvor Rækken med de foldede Hænder hurtig og ærbødig rykker sammen.

Og langsomt gaar Bifaldslarmen over til en travlt summende Mumlen ligesom Larmen af en uhyre Bisværm, som pludselig flyver op. Det er de »Trofastes« Udraab, Malkontenternes Bifaldssnærren, de Unges Støi, der pludselig sprænge den paatvungne Taushed og give sig til at tale høit. Der er kommet Liv i alle disse tæt sammentrykte Ansigter, Bevægelse i Massen, som slaar frem mod Tribunen og larmende bryder de Trofastes Vold, der dækker Bestyrelsens Allerhelligste.

Dirigentens Klokke beder om Ordlyd for en ny Taler.

Denne kommer frem, en sirlig Mand med smaa stikkende Øine og tysk Akcent. Han vil fortælle noget om Skabelsen og drikker foreløbig tre Gange Vand, mens de Trofaste udhvisle nogle energiske Hys, og Larmen langsomt dør hen nede ved Salens Udgang.

Taleren er videnskabelig: han rører af Darwin og Mill en hypothetisk Suppe af ufordøiede Brudstykker, misforstaaede Ideer og ubegrundede Paastande, han kalder Mill Nutidens Kristus og fortæller om et Fritænkermøde i Bryssel. I Parentes bemærker han, at der er kommet alt for mange Udgaver af Bibelen, til at den ikke skulde »have blevet feil« baade ved Korrektur og Sættere og Trykkerdrenge.

Men Darwin gaar tilbage til en Celle, og af Cellen har det Hele udviklet sig, og det er let at forstaa…

Og Massen bliver ganske taus. Størsteparten af disse Mennesker er interesserede, de ønske at faa noget at vide, og nu høre de noget, som er saa let at forstaa.

Efter denne følger en ung Videnskabsmand med rødt Haar og opadstræbende Næse. »En Theolog, en Theolog« … Raabet kommer fra de Trofaste og hilst med Stokkelarm og Skraal stiger det til en øredøvende Torden hen igjennem den store Sal. Man trænger sig sammen, man ler, man hvisler, man piber. Og igjennem hele denne Koncert gaar som et Ekko »Theolog, Theolog«! Bestyrelsen reiser sig, Styreren bruger Dirigentklokken som en Stormklokke og svinger med begge Armene som en Veirmølles Vinger. Videnskabsmanden studerer Arbeidets Muse i Loftet og ser uberørt ud.

Og efter at have ringet meget længe, raaber Dirigenten med Stentorrøst: »Nei, han er Politiker.«

Den Videnskabelige smiler, og lige saa høit, med en Stemme, der knækker midt i Ordet, brøler han: »Polytekniker«. Men han kunde lige saa godt have besværget denne Storm med et Abrakadabra. Saa kommer den første Taler til Undsætning, og oppe paa en Stol siger han meget høit: »Han hører til Videnskaben.«

Og som ved et Trylleord lægger Uveiret sig ved denne Lyd: »Videnskaben«. Den unge Videnskabens Søn venter nogle Øieblikke, og med Lommetørklædet stoppet halvt ind i Munden begynder han.

»Mine Herrer, det gjør mig ondt at sige det, men den foregaaende Taler har slagtet Darwin« … han siger endnu nogle Ord, men de forsvinde i en brusende Strøm af Mishagsraab og Støi, Hyl og Piben. Taleren pudser sin Næse og venter. Stormklokken sættes atter i Bevægelse. Han ser nogle Øieblikke smilende ud paa Forsamlingen, raaber saa igjen lige som et Skældsraab: »slagtet«, ler og gaar sin Vei … Der er nogle, som raabe Hurra nede ved Buffetten.

En lille rødskægget Herre følger efter paa Tribunen. Han vil blot stille en Forespørgsel. Kristus havde jo udtalt, sagde Præsteskabet, salige ere de Sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. Hvornaar fik de den Arv? For nu havde de været sagtmodige længe nok, men Pokker se, om nogen havde arvet.

Den Rødskæggede har skaffet Ro. Men lige med et vokser nu Larmen igjen, da en ny Taler meldes paa Talerstolen. Denne viser sig indhyllet i et uldent Tørklæde og med Fingeren i Munden. Han vil aflægge et Vidnesbyrd …

Raab: »Aflæg det høiere, høiere!«

Der var meget af Bibelen, han ikke forstod, og han kunde ikke modbevise den store Hr. Charles Darwin. Men Hr. Charles Darwin talte til Forstanden, Gud til Hjertet …

Det er svært for Herren med Tørklædet at trænge igjennem med sit Vidnesbyrd, han raaber meget høit og meget fynsk og fægter med Pegefingeren i Luften.

»Men den Kristne stanser ved sin Gud og Hr. Charles Darwin ved sin lille Bladlus, og hvad vil man saa vælge, Hr. Charles Darwin, der staar paa sin lille Bladlus, eller mig, der staar paa min Gud?«Taleren fægter mod den skraldende Latter, saa han er nær ved at falde ned af Tribunen og vælter Karaflen ved sine Gestus.

Man hører nogle sidste Ord om Hjerteliv og en lille Bladlus, og efter nogle Øieblikke at have hvilet med Blikket paa Loftets Trillebøre forlader han Talerstolen, endnu tættere tilhyllet af sit Tørklæde og bestandig fægtende med den høire Haand.

Det er umuligt at høre mere. Man ser Dirigenten føre Klokken, men man hører den ikke længer. Det formelig banker i Ens Øren, men man trænger sig længer frem for at opfange, hvad der siges af den nye Fremtoning paa Tribunen …

Det er en ung Mand, klædt i Smedeklæder, uraget. Øinene ere meget store, og han bøier sig frem over Bordet med begge Armene udstrakte, medens han bliver ved at raabe ud i dette Vandfalds Brusen, som Støien skaber.

Man hører endnu intet, men man slaas af selve Stillingens talende Iver, han bøier sig frem, som om han vilde raabe dem op, og en Gang imellem virrer han med Hovedet og tager sig op til Halsen, som om det smertede ham at tale saa høit …

Nu kan man høre ham. Hans Stemme lyder anstrængt, ligesom tilsløret af selve

Kraftudfoldningen og af Graaden, der sidder ham i Halsen: »Det er længe siden, længe siden jeg rev Kristus ud af mit Bryst« – skriger han – »jeg kunde ikke tro, kunde ikke.«

Han løfter Haanden, som om han paa samme Tid tog Vidne paa sin Afmagt og ved et Slag vilde tvinge Mængden til at høre. Og hans Tale, der blev til Raab, lød skingrende som skærende Nødraab fra en Mand i Livsvaande … som en Skibbruden, der ved, at han kæmper forgæves, men som dog raaber mod Stormen, fordi han maa raabe.

»Kunde ikke, men fordi jeg maatte rive Kristus ud, rev jeg ikke Hjertet ud. Jeg har et Hjerte« …

Han fægter bestandig. Men Mængden, der har opfattet de sidste Ord, gribes af en ustanselig Munterhed, der bortskyller alt … Han bevæger Læberne, bliver ved at tale, med svulmende Aarer og aaben Mund, men pludselig vrider han Hænderne, og med et ubeskriveligt Udtryk af Haabløshed falder han sammen med Armene støttede paa Bordet …

Saa hæver Dirigenten Fritænkerforeningens Diskussionsmøde.

Maaske kunde man fristes til at knytte Ræsonnementer til dette Referat – alligevel foretrækker jeg, i alt Fald foreløbig, at henstille det, med Hævdelse af, at alt dette virkelig er hørt og set, uden Kommentarer, kun som en Henvisning og mulig som et Spørgsmaalstegn.

Møderne ere offenlige. Jeg har kun været en af de Hundreder, som Uge efter Uge samles i Fritænkernes virksomme Foredragsforening.