Nyhedsanalysen
Er Trump også zenmaster?
Mange af præsident Trumps udtalelser og tweets giver ingen logisk mening – efter en konventionel skala. Det er ofte sort snak. Men måske kommunikerer han på en helt ny og samtidig oldgammel måde?
Kommentariatet af konventionelle kommentatorer havde forventet, at Donald J. Trump vil moderere sig, så snart han trådte ind i Det Hvide Hus. Og i hvert fald være faldet på plads i bureaukratiet her et halvt år inde i perioden. Men, nej. ‘The Donald’ er og bliver ‘The Donald’. En 71-årig mand er ikke sådan at lave grundlæggende om på. Derfor fortsætter han ufortrødent med sine ofte rablende udmeldinger – uden hoved eller hale. Forvirringen har fået mange til at spekulere, om der vitterligt er noget galt med den gamle mand. Han virker ofte konfus og overbelastet. Men måske er der en mening med galskaben?
Taget for pålydende kan ‘The Donald’ tænkes at kommunikere på en måde, der er ny i præsidentiel politik, men som står på skuldrene af oldgamle vismænd. En original forklaring på Trumps mange udfald, kalejdoskopiske brudstykker og fragmentariske snik-snak er, at han slet ikke forsøger at kommunikere til et almindeligt politisk publikum. I stedet kommunikerer han via såkaldt ‘Zen kōan’, ja, som en asiatisk zenmaster, der kortslutter hverdagens vaneforestillinger med et ufuldstændigt paradoks, et mystisk og kodeagtigt puslespil, som skal fuldføres af tilhøreren.
Trump suger opmærksomhed til sig ved at tvinge tilhørerne til at tænke med sig selv. Ifølge Gyldendals Den Store Danske kan ‘kōan’ defineres således: ”Koan, (jap., af ko ‘offentlig’ og an ‘spørgsmål’, fordi spørgsmålene stilles med alle munke og disciple til stede), japansk ord for de gådespørgsmål, der bruges i den religiøse praksis inden for især zenbuddhismens Rinzai-skole. Læreren stiller eleven over for en ulogisk sætning eller et paradoksalt spørgsmål, eller læreren besvarer elevens spørgsmål med tilsyneladende nonsens. Elevens opgave er så — efter ofte langvarig meditation over et koan — at nå frem til den store indsigt, satori. Gennem paradokset fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af ‘virkeligheden, som den er’.”
Eksemplerne taler for sig selv. Prøv at læse de tre nedenstående citater– fra et enkelt interview – og gentag dem for dig selv, og prøv om du kan tvinge mening ud af dem:
”When it came time to, as an example, send out the 59 missiles, the Tomahawks in Syria. I’m saying to myself, ‘You know, this is more than just like, 79 missiles. This is death that’s involved,’ because people could have been killed.”
”Well he said, you’ll be the greatest president in the history of, but you know what, I’ll take that also, but that you could be. But he said, will be the greatest president but I would also accept the other.”
”The one thing I’ve learned to do that I never thought I had the ability to do. I don’t watch CNN anymore. I never thought I had the ability to not watch.”
Og så lige en ekstra fra Twitter, klassikeren: ”Despite the constant negative press covfefe”.
Hvis zen-meditationen ikke virker, kan det muligvis være, fordi Trump ikke har ramt balancen rigtigt endnu. Skuespilleren Jeff Bridges, som spillede den legendariske ‘The Dude’ i Coen-brødrenes kultfilm The Big Lebowski fra 1998 har senere samlet livsvisdommen fra karakteren i bogen The Dude and the Zen Master – og han anbefaler præsidenten at læse lidt på lektien. Se Jeff Bridges give ‘The Donald’ råd om zen-meditation her. Det er fjollet, men ikke mere fjollet end en præsident, der snakker så sort, at man næsten skal være på psykedeliske stoffer for at finde mening i ordstrømmen.
Trump som folkets mand
Her følger et uddrag fra min politiske portrætbog Den Store Joker, som udkom i 2016 på Gyldendal. Passagen handler om Donald J. Trumps overrumplende gennemslagskraft over for kortuddannnede arbejdervælgere – folk, som tidligere stemte på Demokraterne, men som er blevet skræmt væk af de elitære sprog.
Den forfatter, som uovertruffet mest begavet har forstået højrefløjens fremmarch i USA, særligt blandt de fattigste og kortest uddannede vælgere, er Thomas Frank. I 2004 skrev han hovedværket om, hvordan den konservative kulturkamp har fjernet fokus fra sociale dagsordener, ’What’s the Matter with Kansas? How Conservatives Won the Heart of America’. Heri beskriver han indgående, hvordan republikanerne med stor succes har overtaget en aggressiv klassekampsretorik – blot uden økonomiske modsætninger. I stedet for at udpege kapitalisterne som skurke med høje hatte, rettes skytset mod smagsdommerne i kulturparnasset.
Ifølge det konservative verdenssyn står den nye klassekamp i USA mellem Midtvestens hårdtarbejdende patrioter og Østkystens lidt for kreative hustlere, altså mellem ’folket’ og ’kultureliten’. Thomas Frank kalder kulturkampen »den franske revolution spolet baglæns – en, hvor sansculotterne tramper hen ad gaderne og kræver mere magt til aristokratiet«.
Man gør klogt i at være på vagt, når magteliter taler på ’folkets’ vegne. Ikke desto mindre er dét netop, hvad sker i en lang række vestlige lande i disse år. Borgerlige politikere har overtaget den populistiske platform fra venstrefløjen. Vælgerne i de fattige landdistrikter havde umiddelbart ingen kontante rationelle grunde til at stemme på for eksempel den republikanske præsident Bush – og netop derfor gjorde de det. Ifølge Thomas Frank er drivkraften i den nye klassekamp nemlig alt andet end kapitallogik. Den nye klassekamp er drevet frem af en følelse af kulturel marginalisering og moralsk forfald.
Fænomenet kommer stærkest til udtryk på den amerikanske prærie, i republikanernes hjerteland i Midtvesten: I USA’s allerfattigste kommune, Loup County i Nebraska, stemte 80 procent af vælgerne på George W. Bush ved præsidentvalget i 2000. På lignende vis stemte et stort flertal af vælgerne på Bush i USA’s næstfattigste kommune, Mercer County i Kansas. Begge steder er præget af dyb armod, høj arbejdsløshed og fortsat afvandring.
Hovedforklaringen er, at republikanerne har fortsat klassekampsretorikken dér, hvor demokraterne har opgivet den. Republikanerne er trådt ind i rollen som den lille mands forsvarer mod systemet. Den taktiske genistreg består i, at republikanerne har erstattet ’økonomisk ulighed’ med ’værdier’: I stedet for at tale klassekamp i økonomisk forstand har republikanerne fokuseret på det 21. århundredes kulturkamp mellem de snusfornuftige landsbytosser ude på landet og de intellektuelle storbytosser inde omkring de mest prestigefyldte universiteter.
Donald Trump er gået endnu videre og har nu også overtaget en egentlig klassekamps-retorik ved at pege fingre direkte af selve kapitalist-klassen og dens nyttige håndlangere blandt levebrødspolitikerne. Thomas Frank er igen klar med en eminent analyse af Trumps frihandelsretorik: »At dømme efter hvor meget Trump taler om handel, virker netop dét til at være hans allerstørste bekymring, ikke hvidt overherredømme. Heller ikke engang planen om at ville bygge en mur langs den mexicanske grænse, som ellers gav ham den første runde af politisk berømmelse. Handelsaftaler er som en besættelse for ham: de destruktive frihandelsaftaler, som vores politiske leder har vedtaget – og som medfører, at mange firmaer har rykket deres produktion til andre lande,« skriver Thomas Frank.
En video, der har hittet på de sociale medier, udstiller spændingen: En kedsommelig mellemleder-type står på en scene og forklarer, hvorfor aircondition-producenten Carrier vil flytte deres jobs til Mexico som direkte følge af Nafta-aftalen. Han står på en scene og forsøger med teknokratsprog at forklare, hvorfor i alt 1.400 jobs skal flytte fra Minneapolis til Mexico, så virksomheden igen kan blive ’konkurrencedygtig’ på det prisfølsomme marked. De fyrede medarbejdere råber frustreret nede fra gulvet. HR-personen beder om stilhed, så han kan tale videre. Om fyringer. En arbejder råber »Fuck dig«. En anden arbejder siger: »Hvor længe mon der går, inden folk begynder at smadre ting?«.
Her træder Trump så ind på offentlighedens scene – og tilsviner virksomhedens ledelse. Skønt Trump har skabt sin egen tv-personlighed omkring sloganet »You’re fired« fra reality-showet ’The Apprentice’ stiller han sig på de fyrede arbejderes side: »Det er kun én måde, vi kan stoppe denne udvikling, og det er ved at gøre det dyrere at drive forretning på den måde,« udtaler Trump til en gruppe journalister på vej mellem to valgmøder. Siden hen er han flere gange vendt tilbage til Carriers udflytning af fabriksjob og har brugt de 1.400 jobs i Minneapolis som et håndgribeligt eksempel på, hvad han vil bringe tilbage.
Den arbejderistiske fortælling handler ikke mindst om attituden: Bramfriheden, de usnobbede, proletariske hverdagsværdier og den anti-elitære kulturkamp. Som en del af overklassen og eliten, par excellence, falder milliardæren Donald Trump umiddelbart udenfor. Som i totalt udenfor. Men på bagvendt vis er det måske ligefrem her, at ’The Donald’ har ét af sine allerstærkeste trumfkort. Den altid underholdende slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek, der bliver kaldt for ’kulturteoriens Elvis’, mener, at Trumps demonstrative vulgaritet giver ham en direkte forbindelseslinje til arbejderklassen.
I en lige både klog og plat kommentar indleder Žižek sin diagnose af Trump med at skrive: »Donald Trump er blevet sammenlignet med en mand, der larmende sidder og skider i hjørnet af et rum, hvor der er gang i et ellers distingveret cocktailparty«. Så er vi i gang! Žižek fortsætter med at genfortælle optrinnet fra den spanske instruktør Luis Buñuels film ‘Frihedens fantom’, hvor der byttes rundt på spisning og toiletbesøg. De fine folk sidder sammen og skider ved det fælles bord og lister stille ud bagved, når de skal spise mad: »De republikanske debatter minder – for at forlænge metaforen – om sammenkomsterne i Buñuels film. Det samme gælder efterhånden også for mange andre ledende politikere rundt om i verden. Erdoğan lagde en lort i offentligheden, da han i et paranoidt udbrud affejede kritikerne af hans kurder-politik som forrædere og udenlandske agenter? Og havde Putin ikke også afføring, da han truede en kritiker af fremfærden i Tjetjenien med en medicinsk kastration?«. Sådan taler en ubundet filosof fra Østeuropa.
Den kult-populære samfundstænker Slavoj Žižek kan ofte være vanskelig at forstå, når han skriver snirklede bøger om for eksempel ‘Ideologiens sublime objekt’, inspireret af blandt andet den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Til gengæld er han bramfri på en næsten værtshusagtig måde, når han skriver sine aviskommentarer om aktuelle emner. Tiraden mod Trump er ingen undtagelse. Žižek fortsætter: »Trump er det reneste udtryk for tendensen til at fornedre vores offentlige liv. For hvad gør han for at stjæle showet i tv-debatter og i interviews? Han tilbyder en blanding af politisk ukorrekte platheder, racistiske stikangreb mod mexicanske indvandrere, mistænkeliggørelse af Obamas fødested, lavpandede angreb på kvinder og krænkelser af krigshelte som John McCain. Sådanne smagløse vittigheder er beregnet til at vise, at Trump er komplet ligeglad med forlorne manerer, og at han ‘ligefremt siger, hvad han (og almindelige mennesker) mener’. Han gør det klart, at på trods af sine mange milliarder, er han en almindelig vulgær fyr, som alle os andre«.
Talentet til at stige ned blandt vælgerne – ganske enkelt ved at lyde anderledes end de tørvetrillende politikere og meningsdannere fra overklassen og kultureliten – får Trump til at skille sig afgørende ud fra mængden af jakkesæt. Og jo mere de etablerede politiker-typer affærdiger ham som en skidtspand af bandeord, desto mere folkelig bliver ’The Donald’. På afslørende vis er flere konservative kommentatorer kommet til at udstille et egentligt had til underklassen i deres forsøg på at ramme Trump og hans platheder og har dermed alene fået ejendomsmogulen fra Manhattan til at fremstå endnu mere i pagt med menigmand fra udkanten.
Slavoj Žižek advarer imidlertid om, at folk ikke bør lade sig bedrage af de vulgære bemærkninger: »Trump er ikke en farlig outsider. Tværtimod er hans program relativt moderat, for eksempel anerkender han flere af Demokraternes resultater, og hans holdning til homoseksuelle ægteskaber er tvetydig. De friske provokationer og platte udbrud tjener snarere til at maskere, hvor almindeligt hans program egentligt er. Den virkelige hemmelighed er, at intet vil ændre sig, hvis Trump vinder«.
På sin vanligt sprælske facon konstaterer Slavoj Žižek, at venstrefløjen har tabt kampen om sproget: »Tilbage i 1960’erne var det vulgære sprog knyttet til den politiske venstrefløj: Studenteroprørerne brugte et jævnt sprog til at understrege deres modsætningsforhold til den polerede jargon, der blev brugt i den officielle politik. Men i dag er det vulgære sprog næsten udelukkende forbeholdt den yderste højrefløj, og venstrefløjen er overraskende nok endt med at stå som forsvarer af anstændighed og pæne manerer.
Faktum er blot, at de fleste i dag hellere vil tilslutte sig en populistisk anti-elitær holdning – ikke på grund af en primitiv underklassekultur, men fordi populisterne helt korrekt har afkodet irrationaliteten i den officielle ‘rationalitet’. At vreden nu retter sig mod de ansigtsløse institutioner, der regulerer vores liv på uigennemsigtig måde, er fuldt ud berettiget«.
Som en postmoderne Martin Luther er Donald Trump trådt frem som én af de første toppolitikere, der fra talerstolen ikke blot taler de lærdes latin, men derimod bruger menigmands jævne gadesprog, ofte i usammenhængende sætninger med en barnagtig grammatik. Og netop derfor virker det. Trumps vulgaritet er en ny form for anti-klerikal protestantisme.