Paa en Fæstning

17.7.1881

Til begge Sider saa man de blaanende, bølgende Høider, man her i Sachsen kalder Bjerge, bugtende sig imellem dem Elben. Solen staar allerede lavt, og medens det grønlige Vand dækkes af Dis og af Skumring, luer Liliensteins Top i et glødende Gjenskær.

Langs de bugede Bjerge ses lyse Birke mellem Naaletræer.

Vi vilde til Kønigstein. Det var blevet sent. Dresdenergalleriets Madonna og hendes Søster af Murillo havde holdt os fast, til Musæet blev lukket, og nu var det næsten Aften. Men vi vilde dog se Kønigstein, inden vi vendte tilbage til Schandau. Den havde to Stjerner i Bädecker, og nu vare vi paa Veien.

Byen Königstein er en forvirret Samling af Huse, Gaarde og Gyder. Veien til Fæstningen gaar snart gjennem Smøger og snart gjennem Haver. Svaneke er bygget paa Klipper i lignende Zigzag. Men naaer man lidt høiere op, blive Husene sjældnere, et enkelt Landsted med Have, en ubehagelig stinkende Restaurant – disse sørgelige Pletter overalt paa denne deilige Natur – og Stien bøier ind mellem Marker og i Skoven.

Hvor Naaletræerne dufte! Og under de duftende Træer, Tuja, Graner og Birke klatrer Stien afsted, snoende sig om Kønigsteins Top. Naar man en Lysning i Skoven, har man Liliensteins Fjeld som en Kæmpeborg klistret til Klippen, mægtigt beherskende Floden.

Solskæret dør over Høiden, flammer rødligt derude, hvor »Snebjerget« danner Grænseskæl mod Bøhmen, og slukkes ind over Landet, hvor Høiderne, der blaane imod Aften, ligge som Bølger i et Hav, som en Trold med et Magtsprog har forstenet.

Saa naa vi Kønigsteins Top. Det gaar brat op mod Fæstningen, hvis Mure vokse sammen med Graniten. Nedenfor paa Høiden har man kastet Volde op til Bastioner. En Skildvagt holder Vagt under Flaget, der dorsk slaar ind imod Stangen og folder sig sammen som i Søvne.

Jo, vi kunne endnu faa Fæstningen at se.

Vi komme ind i den første Port, et køligt Rum, steilt som Veien op i Rundetaarn. Indenfor ligger Vagtstuen. To, tre Soldater sove under et Skur, inde i Vagten har man allerede tændt Lys. En Soldat skriver Brev ved Lygteskæret lige ved Vinduet, inde i Stuen ligger Karlene paa Bænke, tre spille Kort i Ly af nogle opstillede Pikkelhuer. Vi løse Billet, og vi medtage en Fører. Desværre er det næsten bleven mørkt, og ville ikke kunne se Taarnet paa »Winterberg«. – »Men der er vel andet at se end Taarnet paa Winterberg« … – Gud bevar’es –

Føreren, en Underofficer, fortaber sig, mens vi gaa langs med Muren, i historiske Betragtninger. Fæstningen er meget gammel, den behersker hele Elben, den er den vigtigste i Sachsen, meget betydeligere end Pirna, meget betydeligere – – –

Den gode Mand er næsten for veltalende, og Sachsens Historie er saa lidet interessant, naar man for sit Blik har Sachsens Kort som her. Denne dunkle, glødende Flod, der snor sig som et flimrende Baand mellem de vekslende Høider, denne Natteduft fra Skraaningens Træer, der beruser ved sin kølige Vellugt, dette Landskab, der sitrer under Dalenes Slør –

Han peger paa Høiderne, og han giver Bjergene Navn. Men det hele løber i et: vi ere komne for sent. Det er saa mørkt, at vi hverken kunne se Papstein eller »Snebjerget«.

Som om man her brød sig om Navne!

Høider og Bjerge og Mørke glide sammen til en ubestemt Linie, der lukker Horisonten omkring os. Alt er bølgende Vaghed, Skumring og Disen fra Floden et ubestemt svævende Rige, hvis Blødhed man ikke giver Navn.

Nede glider Floden, hæver man Blikket, ser man Liliensteins Kolos.

Føreren er atter inde i Sachsens mærkelige Historie.

Saa stanser han og peger ud over Brystværnet. Nede paa Skraaningen ser man i Skumringen en Have.

Det er Kirkegaarden. Den er ikke lille – der leve 1000 Mennesker paa Kønigstein, og Dødeligheden er stor, siger man.

Det hvide Hus er Kommandanternes Begravelse. Det Monument er Franskmændenes Grav.

Franskmændenes? – »Ja – Fangernes« … – »I sidste Krig« – »Ja, der døde mange. Der var ogsaa syvhundrede her paa Fæstningen, og saa udbrød der Tyfus.«

»Naa – saa udbrød der Tyfus.«

»De forstaar – der var lidt overfyldt.« Manden smiler. Jeg stirrer paa den unge Franskmand i Selskabet. Hans Handske er flænget af at gnide Haanden mod Brystværnet.

»Først var der sorte Kors paa Gravene – saa satte Frankrig Monumentet.«

Vi gaa stadig langs Muren. En Mur som Kronborgs, som alle Fæstningers, byggede Aarhundreder tilbage med gothiske Taarne og rundt Brystværn. Inde paa Fæstningen ligger Hus ved Hus, store Kaserner, hvor Soldaterne drive halvt afklædte i aabne Vinduer.

Hist og her en aaben Plads med Plæner, Overbygningen paa en Kassematte. Der vokser overalt Egetræer i pragtfulde Klynger.

Det er Kommandantens Bolig. Et høit, besynderligt Kastel med Vindebro, en Fæstning i Fæstningen. Under Vindebroen stirrer man ned i en blaalig Slukt. Hamlets Fader kunde spøge paa denne Bro.

Ude over Bjergene kommer Maanen frem. Den hænger som en glødende Lampe yderst bag »Snebjergets« Top. Det bliver køligt paa Kønigstein nu.

Føreren stanser. Det var her, den unge Englænder styrtede sig ud ifjor. Om vi ville se, hvor dybt …

Styrtede sig ud!

Ja, her paa det bratteste Sted. Klippen er rank som en Mur. Revnen her skal være næsten halvtredsindstyve Favne. Han knuste da ogsaa Hovedet der paa Klippeblokken – der lige under os – – –

– Om vi ser den? Den kaldes i Grunden »Kongehovedet«, fordi den ligner et Ansigt.

– Jo, vi bøie os alle frem og se den – –

– »Ja, Ansigtet kan man nu ikke se, det er blevet for mørkt – men Klippen ser man« – –

– »Vist saa. Og lige der … knuste han Hovedet« …

– »Ja, – jeg saa det selv, jeg hørte dem. Han satte fra i et Spring og sprang ud over Værnet paa Hovedet. Saa førte de hans Lig til London.«

Der blev et Øiebliks Taushed. Jeg løftede Blikket, jeg vilde ikke mere se paa Kongehovedet, man blev saa let svimmel. Saa faldt mine Øine paa de andres Ansigter. De stirrede mærkelig stive ud for sig i Maanelyset – – »Og vidste man hvorfor?«

– – »Nei … for Resten havde han drukket godt i Restaurationen.«

Føreren var allerede et Stykke henad Veien.

Den Bygning var Nedgang til Kassematterne, hvor Skatten gjemmes … »Skatten

– hvilken Skat?« – »Skatterne fra Grünes Gewölbe i Krigstid. De bringes herhen i Krigstid.« – »Naa – Krigstid« – –

Der bliver raabt efter et Par, som endnu drive henne ved Kongehovedet. Tiden er knap, det bliver jo mørkere for hvert Minut – –

En af os giver sig til at spørge ud om Fæstningen. Om den har nogen Betydning, om den ikke skal nedlægges.

Tværtimod, der bygges stadig. Disse Jordvolde ere nye – fra sidste Krig … Franskmanden gaar i Forveien. Men nu vender han sig.

»Al den Jord har Franskmændene bragt herop – nogle bar og nogle trak … det og den nede ved Floden« …

»Ved Floden og bar den op« …

»De maatte arbeide« … Maanelyset faldt paa hans Ansigt. Det er hverken haardt eller haanligt – kun ligegyldigt. Og saa smiler han ganske lidt, mens han gjentager: »De maatte arbeide dygtigt.«

Den unge Franskmand vendte sig. Han maalte i et Nu dette tykke Soldateransigt med de tykke Læber og de graa Øine. Saa greb hans Ledsager ham haardt i Armen.

»Taisezvous«, hvidskede han. »Taisezvous«. Saa blev de lidt tilbage.

Der gik noget som et Glimt hen over Førerens Ansigt: Men Murene skulde have været en Alen høiere, siger han.

Vi, der fulgte med, stirrede et Øieblik paa hinanden. Saa sagde den ene – en Normand:

»Det kan de blive næste Gang.«

Soldaten lo. Og uden at føle Ironien eller Harmen, der kogte i Ordene, sagde han uforstyrrelig roligt:

»Det vil de.«

Hvor det var blevet koldt heroppe. Vinden kom strygende over Høiderne og rystede Birkene. Skyerne vare drevne sammen for Maanen. Vi fik alle travlt med at pakke os ind og trække Frakker paa.

Føreren gik foran ind i »Lysthaven«, en aaben Plet med Rosenbede og Blomsterrabatter. Det er fuldstændig Nat under Træerne. Man ser kun et Par hvide Statuer i Skumringen.

Det er Prinser, der ere forulykkede …

Nei – vi bryde os ikke om at se de Prinser. Maanen har allerede vist os den ene.

Skæret var kommet ned mellem Træerne, lige paa et hvidt Ansigt.

Vi gaa atter langs med Muren. Føreren fortæller om Otte og fyrre i Revolutionen. Kongen af Sachsen flygtede her til Kønigstein og boede her to Maaneder. Han var angst for sit tro Dresden.

Den Bygning der, den graa med de smaa Vinduer, er Statsfængslet … »Sachsens Statsfængsel?«

»Ja – der sidde fire Studenter, politiske Forbrydere.«

Der kommer noget germanisk »schwungvoll« i Førerens Stemme, medens han udtaler dette Forbrydere. »Socialister«, tilføiede han saa forklarende.

Bagved giver Franskmanden sig til at le.

Vi tale om at gaa ned. Det er virkelig blevet altfor mørkt. Maanen staar bag drivende Skyer høit over Bjergene, nede i Dalen glitrer og flimrer Floden som en metallisk Snog, der bugter sig dødt og dorsk. Vi ville ikke være hjemme før efter Midnat.

Men Føreren forsikrer os, der er endnu meget at se …

Først denne Plads. Krigsretspladsen. En stor Plæne, bar og nøgen med nogle hvide Støtter.

Maaneskinnet er stærkt. Man kan læse Inskriptionen paa de hvide Stene.

– »Baron Klettenborg, 1720.«

– „Baron Klettenborg – hvad skal det sige?«

– »Han blev halshugget her … 1720. Han var Guldmager og kunde ikke lave Guld saa blev han halshugget« – –

– »De andre Støtter – det er ogsaa for halshuggede – – eller skudte, for nu blive de skudte.«

Det er meget let at læse Navnene. Og en efter en studere vi de hvide Sten med en grusomt pirrende Nysgjerrighed.

Inde under Egene er der ganske mørkt.

»Der inde ligge de begravede«, han peger ind i Mørket. Men vi lade os nøie med at studere Stenene.

Saa komme vi igjen ud paa Klippekanten. Man hører intet andet end sine egne Trin. Der er stille oppe og stille nede, hvor Dalen ligger som et stort Svælg. En Gang imellem tager et Vindstød fat i Birkene paa Skraaningen – saa der kan stige en Brusen, som af et Hav, der slumrer ind og snorker.

– »Fra denne Klippe styrtede en fransk Sergant sig ned. Det var et Flugtforsøg.« Det var, som om ingen hørte, som om Ordene vare gledne tause ud i Natten. Saa sagde Nordmanden underlig fraværende og tonløst: »Døde han?«

»Nei, han laa først i to og tyve Uger af Saarene. Saa døde han længe efter, at

Freden var sluttet« – – Ingen talte. Der var kommen over os alle en egen dump, dorsk Taushed, der harmonerede med Stedet og Natten, vi gik bag hinanden, holdt ubevidst Takt.

»Det var Hjemve«, sagde saa Føreren.

Hjemve!

Og Jorden, han skulde slæbe til Arvefjendens Fæstninger, og Tyfus, som hærgede de Overvundnes Barakker, og Elendigheden, der nedværdigede dem, og Stoltheden, der trampedes paa – – Det var Hjemve.

Her havde han styrtet sig ud. At ikke flere havde gjort som han!

Der bliver uhyggeligt paa Kønigsstein, uhyggelig, taust og koldt. Det er, som om Klipperne truede Dalen og Dalens Mørke rugede over angstfulde Hemmeligheder. – –

Saa se vi Brønden. Sekshundrede Fod er den dyb. Man hælder en Skaal Vand derned, og man venter sytten Sekunder, inden den pladsker mod Vandspeilet … Brønden er Kønigssteins Stolthed.

Den og det store Vinfad. Men Vinfadet er slaaet i Stykker. Man har ikke mere Brug for Vinfade, der tager 4000 Potter.

Ingen af os talte, men vi steg ned ad Bjerget. Vi steg ned forbi Kongehovedet, forbi Sergantens Klippe, forbi Kirkegaarden. Maaneskæret laa stærkt over Frankrigs Monument.

Saa naaede vi Floden.