Kongen længe leve

Gennem årene har det danske kongehus været leveringsdygtig i mange uforglemmelige citater. Det berømte ”Vi alene vide” tillægges for eksempel den enevældige kong Frederik 6. i forbindelse med hans modstand mod trykkefriheden i 1835. Og da en journalist fra ugebladet Se og Hør under indvielsen af et naturgenopretningsprojekt ved Tønder i 2004 spurgte prins Joachim, om det var slut med at drikke tæt, svarede prinsen: ”Hvis De skal være næsvis, er De ikke velkommen her.”

Her 13 år senere kan prins Joachims bemærkning med en vis ret vendes mod prins Joachims far, prins Henrik. I går kom det frem, at prins Henrik ikke ønsker at blive stedt til hvile sammen med sin hustru Dronning Margrethe under Skt. Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at prins Henriks beslutning havde noget at gøre med den sarkofag, hans afsjælede legeme ifølge planen skulle have været lagt ned i. Sarkofagen ligner et kæmpestort brilleetui, og hvem – andre end stærkt nærsynede – ønsker at opholde sig i sådan et til evig tid? Det bekostelige gravsted er udformet af forhenværende kunstprofessor Bjørn Nørgaard, der som indehaver af blandt andet Eckersberg Medaillen, Dannebrogordenen og Den Kongelige Belønningsmedalje må være landets højst dekorerede billedkunstner. Men før hans karriere bragte ham hen i dét hjørne, var han en af landets kendteste provokunstnere, og i 60’erne har han på nogle af sine kunstneriske frembringelser kaldt prins Henrik for en ”opretstående lort” (og i øvrigt kongen for ”bøsse”, dronning Ingrid for ”frigid”, mens tronfølgeren Margrethe bare skulle ”have en pik i skrævet”. Kunne disse forhold først nu være gået op for den kunstinteresserede prinsgemal? Nej, det er ikke plausibelt.

Et ligegyldigt vedhæng

Danskerne har i adskillige år vidst, at Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat, som hans franske forældre døbte ham i 1934, er fornærmet over, at han ikke kan blive tituleret Kong Henrik. Som han engang udtalte til en tabloidavis, har han længe følt sig som ”et ligegyldigt vedhæng”. Men ifølge tronfølgeloven kan han ikke blive kaldt ”kongegemal”. Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, udtaler til BT, at kongehuset faktisk har lyttet til prins Henriks mukkerier og har forsøgt at tilpasse sig så godt som muligt. ”Prinsen har for eksempel fået sit eget hof, men med hensyn til selve titelspørgsmålet har vi i Danmark valgt at følge den europæiske tradition, der har været gældende i både England og Holland.”

Og længere er den sådan set ikke. Med sin beslutning bryder prinsgemalen traditionen for, at regentpar bliver begravet sammen, og nyheden har en så bizar karakter, at den er nået helt til New York Times, som skriver, at han er så utilfreds med sin kranke skæbne, at han har valgt at ”protestere i al evighed”. Dronning Margrethe synes at tage ydmygelsen pænt; hun holder i hvert fald lav profil. Men hvad med den danske befolkning? Her går vi rundt med vores diskrete blikke ”for ikke at anstøde nogen”, som Peter A.G. Nielsen synger, og i sin psykoinfantile anglen efter en anerkendelse og måske endda kærlighed, som prins Henrik aldrig har følt, at danskerne har givet ham, tyer han altså til kollektiv afstraffelse. Det er den sammenhæng, man kan have lyst til at sige direkte op i prinsgemalens fjæs: Hvis De skal være næsvis, så er De ikke velkommen her!

Og så det lange…

Men, men… hvis vi må have lov at stoppe os selv et øjeblik: man kan også vende den om. Gennem årene er der blevet truffet mange tåbelige beslutninger i det danske kongehus. Det kan godt være, at Christian 4. fik bygget Rundetårn, men der er næsten ingen grænser for, hvad han i øvrigt fik sat over styr. Frederik 5. døde af druk og skørlevned. Christian 8. døde af blodforgiftning i 1848 efter en åreladning, der skulle afhjælpe hans forkølelse. De ligger alle sammen ved Roskilde Domkirke, og det ville klæde prins Henrik at lægge sig ned til dem. Hvis ikke nogen i kongehuset hele tiden opfører sig demonstrativt dekadent, mister det sin eksistensberettigelse og går i opløsning. Prins Henrik giver den fuld gas. Han har opført sig crazy, siden han rundede de 60, og på en måde er det al ære værd.

Kong Henrik længe leve! Hurra, hurra, hurra! Og så det lange: Hurrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa. Ahhh.