Underholdningsværdien er fuset ud. Det er ikke sjovt længere. Ikke sjovt for nogen. Hverken for ham selv, for de amerikanske vælgere eller for den måbende omverden. Præsident Donald J. Trump har gennem de seneste uger forstærket det sørgelige indtryk af en gammel mand og en mafia-agtig familie i indre opløsning. 2017 er bestemt ikke Amerikas mest stolte stund.
Ugens afsløring af direkte kontakt under valgkampen mellem på den ene side sønnen Donald J. Trump Jr. og på den anden side mellemmænd fra det russiske regime er både det mest konkrete bevis og det mest spektakulære symbol på, at præsident Trump var og er villig til at bruge udenomsparlamentariske metoder i sin iver efter magten. På opsigtsvækkende vis forsøger han ikke engang længere at afvise den russiske indblanding i fravalget af modkandidaten Hillary Clinton, nej, Donald J. Trump afviser blot, at dét skulle være videre kontroversielt.
Tricksene fra valgkampen er imidlertid også fuset ud. Lige nu er han den mest upopulære præsident nogensinde, blandt amerikanske vælgere vel at mærke, og på rekordtid har han formået at udhule den såkaldte ‘soft power’, som USA optræder med på den globale scene. Selv om erstatningen ikke er trådt frem – dog med Tysklands kansler Angela Merkel som en mulig kandidat – er det kun få, som i dag opfatter USA’s præsident som lederen af den frie verden. Donald J. Trump formår nemlig hverken at lede verden eller at styre efter de demokratiske frihedsidealer.
En samtale mellem præsident Trump og en håndfuld udvalgte journalister ombord på Air Force One her forleden udstiller den besynderlige deroute. Samtalen var i første omgang ‘off the record’, altså en samtale, der ikke måtte citeres fra. Men da præsidenten, angiveligt på grund af forfængelighed, blev fortørnet over, at journalisterne ikke skrev noget om samtalen – som de altså var blevet nægtet – valgte Det Hvide Hus at offentliggøre størstedelen af ordudvekslingerne.
Læs her, hvordan han forsvarer sig mod de stadig mere veldokumenterede anklager om lyssky kontakter mellem Trumps kampagne og agenter fra Kreml, da han under G20-topmødet i Hamburg talte med Putin:
”I said to him, were you involved with the meddling in the election? He said, absolutely not. I was not involved. He was very strong on it. I then said to him again, in a totally different way, were you involved with the meddling. He said, I was not — absolutely not,” og videre, da han blev presset på spørgsmålet om indblanding: ”I told him. I said, look, we can’t — we can’t have — now, he said absolutely not twice. What do you do? End up in a fistfight with somebody, okay? Because then I brought up Syria, and I said…”.
Nævekamp? Ja, absurd nok undskylder Donald Trump sig med, at han jo ikke bare kunne begynde at slå på Ruslands præsident Vladimir Putin. Og så stopper overvejelserne dér. Men kun for Trump selv. I USA rumler planerne om en rigsretssag, og ‘The Donald’ har formået at skandalisere sig selv mere end Richard Nixon formåede. Det er en skør, skør verden.
For et år siden udgav Føljetons Lars Trier Mogensen den politiske portrætbog Den Store Joker om Donald J. Trump – og ikke mindst om mulige forklaringer på hans pludselige popularitet. Bogen fik topkarakterer af anmelderne og har solgt som en bestseller inden for genren. I den kommende uge følger Lars Trier Mogensen op med en række mini-portrætter af den vaklende præsident, og søger at give fem vidt forskellige bud på, hvorfor og hvordan det nu er kommet så vidt.
Hvad er de bedste forklaringer på, at ‘The Donald’ opfører sig, som han gør? Er der en mening med galskaben? Men meget mere om dét i føljetonen ‘Jokeren i Det Hvide Hus’ fra på mandag.