”Sammenhold må være det, der er kendetegnet for vores Nørrebro”

Ulla: Kom så Tino! Nu gider han ikke med. Tino er kendt som den røde hund her på Assistens Kirkegården. Vi går tur med ham her hver morgen.

Helge: Tino er vores fjerde hund. Vi har haft hund i 25 år og har gået med dem alle fire her på Kirkegården stort set hver morgen.

U: Ja, de har alle godt kunne lide at gå herovre. Vi har godt nok have der, hvor vi bor, men nej, der vil man ikke ud om morgenen, man vil hellere herover.

H: Nej, man sviner ikke sin egen rede til vel?

U: Vi går altid forbi Mejlshede Låse derovre på Nørrebrogade, når vi går morgentur, og så passer det med, at der står otte-ti medarbejdere ude foran og får en kop kaffe, inden de starter dagen. Tino har aldrig fået så meget som en godbid af dem, men han elsker at komme derover og hilse på dem, og det er faktisk blevet et fast ritual hver morgen.

H: Ja, og han skal hilse på hver enkelt af dem.

U: Når vi kommer hjem fra vores morgentur, så får vi altid lige lidt ekstra morgenkaffe, ordner nogle praktiske ting, og så kører vi ellers ud af byen med Tino og går tur ved vandet eller i skoven. Sådan er det, når man ikke arbejder mere, så har man tid til at nyde naturen.

H: Vi holder meget af naturen, og vi kan godt lide at komme ud i det fri sammen.

”Det er jo ikke sådan, så kuglerne flyver om ørene på os”

H: Jeg har boet på Nørrebro i 72 år, lige siden jeg var spæd. Ulla og jeg mødte hinanden, da vi var under uddannelse på plejerskolen, og så flyttede Ulla ind til mig på Nørrebro.

U: Ja, jeg havde ellers aldrig boet i byen før, men den 15. december i år har vi boet sammen på Frederik VII’s Gade i 30 år.

H: Vi kan på mange måder se og mærke forskellen på bydelen i dag fra dengang vi flyttede ind i 1987. Havde vi kendt udviklingen på Nørrebro for 30 år siden, havde vi nok valgt at bo et andet sted.

U: Der er bare for lidt respekt for bydelen. Folk passer ikke på Nørrebro. Det er, som om det er blevet legalt at ødelægge ting, når bare det foregår på Nørrebro. Den udvikling er blevet tiltagende, og det er synd.

H: Men det, der får os til at blive boende her, det er sådan set sammenholdet der, hvor vi bor.

U: Ja, vi har jo fulgt mange af vores naboer, fra de blev født, vi kender deres forældre, og nu er børnene begyndt selv at få børn, og det er hyggeligt.

H: Ja, der er en masse positive ting herinde, det er der altså. Man kommer hinanden ved, næsten ligesom man gør ude på landet, og man bliver tilbudt hjælp, hvis man har brug for det.

U: For os var hjælpen især aktuel for tre år siden, da jeg ikke kunne gå efter en blodprop i hjernen. Da kom flere af naboerne – unge som gamle, danske som udenlandske – og spurgte om de skulle hjælpe mig med noget. Der var blandt andet en nabo, der gik ture med mig, mens jeg sad i kørestol.

H: Når vi går og ordner have, er der også ofte naboer, der stikker hovedet ud og spørger, om vi har brug for hjælp.

U: Ja, sammenhold må være det, der er kendetegnet for vores Nørrebro.

H: Og det er jo heller ikke sådan, at kuglerne flyver omkring ørene på os. Det bliver fremstillet lidt værre, end det er. Det er ikke, fordi vi føler, at vi skal ud og investere i skudsikre veste. Langt fra.

U: Nej, det er slet ikke så galt. Hvis Tino for eksempel vil ud og gå kl. 2 om natten, så går jeg da ud. Jeg er ikke bange for at gå ud, overhovedet ikke. Det bliver gjort værre end det er, men det er nu alligevel ikke særlig rart at vide, at der er folk, der går rundt med våben.

H: Nej, det er ikke rart at tænke på. Men der, hvor vi bor, mærker vi det ikke.

U: Der kom Miki jo! Det er Tinos morgenven. Goddaw Miki. Skal du lige have en lille godbid?

”Der er plads til os alle, hvis vi lærer at være lidt tolerante over for hinanden”

H: Vi har ingen børn sammen, men Ulla har to store drenge, og den ene har en forretning på Nørrebrogade.

U: Ja, han har en tøjbutik, og i butikken lige overfor er der skudhuller i vinduet, så man kan vist godt sige, at min søn har haft bandekonflikten tæt på. Selvom det var noget, der foregik efter lukketid, så er det stadig ikke særlig rart møde op til om morgenen. Indimellem tror jeg da nok, han synes, at det måske havde været smartere at åbne sin forretning et andet sted.

H: Ja, han har jo også været ude for, at der har været bandemedlemmer inde i butikken for at opkræve beskyttelsespenge, men det ville han ikke indgå i noget samarbejde omkring, så det sagde han nej til.

U: Jeg tror, at de, der render rundt og laver ballade, skal stresses. De skal føle at ordensmagten er lige i rumpen på dem hele tiden. Det tror jeg, ville kunne få dem til at tænke mere over, hvad det egentligt er, de render og foretager sig.

H: Det handler dybest set om penge, tror jeg. Det starter med, at de unge drenge ser bandemedlemmerne køre rundt i store flotte biler, og det lokker dem til. De unge ser, at det er nemt tjente penge, og de tænker ikke over konsekvenserne.

U: Fundamentalt tror jeg dog på, at de er gode nok på bunden. Så kan det godt være, at der er lidt langt ned, men på bunden tror jeg, at de er gode nok. De har bare ikke lært, hvordan de skal gebærde sig i samfundet.

H: Vi vælger i hvert fald at forstå dem på en positiv måde, fordi ellers tror jeg ikke, at vi kommer ud af det her.

U: Vi skal jo også selv være her, og man kommer ikke nogen vegne med at være negativ.

H: Nej, det gør man ikke, men der skulle jo også gerne være plads til os alle sammen.

U: Jamen, der er plads til os alle, hvis vi lærer at være lidt tolerante over for hinanden og forsøger at forstå hinanden.