Er Donald et næsehorn?

Trump er dement

Sort snak, forsimplede talemønstre og stadig mere diffuse udmeldinger får Trump til at afvige fra alle andre folkevalgte politikere i den moderne historie. Nøgternt set opfører Donald Trump sig bizart og uigennemtænkt – og skriver sig ind i den tvivlsomme kongerække af både tossede og enfoldige monarker, som op gennem Europas historie regerede med en blanding af skørlevned og ignorance.

Afvigelserne (og interessante ligheder) med tidligere præsidenter har fået lægefaglige kommentatorer til at diskutere, om Donald Trump eventuelt kunne lide af fremskridende Alzheimers. Symptomerne spænder her fra bl.a. glemsomhed i den mildeste ende til tung demens i den sværeste ende.

Fortiden spøger. I 1994 blev Ronald Reagan diagnosticeret med Alzheimers, efter han som den dengang ældste præsident var trådt tilbage fra Det Hvide Hus fire år tidligere. Da Alzheimers er en gradvist fremadskridende sygdom, som det tager tid at fastslå, kunne eksperterne allerede dengang fastslå, at Ronald Reagan med al sandsynlighed havde været ramt af demens-lignende træk i de sidste år af hans præsidentskab.

I Journal of Alzheimer’s Disease har et forskerhold anført af doktor Visar Berisha skrevet en videnskabelig artikel, hvor de forsøger at anskueliggøre effekten af Alzheimers ved at analysere udviklingen i ordforråd – med specifik fokus på præsident Ronald Reagans markant faldende evne til at formulere sig varieret og præcist. Alzheimers er nemlig bl.a. karakteriseret ved en semantisk reduktion (forsimplet ordforråd), en akustisk reduktion (langsommere tale) og en syntaktisk reduktion (forsimplet grammatik).

I deres undersøgelse, hvor ’The Great Communicator’s ordforråd sammenlignes direkte med efterfølgeren (og den raske) George W. H. Bush’s ordforråd, afdækker Berisha & co. en række mønstre, som også kan få en klokke til at ringe, når det gælder Trump. I løbet af præsidentperioden fik Reagan stadig vanskeligere ved at bruge præcise og sjældne ord, og Reagan øgede sin brug af ikke-specifikke navneord såsom ‘ting’, ‘alting’ og ‘noget’. Forfaldet hos Reagan er imidlertid intet at regne imod den endnu mere opsigtsvækkende udvikling i Donald Trumps sproglige formåen.

Sammenligner man den blot lidt yngre Trump og den aktuelle Trump, viser det sig, at præsidentens sprog er hastigt nedadgående. Eksempelvis fylder ’The Donald’ ikke-specifikke navneord (bl.a. ‘ting’, ‘alting’ og ‘noget’) ind i sine sætninger i et så uoverskueligt stort omfang, at det bliver næsten umuligt at forstå, hvad ordene overhovedet refererer til. Han snakker sort, simpelthen.

Samme mønster har magasinet Stat påvist i en større afdækning af Trumps mentale tilstand. Psykolog John Montgomery fra New York University udtaler: ”Det er svært at vurdere uden grundige undersøgelser, men jeg mener, at det er forsvarligt at sige, at Trump har haft en betydelig kognitiv reduktion henover årene.”

Trump leger skør

Under valgkampen sagde Donald Trump igen og igen: ”Som nation skal vi blive mere utilregnelige.” Og dét har han leveret. Trump har i de seneste mange måneder fået diplomater og efterretningsanalytikere over hele verden til at sidde og gætte – fortvivlet – på, hvad præsident Trumps næste overrumplende træk nu kan blive. Eller ikke bliver. Usikkerheden er efterhånden den eneste konstant.

Som øverstbefalende for klodens største militærapparat er Trump i sandhed trådt frem som en joker, som ingen kan regne ud på forhånd. Det store spørgsmål er imidlertid, om Trumps utilregnelige adfærd blot er et strategisk skuespil‚ altså iscenesat kaos, eller om han vitterligt er rablende skør og karakterafvigende. Spiller han skør? Eller er han skør?

Spørgsmålene kan lyde ekstremt polemiske, men hele tricket ved doktrinen om utilregnelighed er faktisk, at modstanderne konstant skal holdes i tvivl – ikke kun om næste skaktræk, men også om den pågældende statsleder reelt er kuk-kuk eller ej. Tænk på Nordkoreas øverste leder Kim Jong-un: Har han roterende fis i kasketten? Eller handler han i virkeligheden super-rationelt? Og er det snarere Trump, som er mest ustabil?

Tidligere præsident Nixon navngav taktikken. I en samtale med H.R. Haldeman udtalte USA’s 37. præsident: ”Jeg kalder den galninge-teorien, Bob. Jeg vil have nordvietnameserne til at tro, at jeg har nået et punkt, hvor jeg er villig til at gøre, hvad som helst for at stoppe krigen. Vi lader budskabet flyde til dem: ‘For Guds skyld, ham Nixon, han er besat af kommunisme. Vi kan ikke dæmpe ham ned, når han er vred – og sidder med hånden på atom-knappen’. Så vil Ho Chi Minh være i Paris personligt i løbet af to døgn og trygle om fred.”

Galninge-teorien, eller The Madman Theory, er ret beset udviklet af Nixons udenrigsminister, Henry Kissinger. Som forsker ved Harvard University havde han stillet sig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis en statsleder på overfladen agerede irrationelt, ustabilt og neurotisk, måske endda ligefrem vanvittigt og hensynsløst? Hvordan ville det stille andre statsledere, når de skal forholde sig til sådan en ’madman’?

Henry Kissinger lod det ikke blive ved de akademiske overvejelser, men fik mulighed for at afprøve sine teser i Det Hvide Hus. Under den kolde krig forsøgte præsident Nixon således at skræmme kommunistlederne i Moskva, Beijing og Hanoi med trusler om dommedag og totalkrig. I tilbageblik var strategien dog knap så succesfuld. USA måtte i 1975 trække sig æreløst ud af krigen i Vietnam, efter 58.220 amerikanske soldater var blevet dræbt.

Men måske giver galninge-teorien bedre mening i dag? I en analyse i Ræson skriver Ebbe Elhauge Kristensen: ”Modsat Nixon spiller Trump ikke kun madman-kortet i en fuldstændig afgørende konflikt med Rusland og Kina, han gør det næsten dagligt i stort og småt og på tværs af nationale og internationale konflikter. Det sker helt åbent på de sociale medier, hvor Trump kommer med udmeldinger om alt fra Rusland og Obamacare til NATO’s sikkerhedsgarantier og konflikterne i Mellemøsten. På mange måder er præsident Trump derfor en mere troværdig ’madman’ end Nixon.”

En mere troværdig galning? Ja, den indflydelsesrige konservative kommentator Charles Krauthammer er også nået dertil. Også han mener, at Trumps evne til at simulere psykopatiske karaktertræk er yderst effektiv i dagens usikre verden. Hvorvidt Trump er mere end blot en skuespiller, men måske også rent faktisk er klinisk utilregnelig, vil først blive besvaret den dag, hvor han eventuelt gør alvor af truslerne – og f.eks. anvender masseødelæggelsesvåben.

Trump er marionet

Under den kolde krig kunne ingen i deres vildeste fantasi forestille sig, hvad erfarne efterretningsfolk i dag hævder, nemlig at USA’s præsident og øverstbefalende er kommet i lommen på Kreml; at Donald Trump har ladet sig personligt afpresse til at føje det russiske regime.

Mistankerne hvirvler rundt og klumper sig sammen i tre forskellige tableauer: 1) mistanken om aftalt spil og samarbejde mellem Trumps kampagnestab og de russiske efterretningstjenester om at forhindre, at Hillary Clinton blev valgt som ny amerikanske præsident – ved bl.a. at lække hackede oplysninger, 2) mistanken om placering af Kreml-loyale og -betalte rådgivere i inderkredsen omkring Donald Trump – med sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og kampagnechef Paul Manafort som de to hovedmistænkte, og væsentligst 3) mistanken om strategisk kursændring i USA’s politik over for Rusland på grund af personlig afpresning af Trump.

De to første mistanker buldrer løs i de amerikanske medier og er formelt set også de mest problematiske for præsident Trump. Hvis det kan dokumenteres, at sønnen Donald J. Trump Jr. og andre fra Trump-kampagnen mødtes og konspirerede med den russiske efterretningstjeneste, vil det potentielt kunne udløse både en rigsretssag og flere livstidsdomme for landsforræderi.

Ret beset er hændelsesforløbet dog ikke så ekstraordinært, som det bliver fremstillet i medierne. I et hvilket som helst demokrati vil kampagnerådgivere gerne have smuds og slibrigheder om modstanderne, og selv i Danmark ville f.eks. Socialdemokratiet hellere end gerne sende nogle mellemmænd afsted, hvis de blev tilbudt afslørende oplysninger om Lars Løkke Rasmussens privatliv.

Kampagnen bag Hillary Clinton brugte millioner og atter millioner af dollars på at grave snavs frem om Trump og ville derfor med sikkerhed også have sat møder op med stik-i-rend-drenge fra fremmede efterretningstjenester, hvis de kunne have fået et fældende bevis mod Trump. Forventeligt eller ej, så er dette stærkt sandsynlige samarbejde mellem Trump-staben og Kreml ulovligt efter amerikansk lovgivning, særligt hvis det kan dokumenteres, at det aftalte spil direkte involverede viden om og brug af hacket materiale.

Ulovligt, men altså ikke uforklarligt. Sådan er det også med den anden mistanke – placeringen af de Kreml-loyale rådgivere omkring Trump. Her er der slet ingen grund til at spille hellig, for USA forsøger selv at gøre nøjagtig det samme rundt om i alverdens hovedstæder. Gennem tiden har CIA brugt ubegribelige ressourcer på at have menneskelige øjne og ører placeret i de centrale regeringskontorer, selv i venligtsindede og allierede lande. At Trump har haft Kreml-lakajer tæt inde på livet gør derfor ikke i sig selv præsidenten til en marionet for Rusland.

Den tredje mistanke er til gengæld dødsens alvorlig. Af uransagelige årsager har Donald Trump valgt at bryde den isolation, som Ruslands præsident Vladimir Putin ellers var havnet i efter annekteringen af Krim og den årelange indblanding i borgerkrigen i Ukraine. Selv om Rusland i dagens verden kun har en økonomisk slagkraft på størrelse med Spanien eller Mexico, har Donald Trump valgt at løfte Putin med op i den globale superliga, som Rusland ellers ikke har været en del af siden Sovjetunionens kollaps i 1991.

Omfavnelsen af Rusland har samtidig drevet en kile ind mellem USA og EU-landene, både militært og handelspolitisk. Præsident Putin har længe haft som erklæret mål at svække EU og NATO – og vupti, pludselig leverer USA’s præsident. Mindst lige så skæbnesvangert har Trump inviteret Rusland ind som selve kongemageren i Syrien og dermed undergravet USA’s egen position i Mellemøsten. Og hvad værre er: Hele denne ‘appeasement’-politik over for Rusland giver umiddelbart ingen mening. USA vinder absolut intet ved at bøje sig for og føje Kreml.

Irrationaliteten i Trumps knæfald over for præsident Putins stormagtsdrømme har naturligt nok fået spekulationerne til at rulle: Hvad er det, Kreml gemmer på af pinagtigheder, som de kan bruge til at blackmaile Trump? Foreløbigt er den tidligere britiske efterretningsofficer Christopher Steele kommet med det bedste bud.

I et kontroversielt dossier har han forsøgt at påvise, at de russiske efterretningstjenester ligger inde med lyd- og video-optagelser af seksuelle udskejelser, bl.a. et optrin, hvor Donald Trump ifølge rygterne skulle have hyret prostituerede til at udføre urinsex-show i netop den seng i præsidentsuiten på Ritz-Carlton i Moskva, hvor daværende præsident Barack Obama og Michelle Obama havde overnattet forinden.

Ifølge rapporten er episoden ikke enestående, idet den russiske sikkerhedstjeneste FSB holdt en kort snor i Trump og både arrangerede og overvågede hans ”perverterede seksuelle handlinger i Moskva”.

Ulykkeligt nok er sagen den, at frygten for at blive afsløret i mulige urinsex-shows er den hidtil bedste forklaring på Trumps ellers uforklarlige ‘appeasement’-politik over for Rusland. At USA’s præsident optræder som en marionet, en hånddukke for Kreml, er mærkeligt nok den mest betryggende forklaring. Alternativet kan nemlig meget vel være, at verdens mægtigste mand fører storpolitik uden nogen som helst retningssans eller strategisk logik. Så er seksuel skyldfølelse da næsten at foretrække.

Trump er mafiaboss

Inspirationen til den aggressive fremfærd kommer ikke kun fra fiktionen og grandiose mafiafilm som f.eks. Francis Ford Coppolas mesterværk Godfather, selv om 71-årige Donald J. Trump – selvfølgelig – har denne ultimative gangsterfortælling med på listen over sine yndlingsfilm. Inspirationen kommer også fra virkelighedens underverden.

USA’s præsident – der i dag har regeret i nøjagtig seks måneder – har flere gange lavet lyssky forretninger med rigtige mafiabosser. I forbindelse med casino-eventyret i Atlantic City i New Jersey, som endte i kommerciel fiasko, lavede Donald Trump således handler med de lokale gangster-konger Anthony ‘Fat Tony’ Salerno og Paul Castellano. Blandingen af beton og Black Jack er mafiaens territorium, og derfor har Trump været nødt til først at efterleve og senere selv udleve gangsterattituderne.

Bøllemetoder har aldrig været fremmede for business-manden Trump. Han har tjent gode penge på alt fra afpresning over korruption til bestikkelse. De fleste havde dog forventet, at politikeren Trump og i særdeleshed præsident Trump ville opføre sig anderledes. At embedet ville lægge en dæmper på den lovløse brutalitet. Men nej. Og atter nej. Trump har snarere udnyttet sine erfaringer fra mafiamiljøet i New Jersey til at lancere en ny raison d’état, altså en ny statsræson baseret på rocker–agtige æresbegreber.

Attituden blev afdækket åbent for den undrende offentlighed, da den nu fyrede FBI-chef James Comey afgav vidneforklaring i Senatet om sine personlige møder med præsident Trump. Under fire øjne havde ‘The Donald’ sagt til chefen for det føderale politi: ”I need loyalty, I expect loyalty”. Ikke professionalisme eller faglig integritet, men alene personlig loyalitet over for præsidenten.

Kravet var troskab og betingelsesløs lydighed over for personen Donald J. Trump. Og da James Comey ikke kunne eller ville love dét, betingelsesløst, men kun tilbød ‘ærlig loyalitet’, blev han fyret. Udstødt og skandaliseret. FBI-chefen blev ofret som et spektakulært symbol på, hvad der sker med de af præsidentens mænd, som ikke efterlever det gamle æreskodeks kaldet ‘Omertà’.

I den italienske mafia forventes betingelsesløs loyalitet over for chefen, og derfor også total tavshed om forretningsforhold. ‘Omertà’ defineres også på følgende vis: ”Enhver, der appellerer til loven, er enten et fjols eller en kujon. Den, der ikke kan klare sig selv uden politibeskyttelse, er begge.” Sådan kunne det tyde på, at Trump tænker, når han fnyser af juridisk formalisme og offentligt ringeagter modstandere, som klynger sig til domstolsafgørelser.

Attituden er ikke kun skuespil. Selv efter han er tiltrådt som præsident har Donald J. Trump nemlig fortsat med nogle af sine mest kontroversielle bygge- og forretningsprojekter i lande, der tilmed ligger højt på listen over korruptionsplagede regeringer, f.eks. Aserbadjan, Panama og Arabiske Emirater. Donald Trump har ikke engang dæmpet sine business-aktiviteter i fremmede, ikke-demokratiske og ofte direkte anti-vestlige lande, efter han blev præsidentkandidat. Tværtimod har han registreret en stribe nye firmaer i f.eks. Saudi-Arabien. Siden august 2015, og altså da han havde annonceret sit kandidatur, har han oprettet firmaer med navne som f.eks. THC Jeddah Hotel og DT Jeddah Technical Services i Saudi-Arabien.

Direktøren for Office of Government Ethics, Walter M. Shaub, er sjældent bramfri i sin kritik af ikke bare potentielle, men stærkt sandsynlige interessekonflikter: ”Hans sønner kører stadig forretningen, og naturligvis ved han, hvad han selv ejer. Hans egen advokat har sagt, at han ikke kan ’slette’ kendskabet til, at han ejer Trump Tower. Det samme gælder for de andre forretningsområder. Ideen om at begrænse den direkte kommunikation mellem ham og sønnerne er helt utilstrækkelig.”

På overfladen er det nu sønnerne, som styrer forretningsimperiet. Men adskillelsen mellem faderen og drengene er så tynd, at folk snart ikke ved om de skal grine eller græde. Komikerne i USA vælger at lave satire.

Siden det blev afsløret, at sønnen Donald J. Trump Jr. efter alt at dømme stod for forbindelserne til den russiske efterretningstjeneste under valgkampen, er ganske morsomme paralleller mellem ham og sønnen Fredo Corleone fra Godfather blevet udfoldet. Den håbløse lillebror, der forsøger at opføre sig hårdt som en gangster, men hver eneste gang ender med at fremstå som en sølle parodi. Den mest kyniske joke lyder: Hele familien Trump er Fredo’er.

Trump er zenmaster

Kommentariatet af konventionelle kommentatorer havde forventet, at Donald J. Trump vil moderere sig, så snart han trådte ind i Det Hvide Hus. Og i hvert fald være faldet på plads i bureaukratiet her et halvt år inde i perioden. Men, nej. ‘The Donald’ er og bliver ‘The Donald’. En 71-årig mand er ikke sådan at lave grundlæggende om på. Derfor fortsætter han ufortrødent med sine ofte rablende udmeldinger – uden hoved eller hale. Forvirringen har fået mange til at spekulere, om der vitterligt er noget galt med den gamle mand. Han virker ofte konfus og overbelastet. Men måske er der en mening med galskaben?

Taget for pålydende kan ‘The Donald’ tænkes at kommunikere på en måde, der er ny i præsidentiel politik, men som står på skuldrene af oldgamle vismænd. En original forklaring på Trumps mange udfald, kalejdoskopiske brudstykker og fragmentariske snik-snak er, at han slet ikke forsøger at kommunikere til et almindeligt politisk publikum. I stedet kommunikerer han via såkaldt ‘Zen kōan’, ja, som en asiatisk zenmaster, der kortslutter hverdagens vaneforestillinger med et ufuldstændigt paradoks, et mystisk og kodeagtigt puslespil, som skal fuldføres af tilhøreren.

Trump suger opmærksomhed til sig ved at tvinge tilhørerne til at tænke med sig selv. Ifølge Gyldendals Den Store Danske kan ‘kōan’ defineres således:

”Koan, (jap., af ko ‘offentlig’ og an ’spørgsmål’, fordi spørgsmålene stilles med alle munke og disciple til stede), japansk ord for de gådespørgsmål, der bruges i den religiøse praksis inden for især zenbuddhismens Rinzai-skole. Læreren stiller eleven over for en ulogisk sætning eller et paradoksalt spørgsmål, eller læreren besvarer elevens spørgsmål med tilsyneladende nonsens. Elevens opgave er så — efter ofte langvarig meditation over et koan — at nå frem til den store indsigt, satori. Gennem paradokset fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af ‘virkeligheden, som den er’.”

Eksemplerne taler for sig selv. Prøv at læse de tre nedenstående citater – fra et enkelt interview – og gentag dem for dig selv, og prøv om du kan tvinge mening ud af dem:

”When it came time to, as an example, send out the 59 missiles, the Tomahawks in Syria. I’m saying to myself, ‘You know, this is more than just like, 79 missiles. This is death that’s involved,’ because people could have been killed.”

”Well he said, you’ll be the greatest president in the history of, but you know what, I’ll take that also, but that you could be. But he said, will be the greatest president but I would also accept the other.”

”The one thing I’ve learned to do that I never thought I had the ability to do. I don’t watch CNN anymore. I never thought I had the ability to not watch.”

Og så lige en ekstra fra Twitter, klassikeren: ”Despite the constant negative press covfefe”.

Hvis zen-meditationen ikke virker, kan det muligvis være, fordi Trump ikke har ramt balancen rigtigt endnu. Skuespilleren Jeff Bridges, som spillede den legendariske ‘The Dude’ i Coen-brødrenes kultfilm The Big Lebowski fra 1998 har senere samlet livsvisdommen fra karakteren i bogen The Dude and the Zen Master – og han anbefaler præsidenten at læse lidt på lektien. Se Jeff Bridges give ‘The Donald’ råd om zen-meditation her. Det er fjollet, men ikke mere fjollet end en præsident, der snakker så sort, at man næsten skal være på psykedeliske stoffer for at finde mening i ordstrømmen.