Alternativet - så modig og sjov. Og ydmyg

Lars Trier Mogensen: »Har du set bogen om Alternativet? Den udkommer torsdag, og den er sgu meget skæg«.

Anja Bo: »Den er flot, hva’?«.

Lars Trier Mogensen: »Coffee table. Der er fede billeder i«.

Anja Bo: »Det ligner næsten reklame. Og de har selv lavet den. ‘Love is in the air’, seriøst? Hedder den det? Den ved jeg da ikke, hvad jeg skal stille op med«.

Lars Trier Mogensen: »Værsgo!«.

Alternativets tidskapsel

Bogen er lavet af Jacob Fuglsang Mikkelsen, der er kunstner og folketingskandidat for Alternativet. I introduktionen skriver han: «Jeg ser bogen som en kunstudstilling om Alternativet, hvor min rolle har været som kurator og en slags facilitator af Alternativets tidskapsel. Bogen er ikke tænkt som en politisk analyse, men beskriver visuelt, kreativt og sansende om en bevægelse, der blev til et parti.« Det er derfor i den ånd, jeg læser bogen. Den er en samling af input og oplevelser fra kredsen omkring Alternativet og minder mig mest om en slags Instagram-oplevelse, der viser resten af verden, hvordan dele af Alternativet ser sig selv.

Mod, humor, empati, ydmyghed, generøsitet, gennemsigtighed

Stemningen er høj. Visioner. Happenings. Politiske møder. Gadefest. Smukke mennesker, der smiler og griner og danser med andre smukke folk. Jeg er overbevist om, at bevægelsen Alternativet er en succes. Begejstring og kærlighed. Det er som at læse i en højskoleårbog. Jeg ved, at de havde det så fedt. Det var den bedste oplevelse. De var på en rejse sammen. Så dannende. Så definerende. De bliver aldrig de sammen igen. At læse i ‘Love is in the air’ er som at se på billeder fra en fest, jeg ikke gik til.

Kulturel kapital

Men jeg kunne som journalist tilsyneladende have stået på gæstelisten til Alternativets fest: »Mange, som arbej­der i medierne, deler partiets interesser og lader til i overvejende grad at være sym­patisk indstillet over for partiets værdier.«

Sådan skriver Emil Ejner Friis og Daniel Görtz i et af de tekstbidrag, der udlægger dele af Alternativets selvforståelse. ‘Alternativet og den kulturelle kapitals revolution’ giver en interessant og noget foruroligende hyldest til partiets medlemmer og vælgere: »Det, som kendetegner progressive bevægelser og partier som Alternativet, er, at de i større udstrækning end de fleste andre har adgang til store mængder kulturel kapital. Dette har de, fordi at mange af de mennesker som deler partiets holdninger, befinder sig i de kreative sektorer af samfundet og ofte har højere uddan­nelser end gennemsnittet.«

Det fremgår ikke i bogen, hvad der kvalificerer skribenterne til at lave den analyse. Hurtig research viser, at Emil Ejner Friis og Daniel Görtz er en svenskbaseret tænketank, der sympatiserer med Alternativet.

Verdensherskere

Med en studentikos reference til den franske filosof Pierre Bourdieus feltteori fremskriver Friis og Görtz den revolution, der ikke bare vil give Alternativets medlemmer politisk indflydelse, men verdensherredømmet: »De unge kreative er i virkelig­heden mere privilegerede og magtfulde end de rige stormænd. Det er en del af deres selvopfattelse, at de er romantiske underdogs, men vi skal ikke lade os narre. Det er rundt omkring i hipstercoole loka­ler, ved kunstudstillinger, på universitets­fakulteterne og i de mange nye kreative virksomheder, at vi møder fremtidens ver­densherskere«.

Det er åbenbart sådan, Alternativets støtter ser sig selv og ønsker, at vi andre ser dem. Som klogere end flertallet, med bedre evner til at omsætte kreativitet til virksom indflydelse og med drømme om at overtage verdensherredømmet. Jeg kan selvfølgelig have røbet mig selv ved at læse indlægget bogstaveligt og ikke fange Alternativets ofte fremhævede humor og ironi. »I medieverdenen forstår man de venlige blink af ironi og holdningen om ikke at tage sig selv alt for alvorligt, som domi­nerer Alternativet.« Jeg håber, at det kun er mig, der ikke fanger selvironien.

Elbæk: Vi skal i regering

Om Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, deler visionen om verdensherredømme røber han ikke, men han forudser, at Alternativet går med i regering efter partiets tredje folketingsvalg ude i fremtiden:

»For første gang i vores lands historie var der nu et flertal i befolkningen, der ønskede en seriøs bæredygtig omstilling af vores samfund. (…) Denne folkelige erkendelse udløste et jordskredsvalg, hvor Alternativet blev det andet største parti, og Danmark fik sin første entreprenante grønne regering«.

Helt i Alternativets ånd tager Elbæk os med ind i fremtidsværkstedet og lufter ambitionerne om international indflydelse: »Da nytåret blev skålet ind, og 2025 blev til 2026, var det derfor med en viden om, at Alternativet nu havde ni søsterpartier rundt om i verden. Alle byggede de på Alternativet­Danmarks grundkoncept, værdier og menneske­ og verdenssyn.«

Riskær: Kynisk magtpolitik

Den bedrageridømte erhvervsmand (og tidligere europaparlamentsmedlem for Venstre) Klaus Riskær Pedersen har i bogen rollen som kritiker af Alternativet. »Alternativet blev til kynisk magt­politik i stedet for en glad leg med nye muligheder,« skriver han. Han er ekskluderet medlem efter forgæves at ønske opstilling til Folketinget for partiet som en slags ‘bad guy’ som han selv udtrykker det. Han beskriver sin drøm om at sidde i Folketinget for Alternativet som: »Peace, Love & Harmony – with a twist of business!«

Længsels-partiet

Alternativet er skab af håbet om og viljen til en bedre verden. Med versaler skriver Alternativet på alle tilgængelig flader MOD, EMPATI, GENERØSITET og GENNEMSIGTIGHED. Det er, som om ordene skal minde alternativisterne om grundværdierne, der skal motivere bevægelsen og lokke flere håbefulde med i flokken. Og partiet rammer på den måde tidsåndens indignation og opgør med de gamle tunge og forudsigelige partier.

Som Niko Grünfelt, politisk udviklingskonsulent, skriver: »Min politiske frus­tration var nået et nyt trist højdepunkt efter det famøse samråd med Uffe Elbæk som kulturminister. Den politiske kultur i Danmark var pilrådden, den bæredygtige omstilling fraværende og som selvstæn­digt erhvervsdrivende følte jeg mig ikke hjemme i nogen af de eksisterende par­tier«.

Alternativet indskriver sig i rækken af de værdibårne længsels-partier, der er opstå andre steder; Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland. Og Front National i Frankrig og Ukip i Storbritannien i den højreorienterede ende.

Kikset på den rigtige måde

Alternativet ser godt ud. Og bogen gengiver æstetikken loyalt. Dygtige grafikere har været på arbejde med tekster og billeder, og kandidaterne ser så godt ud, at jeg bliver usikker på, om de virkelig primært er castet efter politiske holdninger og tæft.

Kunstkritikeren Torben Sangild skriver om partiets æstetik: »Deres ind­fald er af vidt forskellig kvalitet – nogle gange lykkes de og er fremragende, andre gange er det helt ved siden af og kikset. Hvilket Alternativet utvivlsomt selv hylder – tilladelsen til at træde ved siden af i en nulfejlskultur«.

Jeg får samme oplevelse af, at selv Uffe Elbæks charmerende skæve tænder og runde mave er lige præcis kikset på en rigtige måde.

Et festskrift

Det er svært at se ‘Love is in the air’ som mere end et festskrift for vennerne i tråd med det image Uffe Elbæk og kampagneledelsen har skabt omkring partiet. Et stykke intern kommunikation. Set udefra er historien om Alternativet en lettere manisk insisteren på at være modtræk til afmagt og kynisme med gøgl og latter i iøjnefaldende syregrøn og dygtig æstetisk indpakning. Og jeg kommer til at læse ledeordene med versalier som de egenskaber, som partistøtterne bag bogen oplever, at de selv besidder, og jeg tænker: Hvem der bare havde mod, humor og ikke mindst ydmyghed som medlemmerne af Alternativet.

Anja Bo: »Jeg er jo ikke den rigtige til at skrive om bogen om Alternativet. Jeg kan slet ikke se ud over den provokerende selvfedme, der springer ud af siderne«.

Lasse Lavrsen: »De er pisseirriterende. Og de kan godt li’ at være det. Og det er endnu mere irriterende«.