Byen som følelse, bevægelse og mylder

En rytme, en puls. Sådan er byen København. Gaderne, som vi bevæger os igennem, morgen, middag og aften. Måske du, som jeg, tit har kørt på cykel ad Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro. En lang slange af cykler, der bevæger sig fremad. Bevægelsen brydes af fodgængere, lyskryds, en kvinde løber over vejen med sit barn. Der dufter af kaffe fra en af cafeerne, friskbagt brød. På fortovet står en mand og sælger Hus Forbi, på Nørreport prøver en grønthandler at sælge dagens indkøb af jordbær og ærter. Han råber, stemmen knækker. Sådan er København. Det er sådan, vi mærker, ser, dufter den. Et kaotisk virvar, som rummer sin egen orden, sine egne uskrevne regler og mangel på samme.

Herman Bang så det, og han skrev om det. Byen så anderledes ud dengang, og alligevel ikke. Fotografier fra perioden viser, at vi også som nutidsmennesker ville have kunnet finde vej over Kongens Nytorv, at vi havde genkendt Købmagergade og Amager Torv, at vi ville have fundet vej ad Nørregade mod Søerne. Husene, tårnene, svingene var de samme. Nogle gader og steder ville vi dog have haft svært ved at finde. Hovedbanegården lå for eksempel ikke, hvor den ligger i dag. Byens store, røde rådhus var slet ikke bygget. Til gengæld var der et utal af små gader med navne, som er forsvundet i dag. Integade. Holmensgade. I sidstnævnte gade holdt luderne til. Sådan var byen. De sofistikerede, formuende, succesfulde mødtes på Cafe A Porta og konverserede. Den almindelige borger – for ikke at glemme den fattige og sultne, og af dem var der flest – søgte at overleve.

Herman Bang skrev om byen København bl.a. i romanen Stuk og ikke at forglemme i sin klumme for Nationaltidende, ‘Vekslende temaer’. Stuk begynder netop med en beskrivelse af byens bevægelse. To mænd, hovedpersonen Herluf Berg og hans gode ven Lange, kører igennem København i droske. ”Vrimlen” og ”mylderet” er, hvad der møder dem på turen: en armé af arbejdere, teatervogne, hætteklædte damer, unge piger fra kursus, butiksansatte, der skal aflevere den sidste post. Indtrykkene serveres med stakåndethed, overvældede. Og Lange siger det, som synes at blive den rytme, som bogen bygges op omkring: ”Levende er her blevet i staden” – også selvom byen viser sig at være bedrag og falskhed, ”en tom blære”. En stor del af bogen kredser om teatret Victoria, men beskriver i lige så høj grad byen som et teater. Også i byen findes drama, tragedie, elskovssorger, komedie, satire. Hvor Victoria-teateret går konkurs, fortsætter Københavns teater, scene efter scene, historie på historie.

København udviklede sig voldsomt i den periode, hvor Herman Bang skrev. I 1853 hærgede en koleraepidemi byen, der dengang lå inden for voldene. Det gamle København var i det hele taget blevet for trangt og uhumskt for de fleste, og byens styre gav tilladelse til, at brokvartererne Nørrebro, Østerbro og Vesterbro kunne etableres. Fattige, syge og sultne var der, som nævnt, mange af. Herman Bang var ikke en af dem, og det fremgår tydeligt af Stuk, hvilket socialt lag han befandt sig i. Det var de pengestærke (eller dem, der troede, de var det), den kreative og intellektuelle elite, som han skrev om. Mennesker som ham selv. Det var også den kreds, der havde magten til at skabe København. Bang var bevidst om byens rivende udvikling, men talte også for, at udviklingen skulle styres. København burde formes til skønhed, for sådan var en rigtig storby, men det var ikke, hvad han så. Bang klagede i sin klumme i Nationaltidende over ubetænksomheden: ”En hæsblæsende spekulation byggede et kvarter uden at tage andet hensyn end pungens.”

Men det er dét København, som vi ser i dag. Bevares, 1800-tals byggeriet har fået følge af glasfacader, og man kan spørge sig selv, hvad Herman Bang havde sagt om det. For mig er det essentielt, at Herman Bang formåede at skrive om byen som følelse, som bevægelse, som mylder, som sammenkastethed. Det er et af de elementer, som er vigtigt i mit eget forfatterskab, og hvorfor jeg selv er så fascineret af byen. Fordi byen er levende – også på tværs af tid.

Garbi Schmidt er professor i kultur- og sprogmødestudier og debuterede som skønlitterær forfatter i starten af 2017 med romanen Ebba, som er et tidsbillede af København i starten af 1900-tallet.