Det er godt nok heldigt, at landets kunstnere har en romantisk bohème-figur at trække på. For ellers ville de bare fremstå som nogle sølle fattigrøve – særligt inden for nogle af de ypperligste kunstarter såsom poesi og billedkunst. Uden forestillingen om at være en fri sjæl og ubundet af samtidens småborgerlige konventioner, ville de fleste kunstnere bare have status som ensomme, sociale tabere; som nullerter, fallenter og udskud.
For sandheden er, at kun de allerfærreste danske poeter og billedkunstnere kan leve af deres værker. Indtægterne er yderst sparsomme for langt, langt de fleste skabende kunstnere. Selv med almisser fra de sparsomme støtteordninger er det svært at få en privatøkonomi til at hænge sammen, ja, bare på niveau med de udhulede dagpenge.
Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at Kulturmødet på Mors, som forløber fra i går til i morgen, har valgt at bruge det meste af deres budget på kulturlivets bureaukrater frem for de skabende kunstnere. Jyllands-Posten har kigget i regnskaberne og konstaterer, at kunstnerne får mindre end moderatorerne på Kulturmødet. Forklaringen er i det mindste bundærlig:
”Når vi har få udgifter til kunst og kultur, så skyldes det, at mange arbejder uden honorar. Hvis vi skulle betale alle, ville det slet ikke kunne lade sig gøre at holde Kulturmødet,” siger Kulturmødets chefkonsulent Niels Otto Degn.
Lad os lige tage den igen: Hvis kunstnere skulle have honorarer – på samme niveau som de ordstyrere, der skal sidde mellem kunstnere og få dem til at tale sammen – ville der slet ikke være noget Kulturmøde på Mors. Derfor er det endnu en gang kun de professionelle formidlere, der tjener penge. De kunstnere, der til hverdag tjener forsvindende lidt, forventes at optræde gratis, mens alle de i forvejen velbetalte museumsfolk, journalister og reklamefolk, får ekstra honorarer.
Det er helt bibelsk: Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
Kulturlivet i Danmark er ikke alene præget af en skævvridning mellem det store flertal af ludfattige kunstnere og en lille gruppe af bestseller-kunstnere, men nok så vigtigt af en endnu mere surrealistisk skævvridning mellem produktion og bureaukrati. På billedkunstområdet er der f.eks. langt flere museumsfolk, kuratorer og formidlere, der kan tjene en normal løn, end der er malere, skulptører og video-installatører, som kan få smør på brødet.
Selv inden for litteraturområdet er bureaukrat-laget tæt på at være lige så stort som antallet af forfattere med reelle indtægter. En stor undersøgelse konkluderede sidste år, at der i Danmark er ”en stor skævhed i forfatternes indkomst, hvor mange tjener forholdsvis lidt, og ganske få tjener meget store summer”. Sådan er de barske vilkår i kunstbranchen. 37% af forfatterne i Danmark har en samlet årsindkomst på under 200.000 kr. Og de får ikke meget ud af at medvirke på Kulturmødet, for også her går pengene til bureaukraterne.
Kulturmødet på Mors skal måske i virkeligheden ses som en kæmpe happening? For aldrig er de skøre ubalancer i den danske kunst-økonomi blevet udstillet så larmende spektakulært. Mens kulturminister Mette Bock holder hof på Mors – Mette Bock, der vel at mærke fik en bonus på over to mio. kr., da hun selv sagde op som bureaukrat i Danmarks Radio – kan landets kunstnere sidde derhjemme og se debatterne på live-streaming. Og høre på nye projektkoncepter og reformidéer fra kulturlivets papirnussere og skrankepaver.
En enkel vision kunne være, at pengene i dansk kunstliv skulle gå målrettet til de skabende kunstnere. Direkte. Uden omsvøb og såkaldte kultur-formidlere. Eller lidt mere realistisk: Hvad med fremover at bruge bare lidt mere end halvdelen af budgetterne på den skabende kunst? Mon ikke bureaukraterne finder en måde at overleve. Ellers kunne det være sjovt at se, hvordan bohème-bureaukrater ville tage sig ud: Kontorister uden en klink på lommen.