Gyldne københavnere

Det sande og det vise

Næ, måske ikke verdens mest spændende overskrift, men den handler om vores alle sammens historiske forfatter Ludvig Holberg, og den er skrevet af vores alle sammens nutidige dramatiker Christian Lollike. Københavnerfestivalen Golden Days står for døren (2.-17. september), og i år tager den afsæt i ti berømtheder med tilknytning til København, heriblandt Holberg. I samarbejde med Golden Days bringer vi i disse dage ti små essays om de ti gyldne københavnere, som er skrevet til det officielle program. Vi har tidligere bragt Oliver Stillings tekst om Bertel Thorvaldsen og Lars Trier Mogensens tekst om Egon Weidekamp.

En dag ringer Aarhus Teaters chef, Trine Thomsen, og spørger, om jeg kunne forestille mig at instruere Holberg i anledning af kulturby-året. Og jeg tænker hell no. Hun beder mig give det en chance; i det mindste læse Erasmus Montanus – og jeg kan smage støv i munden bare ved at sige titlen højt.

Og jeg ser for mig de hvide parykker, de fjollede kostumer, skuespillernes grimasser, de løse håndled, den manierede sjællandske udtale. Jeg ser for mig skuespillere styrte forvirrede rundt, komme ind ad den ene dør, falde på halen, ud igen, drikke, spille fuld, ”de siger Jeppe drikker”.

Det er frygten for at blive en del af det ubevidste, reproducerende museum: ”Det var en skjøn Holberg.” Frygten for at blive en del af vedligeholdelsen, af det forstenede dannelsescirkus, blive en i rækken af teaterinstruktører, der tror på, at bare vi tager traditionen på os og lader skuespillerne pudre og sige replikkerne på en sjov måde, så vil ånden og visdommen af sig selv sive ud til publikum – det er jo en klassiker.

Og jeg læser Erasmus Montanus og bliver irriteret over de mange unødvendige scener, gentagelserne, de ikke-særlig-sjove-vittigheder, men bliver alligevel ramt nedefra af historien om den unge student, der har forlæst sig og nu vender hjem til sin landsby og synes, de alle er for dumme til ham. Jeg genkalder mig følelsen af at vende hjem fra en rejse rundt i verden, side om side med Nietzsche himself – og pludselig igen stå i sin barndomsby og tænke; her har tiden da bom stået stille. Her siger og gør alle det samme, som de altid har gjort. Og man ser slet ikke sin egen blinde plet; den selvudråbte verdensmands arrogance: jeg må oplyse, bære faklen.

Byens indbyggere mener, at jorden er flad, og Erasmus Montanus hævder, den er rund, og han ved, at han ret – og bliver besat af tanken om at tage deres grundlæggende verdenssyn fra dem. Også selvom det vil koste ham ægteskabet med den pige, han elsker. Og jeg tænker på ytringsfrihedsdebatten, på karikaturkrisen, på ytringsfrihedsprinciprytternes insisteren på retten til at sige sandheden – også selvom den vil koste liv.

Skal man altid stå fast på sandheden? Hvornår skal man kæmpe for den – hvornår skal man holde den for sig selv? Hvornår er det farligt? Hvornår er det snedigt? At vide hvad det sande er, er ikke det samme som at være vis. Alle har en blind plet. Alle figurerne har en sandhed, der dækker det fulde udsyn. Alle er vi daglige deltagere i skuespil, hvor nogen vil udstyre os med replikker, de håber, vi vil gentage, indtil vi tror på dem.

I dag kæmper regeringschefer i Europa for at få kristendommen indskrevet i diverse forfatninger. Man ønsker at skabe en fortælling om, at vores frihedsværdier stammer fra kristendommen og ikke fra oplysningstiden. Er det, fordi regeringscheferne de sidste 20 år er blevet klogere på historien, eller er der tale om en mental oprustning; et led i krigen mod islam? Er oplysningstidens idealer ikke stærke nok til at skabe den nødvendige sammenhængskraft? Er et nationalkonservativt kristent korstog en nødvendighed, hvis de europæiske borgere igen skal slå rod?

Erasmus Montanus mister jordforbindelsen, og byens indbyggere bliver ramt af angst. De beslutter at banke ham på plads – fysisk. Hvad er det, denne sandhedskriger ikke ser? Hvilken type angst føder i Montanus et overdimensioneret behov for at udbrede sandheden uden at møde folk der, hvor de er?

Holberg var oplysningskriger, men med en sjælden evne til at gennemskue menneskets hang til selvovervurdering, til at pynte sig med store ord – og pludselig miste sig selv, sin egen følelse, sin sunde fornuft.

Og jeg læser Niels Klims underjordiske rejse, som jeg ikke har læst i mange år, og jeg ser, hvordan Holberg drejer begreber som retfærdighed, demokrati, magt og forfængelighed i et underjordisk univers, der for læseren skaber et rystet spejl, i hvilket vi kan se vores samfunds dumhed.

Jeg læser videre, til jeg begynder at kalde mig Christian Holberg og gå undrende rundt i gaderne i Kjøbenhavn, søgende det gadeskilt eller den statue, der bærer mit navn. Hell yeah, jeg ringer til Aarhus Teater.

 

Christian Lollike er prisbelønnet teaterinstruktør og direktør for SORT/HVID. Han fik i foråret 2017 fremragende anmeldelser (også i Føljeton) for sin version af Holbergs Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Erasmus Montanus fik Reumertprisen 2017 for bedste forestilling.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12