Nyhedsanalysen

En skyskraber rejser sig over provinsbyen Brande

Det omstridte arkitekturbegreb ‘skyskraber’ er steget rigmænd verden over til hovedet. Nu har tendensen også ramt Danmark. Danmarks næstrigeste mand, Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen, vil bygge Danmarks højeste bygning i den lille provinsby Brande. Har penismåling nået nye højder?

Mænd har altid målt penisser. Det, som begyndte med drabelige våben, lange cigarer, larmende motorcykler, steroider og luksuriøse biler, er blevet til bygninger. Tårnhøje bygninger. Nu vil Danmarks næstrigeste mand, Anders Holch Povlsen, også have en. Danmarks højeste bygning på over 200 meter.

Bestseller-ejeren, der bl.a. står bag Jack & Jones og Vero Moda, har været med til at skabe en familieformue på 47,1 milliarder kroner, og selv om han siges at være beskeden, lader det til, at han vil statuere det med et mastodontisk byggeri. Som den britiske forfatter Will Self har skrevet, er en skyskraber ”altid en stor svajende pik, der legemliggør senkapitalismens ambitioner om at reducere individet til en underdanig arbejdsmyres status.”

Højhuset skal være mere end 80 meter højere end Danmarks nuværende højeste bygning, Herlev Hospital, og skal placeres midt i rigmandens hjemby Brande. Megabygningen vil kunne ses helt fra Herning, Silkeborg, Skanderborg, Horsens, Vejle, Fredericia, Kolding og Ringkøbing. Så et vartegn for Brande og Bestseller-ejeren er der afgjort tale om. Uanset hvad er der ingen tvivl om, at højden har betydning for Holch Povlsen – projektet ville være betydeligt billigere, hvis han fik tegnet en bygning i samme bygningsvolumen, bare lavere.

Anders Holch Povlsen. Grafik: Bestseller/Føljeton/Scanpix

Blot endnu en rejsning

Tilbage i april trak 3XN-arkitekterne overskrifter som ‘Sådan kommer Danmarks højeste hus til at se ud‘. 3XN jublede over, at de skulle stå bag Danmarks højeste bygning, nemlig byggeprojektet Lighthouse i Aarhus Ø. Lighthouse skal efter planen stå færdig i 2020, og projektets erklærede mål har hele tiden været at bygge Danmarks højeste bygning. Men hvis Anders Holch Povlsens bygning bliver en realitet, så når Lighthouse med sine 128 meter ikke at trække mange overskrifter, før arkitektbygningen bliver overhalet af Brandes kommende langemand.

Lighthouse i Aarhus. Illustration: 3XN

I København kan et 330 meter højt byggeprojekt i Nordhavnen imidlertid overhale både Lighthouse og Bestseller-bygningen. Københavns Kommune har givet grønt lys til at opføre skyskraberen Great Northern i Nordhavnen. Der er dog stadig langt til en eventuel realisering, og bygningen kan tidligst stå klar i 2025.

Great Northern. Foto: Projektmateriale, Københavns Kommune

Brande-bygningens realitet er stadig usikker

Hvis alt går, som Bestseller-ledelsen håber, skal byggeriet sættes i gang i 2019. Lige nu afventer projektet godkendelse i byrådet. Men det er ikke nemt at få sådan en godkendelse. Projektet skal igennem lovformelige høringsfaser, hvor der kan komme indsigelser fra naboer, der vil beholde deres aftensol, landmænd, der vil beholde deres marker, eller butiksejere, der føler sig truet.

Bestseller melder sig ind i international højhuskamp

Holch Povlsen melder sig ind i en langstridig international højhuskamp. Skyskrabere har været omdrejningspunkt for magtkampe i årtier. USA har i 25 år domineret som kampens anfører med Willis Tower i Chicago på 527,9 meter, der var verdens højeste bygning fra 1973 til 1998. Men fra 1998 gik det stærkt, og iveren efter potensforlængelse blussede for alvor op. Willis Tower blev overgået af Petronas Towers i Kuala Lumpur, Taipei 101 i Taipei og nuværende Burj Khalifa på 828 meter i Dubai. Seneste input i kampen er saudiernes Kingdom Tower, et almægtigt svulmelegeme, der står færdig i byen Jeddah næste år, og som med sine 1000 meter bliver svær at overgå. Men hvem ved, måske der ikke går længe, før en ny potenspatriark viser sin glans.

The Swiss Re Tower, London. Foto: Scanpix

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12