For nylig bragte vi en serie om kunstmarkedets vanvittige priser, og på et tidspunkt i serien berører vi ganske kort, hvordan man siden 90’erne har kunnet forudsige de økonomiske bølger ved at studere salgspriser hos de største auktionshuse. Går man tilbage i historien, kan man således se Sotheby’s priser toppe i 1988, hvorefter de styrtdykker i 1989, og i 1990 opstod det japanske børskrak med en efterfølgende verdensomspændende recession. Mønstret gentog sig i 1999 omkring internetboblen og kom igen i 2008 med finanskrisen. Siden 2008 er markedet kun gået op, og lige nu er priserne markant højere, end de var før det dramatiske fald i 2008.
Anledningen til serien om kunstpriser var rekordsalget af et Jean-Michel Basquiat-maleri til 750 millionerkroner, og her, hvor vi står, er det svært at forestille sig den pris falde eller hans malerier blive mindre værd. Faktisk konkluderer serien det modsatte – at rekordsalget øger Basquiats værdi, og at de næste salg formentlig vil slå nye rekorder, men selv om det er den mest udbredte og helt selvevidente konklusion, kan man også let anklage den for at være fartblind. Især hvis man tager de historiske briller på og tegner en kurve for prisudviklingen, der går op og ned, ser det mistænkeligt meget ud, som om vi står på en top og kigger ned i afgrunden.
Sådan kan man også godt betragte prisudviklingen på boligmarkedet i de største og mest eftertragtede kommuner. For der har været tryk på boligpriserne, siden det hele skvattede sammen i 2008, og i dag kom det frem, at mens de generelle priser er steget med 16 procent på ti år, er den gennemsnitlige husleje steget med 30 procent. Så hvis du med andre ord betalte 10.000 kroner om måneden for din lejlighed for 10 år siden, koster den i dag omkring 13.000 kroner. Samtidig ville en pakke havregryn, der kostede 10 kroner i 2008 i dag koste 11,6 kroner – ja ja, du er med.
Og det gælder ikke kun lejeboliger. I 14 kommuner landet over er boligpriserne nu over niveauet lige inden finanskrisen, og priserne i København er steget fra 29.000 pr. kvadratmeter i årene 2005-2011 til 35.000 pr. kvadratmeter for juni måned i år. Tegner vi en graf på samme måde, som vi gjorde med Sotheby’s, står vi altså igen på en top og kunne ligne nogle, der kigger ned i afgrunden. Nu siger vi ikke, at vi kigger ned i afgrunden, og vi siger heller ikke, at vi befinder os i en ny boligboble. Det, vi prøver at sige, er, at vi ikke kan vide det.
Vi prøver heller ikke at påstå, at vi ser noget, ingen andre har set, men vi er gamle nok til at huske, hvad der skete i årene i begyndelsen af 00’erne hvor vi debuterede på boligmarkedet, for der skete noget underligt med helt almindelige unge mennesker i København, da boligmarkedet gik grassat. Pludselig handlede det ikke om, hvor man boede, eller hvad der var de gode kvarterer i København. Det handlede om, hvornår man havde købt, om at være med på bølgen, og hvor det næste store boom ville komme (”Sydhavnen bliver det næste store – der er penge at tjene” eller ”Når først Metroen åbner…”).
Det handlede om millioner af skattefrie kroner lige ned i foret uden at røre en finger. Vi sad til middagsselskaber og hørte på historier om Mikkel, der havde købt en lejlighed på Vesterbro til en halv million, og nu kunne han få tre millioner for den. Han havde købt på det helt rigtige tidspunkt, og det er da sindssygt, så hurtigt det går, blev vi enige om. Man kunne ikke sætte to personer sammen, uden de i løbet af ti minutter blev enige om, hvor ufatteligt hurtigt det gik med de boligpriser.
Vi var alle sammen blevet boligspekulanter og vidste præcis, hvor man skulle købe (”Altså hvis du virkelig vil tjene penge”). Boliger var ikke bare tag over hovedet, men investeringer, der gerne skulle give et vist afkast. Vi blev små investeringseksperter, der skam også vidste, hvordan friværdien bedst kunne forrentes, og et hvert indkøb blev en mindre investering. Kunst, bestik og møbler (”Det er en ægte Arne Jacobsen – den falder aldrig i værdi.”).
Da nedturen kom forstummede samtalen lidt. Det var virkelig rart.