Nyhedsanalysen
Spiller Trump bare skør?
USA’s skandaliserede præsident Nixon fandt selv på navnet til en teori, der i dag virker oplagt til at forklare Donald Trumps utilregnelige adfærd: The Madman Theory. Opfør dig som en galning, og dine fjender vil frygte dig endnu mere.
Utilregnelighed er kodeordet. USA’s nye præsident regerer efter en doktrin, der ved første øjekast virker som en blanding af improvisation, gak-gak og kaos. Men det kulørte røgslør har (måske) en pointe: Ved at være konsekvent uforudsigelig forvirres modstanderne, ikke mindst i andre lande. At vennerne ofte efterlades i lige så stor forundring som fjenderne er bare en krigsskadeomkostning. For ingen må vide, hvad næste skaktræk bliver.
Under valgkampen sagde Donald Trump igen og igen: ”Som nation skal vi blive mere utilregnelige.” Og dét har han leveret. Trump har i de seneste mange måneder fået diplomater og efterretningsanalytikere over hele verden til at sidde og gætte – fortvivlet – på, hvad præsident Trumps næste overrumplende træk nu kan blive. Eller ikke bliver. Usikkerheden er efterhånden den eneste konstant.
Som øverstbefalende for klodens største militærapparat er Trump i sandhed trådt frem som en joker, som ingen kan regne ud på forhånd. Det store spørgsmål er imidlertid, om Trumps utilregnelige adfærd blot er et strategisk skuespil‚ altså iscenesat kaos, eller om han vitterligt er rablende skør og karakterafvigende. Spiller han skør? Eller er han skør?
Spørgsmålene kan lyde ekstremt polemiske, men hele tricket ved doktrinen om utilregnelighed er faktisk, at modstanderne konstant skal holdes i tvivl – ikke kun om næste skaktræk, men også om den pågældende statsleder reelt er kuk-kuk eller ej. Tænk på Nordkoreas øverste leder Kim Jong-un: Har han roterende fis i kasketten? Eller handler han i virkeligheden super-rationelt? Og er det snarere Trump, som er mest ustabil?
Tidligere præsident Nixon navngav taktikken. I en samtale med H.R. Haldeman udtalte USA’s 37. præsident: ”Jeg kalder den galninge-teorien, Bob. Jeg vil have nordvietnameserne til at tro, at jeg har nået et punkt, hvor jeg er villig til at gøre, hvad som helst for at stoppe krigen. Vi lader budskabet flyde til dem: ‘For Guds skyld, ham Nixon, han er besat af kommunisme. Vi kan ikke dæmpe ham ned, når han er vred – og sidder med hånden på atom-knappen’. Så vil Ho Chi Minh være i Paris personligt i løbet af to døgn og trygle om fred.”
Galninge-teorien, eller The Madman Theory, er ret beset udviklet af Nixons udenrigsminister, Henry Kissinger. Som forsker ved Harvard University havde han stillet sig selv spørgmålet: Hvad nu hvis en statsleder på overfladen agerede irrationelt, ustabilt og neurotisk, måske endda ligefrem vanvittigt og hensynsløst? Hvordan ville det stille andre statsledere, når de skal forholde sig til sådan en ’madman’?
Henry Kissinger lod det ikke blive ved de akademiske overvejelser, men fik mulighed for at afprøve sine teser i Det Hvide Hus. Under den kolde krig forsøgte præsident Nixon således at skræmme kommunistlederne i Moskva, Beijing og Hanoi med trusler om dommedag og totalkrig. I tilbageblik var strategien dog knap så succesfuld. USA måtte i 1975 trække sig æreløst ud af krigen i Vietnam, efter 58.220 amerikanske soldater var blevet dræbt.
Men måske giver galninge-teorien bedre mening i dag? I en analyse i Ræson skriver Ebbe Elhauge Kristensen: ”Modsat Nixon spiller Trump ikke kun madman-kortet i en fuldstændig afgørende konflikt med Rusland og Kina, han gør det næsten dagligt i stort og småt og på tværs af nationale og internationale konflikter. Det sker helt åbent på de sociale medier, hvor Trump kommer med udmeldinger om alt fra Rusland og Obamacare til NATO’s sikkerhedsgarantier og konflikterne i Mellemøsten. På mange måder er præsident Trump derfor en mere troværdig ’madman’ end Nixon.”
En mere troværdig galning? Ja, den indflydelsesrige konservative kommentator Charles Krauthammer er også nået dertil. Også han mener, at Trumps evne til at simulere psykopatiske karaktertræk er yderst effektiv i dagens usikre verden. Hvorvidt Trump er mere end blot en skuespiller, men måske også rent faktisk er klinisk utilregnelig, vil først blive besvaret den dag, hvor han eventuelt gør alvor af truslerne – og f.eks. anvender masseødelæggelsesvåben. Men så langt kommer det næppe, da tvivlen er det ultimative våben.
Så længe Trump optræder som den skøre konge, kan han gøre sig håb om at kunne påvirke verdens gang. Ganske enkelt ved at overrumple og kortslutte den gamle garde. Selv om det – indrømmet – kan lyde knaldskørt, så er galninge-teorien faktisk en af de mest plausible forklaringer på Trumps adfærd.
Trump som fascist
Her følger et uddrag fra min politiske portrætbog Den Store Joker, som udkom i 2016 på Gyldendal. Passagen handler om en udbredt og maksimal skinger anklage mod Donald J. Trump: At han er fascist. Intet mindre.
Anklager om fascisme og nazisme er blevet den moderne valgkamps smædevers, som i dag hovedsageligt kommunikeres på Twitter eller Facebook. Enhver politisk debat udarter sig efterhånden til, at F-anklagen slynges afsted på nettet, ofte i rablende og anonyme debatter mellem knurrepotter, underbuksetrolde og kværulanter på sociale medier. Allerede i 1990 formulerede den amerikanske forfatter Mike Godwin et såkaldt internet-meme, som i dag kaldes for Godwins lov: »Når længden af en online-diskussion vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent.«
Reelt var det kun et spørgsmål om tid, før Donald Trump ville blive udskreget som fascist. Det samme skete for Barack Hussein Obama, som folk fra Tea Party-bevægelsen og konservative kommentatorer begyndte at kalde for ’fascist’, længe før han som den første afroamerikanske præsident indtog Det Hvide Hus i januar 2009.
Påstanden om Trumps neo-fascistiske træk spredte sig lynhurtigt over hele det politiske spektrum, og Donald Trump har selv kraftigt pustet til ilden med sin monumentale selviscenesættelse, dæmoniserede udtalelser om både fremmede og minoritetsgrupper og ikke mindst kontroversielle re-tweets af deciderede fascistiske citater. Med stadig hyppigere frekvens har kommentatorer og analytikere sammenlignet Trump med stort set alle stærke lederskikkelser fra historien, herunder den russiske præsident Putin, som selv har betegnet Trump som »skarp og begavet«. Trump nyder således en vis form for respekt blandt lederne i de mange lande, hvor demokratiet og frihedsrettighederne er på tilbagetog.
Gennem valgkampen trådte en ny lov gradvist i kraft: Tuckers lov. I nyhedsmagasinet Newsweek skrev skribenten Jeffrey A. Tucker i sommeren 2015 en kradsbørstig kommentar, hvor han optegnede en ny lovmæssighed, nemlig at Donald Trump skridt for skridt er sprunget ud som fascist. Altså at jo længere kampagnen har forløbet, desto mere er Donald Trumps fascistiske træk kommet til syne: »Siden Anden Verdenskrig har den ideologi, som han repræsenterer, kun levet i mørke hjørner, og vi har ikke længere et navn for den. Det rigtige navn, det korrekte navn, det historisk præcise navn, er fascisme. Jeg bruger ikke ordet kun som en fornærmelse. Det er korrekt,« skrev Jeffrey A. Tucker i Newsweek.
Den tidligere Reagan-rådgiver Peggy Noonan ser direkte Trumps opkomst som et nederlag for den fælles erindring og pragmatiske fornuft: »Tillykke til lederne fra begge partier: I løbet af de sidste 20 år har vi måttet høre på meget. Men nu er vi på vej til Weimar, baby. Sump-uhyret er stået op fra dybet,« skriver hun med direkte reference til gennembruddet for Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei i 1930’ernes Tyskland.
Selv om skingre personsammenligninger kan virke underholdende, er og bliver Trump dog ikke en reinkarnation af hverken Hitler eller Mussolini. Institutleder af Italien-studierne på Princeton University, Gianni Riotta, rammer mere præcist, når han overbevisende konkluderer om Trump: »Han er ikke ved at opløse Det Demokratiske Parti og udvise Clinton-familien, Obama, Noam Chomsky, Michael Moore og Jimmy Fallon til eksil på Randall’s Island. Amerikanerne har ikke tænkt sig at gå gåsegang ned ad Broadway; ingen skrigende squadraccia af midaldrende Trump-fans vil besætte Grand Central-stationen i New York; og Amazon er ikke ved at blive nationaliseret som et ‘strategisk aktiv’«.
Trump har imidlertid et interessant italiensk forbillede. En hovedrig forretningsmand, der blev valgt som premierminister i flere omgange, signore Silvio Berlusconi, selvfølgelig. Den italienske charlatan – som har været endnu rigere end Trump og domineret mediebilledet endnu mere end Trump som ejer af flere tv-stationer – formåede 20 år tidligere at iscenesætte et politisk projekt, som til forveksling minder om det, som Donald Trump har gang i nu.
Udenrigsanalytikeren Rula Jebreal trækker en klar linje mellem de to flamboyante erhvervsledere, og hun rammer særligt præcist med sin pointe om, at de begge har formået at bruge modstandernes angrebsenergi til at virke anti-elitære: »Berlusconi satsede ligesom Trump på, at Italiens liberale mainstream-medier ville behandle ham som en joke, og han – ved hjælp af en effektivt og forstyrrende kampagne baseret på hans grumme fortalelser – kunne fjerne fokus fra hans uigennemtænkte idéer. Det ser også ud til at være Trumps plan. De ved begge, at de vinder ved at blive gjort til grin af den politiske elite, da vælgerne foragter etablissementet allermest,« skriver Rula Jebreal. Rigmændene kommer ganske enkelt til at virke folkelige og uhøjtidelige, når de gør grin med den gamle garde af folkevalgte magthavere.
Den nye fascisme er kulørt. Den skarpeste analyse af Trumps post-fascistiske tendenser er skrevet af Center for Vild Analyse, en samling af krøllede hjerner fra Aarhus Universitet, som tidligere har brugt Olsenbanden til at fortolke dynamikkerne i dansk politik. I en analyse om ’Fuckface von Clownstick’ rammer de ind i hjertet af diskussionen om Trumps fascistoide træk:
»Siden nogen fandt på betegnelsen ’klovnenes fascisme’, er det, som om den har vandret lidt uroligt omkring for at finde sin rette plads. Klovnenes fascisme er en dystopisk forudsigelse af, at vi efter det liberale demokrati kommer til at se fascismens fjæs stikke frem igen. Nu dog ikke med den stærke mand på toppen af et stramt styret hierarki, men i en mere klovnagtig form, hvor magten både er stærk, men også bizar og fyldt med selvmodsigelser og overskridelser«.
Folkene fra Center for Vild Analyse fortsætter underfundigt: »Klovnerier har traditionelt været magtens modsætning. I middelalderens karnevaller gjorde man nar ad magten, som litteraten Mikhail Bakhtin har beskrevet det. Men institutioner såsom karneval og hofnarren var alligevel strukturelt nødvendige dele af den bestående magt: De var netop de ventiler, der fik dampen til at gå af genuine politiske oprør. I tilfældet Trump er dette helt omvendt. Her er hver dag et karneval, og Trump er hofnarren, der ikke blot vil sidde ved kongens fod, men selv være konge. Måske er vi nået det punkt, hvor vi ikke mere tror på, at der er en konge, som ordner problemerne for os, når det hele er ved at gå galt. Situationen er efterhånden så alvorlig, at de fleste af os, om vi er højre- eller venstreorienterede, har mistet troen på, at vi overhovedet kan rette op, og derfor bliver det permanente klovneregime tillokkende«.
I forlængelse af Mikhail Bakhtins beskrivelser af, hvordan middelalderens karnevalisme og latterkultur er blevet undertrykt i nyere tid, kan Trumps klovnefascisme ses som en historisk forløsning, der udlever den oprindelige folkelige kraft – i form af »en tidsbegrænset befrielse for den herskende sandhed og det herskende samfundssystem, en midlertidig ophævelse af alle hierarkiske relationer, privilegier, normer og forbud«. Publikum bliver en del af showet og føler sig høje i larmen fra scenen. Og dét er et nybrud.
Engang blev moderne politik beskrevet som en permanent valgkamp. Med Trump har vi i stedet fået et inddragende totalteater. Ikke fascistisk, ej heller nazistisk, men grotesk tøjlesløst: »I middelalderens karneval – og lignende – fester satte man sex, mad og et godt grin, pis og prutter, orgier og naragtigheder i centrum. Man åd til man sprak og vendte op og ned på tingenes orden: Tog sine bukser på hovedet og tænkte med røven«.
Fra sin reportage på kampagnesporet i Iowa har den canadiske forfatter Stephen Marche lavet en tidstypisk iagttagelse, der på én og samme tid udstiller den autoritære hypnose og fraværet af en kollektiv samhørighed:
»Da han endelig indtog scenen, eksploderede publikum – og telefonen steg til vejrs. Det var et orgie af telefoner. Sikkerhedsvagterne scannede mængden med deres telefoner. Kameraerne bagved i lokalet optog alle, der optog hinanden. Trump var den eneste person uden skærm – et fravær, som publikums begær rettede sig op imod. Han begyndte at brøle og alle i mængden stoppede op for at tjekke deres optagelser«.
Det er svært at få vælgerne til at gå i takt i det 21. århundrede.