Breve fra Klitmøller Strand (II)

28.11.1880

Hvad jeg frygtede, Hr. Redaktør, da De sendte mig ud paa denne Reise, var ikke blot, og vel i Begyndelsen ikke engang nærmest, min Mangel paa Kundskab overfor det Emne, om hvilket jeg skulde tale: De havde jo kun sendt mig ud for at skrive, som jeg nu kunde, og De havde aldrig fordret, hvad jeg ikke havde – nei, det var langt mere det, at jeg paa denne Fart vilde staa, ogsaa naar det kun dreiede sig om at give en Stemning, overfor det uvante, det nye, det mig ganske fremmede. Selv naar det dreiede sig om at give et Indtryk, vilde alt selv i Natur og Forhold betage mig med det uvantes forvirrende Magt. Og hvad formaar man vel at gribe, naar det nye saa at sige tilslører vort Blik?

Og der var endnu et, som ængstede mig, netop ved denne Reise. Jeg frygtede for min Modtageligheds Styrke, frygtede for, at det skulde gaa mig overfor dette Hav og dets øde Kyst, som det gaar den i Grunden umusikalske, som hører en Symfoni, han hjembringer af Musiken kun en Stemning, kun en bestemt Tanke: han omsætter Tonerne. Den musikalske omsætter ikke, for ham ere Tonerne Toner, intet mere, men Hemmeligheden er den, at han kan baade tale og tænke i Toner. Det er dette, som bærer Vidne om hans musikalske Opfattelses Inderlighed, lige som man først ret er hjemme i et Sprog, der først vel er blevet Ens eget, naar man tænker deri.

Men hvad jeg frygtede, var, som sagt, at jeg endogsaa overfor den Natur, De send- te mig imøde, skulde vise mig som den umusikalske, som den, der ikke tænker og taler i samme Kunstform, i samme Toneart eller i samme Takt. Alle Stemninger kunne spille paa vor Sjæls Strænge, men ikke for dem alle har Sangbunden det rette Svar. Saa forvitres Stemningen. Der hører en anden Pensel end min til for at male dette Hav og denne Kyst, en anden Sangbund end min til for klingende at gjengive Indtrykkenes Mangfoldighed paa disse Egne.

Alt dette sagde jeg ængstet til mig selv, og min Ængstelse voksede, da jeg kom og saa. Men jeg indsaa tillige, at det første, her var at gjøre Rede for, ikke var Stemnin- ger, at her maatte Indtryk gjemmes, og jeg forsøgte i mit forrige Brev, saa godt jeg formaaede, at samle Fakta, hvis Paalidelighed var given – at Rygterne summe om En, Rygter, som undertiden tage Skikkelse i stedlige Organers stærkt forhastede Ræsonnementer, vil De kunne forstaa, men disse Rygters Mangfoldighed naaer Dem tidsnok uden min Mellemkomst – for at andre kunde tage disse Fakta op.

Naar jeg idag fortæller Dem lidt om mine Indtryk af denne Egn, mine Indtryk fra Klitmøller Kyst, da er det, fordi jeg herigjennem kan komme til at dvæle ved »Episoderne« i det Drama, som her blev spillet, de Episoder, som give en saadan Begiven- hed dens egen Farve, dens Kolorit, stille den for sig selv. Den sande Kritiker griber Forfatteren, han staar overfor, i et enkelt Udraab, i et Suk, hvori han med lydhør Sympathi møder Personlighedens Eiendommelighed helt. Det gaar Iagttageren lige- dan overfor en Begivenhed: han fatter straks et lille Træk, det lille Træk, som er den- ne Begivenheds Eiendommelighed.

Var det, for at blive ved Strandingen i Klitmøller, ikke det betegnende for netop denne Stranding i Magsveir og ved høilys Dag, at Mandskabet, da Skibet grund- stødte, rolig trampede paa Dækket og kun brød sig om at holde Varmen, svingede med Armene ligesom Reisende, der ere komne til Stationen og et Øieblik gaa ud af Vognen for at strække Lemmerne og trampe? Ligger ikke alt ved denne Stranding i dette ene? Disse Mennesker, som sætte deres Skib paa Land, efter at have holdt det oppe over Nordsøen ved Pumpning, og sætte det paa Land saa sikkert, som om de løb ind i en Havn, her udenfor Redningsstationen, hvis Mærker de se fra Havet. Er det ikke dette ene Træk, som kaster sit Lys over hele Kaptainens Færd lige fra hans Fart forbi Fyret, over Mandskabets rolige Venten, som ikke engang sætter Skibs- baaden i Land, det samme Træk, som anklager stærkest – den eller dem, som Ankla- gen rammer.

Thi vel turde det hænde, at her ogsaa var andet at tage Vare end paa Forhaand binde sin Opfattelse ved at deklamere om »Fattigfolks Ret« og »Fattigmands vovede Liv«.

Eller nu dette ene Skrig, da Masten faldt? »De vare svært stille paa Vraget«, sagde Strandfogden. De ventede. Og selv da de saa, at Redningsbaaden ikke kunde gaa ud, selv da Forsøget glippede anden Gang – de stod stadig rolige i Stævnen. De ventede. Det syntes dem vel for utroligt dette, og selv da de andre opgav Haabet, blev de ved at haabe. De vare nærmest til det, man haaber saa længe, naar det gjælder Livet, og derfor blev de ved at være stille.

Men saa da Fokkemasten faldt, skreg de. De løftede Armene og skreg. Hvilken pludselig lynsnart mørknende Forfærdelse har ikke løftet disse besværgende Arme, fyldt dette Skrig, hvori de saa paa Dødens Medusatræk. »Saa saa de, det var forbi«, sagde Strandfogden.

Det er sligt, man kan kalde »Begivenheders« Begivenhed, saa at sige Udslag af Be- givenhedernes Sjæl.

Det var tidlig Morgen, da vi kjørte fra Thisted, og Morgenens Graalys laa endnu som en Taage over den snedækte Ensformighed. Hvor alt er bart. Den tomme Flad- hed, der ligger som et udbredt Dansegulv for Vestenvinden, intet, som bryder, intet, som rager op, kun Fladheden, snedækt. Og selv Sneen synes ikke hvid i denne Luft, der er intet, som skinner. Under en graa Himmel ligger Taagen over tunge Marker. Der er intet Lys.

Og Husene gjemme sig: de krybe i Skjul bag den mindste Skraaning, bag den mindste Hævning i Barhedens Ensformighed. Det er, som hele Egnen og Menneskene frygtede en Fjende – og Fjenden er der. Man ser det mindre paa den, som kry- ber i Skjul, end paa den, som kæmper. Denne Mand har næsten bygget sit Hus paa en Bakke, men han har skærmet sin Bolig ved Træer. Kusken fortæller mig, hvordan den Mand har kæmpet. Nu staar der en Lund, spæde Stammer, staaende langt fra hinanden, men denne Lund omkring dette Hus fortæller meget mere end meget andet om, hvad en Villie kan. Mod Vest er Lunden Buske, kun en Fjerdedel af de plantede Træer er bleven Træer.

Men Manden skal dog være meget stolt af sin Stump Skov.

Ogsaa Kirkerne ere kullede, man bygger ikke Taarne i denne Egn, gaar nok for Resten heller ikke meget i Kirke. Stenhusene, byggede for at rumme Menneskenes Tilbedelse, ligge øde og triste bag deres Stenhegn, midt paa den bare Plet, man her kalder Kirkegaarden. Man planter ikke paa disse Kirkegaarde. Man har nok at kæm- pe om for de Levendes Skyld, man kan ikke tage Kampen op for at hædre de Døde.

For den Sags Skyld sætter man da heller ikke Stenkors eller Gitter. En Gang imellem kommer en Strandets Slægtning og reiser et Kors, der skal vise, at her har man i fremmed Jord gjemt et Menneske, som langt borte havde Venner, hvis Tan- ker vilde søge til denne Plet med Korset. Egnens egne Folk have ikke Stunder til at reise Mindesmærker.

Her findes ingen Haver hverken for Levende eller for Døde. –

Efterhaanden som vi kjørte, blev det lysere, Solen kom frem. Og som et pludseligt Fata Morgana hævede Klitterne sig som sollyste Snebjerge frem bag Vannet Sø. Mens man stirrede paa de snedækte Klitter, bakkede, buede, sønderrevne blev deres brudte Konturer som Marmorslotte paa Bjerge, hvor Lyset leger med Stenens blin- kende Hvidhed. Det blev en skraatbygget By over den blaanende Sø: et kort Nu byggede Fata Morgana af Klitterne og Vannet Sø Genua og »den prægtiges« Golf.

Det var et Lyssyn, et Spil af Solens Luner. Ude over Søen fløi Svanerne over mod Klitterne, stolte, kongelige. Der er noget eget ved vilde Svaner: Mytherne og Even- tyrene have lagt Skær over deres Skjønhed.

I gamle Dage sang de. Hvorfor mon de nu have holdt op at synge? Onde Feer have bundet deres Tunger, men naar man ser dem, tænker man, at hvis de fortrolde- de Kongebørn, Feerne havde forstukket i Hammen, gav sig til at tale, vilde vi faa kongelige Sange at høre.

Svanerne samle sig i Flokke, og med seilende Vingeslag løfte de sig over Søen.

Vi skumple paa Klitveien, bøie ud og ind. Fata Morganas Bjerge ere blevne Sand- høie, hvor Marehalmen stikker sine Totter frem over Sneen. Som et stigende Uveirs Larm høre vi Havet. »Det er i Ro«, siger Kusken.

Vi holde, Strandfogden byder os paa Vin, og vi maa drikke, maa vente for Høf- lighedens Skyld. Men jeg har ikke længer Ro, der var noget i denne Uveirets Brusen bag Klitten, som betog. Tilsidst løb jeg, jeg havde Feber efter Havet.

Vi gik op gjennem Klitterne, det var tungt at arbeide i Sneen, besværligt at naa frem, det gled jo, baade Sne og Sand, saa det blev et rent Ælte. De andre tale om Strandingen, om Vraget, om de fjorten Lig. Jeg hørte det ikke: Havet skulde jeg se. Det var Hovedtanken.

Det varede ogsaa noget, inden jeg kom til at tænke paa Strandingen. Jeg havde stirret paa Havet. Strandfogden havde Ret, det var roligt. Luften var snetung, Lyset graat, som om man havde sat en Lampeskærm for Solen. Og under denne Himmel væltede Havet sig tungere end Himlens Skyfuldhed. Bølgerne reiste sig ikke, de skummede ikke med Hvidhed, de væltede lagvis mod Stranden.

Man blev ved at stirre denne Alvor i Ansigtet.
Saa spurgte jeg endelig om Vraget. Man viste ud: »Der«.
»Der? – Saa nær ved Land?«
Strandfogden smilede. »Det er 1000 Alen«, sagde han. Og de gav sig til at fortælle

mig om dette Havs Bølger. Vandet gaar til Klitterne, Bølgerne ere høie som Taarne, lige saa store som Huse – saadan nogle Kæmper, som gaar paa En …

»Kæmper, som gaar paa En« …

Man griber aldrig slige Billeder, de kunne vække en Stemning, de give intet Syn. De lade os føle noget, aldrig se. Men hvorledes skulde de ogsaa kunne det? Man for- klarer aldrig et Menneske, hvorledes Alperne se ud, man kunne heller ikke fortælle ham om Bølger.

De fortalte mig alt om Strandingen, og jeg tvang mig til at høre, men denne Stranding var kun et Blad af alt, hvad denne Kyst lod læse, og mens de talte, forvil- dede mit Blik sig ofte over Stranden … Vragstumperne laa spredte langs Havet, mørke Punkter i Strandens og Havets Graahed. Hist og her havde man begyndt at samle dem til Bunke.

Saa dette tunge, dette ubeskrivelig alvorsfulde, der kom En saa skærende paa Livet, saa man undslap ikke.

Jeg syntes næsten, selve det, Sømændene fortalte, blev smaat. Større Dramaer kunde rummes her. Men hvilke større Dramaer findes vel end Liv eller Død for Hundreder?

Man fortalte mig Træk fra »Sleipner«s Stranding. I Skibsdrengens Kiste havde man fundet et Blad, hvorpaa han i Grimsby den 8. – Datum var der under – havde skrevet en Sang ud af en Visebog, saadan en sentimental Sang, hvormed Sømands- bøger svømme over:

Farvel, Farvel, Du som skal ud at pløie Det vilde Hav, Din Stolthed og Din Lyst. Fra Fædres Hjem, fra Dale, Bjerge, Høie, Du seiler ud til Indiens fjerne Kyst.
Mens Afskeds Taarer flyder fra mit Øie Og stille Bønner flyver fra mit Bryst.

Farvel, farvel – saa skal Du atter drage
Til Indiens Strand, Dig selv til Lyst og Gavn. Maaske Du aldrig mere kommer her tilbage Til Fa’er og Mo’er, til Barndoms trygge Havn. Maaske den grumme Bølge vil Dig tage
En stormfuld Nat udi sin kolde Favn.

Farvel, farvel, nu Skibet letter Anker
Og Pligten kalder Dig, Du maa om Bord.
Og tænk, mens Bølgen slaar mod Skibets Planker, Paa Ham, som styrer Himmel, Hav og Jord. Farvel, farvel, indslut i Dine Tanker
Det stille Hjem, hvor Fred og Hygge boer!

Digtet er almindeligt, sentimentalt som alle saadanne Viser – men Datum taler. Der var vel mange Viser i Skibsdrengens Visebog den Dag i Grimsby, da man skulde gaa ud, skjønt Skibet »lækkede mere«; at han har udskrevet dette, fortæller os lidt om, hvordan de vare til Mode, fortæller os lidt om denne Fart paa en Ligkiste, som end- tes i Vesterhavs Brændingen i Magsveir. Man forstaar, at disse fjorten først skreg, da Fokkemasten faldt: efter at have frygtet og lidt saa meget paa Havet, vare de nu saa nær ved Land.

Men Skibsdrengen er falden over Digtet. Ord, som »Hændelser« og »at falde« over, siger lidt. Det Digt anklager Rheder og Aflader, ligesom den sikre Forventning paa Vraget anklager – mange andre …

Vi gik langs med Stranden. Toldkontrolløren fortalte Sagn og Hændelser fra den- ne Kyst, og Sagnene vare tunge som Hændelserne, Hændelserne mørke som Kysten og Stranden selv.

Nu var det nogle Aar siden i en frygtelig Storm, Decemberstorm fra Vest. Ud paa Aftenen strandede et Skib paa den yderste Revle. Paa Redning var ikke at tænke; Stormen stredes med Mørket, Søen med Natten; man kunde ikke redde. De maat- te dø ude i Mørket, og saa gik man hjem fra Stranden. Men man sov ikke om Nat- ten, som fulgte paa, thi de skreg saa høit hele Tiden paa Revlen. Hele Tiden kæmpe- de deres Skrig med Stormen.

»Saa endelig Klokken to holdt de op.«

Det var Ligtalen over denne Fortvivlelse, der havde skreget gjennem Timer imod Døden og Mørket.

Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev i samme Nu grebet af en forfærdelig Tvivl. Mon disse Folk, som Skrigene havde holdt vaagne, mon de nu, da de tav, bad et »Fa- dervor« for de Døde – eller mon de vendte sig i Sengen og vare glade, fordi de nu kunde sove?

Man bliver jo haard paa denne Kyst. De bleve ved at fortælle, men hvad de fortalte, bandt mig ikke længer. Havet var alvorsfuldere end alt, hvad de fortalte. Hvad de fortalte, var oprørende, og dog op- rørtes man ikke overfor dette Hav, man vrededes ikke over dets Grumhed. Man bøiede sig.

Og det var ikke Storm, Havet var roligt, graatungt væltende sine Vande, sløvt som et Rovdyr, der fordøier og nyder sin egen Sløvhed. Men give noget Billede formaar jeg ikke. Jeg stirrede kun paa Vandene i Taushed, og jeg vilde have ønsket, de andre havde tiet: at tale vanhelligede, her var Taushed Gudsdyrkelse.

Ligesom Røgelse og Processioner og Sange forstyrre i Kølns Domkirke og be- spotte Gudstemplets Storhed, saaledes bleve selv de simpleste Ord til uværdigt Flitter om denne skrækkelige Storhed.

Nei, et Billede kan jeg ikke give, thi Billedet maatte være fuldt sandt for at tjene her. Thi her skrumper Usandheden ind og visner; man staar Sandheden nær. Afklædt ligger Strand og Kyst, og man oprøres ikke over en Grumhed, som det selv saa aabent blotter.

Men hvad jeg tænkte, var, at hen foran dette Hav vilde jeg gjerne paa en Dag som denne føre Tusinder, for at denne imponerende Alvor kunde gjennembore dem med sit Blik og rive Pjalterne af dem, Usandhedens Laser, saa de i det mindste saa, de vare nøgne. Man kunde føre de Blaserede herud, og deres fornemme Blaserthed, et op- reist Plankeværk om deres moralske Uformuenhed, vilde skrumpe sammen Stykke for Stykke – de Unge, som begynde med at trampe paa deres Illusioner, og naar de have trampet dem ihjel, pleie deres Magelighed og svøbe »Weltschmerz« omkring deres Feighed. Deres Verdenskvaler vilde blive undselige og flygte – de tungsindige, som lægge Taage over deres Liv, fordi Halvmørke ikke skærer i Øinene, og overfor denne Alvor vilde de vel have Mod til at smile ad deres Tungsind – de, som aande i Lidenskab, som fortære deres Sjæl: her vilde de vel se, at selv deres Lidenskab er Egoisme, deres Lidelser Tomhed, som de udfylde med Billeder, deres Klager Offersange til deres egen Forherligelse.

Den samme Storhed vilde rive Masken af alle disse Intetheders Ansigter.

Dette tænkte jeg ved Havet, dette graatunge Hav under en vinterlig Himmel, paa en vragstrøet Strand, hvor man ventede, at Lig skulde drive op. Men at give et Bille- de skyer jeg.

Og har selve dette ikke tilfredsstillet Dem, da faar De for denne Gang at tilgive mig: alt, hvad vi fortælle, er jo Virkelighed, men »Virkelighed set i vort Temperaments Speil«.