Er Trump en mafiaboss?

Trump som opportunist

Her følger et uddrag fra min politiske portrætbog Den Store Joker, som udkom i 2016 på Gyldendal. Passagen handler om afsættet for Donald J. Trumps forretningsimperium – og hans evne til at sminke facaderne med bling-bling og glamour: Super-købmanden, der blev politiker.

Tilbage i 1980’erne var vidunderdrengen Donald Trump det ultimative guldflipper. I New York Times’ første portræt i 1976 præsenteres Trump som byens nye præmieplayboy: »Han er høj, slank og blond, med blændende hvide tænder, og han ligner Robert Redford. Han kører rundt i en sølvfarvet Cadillac med chauffør og initialerne, DJT, på nummerpladerne. Han dater elegante modeller, kommer i de mest eksklusive klubber, er kun 30 år gammel og vurderer sin formue til ‘mere end $200 millioner’«.

Donald John Trump blev født til rigdom i 1946 som søn af en skotsk mor, Mary Anne MacLeod, og en tysk-amerikansk far, ejendomsentreprenøren Frederick Christ Trump. Han voksede op i Jamaica Estates i Queens, New York, sammen med sine fire søskende, Fred Jr., Robert, Elizabeth og Maryanne, i en beskyttet, hvid overklasseverden. Queens var dengang opsplittet mellem velhaver- og arbejderkvarterer. I de mere nøjsomme områder byggede farens firma, Elizabeth Trump & Son., lejligheder til middelklassefamilier og soldater, der netop var vendt hjem fra Anden Verdenskrig.

Efterkrigsgenerationen var børnerig, et sandt babyboom, der krævede flere rum. Plads manglede familien Trump bestemt ikke selv. De boede i en toetagers palælignende villa med fire hvide, græske søjler over indgangsdøren. I dag skal man ikke gå langt fra kvarteret for at finde caribiske immigrant-kiosker, halalslagtere og arbejdende fattige, der må have flere job, men dengang var Jamaica Estates ifølge Trump selv en »familievenlig oase«.
Forfatteren Gwenda Blair fremhæver en skelsættende begivenhed i biografien ’Donald Trump’:

»På en regnfuld dag i november 1964 fulgte han med sin far til åbningsceremonien for Verrazano-Narrows-broen, som forbinder Staten Island med Brooklyn (…) Donald bemærkede, at broens arkitekt, den 85-årige schweiziske indvandrer Othmar Hermann Ammann, sad alene og ignoreret: ’Dér indså jeg noget, jeg aldrig har glemt’, fortalte den unge entreprenør in spe til en journalist mange år senere: ’Jeg vil ikke være nogens luder«.

Faren Fred Trump var kendt for at malke byggeprojekterne maksimalt. Han tilpassede lejlighederne nøje efter budgetterne og udviste kreativt forretningstalent, ligesom sin egen far, Donald J. Trumps farfar, den tyske immigrant Friedrich Trumpf – som tog navneforandring fra Drumpf og blandt andet drev sexbordel i ’Arctic Restaurant and Hotel’ i Bennett Lake i det nordlige Canada og senere i Whitehorse, Yukon.

Fingerspidsfornemmelserne for forretning har Donald Trump ikke fra fremmede. På samme måde som flere af Donald Trumps fem børn i dag følger i hans fodspor, var han selv lærling hos sin far: »Det vigtigste jeg har lært, har jeg lært af min far,« skriver Trump i ‘Art of the Deal’ og videre: »Jeg lærte, at hver en penny tæller, for inden længe er dine pennies blevet til dollars«.

En såkaldt ’selfmade man’ er Trump ikke. Han fik skubbet sin karriere mere end godt i gang med først et job i farens byggefirma og dernæst et større millionlån, allerede mens han var bachelorstuderende på Wharton School of Business i Philadelphia. Herfra er hans turbulente forretningsliv gået op og ned som i en rutsjebanetur og har passeret forbi både imposante skyskraber-byggerier, smukke kvinder, skilsmisser og bankerot-balancerende krak. Kursen har været mere præget af farfaren Drumpfs frivole forretningsstil end af farens mere jordnære brunsten-på-brunsten-byggeri.

Den første erhvervelse på Manhattan var en option på at bygge på Penn Central’s baneterræn langs Hudson-floden, mens det første konkrete og store byggeprojekt – som han satte i gang som blot 31-årig – kom til at definere hans karakteristiske ’nouveau riche’-stil med spejlglas og guld: Netop som The Commodore Hotel var ved at gå i betalingsstandsning, købte Donald Trump i 1977 den enorme konstruktion ved togstationen Grand Central på det centrale Manhattan. Alt andet end den store, neoklassiske festsal blev revet ned, og murstensbygningen fra 1919 blev beklædt med glas og omdøbt til ’Grand Hyatt New York’ og blev fra åbningen i 1980 en øjeblikkelig succes. Trump fik vendt en lokal fiaskospiral til en ny opdrift, der ændrede hele kvarteret.

I ‘Art of the Deal’ forklarer han kræmmerlogikken bag projektet: »Det nok mest misforståede koncept i ejendomshandel er, at nøglen til succes skulle være beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Almindeligvis er det noget, der kun siges af folk, der ikke aner, hvad de taler om. For man behøver ikke nødvendigvis den bedste beliggenhed. Man har i stedet brug for den bedste handel. Ligesom man kan geare en investering, kan man også forbedre en placering, gennem markedsføring og psykologi«.

Trumps forretningsstrategi er at købe i randområder, som endnu ikke har høje kvadratmeterpriser, og dernæst fokusere kræfterne på at skabe massiv medieinteresse, så investeringen mangedobles ved hjælp af markedskræfternes magi.

Det er den nye oplevelsesøkonomi: Markedsføringen er vigtigere end produktet. Indpakningen er det mest værdifulde.

Det opsigtsvækkende ved Donald Trump er, at han ikke engang forsøger at skjule sine fiduser. I selvbiografien ‘Art of the Deal’ lægger han kortene åbent frem: »Hemmeligheden bag min markedsføring er bravado. Jeg spiller på folks fantasier. Folk tænker ikke altid stort af sig selv, men de bliver vildt begejstrede for dem, der gør. Derfor skader en lille overdrivelse aldrig. Folk vil gerne tro på, at noget er det største, det bedste og det mest spektakulære. Jeg kalder det sandfærdig overdrivelse«.

Retfærdigvis blev disse ord formuleret, før Trump stillede op som præsidentkandidat, og kan derfor ikke ses direkte som et politisk manifest. I forbindelse med udgivelsen af ’Art of the Deal’ i 1987 indrykkede Trump dog samtidig helsidesannoncer i en stribe aviser, og her antydede han for første gang sine præsidentdrømme:

»Der er ikke noget i vejen med USA’s sikkerhedspolitik, som lidt mere rygrad ikke kan kurere,« hed det i annonceteksten, som fortsatte i en tone, som i dag virker velkendt: »Verden griner af amerikanske politikere, når vi forsvarer skibe, som vi ikke ejer, transporterer olie, vi ikke behøver, til allierede, som ikke selv hjælper til«.

Drømmen om Det Hvide Hus har rumsteret længe, og Trumps troløse købmandskab har vist sig at kunne veksles til politisk opportunisme. For i virkelighedens verden er det snarere reglen end undtagelsen, at politikere taler vælgerne efter munden og flikflakker med skiftende holdninger og løftebrud. Trumps tre mest markante holdningsskift er imidlertid sket i debatter, der normalt definerer politikere i USA.

Det er ikke småting, han har ændret holdning til: Trump var højlydt tilhænger af abort, før han var imod. Trump støttede et føderalt forbud mod automatiske angrebsvåben, før han var imod. Og Trump var tilhænger af Irak-krigen i 2003, før han var imod og under valgkampen begyndte at kalde invasionen for »en stor fed fejl«.

Selv om de fleste politikere ændrer holdninger i løbet af deres karriere, skiller Trump sig ud på to fronter: Han har dels uofficiel rekord i zigzag og er dels påfaldende ærlig om sin uærlighed. Ingen kandidater har skiftet holdning mere, og ingen er så åbne om det. Dét er en enestående position.

Forfatteren og journalisten Maria Konnikova, som skriver regelmæssigt for magasinet The New Yorker og udkom med bogen ‘The Confidence Game’ i 2015, ser en lang række ligheder mellem taskenspilleren som figur og Trump som præsidentkandidat: »Taskenspillere adskiller sig fra almindelige løgnere ved at være målrettede i deres smiger. Taskenspillere ved, at den bedste måde at opnå deres begærede mål på er at fortælle folk, hvad de gerne vil høre, frem for sandheden. Den hurtigste vej til at vinde folks tillid er at sælge en vision for verden, som de drømmer om,« skriver Maria Konnikova og retter spotlyset direkte mod ’The Donald’:

»Hvis Trump er en taskenspiller, er han kun interesseret i politik som et middel til at nå andre mål. Han ville ikke tro på sine egne synspunkter, i stedet ville han se disse synspunkter som bekvemme værktøjer til at opnå, hvad han virkeligt begærer. Hvis han rent faktisk mente, hvad han sagde, ville det være et tilfælde. Taskenspiller er ikke oprigtige, de er opportunister. Trump – som taskenspiller – vil opgive politik i netop det øjeblik, hvor det ikke længere tjente hans mål, for straks at bevæge sig videre til noget nyt, der kan give opmærksomhed og beundring«.