Nyhedsanalysen

Tak for en god sommer, Bang!

Hen over sommeren har Føljeton glædet vores læsere med i alt 36 reportager og andre tekster af Herman Bang, Danmarks første og største føljetonist. Vi runder af med at se tilbage. Og så fejrer vi Bang med en musikvideo til en sang, der næsten bærer hans navn.

Hvis folk virkelig excellerer i det, de kan, når de er bedst, er der for så vidt ikke noget galt i at have et lavt bundniveau. Det er Føljetons holdning; og det er også flere af de danske dagblades store problem: et relativt højt bundniveau, men forsvindende lidt, der slår gnister. For meget leverpostej og for mange skuffelser, når man endelig tager chancen og køber en avis for surt opsparede 40 kroner i løssalg. Føljetonisten, journalisten, kritikeren og forfatteren Herman Bang (1857-1912) havde et sindssygt højt bundniveau, men – når han var bedst, var han fuldstændig fænomenal. Og derfor har det været en meget stor fornøjelse at kunne bringe 36 af de 210 søndagskronikker, såkaldte feuilletoner, som han skrev fra 1879-1884. De blev genoptrykt i 2007 af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under titlen Vekslende Temaer, og det er i samarbejde med litteraturselskabet, at vi har kunnet orkestrere en vidunderlig sommer i Bangs tegn. Der er jo frit lejde døgnet rundt, hvis vore læsere har kritik eller ros, og kun en enkelt abonnent har luftet utilfredshed over sommer-feuilletonen med Bang: ”Herman Bang-føljetonen – det holder ikke. Ligegyldigt fyld. Hvad bliver det næste – H.C. Andersen? Skriv noget selv, tak!” skrev vedkommende på Twitter. Vi vil tro, at hans skepsis blev gjort til skamme, da han begyndte at læse lidt, for mere hørte vi ikke fra ham.

Som vi nævnte forleden, var vi glade for, at vi kunne slutte serien af med Herman Bangs øjenvidneskildring ‘Branden’ om Christiansborgs anden brand i 1884. Det er en af hans største reportager. Han har jo sine virkemidler – for eksempel når han på meta-agtig vis indleder med, at han ”vil forsøge at skrive saa rolig som muligt” med sin ”rystende Haand” og sit ”sydende Hoved”.

Men Bang klarer den; han får skrevet sin tekst, og det er stærke sager, og man kan næsten mærke flammernes slikken, mens man læser:

”Alt var Forvirring. En Kommandør i Søetaten giver Ordre til at hugge ned, hugge bort, Fløien mod Musæet, Portene, alt. Mængden bryder ind mod en Port, som aabner sig under Trykket med et Brag, og alle Struber udstøde et Skrig. Jeg har aldrig set et saadant Syn. Det var, som om disse Mennesker vilde kradse disse Mure ned. Man fik Hamre, Øxer, Bjælker til Vaaben; man vælter sig ind mod disse Mure, de holde, fortvivlet holde. Vi komme ud i KirkeGaarden, hvor endnu alt er mørkt. Men der staar tykke Røgsøiler ud fra Vinduerne. Og altid denne gruelige Susen i Ens Øren.”

Vores egen favorit blandt de udvalgte søndagskronikker er nok hans skildring af forholdene på fattiggården i ‘Rundt fra Krogene – nogle Fattigbesøg før jul’ fra 1880. Herman Bang besøger nogle af byens fattigste fattige sammen med en politimand, og han har svært ved gøre det:

”»Behøver vi at gaa ind?« spurgte jeg.

Det var Luften, som jog mig tilbage. Man smagte denne Væmmelighed. Det var en Stank af Syges Uddunstninger, af fordærvet Føde, af Snavs; man maatte være født i denne Luft for at kunne aande den.

Naar man havde vænnet sig til Mørket, saa man i Skumringen et Bord med en Uendelighed af Skaar, ituhugne Urtepotter, ubestemmelige Stumper, og i alle disse Redskaber halvraadne Levninger af Nødens Maaltider.

Det var disse Levninger, som stank.”

Og det bliver værre:

”Vi vilde ikke se mere i dette Hus, vilde ikke. »Lidt endnu«, sagde Politimanden, og efter at vi vare entrede ned af Trappen, aabnede han Døren til Skuret. Der boede Mennesker i dette Skur.

Jeg fortæller Dem ikke, hvordan der saa ud. Beboerne, der tale samme Sprog som vi, vilde kalde det ubestemmelige Bohave for Borde, Senge og Stole, jeg ved intet Navn for saadanne af Skimmel og Fugtighed, af Snavs og Urenlighedens Stank gjen- nemtrukne Rester.

Leier, hvor stinkende Dyner dækkede noget vaadt Halm, Borde, der kun bleve staaende, saa længe de støttede sig til Vægge, faldefærdige som Bordene. Det var Urenlighed, som frøs.”

For læsere, der er stået på Føljeton efter sommerferien, må vi også lige nævne, at vi var så heldige, at digteren og forlæggeren Asger Schnack – inspireret af Bang-serien – sendte os en fin tekst om den gamle føljetonists eneste digtsamling. Og Schnacks vurdering lød blandt andet sådan her: ”Herman Bang, som er så sikker i sin prosa, vakler en lille smule over for den store poesi, det store ukendte, der skal udfordres, fælderne, der skal omgås og undgås, klicheerne, der skal strides imod med elegance og tegn på den verden, der er hans, og som han magter som ingen anden. Det er svært, men resultatet er smukt. Jeg vil sige det sådan: Som årene går – for den læser, der vender tilbage med egne livserfaringer og slukkede lanterner – bliver Digte på én gang dybere og enklere og finere i sin sære åbenhed.”

Vi ved nogenlunde, hvad Herman Bang godt kunne lide i sin samtid – vi kender hans smag. Hvad der ville vække hans interesse i dag, er vi mindre sikre på. Ville han være benovet over de teknologiske landvindinger? Ville han kunne lide at flyve? Sikkert. Ville han tilbringe meget tid på YouTube? Næppe. Men måske ville han alligevel godt kunne lide vedlagte video, som næsten bærer hans navn.

Tak for en god sommer, Bang!

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12