Håbet spirer i kamp mod etablissementet

‘Anti-establishment’ vinder frem. I et værdipolitisk sprog appellerer ‘arbejdspladser’, ‘ældreomsorg’ og ‘indvandring’ til behov hos vælgere, som de gamle partier ikke kan dække. Her følger en tour de force gennem de forandringer, vi er vidne til bare i denne måned.

Væk er højre-venstre-aksens indlysende interessemodsætninger, og tilbage står modstand mod eliten og håbet om en ny måde at skabe politisk bevægelse.
Maler vi med den brede pensel, ser vi, at tendensen er både dansk og europæisk– og endda nordamerikansk, hvis vi tør betragte Donald Trump som en regulær politisk spiller.

Opposition og magt

Vi lægger ud med Finansministeriet, hvor regeringens støtteparti udfordrer de parlamentariske processer. Eller for at sige det uden omsvøb: Der er problemer med finanslovsforhandlingerne, som ellers var på vej til tredjebehandling og formelt skulle vedtages på mandag. Og det mest interessante er, at det er Venstre, som er kommet på hårdt arbejde.

Trods en aftale med regeringen om en finanslov, der pålægger kommunerne at spare og lavere boligydelse, der giver færre penge til en stor gruppe af partiets kernevælgere, de gamle, svømmer Dansk Folkeparti ovenpå. Partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, nyder større vælgeropbakning end ved folketingsvalget i juni, som endda var partiets bedste. Med en opbakning på 22,4 procent, der er 1,3 procentpoint over valgresultatet, er det ikke Dansk Folkeparti, som lider under den politiske aftale, der skærer i pengene til de ældre. Det viser weekendens Voxmeter-måling, som Berlingske har fået foretaget.

Vi har endnu til gode at se, hvordan et parti mestrer at være i opposition til magten, mens det reelt bærer den. Foreløbig ser Dansk Folkeparti ud til at skrive politisk historie i en på papiret umulig balanceakt, hvor reelpolitikken er på kollisionskurs med værdipolitikken.

Ikke som de andre

Orla Vigsø er dansk professor i politisk markedsføring ved Göteborg Universitet. Han  kalder magten i dansk politik bemærkelsesværdig:

»Dansk Folkeparti har stor parlamentarisk kraft, men nægter at spille efter reglerne. De nægter at gå med i regering, og det er en trods, der på et tidspunkt kan blive direkte utroværdig. Dansk Folkeparti opretholder et vi-er-ikke-som-de-andre-image, men systemet tvinger dem til at blive som de andre, hvis de vil have indflydelse som andet end obstruktion. Det er en catch-22,« siger professor Orla Vigsø.

Dansk Folkepartis marketingsstrategi – det man i den branche kalder ‘eating the big fish’ – har i årevis virket ved vinde ind på de store og placere sig gunstigt i strømmen uden selv at blive en stor fisk. Men Dansk Folkeparti er imidlertid selv blevet en fuldfed fisk. Det næststørste parti i Folketinget med 37 mandater og jo altså aktuelt afgørende aftalepartner til næste års finanslov.

Magten koster

Det er almindeligt kendt, at det koster popularitet at tage regeringsansvar. Nærmest øjeblikkelig falder opbakningen til partierne, der tager regeringmagten. Og den skæbne ønsker Kristian Thulesen Dahl naturligvis ikke for sit parti. Skrækeksemplet i nyere tid er som bekendt SF. Fra begyndelsen af S-R-SF-regeringen lignede SF’s daværende formand Villy Søvndals kompromiser politisk selvmord, og det kostede også 40% af vælgeropbakningen frem til den uundgåelige exit fra regeringen i september 2012.

Og tilsvarende kan positionen i opposition få vælgerne hjem igen. Socialdemokraterne har ikke haft større opbakning, siden partiet sidst var i opposition. Det er nærliggende at tænke, at vælgerne i højere grad søger væk fra regeringspartier end egentligt hen mod et attraktivt alternativ. Vælgerne er endda i høj grad parat til at prøve de mere uprøvede kræfter i dansk politik. Det var ikke bare Dansk Folkeparti, der havde et rekordgodt valg i juni, Enhedslisten fik 14 mandater, Liberal Alliance 13 og Alternativet, der måtte udvikle partiprogrammet, mens valgkampen buldrede, fik ni sæder i Folketinget. Tilsammen er de fire partier anseelige 73 mandater. På tværs af højre-venstre skalaen, javel, men med det fællestræk, at de er nye, lydhøre og fleksible partier modsat de gamle partier, der opleves mere elitære og mindre autentiske.

Alternativets leder, Uffe Elbæk, lader forstå, at han ser sig selv som den jævne mands parti og vil vinde vælgere hos Dansk Folkeparti.

Født af politikerlede

Herhjemme er billedet såmænd tydeligt nok, men kigger vi ud over landegrænsen er tendensen endnu mere markant:

»Proportionerne er forskellige, men helt parallelle, for politikerleden er så meget større i Sydeuropa, hvor tendensen til anti-establishment er tilsvarende forstørret. 50% ungdomsarbejdsløshed i Spanien, korruption og nepotisme betyder mistillid til de gamle partier. Og set fra Nordeuropa synes kritikken af politikerne mere berettiget der,« siger kommunikationsrådgiver Michael Hunnicke Jensen

Han peger på, at den store styrke ligger i den fortælling, som de nye partier kan tilbyde. I Spanien ser det venstreorienterede parti Podemos ud til at få hver fjerde stemme, når spanierne stemmer til parlamentet på søndag. Partiet er halvandet år gammelt, og det er derfor selvsagt ikke konkrete politiske resultater, vælgerne ventes at honorere. Det er håb og drømme om, hvad Spanien burde være, og som Podemos’ leder, Pablo Iglesias, så dygtigt fremstiller som et opgør med eliten og en arv af nepotisme og kammerateri fra General Francos tid, som Spanien stadig bærer på.

»Disse familier med velkendte efternavne har været vant til, at rigdom i Spanien ikke behøver komme fra et godt hoved eller talent for forretning, men at det var vigtigt at holde sig tæt på magten,« sagde Pablo Iglesias til Financial Times for nyligt.

Spaniernes egne ønsker og håb

Det er sigende, at det optimistiske parti Podemos, hvis navn betyder ‘Vi kan’, er udsprunget af protestbevægelsen Los Indignados, ‘De Indignerede’, for protesten er afsættet for bevægelsen. Og med Pablo Iglesias’ ord i præsentationen af hans kandidatur til det spanske parlament er Podemos »et politisk projekt, der skal være et redskab for forandring til gavn for borgerne.«

Det politiske projekt er så at sige fleksibelt, for selv om Podemos har skrevet et politisk program med bekæmpelse af fattigdom og arbejdsløshed som de bærende overskrifter, er der god plads til, at vælgeren kan læse sine egne ønsker og håb ind i den politiske kamp: »Mens de gamle partier notorisk er træge og ruller med deres egen inerti, kan det nye tillade sig at fokusere på lige præcis det, der interesseret vælgerne,« siger professor Orla Vigsø. »De gamle partier kan ikke på samme måde ændre sig med folkestemningen. De taber appellen.«

Alle mod Front National

Et kig til Frankrig viser, at Front National nyder opbakning fra 27% af vælgerne. Det netop overståede regionalvalg var et markant slag til de gamle partier. Valget blev sågar kaldt »Alles kamp mod Front National«, efter at partiet vandt seks af de 13 regioner i første valgrunde. Selv om Front National endte med ikke at vinde en eneste region, bakker knapt hver tredje franskmand således på om Marine Le Pens parti. Regionalvalgene gav således måske det bedst tænkelige resultat til partiet, der skal holde fast i folkeligheden og signalere anti-establishment.

Selv bland franske venstreorienterede intellektuelle er der opbakning til Front National. De taler om, at skiftende regeringer foragter og har forrådt folket, ikke mindst i forhold til EU. Og under debatten »Skilsmissen mellem det herskende venstre og de intellektuelle«, som den blev kaldt, sagde filosoffen og bestseller-forfatteren Michel Onfray om Front Nationals leder Marine Le Pen: »Jeg er mindre harm over hende end over dem, der gjorde hende mulig.«

‘Pia’ og ‘Johanne’

Og sådan er det også herhjemme, hvor partierne længst til højre og længst til venstre kan mødes politisk i en fælles holdning til EU.
Vi genkender også, at der er tale om, at højre-venstre-aksen er udfordret af et nyt politisk kompas, hvor op-ned-aksen er mere relevant. Det er et blik på politik, der kan forklare, hvorfor begrebet ‘kernevælger’ forlængst er blevet irrelevant, fordi et langt spring i gamle dage på højre-venstre-aksen i dag er en lille bitte bevægelse i op-ned-aksen.

I valgkampen frem til folketingsvalget i juni mødte Enhedslistens og Dansk Folkepartis kandidater ofte vælgere, der vippede mellem de to partier. Og særligt topfigurerne, som vælgerne er på fornavn med, appellerer. »Pia« og »Johanne«.

Less is more

Vi runder til slut det kommende amerikanske valg. Her har amerikanerne taget »anti-establishment« til et nyt niveau. Donald Trump har opbakning fra knapt hver tredje republikaner. Og for hvert racistiske, sexistiske eller fascistiske udfald, der kommer ud af hans mund, synes hans popularitet at vokse. Ikke mindst fordi den politiske elite fordømmer Donald Trump.

Uanset hvor Trumps politiske ambitioner ender, er der en stødt udvikling imod, at USA’s præsident er tiltagende politisk uerfaren. Præsident Barack Obama sad i senatet i to år, før han satte kurs mod præsidentembedet.

»Less is more«, konstaterer The Washington Post.