Analyse
Det mindste onde
Emmanuel Macron har nu været præsident i tre måneder. Den ellers tidligere populære politiker er begyndt at tabe terræn, og nye meningsmålinger viser, at han har historisk lav opbakning i den franske befolkning. Men har Macron egentlig nogensinde været så populær, som valgresultatet antydede?
”Jeg vil forene! Jeg vil forene, fordi jeg ønsker et forenet folk og et forenet Frankrig.”
Macron var nærmest kun lige kommet op på scenen foran Louvres glaspyramider, før han gav sit første valgløfte til det franske folk. Efter en hård valgkamp, hvor fronterne var blevet trukket op, skulle landet nu samles igen. Et nyt Frankrig forenet om præsident Macron.
Det er nok de færreste politikere, der ikke ser det som et nobelt mål at forene nationen. Men bare fordi noget er godt, betyder det desværre ikke, at det også er nemt. Macron kan sige nok så mange gange, at hans mål er et stærkt og forenet Frankrig, men spørgsmålet er, om befolkningen mener, at han er den samlende skikkelse, som han ønsker at være.
Umiddelbart synes svaret jo at være ja. Macron vandt anden valgrunde af præsidentvalget med 66 procent af stemmerne. Hans modstander, Marine Le Pen, måtte derimod tage til takke med 34 procent. Umiddelbart en jordskredssejr, og sammenholder man det med Marcons parti La Republique En Marches store valgsejr ved parlamentsvalget, lader det til, at vælgerne i den grad har givet præsidenten mandat til en genforening af det politisk splittede land.
Men tallene snyder. I Frankrig er der et bestemt udtryk, som har forfulgt den unge præsident. Han er ”le moindre mal”, det mindste onde.
For at give et mere retvisende billede af, hvor mange vælgere der egentlig foretrak Macron som præsident, skal man kigge på første runde af præsidentvalgkampen, hvor feltet med kandidater var markant større. Her havde 24 procent af vælgerne Macron som deres fortrukne præsident. Det er ikke et dårligt resultat, men det er næppe et samlet Frankrig, der har stemt på ham.
Faktisk var resultatet af første valgrunde endnu mere ildevarslende for Macrons drøm om et politisk samlet Frankrig. Yderfløjene, bestående af den nationalkonservative Marine Le Pen og trotskisten Melenchon, fik samlet næsten 45 procent af stemmerne. Procentandelen af franskmænd, der virkelig har det svært med Macron, er altså ret stor.
Valgresultatet kan selvfølgelig ikke alene forklare, hvorfor Macron er gået tilbage i meningsmålingerne efter valget. Men det kan give et praj om, at loyaliteten hos de 66 procent af befolkningen, der gjorde Macron til præsident, hurtigt kan forsvinde igen. Og det lader til at være det, der sker nu.
Macron vandt ikke, fordi han samlede befolkningen. Macron vandt, fordi han var ”le moindre mal”.
Parforhold og politik
Inden man helt afliver den franske præsident, skal man nok lige slå koldt vand i blodet. Der er som sådan ikke noget unormalt i, at en nyvalgt leder falder i popularitet lige efter, han eller hun er blevet indsat. Det er ligesom, når du flytter sammen med din kæreste. I ugerne op til, at I flytter sammen, lover du, at du nok altid skal vaske op, gå tur med hunden og støvsuge hver eneste dag. Når I så har boet sammen i tre måneder, så ser det hele lidt anderledes ud. Du troede, at du havde råd til en opvaskemaskine. Det har du ikke, og du har slet ikke tid til at vaske op i hånden. Overboen brokker sig over lyden fra støvsugeren, så du bliver nødt til at love ham kun at gøre det hver anden uge. Og for fanden, du hader jo i virkeligheden hunde!
Parforhold og politik er svært, og Macron er lige flyttet ind hos det franske folk. Han kan ikke bare love mere, nu skal han til at levere. Og som med overboen er det svært at gøre alle tilfredse.
Den første store politiske satsning, Macron har sat i vandet, er en reform af det franske arbejdsmarked. For en lille uge siden godkendte det franske parlament en reform, der giver Macron mulighed for at løsne op for arbejdsmarkedslovgivningen. Kort sagt skal reformen give arbejdere mulighed for i højere grad at kunne forhandle individuelt med virksomhederne fremfor at være låst af regler, der gælder for en hel industri. Derudover skal der sættes loft for, hvor meget virksomheder kan komme til at betale i retslige afskedigelsessager.
Macrons mål med reformen er at få flere af de 3,5 millioner arbejdsløse franskmænd i arbejde. Et mål de fleste vil være enige i. Alligevel kan Macrons løsning være en politisk bombe. Reformering af arbejdsmarkedet er et minefelt i fransk politik. Da den tidligere socialdemokratiske regering forsøgte sig med en reform i 2016, endte det i omfattende strejker og voldelige demonstrationer.
Der er ingen tvivl om, at et lignende scenarie er noget, som Macron meget gerne vil undgå. Derfor har han forsøgt at forhandle med fagforeningerne, inden reformen skal sættes i kraft. Men spørgsmålet er, om det er nok.
Vil de små 50 procent af den franske befolkning, som støtter yderfløjene acceptere Macrons liberale forslag? Det er bestemt ingen selvfølge. Oppositionen har tordnet mod Macrons forslag. Le Monde citerer den franske venstrefløj for at kalde reformen et ”kup af socialstaten” og en ”social nedrivning”. Ifølge France24 er flere fagforeningsledere ligeledes begyndt at indkalde til demonstrationer mod loven.
Macron var måske det mindste onde. Men for nogle kan det mindste onde også være ondt nok. Selvom Macron vandt valget, er det ikke ensbetydende med, at han kan samle Frankrig om sit politiske projekt. Modviljen mod den socialliberale linje, som Macron har lagt, er stor i Frankrig. Valgkampen er slut, Macron er præsident, og han kan ikke blot sælge sig selv på nyskabelse mere. Nu skal han vise det. Meningsmålingerne tyder på, at befolkningen ikke mener, at han viser det i tilstrækkelig grad.
Præsidenten er blevet fanget af den realpolitiske virkelighed. Det er svært at gøre alle tilfredse. Men det er ikke den eneste årsag til, at han har det svært i meningsmålingerne. Den ellers pletfri Macron er begyndt at få ridser i lakken. De første skandaler er begyndt at rulle i Macron-regeringen. Skandaler, som Macron havde lovet, at man ville blive fri for med ham ved roret. Næste afsnit handler om korruptionsbeskyldninger, ministerfyringer og en upopulær førstedame.