Sognepræst Sørine Godtfredsen i hjemmet på Frederiksberg.
Der er ikke rigtig noget, der sætter sindene i kog i vores frisindede land. Ikke for alvor. Der er ikke rigtig noget, der brænder på eller forarger os, ikke noget, der er farligt, eller som vi er virkelig uenige om. Dyresex – mja, hvorfor ikke? Homovielser – fint nok, gør hvad du vil. Aborter – hvad er der med dem?
Derfor er det heller ikke altid lige let at være debattør her i landet, hvor vi lider under det paradoks, at ordet er så frit, som det kan blive. Vi elsker at debattere, men modtagelsen er ofte lumpen og kampen for det meste kedsommelig. Det er måske også derfor, at debatten ofte får en nærmest Tourettes-agtig karakter, hvis vi alligevel taler om noget, der ophidser os. Folk siger de underligste ting for at få lov til at håndhæve retten til at gøre det. Det kan ofte se lidt underligt ud for en udlænding og får os tit til at fremstå værre, end vi er. (Vi orker ikke lige tage den med tegningekrisen, men I ved, hvad vi mener.)
For der er nemlig stadig to emner, der kan hidse os op, og som en naturlig konsekvens af det er vi besatte af at tale om dem. Der er tale om kønskampen og indvandring. Vi misser ikke én eneste chance for at bruge alle de landsdækkende medier, Deadline og Aftenshowet i et par uger til en rask gang ophedet udveksling af stødende banaliteter, så de seneste par uger har komplet overeksalteret landets debattører med EM i (kvinde)fodbold. Dansk kvindefodbold er den perfekte storm for muligheden for at sige noget upassende. Ikke alene er der muligheder for sexistiske, politisk korrekte og ukorrekte, upassende og anstødende kommentarer om selve spillet og spillernes formåen – måden, de jubler på, styrken, niveauet, taktikken, teknikken og det obligatoriske trøjeskift efter kampen, men med landsholdets stjerne Nadia Nadim, der er født i Afghanistan, har det ligget lige til højrebenet (undskyld) at få den sidste af de to mulige i spil. Vi orker heller ikke gå ind i den debat, men det kan måske godt undre os, at det ikke er sjovere at tale om, hvor langt der er fra Taliban og til en af verdens bedste fodboldspillere, ja, eller bare om, hvor fantastisk det er, at et dansk fodboldhold har vundet sølv ved EM i fodbold (nå, ja eller hvor træls det var, at de tabte guldet).
Vi ved det ikke med statistisk nøjagtighed, men vi gætter på, at Danmark er et af de eneste lande i verden, hvor debatfladen kan blive så ophedet på grund af fodbold, at den kommer til at handle om både feminisme og racisme.
Det kan godt være, at vi skal være glade for at leve i verdens måske frieste og mest oplyste land, og lad os da for Guds skyld (eller hvem man nu abonnerer på) endnu en gang hylde vores velfriserede ukorrupte demokrati, den frie tanke, højskolebevægelsen, Rindal og Rifbjerg. Det er da fantastisk med al den debat. Men nogle gange er det også bare virkelig trættende.