Bandekrig

Kan lovlig hash give dødsstødet til banderne?

Banderne siger selv, at de kæmper om markedet for hash i København. Politiet erkender, at volden også handler om hash. Men vil det nye forslag fra regeringspartiet Liberal Alliance om legalisering reelt kunne stoppe bandekrigen? Svaret er – desværre – nej.

Hvad er forslaget?

Liberal Alliances integrations- og udlændingeordfører Laura Lindahl vil bremse bandekonflikten ved at legalisere hash. Københavns overborgmester, tidl. justitsminister Frank Jensen har tidligere foreslået nøjagtig det samme, støttet af et flertal i Københavns Borgerrepræsentation. Men på Christiansborg er der ikke flertal for forslaget, og de to andre regeringspartier, Venstre og Konservative, er lodret imod en legalisering. Også Socialdemokratiet er officielt imod.

Baggrunden for forslaget er, at banderne tjener enorme beløb på hashsalg. Dagligt. Cannabis er således det mest købte illegale rusmiddel i Danmark. Siden Pusher Street på Christiania blev forsøgt ryddet i 2004, har hashhandlen ifølge politiet spredt sig ud over det meste af København, ikke mindst på Nørrebro, hvor de mest voldelige bandeopgør lige nu finder sted.

Gadeprisen på et gram hash svarer i dag til prisen på 9 karat guld.

Bedste argument for

I 1920 indførte USA et spiritusforbud og straks eksploderede den voldelige kriminalitet. Amerikanerne stoppede nemlig ikke med at drikke vermouth, vin og whisky, og det ekstremt lukrative sorte marked for alkohol udløste en væbnet kamp mellem gangster- og smuglerbander.

Den mest kendte gangsterboss ‘Scarface Al’ Capone har siden hen lagt navn til én af de mest effektive metoder til bekæmpelse af bander, nemlig Capone-metoden, som handler om at fængsle gangsterne for anden kriminalitet end vold, typisk skattesvig eller økonomisk svindel. Men i sidste ende var det ultimative våben mod alkohol-banderne et mere grundlæggende tiltag: Lovliggørelse af alkohol.

Uden mulighed for at tjene penge på illegalt salg havde gangster-banderne ikke samme indtjeningsmuligheder. Dét er ren kapitallogik, som Liberal Alliances integrations- og udlændingeordfører Laura Lindahl også bruger som sit trumfargument: ”Banderne kæmper om det kriminelle hashmarked, og hvis vi legaliserer hash, har de ikke noget at kæmpe om.”

Overborgmester Frank Jensen (S) ser også legalisering som ét af de mest effektive våben mod banderne. Allerede for syv år siden udtalte han: ”Hashmarkedet i København er kommet ud af kontrol og er en kilde til bandekriminalitet,” og igen sidste år:

”Vi bør gå en ny vej i forhold til hashmarkedet. Vi overlader et milliardmarked og en undergrundsøkonomi til de hårdkogte kriminelle. Hvis vi kan tage så stor en indtjening ud af den kriminelle underverden ved at gå legaliseringsvejen, så er jeg klar til at prøve det. Nu har vi i så mange årtier forsøgt os med en forbudspolitik uden det store held”. I stedet har Frank Jensen foreslået en såkaldt ‘Københavner-model‘.

Argumentet er grundlæggende, at årsagerne til bandernes voldelige hærgen og kamp om territorier skal fjernes og ikke kun symptombehandles med mere og mere politi på en uendelig sisyfos-opgave, da nye bander konstant tager over for hinanden.

Bedste argument imod

Der findes ingen åbne samfund uden kriminalitet. Uanset hvad politikerne bestemmer skal være ulovligt og lovligt, så finder lyssky købmænd altid veje til at tjene penge. I det stadig stigende antal lande, hvor cannabis, hash og pot er fuldt lovligt, er den organiserede kriminalitet således ikke forsvundet. Holland, der er internationalt kendt for at have en meget liberal hash-politik, er f.eks. hjemsted for utallige bander.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg afviser også enhver forestilling om enkle løsninger: ”Det er vigtigt for mig at sige, at man i hvert fald ikke skal bilde sig selv ind, at hvis man fjerner det her, så holder bander og rockere og alle mulige andre op med at begå kriminalitet. De, der sidder på det her marked, det er professionelle kriminelle. De har det som en levevej og en levevis, og de finder bare andre måder at være kriminelle på. Man løser ikke kriminalitetsproblemer med sådan et snuptag.”

Samme melding kommer fra Politiforbundets formand Claus Oxfeldt: ”For os at se er det naivt at tro på med den milliard-omsætning, der er på hashmarkedet, at de her personer så pludselig bliver bedsteborgere. Vi har ikke den store fidus til, at det her virker.” Han henviser også til de usikre følgevirkninger ved at legalisere hash, nemlig at en lettere og legal adgang til hash vil kunne føre til øget misbrug, særligt blandt unge.

Argumentet er grundlæggende, at hvis en legalisering alligevel ikke fører til en opløsning af banderne, men blot flytter kriminaliteten over til andre områder, f.eks. hård narko og beskyttelsespenge, kan forslaget i værste fald blive et skridt frem og to tilbage. Volden og skyderierne bremses ikke for alvor, og pludselig vil endnu flere børn og unge få adgang til endnu flere euforiserende stoffer.

Erfaringerne fra Holland viser, at banderne er yderst kreative i forhold til at finde nye indtjeningskanaler – og samtidig er de blevet endnu mere voldelige.

Og konklusionen er?

Forslaget er og bliver et luftkastel, i hvert fald med den parlamentariske sammensætning, der er i Folketinget i dag – og i den overskuelige fremtid. De tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, er alle indædt imod. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er utvetydig i sin afvisning af forslaget: ”Jeg håber og tror da, at regeringen banker det ned. Det har i hvert fald ingen gang på jord med vores mandater,” siger han til Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har også en lang historie for at være urokkeligt imod enhver form for forsøgsordning med legaliseret hash. Derfor er der reelt ingen politiske scenarier, hvor der vil kunne findes et flertal i Folketinget, uanset udfaldet af næste valg.

I virkelighedens verden er forslaget om legalisering en idé, som hverken vil gøre fra eller til i kampen mod banderne. Ganske enkelt, fordi forslaget ikke vil blive gennemført. Legalisering af hash har derfor samme status som f.eks. forslagene om at ville udvise danske statsborgere: På gadeplan vil effekten være nul. For det kommer ikke til at ske.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12