Vore offenlige Haver II (Rosenborg Have)

13.11.1881

Den Gang havde kun Kongerne Haver – Kongerne og den høie Adel, som ofte var mægtigere end Kongerne.

Til Kjøbenhavns gamle Slot hørte fra ældre Tid en kongelig Lysthave, som laa i Nærheden af Nikolaikirke, der hvor nu Dybensgade, Hummergade og Holmens Kanal ere beliggende. Haven var temmelig stor og havde en Ringrendebane, der ofte blev benyttet ved Hoffets Fester. Den blev imidlertid under Kristian den Femte udlagt til Byggegrunde, og Kongen lod opføre en Række Bygninger for sine Skibsfolk. Det var for at erstatte Savnet af denne nedlagte Have, at Kongen kjøbte nogle Grunde mellem daværende Nørre og Østerport og anlagde »den nye Have«. I den første Tid blev Haven kaldet slet og ret »Haven«, siden blev det til Rosenborg Have, efter at kongelige »Lysthus« under Kristian den Fjerdes travle, skjønhedelskende Hænder havde faaet Rosenborgs deilige Skikkelse.

Det er ikke Meningen at fortælle Anlægets eller blot Havens kunstneriske Historie. Hertil fattes baade Evne og Villie. Hensigten skal kun være at fremdrage af den kongelige Lysthaves Annaler nogle af disse korte Træk, som altid male deres Tid.

Det var 1606, at den første Bestyrer fik sin Bestalling. Han skulde modtage Regnskab af Urtegaardsmanden for de indkomne Penge ved Salget af Urter og for Resten føre det øverste Tilsyn med alt. Og der blev i de følgende Aar nok at føre Tilsyn med; Hovedbygningen kom under Arbeide og var først fuldendt 19 Aar efter. Alligevel besøgte Kongen allerede ofte sin Have, og skjønt Slottet endnu ikke var færdigt, modtog han undertiden baade fremmede Gjæster og Magternes Sendebud i et mindre Lysthus i Haven, et lille muret Hus, hvorpaa han selv havde lagt Sten paa Sten, og som længe skaanedes af Tidens Omvæltninger. Fra dette lille Hus vaagede vel den omhyggelige Konge baade over Byggeforetagendet og over Havens Udvikling, og vi finde som sædvanlig ved Kristians Arbeider ogsaa her den samme minutiøse Omhu, som gjorde den mærkelige Mand til større Husholder end Konge. Kristian beskæftiger sig med enhver Detail, han lader indkøbe saavel Frugttræer som Frø, og han undlader ikke at skænke sin Opmærksomhed til de indvundne Lavendler og til Spandene, »hvori Havens Urter skulde føres bort at sælges kongelig Majestæt til Bedste«.

I Regnskaberne tales desuden ofte om udlagte Penge til Tømmer, Malerarbeide o. s. v. Det var Rækværker, Gitre og Laager, man skulde forfærdige.

Og denne Konge, som foruden at være Hersker over to Riger var Overskræder for sit hele Hof, som herskede mere uindskrænket i sit Kjøkken end i sit Statsraad, og som ikke blot havde Tid til at være smaalig, men ogsaa undertiden Evne til at være stor – han havde ogsaa Otium til at være Overgartner og være det saa godt, at Haven, han anlagde, skal have været det Slot værdigt, han byggede.

Den første Fremmede, som giver os nogen Beskrivelse af Rosenborghave, er Prinsen af Anhalt, som Aar 1623 i sin Dagbog skriver vidtløftig om sit Besøg paa Rosenborg. Alt i alt beundrer han Slottet, navnlig de mangfoldige Rariteter, der ere ophobede i de forskjellige Gemakker; om Haven skriver han: »den er smuk, rummelig, i det Indre hist og her prydet med Lysthuse og Billedstøtter.« Han omtaler særlig et lille, rundt Lysthus, foran hvilket der er plantet Kanoner – i det hele taget, siger han, var der overalt i Haven og i Havehusene mange Kanoner.

Maaske har Kong Kristian ønsket altid at have disse erobrede Mordvaaben for Øie, maaske har man ogsaa ligefrem afholdt Skydeøvelser i Haven; senere i Kristian den Femtes Tid, da alt rigtignok meget forsømtes, blev der kastet med Granater herinde, og Frederik den Femte legede Krig og afholdt Forsøgsskydning i de store Alleer.

Muligt er det dog, at Kanonerne under Kristian den Fjerde kun tjente til Pryd – en Pryd, som kunde minde de modtagne Fyrster og fremmede Sendebud om, at det var hos Nordens mægtigste Konge, de vare til Gjæst. At Kongen mer end en Gang har søgt at imponere, fremgaar tydelig af Beretningerne, som tillige vise, at den kongelige Have især gjorde Tjeneste ved høitidelige Leiligheder. Til daglig var der lukket paa Rosenborg, Slottet stod tomt som Haven, og kun Urtegaardsmanden og Dr. Paynel færdedes herinde. Dr Paynel var Destillator og Formand for det Laboratorium, der var anlagt i Haven, hvor man under Kristian den Fjerde tilberedte en stor Del praktiske Sager – spiritus vini tales der ofte om i Beretningerne – og under Frederik den Tredie beskæftigede sig med mere lærde og fantastiske Forsøg.

Til daglig, som sagt, var her øde. Haven laa udenfor Byen, og den var forsvarlig laaset. Kun med Kanslerens Tilladelse kunde man under Kongens Fraværelse faa Lov til at besøge Herlighederne.

Hvorledes Anlæget den Gang var, er det noget vanskeligt nøie at afgjøre. Karakteren af Haven var vel stiv, med disse tilklippede Rækker, stive og brede, med de lange, prunkfulde Alleer, større Pladser med mange Billedstøtter. Men om Enkelthederne er det ikke let at faa fuld Besked. Charles Ogier, Sekretær ved det franske Gesandtskab, som sendtes hertil i Anledning af Prins Kristians Bryllup, siger, at Parken er omtrent saa stor som Tuilerihaven, men den har ei saa brede og prægtige Alleer og er mere indrettet til Brug for en jævn Familiefader end med kongelig Pragt.

Der er vel noget sandt heri, selv om Kongens »nye Have« ogsaa er dømt med Franskmændenes øvede Øie, thi det er tydeligt af de forskjellige Instruxer, hvor meget Hensyn der er taget til det nyttige, og Omordningen i Bestyrelsen, hvorved Haven saa at sige bortforpagtedes – hvilket skete noget senere – har det samme Maal: at økonomisere. Men ikke desto mindre har Rosenborghave den Gang efter vore Forhold været pragtfuld rigt forsynet, som den var med Kuriositeter, Billedstøtter – største Delen af alle de Arbeider, Harsdorff senere omtaler, fandtes vel allerede da – Lysthuse og gyldne Gitre – ikke at tale om Kanonerne.

Der maatte være nok til at fryde et Øie, som ikke var forvænt fra Paris.

Blandt de Støtter, man ved ere fra Fjerde Kristians Tid, maa nævnes »en Hest, der fældes af en Løve«, det første Billedhuggerarbeide, Kongen bestiller, og som det koster meget Besvær at faa færdigt …

Bo paa Rosenborg gjorde Hoffet sjældent. Som oftest tog man derud fra Kjøbenhavn om Aftenen og spiste da til Aften i Haven for at vende hjem til »Slottet« ved Midnat. Det var, saa vidt jeg mindes, ved et saadant Besøg af Hoffet, at Rigshofmesteren Frans Rantzau, der var forlovet med Kirstine Munks Datter Anna Katharina, druknede i Haven »i et Fiskevand« eller, efter andre Beretninger, i Graven om Slottet. Rantzau faldt i Vandet Klokken elleve om Aftenen, og Kongen var nær selv kommen til Ulykke ved sine Forsøg paa at redde ham.

Den sørgelige Begivenhed gjorde dog ikke saa dybt et Indtryk, at man jo ikke stadig foer fort med Festligheder i Haven.

I nogle Aar var hele Bestyrelsen overladt Gartneren, men Aar 1638 blev Otto Sperling ansat som Forstander og kongelig Botaniker. Sperling fandt Haven meget forsømt – Kongen klager da ogsaa i sine Breve fra denne Tid ofte over, at Urterne til Bade ikke ere »af de bedste« – og havde megen Møie med at bringe den i tilbørlig Stand; men ved at brevveksle med udenlandske Kjendere og forskrive en større Del Frø faar han den drevet op og lægger sig navnlig efter exotiske Planter. Fra hint første Drivhus skriver sig maaske de endnu paa Rosenborg opbevarede Laurbærtræer, om hvilke Sagnet fortæller, at de have tilhørt Driverierne lige siden Kristian den Fjerdes Dage, og hvoraf et Par endnu benyttes ved Hoffets store Fester.

Som den var under Sperlings Opsyn og i Kristian den Fjerdes Tid, var Rosenborg Park alt i alt mellem de skjønneste i Europa: stilfuld med sine pragtfulde Alleer og sine vidtstrakte Anlæg, stor og rummelig: Fra Volden strakte Haven sig lige til den nuværende Adelgade.

Men da Kristian den 21. Februar 1648 blev ført gjennem sin stolte Port efter sin sidste Fart fra Frederiksborg, hvor han ikke vilde dø, og da dens mærkelige Anlægger otte Dage efter havde udaandet, begyndte de trange Tider for »Kongens nye Have«.

Det øverste Opsyn har manglet, og man træffer nu og da høist besynderlige Bestemmelser om Pladsens Benyttelse. Saaledes meddele et Par Instruxer, at al Gødning og Møg fra Kjøbenhavns Gader skal aflæsses i Rosenborg Have paa et Sted, man dertil finder tjenligt – en noget besynderlig Ide, som imidlertid ikke forhindrer Hoffet fra som sædvanlig at feire adskillige Fester og modtage fornemme Gæster i Parken. Under Kjøbenhavns Beleiring huserede Krigen paa Rosenborg som andet Steds, og medens Sten Bjelke sad fangen paa Slottet, fik Studenterne Kvarter anvist i en Staldbygning i Haven, der jo den Gang gik ud til Volden.

Men ikke blot i Ufredstider begyndte nu i den følgende Tid Haven at staa aaben for andre end Majestæternes Gjæster. Mens Hoffets Fester vedblev – kun skiftende Karakter efter Suverænernes vekslende Passioner, under Frederik den Tredie er det saaledes idelige Væddekjørsler og Væddeløb, hvori Dronningen udmærker sig, som feires ved Kongens Fester; under Kristian den Femte et det især om Banketter, Historien beretter, – synes Haven allerede i de nærmeste Aar paa Søn og Helligdage at have været aaben for Publikum og et yndet Spaserested for Adelen og dens Damer.

Hoffet lagde i denne Tid navnlig Vægt paa Orangerihusenes Udvikling, og 1701 finder man i Regnskaberne opført en Sum af 11,000 Rigsdaler til Indretning af Orangerihusene. Fra 1702 have vi en længere Omtale af Haven. Den engelske Gesandt Vernon opholdt sig det nævnte Aar længere Tid i Kjøbenhavn i Selskab med Franskmanden de la Vrigny, og denne sidste skriver om Haven:

»Rosenborg Have er et Spaserested, som maa anses for meget skjønt, og man vil kun finde faa Byer, som have en lignende indenfor deres Volde. Den er meget stor og indeholder nogle Dages Pløieland. Der finder man adskillige Alleer besatte med ret smukke Træer, nogle Blomsterkvarterer og mange Billedstøtter. Man ser blandt andet paa en Piedestal Striden mellem en Løve og en Hest … Der er i Rosenborg Have en meget lang Allee – thi den udgjør Havens hele Bredde – besat med Billedstøtter af Smaadrenge i allehaande Stillinger, som vilde være en temmelig behagelig Gjenstand for Øiet, hvis de vare vel udførte. De ere af Bly eller Gibs og meget plumpe, og de fleste ere sønderrevne eller lemlæstede, da Haven har været meget forsømt i nogle Aar. Men den nu regjerende Konge, som elsker Orden, vil sætte den i bedre Stand igjen. Man begynder at arbeide derpaa og at indrette Springvand. Der er et Vildnis i den, i hvis Midte staar en Glassalon, og man har plantet et nyt, som om en halv Snes Aar vil blive meget smukt. Desuden finder man adskillige smaa Lysthuse og to andre Saloner samt en Art af Grotte, hvori jeg har lagt Mærke til nogle Kranse og andre meget vel gjorte Prydelser af Muslingeskaller; der ovenover er et Fuglehus. Et meget stort Orangeri har et Dække, som man forsikrede mig havde kostet over 60,000 Rdl., da det bestaar aldeles af røde Kobberplader, som efter Behag tages af og skydes ind igjen. Dette Orangeri har en meget stor Udstrækning og er bygget mod Nordvest ved Siden af Volden. Nordvestgrænsen dannes af en Kanal, saa lang som Haven, temmelig bred og besat paa Havesiden med en Allee af Træer, afbrudt ved en Teglstensbygning, hvis Forside vender mod en af SkraaAlleerne …«

Trods Forfatterens Forsikringer om de Forbedringer, som kunde ventes under den ordenselskende Konges Regjering, er Tilstanden i Haven næppe bleven bedre før under Kristian den Sjette. Og under ham skiftede Havens Anlæg meget Karakter. Alle Suverænerne drømte den Gang om Versailles! og Springvand, Pavilloner, Fontæner, Lysthuse med gyldne Gitre og Grotter med plaskende Kilder maatte understøtte Kongens Storhedsdrøm. Andet af hvad som fandtes i Haven, maatte vige: Maskinhuset, Lysthuset med de tre Porte, det røde og det grønne Lysthus bleve nedbrudte; Eremitagen blev istandsat og indrettet paany; det pragtfulde Laurbærhus fik en ny Façade. Om dette Laurbærhus skrives i Thuras Hafnia hodierna: »Façaden af Laurbærhuset, som er beliggende paa den Side af Haven, der vender ud til Volden, er af K. Kristian den Sjette ganske ny opbygget. Da Laurbærtræerne, som ere af en i disse Lande usædvanlig stor Høide og Tykkelse, alle staa fri i Jorden, følgelig ikke kan flyttes fra deres Plads og dog om Sommeren saa tit maa savne Solens Varme og Virkning, som de om Vinteren maa fattes den fornødne Varme af Ild, er Taget paa Bygningen saaledes indrettet, at det stykkevis og paa Ruller kan skydes fra og over, til hvilken Ende langs bag Bygningen mod Volden ere stærke murede Piller opførte, hvorpaa Taget hviler, naar det om Sommeren skydes af Huset.«

Haven var aaben for Spaserende. Paa hvilket Tidspunkt de kongelige Eiere have indset, at de maatte skænke Byens Borgere denne Nydelse, kan jeg ikke afgjøre. Jeg har i mine Kilder ingen bestemte Angivelser fundet herom. Men vist er det, at Haven i en Periode blev Samlingsplads for Byens elegante Verden, og at man jævnlig lod Militærkorpser spille i Haven. Senere blev Rosenborg imidlertid atter lukket for først at aabnes af Struensee.

Struensee var vor Repræsentant for denne Fyrsternes Revolution, som udklækkedes i Hjerner, der havde indsuget Hoffernes filosofiske Luft. Fra ikke at bekymre sig meget om Folkene var man naaet til at experimentere med dem. Rosenborgs kongelige Have følte Omvæltningen. Dens Ro forstyrredes, og de alvorlige Alleer og de stive Anlæg blev Skueplads for mærkelig blandede Forlystelser. Et Pust fra Markedsboderne gik hen over den gamle Have, hvis skjønneste Tid var forbi.

Struensee oprettede blandt andet en Faraobank, og der blev offenlig Musik i Haven hver Søndag Aften. Medens man væltede alt i det halve Land, morede man i Slottet Kongen, i Haven Folket. Men Faraobanken gjorde sin Nytte – for at faa Lov til her at spille Hasard maatte man betale en Afgift til Struensees Hittebørnsstiftelse.

Struensees Regimente blev imidlertid kort, og man blev ikke længe ved med at spille Plat og Krone om Skæbnen. Men for Haven var den flygtige Uro under dens gamle Træer et sørgeligt Bud om, at nye Tider vare oprundne, hvor ogsaa Kongerne tog Hensyn til det nyttige, og hvor man ikke mere havde Tid til at tænke paa Skjønheden.

I det høieste tænker man paa Skjønheden ved at bortfjærne, hvad der kan støde den. Efter Wiedewelts Syn over Havens »Kunstværker« bortfjernes en stor Del af disse, og Eremitagen omdannes til Herkuleslogen. Forresten forfalder alt lige til Sandstensstøtterne ved Porten fra Gothersgade, saa at Porten 1775 ikke mere kan lukkes, og Kristian den Femtes gamle Lysthave ligger nu fuldt aabent for nye Tider og for Nytten.

Og Nytten drog da ogsaa ind.

Det havde jo længe truet med en Exercerplads: man maatte jo dog have et Sted, hvor man kunde lege Krig. Allerede 1767 læses i Adresseavisen, at Kongen allernaadigst har befalet, at et saakaldet Parterre eller Blomsterkvarter i Rosenborg Have skal skilles fra Haven, planeres og indrettes til en Exercer og Paradeplads, hvormed allerede er gjort Begyndelsen.

Det maa imidlertid den Gang være blevet ved den allerførste Begyndelse, thi først tyve Aar efter tager man for Alvor fat paa at ødelægge Blomsterparterret for at lade Soldater trampe rundt paa en styg Sandmark.

Endnu i 1783 nævnes i Oversættelsen af Haubers Beskrivelse af Kjøbenhavn det pragtfulde Orangerihus, »400 Alen langt, fuldt af store, i fri Jord staaende Laurbær og Figentræer med Springvande« og Blomsterparterret »ved Siden af Slottet«. Men i 1784 er dette Parterre viet til Undergang, idet det udlægges til Byggegrund for en Kaserne, og 1785 tager man fat paa Arbeidet. Laurierhusets og Blomsternes Tid er for Alvor forbi.

Alle Efterretninger om Haven ere nu Budskaber om Ødelæggelse. 1787 udlægges den Allee, som løber langs med Muren til Gothersgade, til Exercerhus; 1793 sælges Kristian den Femtes Lysthus til Nedbrydning; 1799 begynder Salget af Grunde til den nye Gade, som skulde ligge paa en Del af Havens Terræn (Kronprinsessegade); 1803 indretter man ved Indgangen til Haven Butiker.

Medens den stadig blev mindre og mindre, stadig mere indeklemt, stadig berøvedes mere og mere af det, som dannede dens Pryd, bevarede Haven dog i Hovedsagen sit gamle Versaillespræg, som vi møde paa et Kort fra 1784.

Paa dette Kort have vi endnu alle de gamle Anlæg, de stive Partier, Fontæner og Damme. Men efter Havens bestandige Indskrænkninger maatte det oprindelige Anlæg lide, og 1822 blev Rosenborghave derfor omlagt – i den engelske Havestil.

Det var forbi med Kristian den Fjerdes Tid; forbi endogsaa med Drømmene om Versailles: Kavallergangen og Damegangen staa alene tilbage som Erindringer om de svundne Tider … Alleerne og Slottet. Forresten er Haven i engelsk Stil …

Saa meget skete allerede i Aarhundredets Begyndelse, men de nyeste Tider fordrede fremdeles deres: 1850 blev Rosenborghave endnu mere moderniseret og omlagt – overordenlig smukt – af Rudolf Rothe. Ved Forfatningsforandringen ophørte jo de fleste Slotte at være kongelige, og saavel Huse som Haver bleve Statseiendomme. Rothe blev ved denne Leilighed Landskabsgartner eller, som det siden kaldtes, Inspektør ved de offenlige Lysthaver i Danmark.

Som saadan fik han ogsaa Fjerde Kristians gamle Have under sig, og her, som overalt, indlagde han sig store Fortjenester. Men paany indlægge Exercerpladsen til Park formaaede han desværre ikke.

Moderne var Rosenborg ikke mere, egenlig var den længst af Mode. Frederiksberg havde taget Luven fra den, og det var især Børn og svagelige Gamle, som samledes paa Pladsen ved Springvandet, hvor en ung Dreng legede og leger med sin Svane … Nu ere ogsaa Børnene ifærd med at udvandre til Ørsteds Park.

Haven blev Statens, Driverierne tilhøre Civillisten, som selv maa betale Omkostningerne ved Driften. Endnu under Frederik den Syvende evnede Staten at give et Tilskud til Bestridelsen af disse Udgifter – nu maa Kongen selv betale sine Vindruer og Pladsen, hvor Kristian den Fjerdes gamle Laurbærtræer endnu staa frodige og grønne … Driverierne i det mindste har da Kongen Lov til at kalde sin Have, siden han selv betaler for dem.

Hvor Tiderne skifte …

Nu har Folket reist en af sine store Digtere et Monument i Haven, i Kongens Have … Himlen skal forresten vide, om ikke en Fremtidens Wiedewelt, der skal holde »Syn« i Haven, vil kalde denne Statue ligesom hin gamle gjorde i sin Tid, for – besynderlig. Denne gamle Mand, som sidder der barhovedet og skal fortælle sine Eventyr – for Børnene i Ørsteds Park.

I en Krog finder man Kristian den Fjerde. Han staar og betragter sit Slot med Hatten i Haanden. Den gamle Konge ser ud, som om han gjorde sig selv en Kompliment …

Men Thorvaldsens Værk var ogsaa bestemt for et Kapel, ikke for en Have. Alligevel hører Statuen hjemme her. Naar en Gang Exercerplads og Kaserne forsvinder, naar man en Gang indser, at man ikke har Lov til at snævre Rosenborg ind bag nogle Staldbygninger, men reiser det store Nationalmusæum paa Pladsen som et Hjem for al vor rige Skjønhed – da vil Kristian den Fjerde staa her godt og med Rette, skjønt han staar med Hatten i Haanden.

Thi han vil dog altid nævnes blandt de første af dem, som elskede Skjønheden og fremmede den i Danmark.