Farvel Sommerferie!

19.8.1883

Farvel – Sommerferie – Farvel.

Farvel, I lyse Aftener paa den stille Sø, naar vi drog Aarer ind og gled langs den grønne Bred, hvor Bøgene speilede sig. Og vi tav og hørte Vandene skvulpe om vore hvide Baade, og Du, Ellen, bøiede Dig ud for at gribe de glidende Aakander og fæste deres Blomster til Dit Bryst. Og Baaden gled, indtil Sivene lukkede sig om os som et mørkt Krat, og Du skreg, Ellen, fordi Du stod paa Grund.

Men saa stagede vi begge – hvor var Du ikke smuk, som Du stod ivrig, med begge Dine smaa Hænder om Aaren og arbeidede, saa Blodet steg Dig op i Kinderne derved – og vi kom flot, og vi lagde atter ud paa Søen, mens vi sang …

Husker Du vore Sange? Du gav mig Melodien, og jeg skulde give den Ord … Hvor tit Du lo ad mine Rim …

Du lagde Dig frem over Aaren og lo og lo … Men jeg saa ogsaa Taarer i Dine Øine, Ellen, mens jeg sang, og et af Versene havde Du skrevet op og husket – –

Det var en Dag, jeg kom ned til Hængekøien, Du var der ikke, men Du havde glemt Din Bog, hvori Du nylig havde læst. Jeg tog den og bladede deri, og da fandt jeg i Marginen skreven med Din sarte Skrift det Vers, jeg om Aftenen havde sunget. – –

Saa lagde vi til ved den lille Bro, og jeg hjalp Dig over, og vi tyssede paa Nero, der sprang op; og vi sneg os gjennem Haven, der laa i Maanens Glans … Thi Maanen var kommen op bag ved Bankerne …

En Aften vilde Du absolut have Kirsebær, og jeg klatrede op i det høie Træ; og der sad jeg og strøg Svovlstikker for at finde de røde Bær, mens vi to saa Nero blive utaalmodig og halsede. Med et blev Du bange, og Du bad mig komme ned, Du frygtede, at Grenene skulde knække … Og da jeg kom ned, Ellen, med de friske Bær i min Hat, rystede Dine Hænder endnu … Hvorfor var Du saa bange?

Dens sidste Nat, da vi kom hjem fra Bal – husker Du, hvor var det stjerneklart! Og vi stod tause i den stille Nat under Stjernernes Skin, og faldt et Stjerneskud, hviskede Du sagte.

– Har De ønsket? – Husk at ønske! Farvel – I lyse Aftener – Farvel!

Muntre Herregaardsliv – farvel.

Hvem kommer først til Hængekøierne?

Der blev et Væddeløb over alle Plæner … Naturligvis blev Fritz den første – han har saa lange Ben. Han smider sig i Køien under Lindene, et Par Studenter røver hurtig de to andre Køier i Rundkredsen – Kusinerne maa gaa med Fromont og Risler, som de vilde have nydt efter Frokost. Men da Laura kommer majestætisk og uden at skynde sig med sit store Palmeblad med de mørkerøde Baand i Haanden, springe Herrerne ud i en Fart … Og selv Fritz bliver ivrig for at hjælpe hende op i den umoralske Institution, hvor man maa vise sine Fødder … Men naar Laura er der oppe, og hun har draperet sin Kjole, saa man ser den røde Strømpe over Ankelen, læser hun roligt La curée, mens »de rare Studenter« gynger hende. Og en Gang imellem, naar hun vender Bladet, smiler hun til dem, eller hun beder dem holde Bremserne borte med Viften …

Nede fra Plænen lyder Latter og Croqetslag. Hvor der er solhedt … Hver Gang de har slaaet, løber de i Ly under Blodbøgen. Men pludselig bliver der Skrig, og alle flyver frem under høie Raab – der er snydt – der er snydt, og de unge Piger skyder Solhattene bag ad Nakken i deres Ivrighed – – –

Rundt om i Lysthusene snakker og strikker de ældre. Posten kommer, og man søger Ro for at læse Avisen. Betty læser sin Forlovedes Brev oppe i Kirsebærtræet.

Og langsomt dør Haven ud, og det bliver ganske tyst … Man klæder sig om til Middag inde bag de nedtrukne Gardiner. En Gang imellem hører man et Par høie Hyl fra Gavlen. Det er Herrerne, som slaas med Vand – – Men ellers er det stille. I Friserkaaber døser Damerne lidt paa Sengene, veksler kun et Par trevne Ord, mens de stirrer op i Loftet og tænker paa ingen Ting …

Indtil Gongongen lyder første Gang, og Kufferterne bliver lukket op, og der bliver en Examen af Baand og Kjoler … Naar saa Gongongen lyder sidste Gang, kommer de unge Piger hurtig ned til Rosenbedene for at fange en Knop til Haaret …

Efter Middag spiller vi Boldt. De unge Damer samles paa den store Balkon, og de fanger Boldtene, som vi kaster til dem derfra, og der er en Latter og en Raaben

Eller vi kører ud, eller vi spaserer i Flok, eller vi snakker, forsamlede i en stor Kreds.

Men naar Aftenen kommer, danses der i Salen – –

– – – –

Husker Du Kjøreturen op til Himmelbjerget – seks Vogne var vi. Der var lavet Hynder af Hø paa Høstvognene, og der laa vi, en Smule hulter til bulter, thi Hynderne gled ud, fordi Vognene skumblede. Hvor der var smukt paa Lyngbakkerne – og en Duft af den blomstrende Lyng og af Skovene. Søerne under os lignede Øine, i deres mørke Indfatning, over os var Himlen lys og blaa – – –

Eller mindes de Fisketuren. Vi skulde fange Gjedder i den lille Sø, men der var ingen Fangst. Saa maatte vi selv føre Garn, og Damerne tog deres Strømper af og bandt de snævre Kjoler op, og Herrerne smøgede Benklæderne op indtil Knæene, og vi vadede alle ud og trak i Garnet under Jubel og Latter, mens Gjedderne boltrede sig og sprang.

Farvel muntre Herregaardsliv.

* * *

Reisedage gjennem Bøhmens Bjerge – nu er I forbi.

Den Aften, vi kom til Schwartzstein, mens Solen gik ned, og Kapellets Klokke ringede til Ave; rundt om paa Husenes Svalegange sad Kvinderne med Tenen, og de lod den synke i Skødet, mens de hellige Klokker lød.

Ved Brønden var Pigerne samlet. De trak Vand op og skæmtede, og Karlene kom til, og der blev dvælet længe ved Spandene og hvisket mange Ord i Tusmørket.

Og vi kom ned ad den snævre Gade, forbi den store Lind med Helgenbilledet til Floden. Den flød saa stille mellem Granhøiene. Der hørtes ingen Lyd uden af det glødende Vand: somme Tider gled et sagte Pust gjennem Granernes Kroner – – Fyrrenes Duft faldt over Strømmen i Natten …

Saa gik vi hjem til den lille Kro, hvor Sengen var et Hav af Dyner, saa man druknede, og vi sov trods de bøhmiske Lopper …

Farvel – Reisedage – Farvel!

* * *

Glade Landliv – Din Time er slaaet.

Naar vi om Middagen fik det store Lerfad med Tykmælk paa Bordet, og det blev dækket med det revne Brød og Sukker, og vi huggede ind hver fra sin Kant, og vi skjældte paa Julius, fordi han kun skrællede Fløden. Og siden sov vi til Middag i Haven, til vi blev vækket med Kaffen og Tantes hjemmebagte Kager. Saa kjørte vi Hø og Rug ind, og »Kusine« bandt et hvidt Tørklæde om Hovedet og lod, som hun høstede med, og vi andre, vi laa i Hessene, strakt paa Maven, og drak Hindbærsaft og Vand og spiste Stikkelsbær.

Om Aftenen fik vi Brød i en Kurv, og vi gik ud paa Marken for at fodre Hestene.

De kjendte os alle, og de snusede til Kurven, og de gumlede Brødet af vor Haand.

Husk Eftermiddagene, naar vi fik »Vesperkost« i Kurven og gik langs Gjærderne til Skoven. Vi havde en Plet, hvor vi altid sad, ved Foden af et Par Ege – Rødderne havde lavet Armstole, hvor man sad saa godt. Og »Kusine« dækkede op og bredte Dug, og vi holdt de haardkogte Æg i Fingrene og sloges om Saltet i det lille Kræmmerhus, som altid blev borte … Gik det høit, kom Rødgrøden frem, den var gjemt i en Krukke, og vi spiste den paa Underkopper, som vi laante hos Skovfogden.

Vi gik lange Ture ud paa Opdagelse i »Vænget«, og vi fandt en Kilde midt i Skoven. Vi lavede en Stendysse rundt om den, og Julius improviserede et skrækkeligt Vers og døbte Kilden Lykkens Brønd … Vogt over Kilden, Kusine, at vi finder den igjen til næste Aar, beskyttet af vor lille Stendysse …

Vi var alle til Bondebryllup, og vi dansede i Storstue til en eneste Violin, som kun kunde en Melodi, og vi spiste Risengrød af samme Fad som Bruden, og vi dansede hende ind i de Giftes Lag, og vi skjulte hende for Brudgommen, der svedte, mens de unge Karle svingede ham ud af Ungkarlestanden …

Og siden, da vi skulde hjem, var det øsende Regn, saa vi maatte gjemme os Parvis under tre laante Bomuldsparaplyer.

Glade Landliv – Farvel!

* * *

Sving med Hatten, Georg – Onkel staar paa Broen endnu!

Børnene svinger og svinger. Og tilsidst er det bare til Taarnene og til Amager, de hilser. Men de bliver ved at staa tæt op til Rælingen og stirre. Nu bliver det borte og nu det. Dampskibet gaar tæt til Kysten.

– Vi vil kunne se Landstedet, siger Moderen. Vi gaar saa tæt ind til Taarbæk. Børnene samler deres Sager sammen – alt, hvad de har med hjem, Legetøi, Bøger,

Spisevarer. Og hver en Ting er et Ferieminde, som de gjemme hen med Graaden i Halsen.

Den deilige Tid; Tivoli og den zoologiske Have, og saa at spise ude, paa rigtige Restaurationer – naa sikke Fade med Smørrebrød.

Men nu skal de hjem – til Skole.

– Der er det, raaber Moderen. Taarbæk … Ser I Berners Landsted – det gule med den store Veranda … Ser I det?

– Jo – og der har vi Schrøders, det røde – saa er det næste jo Tantes – –

– Ja! – nei – hun har set os! De vifter ud fra Altanen med et Lagen!

Saa bliver der en Jubel og en Viften.

– Der er Koncertsalen!

Moderen peger. En af Drengene siger:

– Se, nu tænder de Lys!

Og saa siger en af de smaa Piger ganske sagte:

– Ja – der er Børnebal iaften – –

Skibet fjerner sig fra Kysten. Aftenen falder paa … Rundt i Køjerne bringes de Smaa til Ro.

Farvel – Sommerferie – Farvel!