Nyhedsanalysen
Er du bange for robotter?
Robotterne er her allerede. De ligner måske ikke alle sammen dem, du kender fra science fiction-romanerne, men de påvirker dit liv og din hverdag hele tiden. Vi har bare ikke noget begreb om, hvad vi skal gøre ved det, og hvor vi skal hen.
Der kører i øjeblikket en aparte, lidt syg og principiel sag ved den canadiske højesteret. Det drejer sig om Kenneth Harrison fra Newfoundland, der har bestilt en dukke fra det japanske sex-robot-firma Harumi Designs. Det er der i sig selv ikke noget ulovligt i, og faktisk bliver det mere og mere almindeligt at have sex med en robot, men sex-robotten, Kenneth Harrison bestilte, lignede et barn, og Kenneth Harrison er nu anklaget for fire forhold, alene på baggrund af sin bestilling herunder besiddelse af børneporno og overgreb mod børn. Kenneth Harrison nægter sig skyldig. Sagen har foreløbig kørt i to år.
Det her er en Føljeton om robotter. Et forsøg, som vi startede for halvandet år siden her på Føljeton, og som vi nu går til igen for at komme til bunds i de etiske og filosofiske dilemmaer, konkrete problemer og udfordringer, robotteknologien stiller samfundet over for allerede i dag. Lovgivning, arbejdsmarkedet, underholdning og teknologi – robotteknologien sender vores samfund ud i en voldsom forandring, og det meste af tiden ser vi bare på. Føljetonen her vil starte med at se på konkreterne – Hvad er en robot egentlig, og hvor er de? – og i løbet af ugen bevæge sig længere og længere op ad abstraktionsstigen, hvor vi kommer ind på de mest grundlæggende spørgsmål om, hvad der er i live, og hvad der er dødt.
Harmony
Sagen med Kenneth Harrison bliver fulgt af sexologer, behandlere og roboteksperter i hele verden, for der findes i øjeblikket ingen retningslinjer for omgangen med robotter. Ingen love, ingen regler og heller ikke den store viden. Man ved ikke engang, hvor mange sex-robotter, der er i omløb, men man ved, at de fem-seks firmaer verden over, der producerer dem, vokser og vokser. De udvikler hele tiden nye modeller, der kan mere og mere menneskelignende ting, og de producerer flere og flere forskellige slags. Mænd, kvinder, sorte, hvide, store, små og så åbenbart også børn – det er der så vidt vides kun ét firma, der producerer. Det amerikanske firma Abyss Creation forventes senere i år at sende den første sex-robot med kunstig intelligens i handlen – Harmony hedder den, og den kan bevæge sig og tale.
Robotekspert og professor Noel Sharkey fra University of Sheffield er netop udkommet med den hidtil mest omfattende rapport om sexrobotter, som er udgivet af den såkaldte Foundation for Responsible Robotics. Her taler han om en regulær invasion af sexrobotter og for nødvendigheden af omgående politisk handling på området.
”Politikere i hele verden bliver nødt til at konfrontere de her spørgsmål, der opstår i omgangen med robotter, og have en regulær diskussion af, hvad der er acceptabelt og tilladt,” siger han til BBC.
”Vi bliver nødt til som samfund at tage stilling til, hvad vi skal gøre ved det. Jeg ved det ikke – jeg stiller bare spørgsmålet.”
Hvem er de?
Men lad os som sagt begynde fra bunden. For hvad er en robot i det hele taget? Hvis jeg bad dig komme med en beskrivelse af en robot, ville du sikkert opridse en gestalt med nogle metalliske lemmer, der knirker og taler digitalt staccato. Måske noget à la 3PO fra Star Wars (guldrobotten) eller den sære gyldne kvindeskikkelse fra Fritz Langs film Metropolis. Eller måske en lille hjælperobot som Disneys Wall-E eller en dystopisk dræbermaskine som Arnold Schwarzenegger i Terminator. Det er de robotter, vi kender, og det er de billeder, der dukker op i mit hoved, når jeg nu er stødt på endnu en overskrift med en variation over ‘Robotterne kommer!’ Og så er det, at jeg endnu en gang hvisker for mig selv: ”Gør de virkelig?”
Ligesom mig er du med garanti ikke stødt på sådan en robot for nylig, selv om populærkulturen, fremtidsforskere, tech-magasiner og underlige pseudovidenskabelige tekster i årtier har lovet os, at liiiige om lidt, så kommer robotterne altså. De tager vores arbejde, bliver vores bedste venner, vores fjender, hjælper os med lektier og opvask og vil fundamentalt ændre den måde, vi ser på livet og lever det. Sidste år var robotter et af hovedtemaerne på det økonomiske topmøde i Davos, hvor der var bred enighed om, at fremtidens nye robotter i løbet af få år både vil tage millioner af arbejdspladser og give os ufattelige muligheder for vækst.
Men noget virker underligt. For der sker jo ikke rigtig noget. Efterhånden er vi så langt inde i 2000-tallet, at vi er nået ud over de år, som adskillige robot-dystopiske science-fiction-værker fra de seneste 100 år beskæftiger sig med, og vi er stadig ikke i nærheden af at have en robot, der kan så meget som hjælpe os med skovle sne. Det eneste, de gale videnskabsmænd indtil nu er kommet op med, er en støvsuger og nogle klumpfodede figurer, der spiller fodbold en gang om året til noget, de kalder (haha) RoboCup. Det er skuffende.
Eller hvad?
For når man spørger en af Danmarks førende robotforskere, Kim Normann Andersen, der er professor på CBS, hvor robotterne bliver af, svarer han sådan her:
”Jamen, de er her skam allerede. De har sneget sig ind på os og er nu over det hele. Robotteknologien har aldrig været så presserende som nu.”
En parkeringskælder på Amager
I sig selv er betegnelsen ‘Robot’ ikke ny. Ordet kan spores tilbage til teaterstykket R.U.R. skrevet af tjekken Josef Capek i 1923, der tager sit udgangspunkt på en fabrik, som producerer kunstige mennesker. Men den korte forklaring, der bruges i dag, er enklere: En robot er en programmerbar maskine, der kan interagere i rum.
Den lange forklaring er til gengæld en krig blandt forskerne. Mens nogle holder sig stramt til den korte forklaring, opererer andre med mere avancerede former for kunstig intelligens og går mindre op i den fysiske tilstedeværelse. Her taler man om telefonsælgere, bankrådgivere, ja, selv psykologer som robotter, der allerede er opfundet og fuldt funktionelle. Sågar journalistiske robotter er i brug, så i virkeligheden aner du ikke, om disse linjer er skrevet af et menneske. Du kan opleve ordene give mening og forstå, hvad der er skrevet, og måske har du set det lille foto af mig i begyndelsen af artiklen, men reelt kan du ikke vide, om det dækker over en robot, vi kalder Lasse Lavrsen.
Det er tanker som dem, der gør, at man pludselig tager sig selv i meget store tankespring, når man skriver og læser om robotter. Fra det fuldkomment mekaniske i en p-kælder på Amager til det underlige spørgsmål, der åbner sig, når man får at vide af en forsker, at 3D-printere skam også kan printe 3D-printere, eller at robotter godt kan være lavet af vand eller ef mikroskobiske slanger.
Lad os komme ned i p-kælderen på Amager, for det er her, vi finder den første af de fire hovedtyper af robotter, som Kim Normann Andersen definerer dem:
Servicerobotten
Faktisk når man slet ikke at komme ’ned’, før man møder robotten i p-anlægget ved Under Elmene på Amagerbro. Du kører bare din bil ind i et lille glasbur på gadeplan, og når du så træder ud af bilen og taster bilens data ind i en lille computer, forsvinder den ned i jorden. Her tager en kæmpemæssig robot fat og placerer den på en hylde sammen med godt 150 andre biler. Små kameraer sørger for, at du kan holde øje med den hele vejen, og sensorer overalt i anlægget sørger for, at den ikke bliver ridset. Det er mekanisk elegant og enkelt, og det er en vaskeægte robot. Lige dér, som taget ud af en fremtidsroman.
Sådan én kaldes en servicerobot, og de kan variere voldsomt i størrelse og form. Det er et mekanisk værktøj, der har til formål at hjælpe mennesker i hverdagen. Det er også i denne kategori, vi finder robotstøvsugeren, hjælpearme til håndværkere og rullemarie.
Industrielle-, sociale- og menneskelige robotter
Industrirobotter har modsat servicerobotten ingen direkte interaktion med mennesker. Det er den, vi ser i den store serieproduktion i fx bil- eller medicinalindustrien, som voksede sig store op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne, men som i dag, forklarer Kim Normann Andersen, stadig er i en heftig udvikling, som ”virkelig fungerer, så man tror det er løgn, når man ser det”.
Den tredje type robotter er de sociale robotter, der interagerer kognitivt med mennesker. Det kunne være et responsivt tøjdyr til demente eller et talende ansigt, der skal lære afasiramte at tale. Først i den sidste gruppe – som også er den mindst fremskredne – finder vi det, vi for alvor kender fra film. Det er humanoids eller androider, der har til formål at ligne dyr eller mennesker, hvor de prøver at efterligne det menneskelige.
”Det er grundtrækkene,” siger Kim Normann Andersen. ”Men det er altså en kampzone, der udvider sig hele tiden.”
Herudover opererer The International Federation of Robots, som er en slags verdensomspændende brancheorganisation med et definitionsapparat, der varierer alt efter, hvilken gruppe af robotter man taler om.
Industrirobotter skal være autonome forstået på den måde, at de skal kunne handle selvstændigt til at gøre det, som de er programmerede til. De skal altså kunne foretage den enkelte handling uden menneskelig indgriben, og derudover skal de kunne gribe ind i miljøet omkring sig og have et bestemt antal grader af bevægelsesfrihed. Hvor mange er en stor diskussion og stadig uafklaret, men sikkert er det, at robotten skal have mere end tre (hvilket udelukker simple samlebåndsmaskiner). Sociale robotter skal være responsive i forhold til en menneskelig handling, og servicerobotterne og humanoiderne skal ligesom industrirobotten have mindst tre grader af bevægelsesfrihed og i øvrigt være programmerbare.
Botter, der batter
En ny diskussion er imidlertid opstået, efterhånden som den såkaldte kunstige intelligens har udviklet sig, forklarer Kim Normann Andersen.
”Det har givet os en slags robotter uden krop,” siger han. ”Det er dem, du for eksempel møder i en stemmecomputer som Siri, du har i din iPhone.”
”Nogle kalder dem bare botter, fordi de ikke bevæger sig fysisk, men kun er på et interface. For mange forskere bør de slet ikke regnes med i mængden af robotter, men her begynder det altså at blive en gråzone, fordi mange computere i det felt i dag kan udfylde funktioner, som mennesker tidligere har gjort – telefonsælgere, skakcomputere og den slags. Og hvorfor har de så ikke ret til også at være robotter?”
De tre robotlove
I mange år har jurister forsøgt at optegne en række regler og love for robotteknologi. Dels for, hvad de må bruges til, og hvilke funktioner de må bestride, men også regler, der sætter rammer for, hvordan vi som mennesker må behandle robotter. Indtil videre har man ikke formuleret nogen universel dækkende lov, men helt tilbage i 1942 blev der formuleret tre grundlæggende principper, som man den dag i dag tager meget alvorligt. The Three Laws of Robotics hedder de og er sjovt nok også formuleret i populærkulturen. Den stammer fra novellen ‘Runaround’ af science-fiction-forfatteren Isaac Asimov, og her fremgår det af ‘Handbook of Robotics, 56th Edition, 2058 A.D.’, at en robot skal rette sig efter tre basale love:
1) En robot må ikke gøre et menneske fortræd eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.
2) En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.
3) En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.
”Den slags love stammer muligvis fra science-fiction, men faktisk har de aldrig været så presserende som lige nu,” siger Kim Normann Andersen. ”Vi er meget tæt på at have selvkørende biler, og det er helt ekstremt, hvor langt de er fremme med at udvikle og bruge robotter i jobfunktioner, som vi i dag tager for givet.”
Langt fremme, langt ude
Hvad sker der så inden for 10 og 20 år? Vil robotter have større betydning for vores hverdag? Vil det ramme os? Kim Normann Andersen spørger retorisk og svarer selv:
”De seneste analyser peger uheldigvis på, at det vil ramme de fleste af os. Robotter vil kunne gå ind og tage jobs, som vi i dag regner med at beholde. Det vil formentlig ikke ramme de bedst uddannede – ingeniører, læger og den slags, og det vil formentlig heller ikke ramme de mest manuelle jobs – renovation, stilladsarbejde, fordi det simpelthen ikke kan betale sig. Det vil desværre sige, at det rammer langt de fleste af os, fordi der er en masse i den store mellemgruppe,” siger han og peger på servicesektoren som den sektor, det vil gå mest udover. Det gælder undervisere og hjemmehjælpere eller kirurger for den sags skyld. Det er funktioner, hvor der er afsindig mange penge at spare på mandskab.
Men vil man ikke til enhver tid gerne kunne tale med mennesker?
”Når alt kommer til alt, handler det ofte om afregningen. Nogle vil gerne have øllen skænket ofte til en meget billigere pris, mens andre foretrækker en menneskelig tjener, der skænker meget dyrere øl en gang imellem. Jeg ved godt, hvem der er flest af.”