Jern-Ernas kølige triumf

Med underspillet symbolik er højrefløjen i Norge repræsenteret af kvinder, mens venstrefløjen udelukkende har mænd i spidsen. Kønskampen i Norge er tydeligvis rykket videre og langt forbi Danmark, særligt på den politiske scene. Det kan skyldes, at Norge allerede i 1981 fik en kvindelig statsminister i form af socialdemokraten Gro Harlem Brundtland. Status er i hvert fald, at Norge i dag har en borgerlig statsminister – som tilfældigvis også er kvinde – 56-årige Erna Solberg.

Meningsmålingerne tyder på, at Norge også efter Stortingsvalget på mandag vil have ‘Jern-Erna’, som hun populært kaldes for, som statsminister – bakket begejstret op af regeringspartneren Fremskrittspartiet og lidt mindre entusiastisk af de to centrum-højrepartier Venstre og Kristeligt Folkeparti. De seneste ugers valgkamp har ikke ligefrem været spektakulær, men én ting har næsten skabt en form for folkeafstemning – for og imod Fremskrittspartiet i regering.

Tilbage til Fremskrittspartiet

På besynderlig vis har Norge udviklet sig til et politisk laboratorium, hvor konturerne af en mulig fremtid for Danmark tegner sig. Fejl, fiaskoer og genopstandelser synes at ske i Norge, før de gentager sig i Danmark. Norge kan vise sig at være en tidsmaskine. Lige nu er en stor vælgergruppe ved at blive blæst tilbage til Fremskrittspartiet, det kontroversielle højreparti, der trådte med ind i den borgerlige regering efter sidste Stortingsvalg i 2013, hvor Fremskrittspartiet ganske vist selv gik tilbage til 16,3% – fra 22,9% i 2009 og 22,1% i 2005. I mange år har Fremskrittspartiet været det største borgerlige parti i Norge, præcis som Dansk Folkeparti blev efter folketingsvalget i 2015.

Formanden for Fremskrittspartiet, 48-årige Siv Jensen, blev tilmed finansminister efter stortingsvalget i 2013, og alle kommentatorer forventede straks, at protestpartiet ville blive knust under ansvarets åg. Sådan gik det da også i første omgang. Det borgerlige protestparti – som er antibureaukratisk, antistatsligt og antielitært – styrtdykkede i meningsmålingerne, helt ned til en tredjedel af valgresultatet. Regeringsdeltagelsen virkede som en fuser. Men nu står Fremskrittspartiet til at overleve Stortingsvalget på mandag. Og mere end det.

Dansk Folkeparti har længe skimtet mod nord for at lære af Fremskrittspartiets erfaringer, og den tidligere partiformand Pia Kjærsgaard har været bekymret for regningen ved at regere: Koster det vælgere at træde med ind i en regering? Får man reelt større indflydelse ved at have ministerposter? Svarene er bestemt ikke entydige. Dét skyldes ikke mindst, at andre partier har måttet betale dyre lærepenge.

Det rød-grønne Sosialistisk Venstreparti har været gennem en varig nedtur, som alle andre små- og protestagtige partier i Norden sidenhen har frygtet at gentage. Men som det danske søsterparti, SF, ikke desto mindre kastede sig direkte, dumdristigt og skæbnesvangert ud i tilbage i 2011 ved at træde ind i regeringen Helle Thorning-Schmidt I.

Den monumentale fiasko

Sammenbruddet for Socialistisk Folkeparti i 2014 – der ydmyget og selvpryglet måtte træde ud af SRSF-regeringen på grund af Dong-salget – var således en farce, der kun gentog tragedien fra søsterpartiet i Norge, Sosialistisk Venstreparti, som sad i regering sammen med Arbeiderpartiet og Senterpartiet frem til 2013. Alt, hvad der skete af pinagtige kortslutninger hos Annette Vilhelmsen og de andre folkesocialister, var blot en dårlig kopi af de ideologiske ydmygelser, som SV måtte lade sig trække igennem oppe i Norge.
Sosialistisk Venstreparti er aldrig kommet sig over regeringsdeltagelsen og står endnu en gang til at få et valgresultat, som kun ligger lidt over spærregrænsen.

Engang var fascinationen af SV ellers ubegrænset i SF: ”Vores norske søsterparti har vist, at det ikke bare kan lade sig gøre at vinde magten med en centrumvenstre-koalition. Det kan også lade sig gøre at genvinde den. Det er meget inspirerende,” sagde daværende SF-formand Villy Søvndal i 2009: ”Deres erfaringer er entydigt gode.”

Fremskrittspartiet i Norge er stadig langt fra højdepunktet i 2008, hvor vælgertilslutningen i meningsmålingerne var oppe på over 30 procent. Over tid er det derfor ubestrideligt, at det nationalt-liberale parti, der ønsker lavere skatter og strengere grænsekontrol, er gået tilbage.

Men målt i forhold til det seneste stortingsvalg i 2009, hvor Fremskrittspartiet fik 16,3% af stemmerne, tegner mandagens valg til at blive stort set status quo, og i hvert fald langt fra det vælgersmæk som Sosialistisk Venstreparti (og SF) fik efter regeringsdeltagelsen. Fremskrittspartiet synes at have fundet en fornyet vinderformel, der kompenserer for den mere pragmatiske kurs, som partiet vitterligt også har været nødt til at slå ind på i regeringskontorerne.

Hun kaldes ‘Norges Trump’

Hendes blotte tilstedeværelse provokerer parnasset, og fra valgkampens start har hun stjålet billedet: Den norske indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet er blevet et kontroversielt omdrejningspunkt.

I Europa er det ment som et skældsord, når nogen sammenlignes med USA’s nye præsident Donald J. Trump. Sammenligningen med den mægtigt mærkelige mand i Det Hvide Hus er altid og uden undtagelse ment ondskabsfuldt og intimiderende – som et slet skjult forsøg på at udslynge endnu værre gloser, såsom vanvittig, racist eller løgnagtig.

Efterhånden har næsten alle europæiske lande fået udpeget deres egen Trump, som regel én markant skikkelse på højrefløjen. Men sammenligninger gør ingen sommer: Endnu er der i sandhed ikke mange politikere, som har været blot i nærheden af det ægte trumpesque. Derfor er der heller ikke nogen grund til at springe op, så snart etiketten hvirvles rundt i medierne.

Forud for mandagens stortingsvalg i Norge er der imidlertid én skikkelse, som træder frem – med netop etiketten, ‘den lokale Trump’: 39-årige Sylvi Listhaug fra det højrenationale Fremskrittspartiet har fået øgenavnet Norges Trump. Det begyndte med den amerikanske avis Washington Post, som om nogen skulle vide, hvad det vil sige at være trumpsk. Og dernæst fulgte den svenske eftermiddagsavis Aftonbladet, der langt fra var imponerede af Sylvi Listhaugs gentagne udfald mod såkaldt ”svenske tilstande” og hendes hårde kritik af Sveriges asylpolitik gennem de senere år.

Valgets omdrejningspunkt

Landmandsdatteren Sylvi Listhaug er hurtigt steget op til at være én af Norges mest bramfrie politikere. I 2015 blev hun rykket fra posten som landbrugsminister i den borgerlige regering til nu at være indvandrings- og integrationsminister, og hun forløser dermed ikke alene mange europæiske højrepartiers drøm om at komme i regering, men også – og endnu vigtigere symbolsk – drømmen om at få det øverste ansvar for asylpolitikken. Listhaug har indtaget den rolle, som Dansk Folkeparti fantaserer om i Danmark.

Sylvi Listhaug har i den seneste uge fået næsten lige så meget medieomtale som de to statsministerkandidater, siddende Høyre-statsminister Erna Solberg og Arbeiderpartiets udfordrer Jonas Gahr Støre – og mere end Fremskrittspartiets egen formand Siv Jensen.

Strømmen af flygtninge, asylansøgere og migranter op gennem Europa i efteråret 2015 blev en perfekt affyringsrampe for den nyudnævnte indvandrings- og integrationsminister. Sylvi Listhaug demonstrerede hurtigt en veludviklet fingerfornemmelse for mediestunts, som på den ene side gik rent hjem i baglandet og som på den anden side – og endnu vigtigere – hidsede hendes modstandere op, helt op i det mest skingre leje af personudfald.

Da debatten om folkevandringen op gennem Europa spidsede mest til i 2015, rejste Sylvi Listhaug til Grækenland – til øen Lesbos, hvor flest mennesker forsøgte at flygte til Europa – og her kastede hun sig i vandet for efter eget udsagn at ”opleve, hvordan det er at være bådflygtning”. Og det viste sig at være en fantastisk oplevelse, ja, ordet ‘fantastisk’ var det hun brugte: ”Øjeblikket, hvor man ser sådan en båd her, hvis man er ved at drukne, må være helt fantastisk,” lød det spektakulært provokerende udsagn fra Sylvi Listhaug.

Agent Provocateur

Provokationen blev mangedoblet ved, at hun var iført en skrig-orange, professionel redningsdragt – af typen som bruges af søredningstjenesterne: ”Det var meget specielt, selv om det selvfølgelig bliver noget helt andet, når man har en overlevelsesdragt på,” lød hendes umiddelbare eftertanke. Hun underspillede ikke ligefrem sin pointe: Så var det vel trods alt heller ikke værre at plaske lidt rundt i det turkisblå Middelhav.

Episoden fremkaldte vilde reaktioner i Norge. Venstrefløjen og de små kristelige midterpartier eksploderede i arrigskab – og Sylvi Listhaug var dermed født som Norges Trump. For intet giver højrefløjskandidater mere legitimitet og folkelig lydhørhed, end når de humanitære organisationer og den progressive venstrefløj melder krig.

Sylvi Listhaug har denne helt særlige fornemmelse for at fremprovokere et raseri fra sine modstandere, der gør hende populær og får hende til at fremstå som modig – blandt nogle. For i parlamentariske systemer, hvor partierne ikke stræber efter at få flertal alene, kan det faktisk godt være en overrumplende styrke at besidde nogle af de samme karakteregenskaber som ‘The Donald’: provokerende, åbenmundet og grænseoverskridende.

Sylvi Listhaug har formået at holde kernevælgerne nogenlunde tilfredse. Hun har trodset Norges hidtidige humanistiske og fredsskabende omdømme og har fået strammet ikke mindst udvisningsreglerne mere end noget andet vesteuropæisk land. Med Sylvi Listhaug som indvandrings- og integrationsminister har Fremskrittspartiet fået bevist, at de også kan øve indflydelse indefra og rent faktisk ændre lovgivningen på de områder, der betyder allermest for det indvandringskritiske parti.

Med Sylvi Listhaug i spidsen er Norge blevet et forbillede for højrefløjs-politikere fra hele Nordeuropa, ikke mindst i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ser selv et tæt slægtsskab mellem de to nordiske kvinder:

”Norge er helt i front i Europa, og derfor er vi mange, som vender blikket mod Norge for at lære. En af de ting, som jeg i højeste grad skal have med hjem herfra, er arbejdet med at sende asylansøgere og kriminelle ud af landet. På det område er Norge bedre end Danmark, og det skal vi lære af,” sagde Inger Støjberg til den norske formiddagsavis VG, da hun var på besøg i Norge for en måned siden.

Ingen Twitter-kontoer

Inspirationen går også den anden vej. Sylvi Listhaug har således været i Danmark for at se de teltlejre, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fik opført til asylansøgere i vinteren 2016: ”Her er sobert, samtidig med at de har et godt integrationsoplæg med danskundervisning og jobtræning. Der er hårde krav, men det er vigtigt, hvis man skal have dem ind i samfundet,” udtalte Sylvi Listhaug under et besøg i Næstved – også til avisen VG.

I virkelighedens verden er Sylvi Listhaug mere en norsk udgave af Inger Støjberg – og vice versa – end de hver især minder om Donald Trump. Den tyske tabloidavis har dog for længst også udråbt Inger Støjberg til den danske Trump – den såkaldte Trumpine. Men i sammenlignerne med ‘The Donald’ er der mindst én altafgørende ting, som både svenske Aftonbladet og tyske Bild fuldstændigt har overset: Hverken Sylvi Listhaug eller Inger Støjberg har en aktiv Twitter-profil ligesom @realDonaldTrump – og så kan man altså ikke for alvor være med i cirkusset.

Drit-hyggelig højrefløj

Fremgangen i meningsmålingerne for Fremskrittspartiet, der sågar står til at kunne gå frem ved stortingsvalget på mandag, fjerner den sidste barriere: Nu kan højrepartier – der vel at mærke ligger til højre for centrum-højre – ikke blot komme med i regering i de nordiske lande, men også genvælges med succes og fortsætte i magtens korridorer.

Opbruddet er bemærkelsesværdigt. Efter Fremskrittspartiets formand Siv Jensen blev finansminister i 2013 – og dermed krydsede den sagnomspundne grænse, som Dansk Folkeparti endnu kun drømmer om, og som Sverigesdemokraterna stadig er langt væk fra, men dog stadig tættere i Sverige – er det politiske landskab i Norden blevet forvandlet.

Da partiformand Siv Jensen tronede frem efter valget i 2013 og råbte til sine tilhører – ”Morn’a Jens” – vendte spillet. Hun sagde farvel til Arbeiderpartiets leder, statsminister Jens Stoltenberg, som ellers var trådt frem som verdensleder efter terror-massakren på Utøya, hvor 69 unge socialdemokrater blev likvideret. Men i 2013 var sorgen tilsyneladende så bearbejdet, at Siv Jensen kunne vinde point på at håne, spotte og latterliggøre Jens Stoltenberg.

Men så begyndte hverdagen og her havde alle forventet, at Fremskrittspartiet ville kollapse under ansvaret. Men hvis de friske meningsmålinger holder stik, og Fremskrittspartiet ligefrem kan gå frem fra sidste valgresultat på 16,3%, vil det stik modsatte være sket. Den yderste højrefløj er blevet mainstream.

Fremskrittspartiet har formået at forvandle protesterne til resultater, ikke mindst i kraft af indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet – hende de kalder for ‘Norges Trump’ – og Høyre-statsminister Erna Solberg vil dermed have fået mandat til at kunne fortsætte regeringssamarbejdet.

Modsat Perussuomalaiset, De Sande Finner, som trådte ind i den borgerlige regering i Finland i 2015 – anført af statsminister Juha Sipilä fra Centerpartiet og med deltagelse fra Samlingspartiet – ser det ud til at lykkes for Fremskrittspartiet at vinde både magten og æren, i hvert fald blandt kernevælgerne. I Finland endte højre-eksperimentet nemlig med, at Perussuomalaiset gik i indre opløsning og udtrådte af regering, næsten som en gentagelse af SF’s ydmygende retræte fra SRSF-regeringen i 2014.

Familiefejde på højrefløjen

Fremskrittspartiets tilsyneladende succes vil blive et vendepunkt. Spørgsmålet er dog, hvor langt sammenlignerne kan bære i virkelighedens realpolitiske verden: Kan de andre nationale partier i Norden – Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterna og Perussuomalaiset – reelt lære noget af Fremskrittspartiet? Eller skyldes succesen for Fremskrittspartiet snarere, at partiet har rykket sig hen, hvor Venstre står i Danmark?

Ubehaget ved at blive sammenlignet med stort set enslydende politikere i andre lande er på sin en forventelig reaktion. I hvert fald fra den nationale højrefløj. For hvis der én ting, som nationalistiske partier må og skal stå urokkeligt fast på, er det forestillingen om, at der findes én særlig national egenart. For alt i verden må det nationale projekt ikke slå bro fra kyst til kyst.

Nationale partier står alene. Det er nemlig knap så overbevisende at gå, stå og sige nøjagtig det samme som tilsvarende partier i andre lande og så samtidig hævde, at ”alle andre men’sker end dem der er danske, bor i huler og slås hele da’n”. Derfor er det næsten blevet rituelt, at nationale højrepartier tager afstand fra hinanden.

I Danmark har Dansk Folkeparti f.eks. taget meget skarpt afstand fra det franske parti Front National: ”Det er trist, at et parti med dybt antisemitiske rødder, økonomisk politik funderet i protektionisme og som er kendt for at markere sig med alle mulige bizarre meldinger, kan få så mange franskmænds stemmer,” siger DF’s medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt.

Den mest markante distancering er imidlertid kommet fra Fremskrittspartiets formand Siv Jensen, der ved flere lejligheder har lagt afstand til Dansk Folkeparti: ”Vi har ingenting tilfælles med Dansk Folkeparti overhovedet. Deres udlændingepolitik er for yderligtgående – og vi vil ikke associeres med dem,” sagde hun til Ekstra Bladet i 2010. Året efter skrev Siv Jensen i en e-mail til den danske formiddagsavis: ”Fremskrittspartiet har intet til fælles med Dansk Folkeparti. Vi deler ikke ideologi og har ingen forbindelse med hinanden. Derfor er det helt uinteressant at forholde sig til, hvad de mener om os.”

Berlingskes politiske sektion Politiko har opsummeret grænsefladerne til dansk politik ganske glimrende: ”Hvis man skal sammenligne Fremskrittspartiet med danske partier, får man en krydsning af holdninger, der spænder fra Dansk Folkepartis til Liberal Alliance: Bedre ældreomsorg, hårdere straffe til kriminelle og ikke mindst en meget stram flygtninge- og indvandringspolitik kombineres med et brændende ønske om mindre statsregulering og en væsentligt lavere skat. Selv lægger partiet afstand til sammenligningen med Dansk Folkeparti og foretrækker at blive sammenlignet med Venstre i Danmark. Omvendt ønsker Venstre ikke at blive sammenlignet med FrP.”

Det ægte fremskridt

Afstanden er reel nok mellem Norge og Danmark. Det norske Fremskrittspartiet er ikke Dansk Folkeparti, men udspringer nok snarere af de samme idéer som forgængeren, Fremskridtspartiet, der blev grundlagt af Mogens Glistrup i 1973 og straks stormede ind i Folketinget med 28 mandater. I Danmark gik Fremskridtspartiet gradvist i opløsning, og to af de ledende skikkelser – den politiske ordfører og ungdomsformanden – samlede stumperne op og dannede Dansk Folkeparti.

Tankevækkende nok har Pia Kjærsgaard tidligere været langt fremme med forslag, som var noget mere liberalistiske end nationale. Dengang ville Pia Kjærsgaard afskaffe efterlønnen, hun kæmpede engageret for nulskat og støttede Glistrups kontroversielle forslag til en ny socialpolitik i Danmark: I stedet for at udbetale bistandshjælp til de arbejdsløse skulle der sættes havregrødsautomater op på gadehjørner.

Umiddelbart før dannelsen af Dansk Folkeparti udtalte hun således til Politiken: ”Har vi råd til efterløn og orlov til så mange og for milliarder, der går fra staten? Eller hvad med børnechecken? Var det ikke bedre at lade folk disponere over en større del af deres indkomst og selv finde ud af, hvad de vil bruge pengene på.” Og derefter satte Pia Kjærsgaard trumf på: ”Vi har førtidspensionister på 30, der aldrig er blevet stillet over for krav, da de var yngre, og ender på en bænk med bajere og store hunde.”

I dag har Pia Kjærsgaars og den daværende formand for Fremskridtspartiets Ungdom, Kristian Thulesen Dahl, sørget for at fjerne alle referencer til deres liberal-anarkistiske fortid. Men den gamle position findes – og er endda opdateret til nutiden i form af Fremskrittspartiet i Norge. Og i denne opdaterede version er kanterne efterhånden slebet så meget af, at holdningerne falder sammen med Venstre i Danmark.

Forbrødringen begyndte med ballade i 2009, da den daværende ligestillings- og beskæftigelsesminister Inger Støjberg drog til Norge og udtalte ved et møde i Tønsberg: ”Vi står skulder ved skulder med det norske Fremskridtsparti.”  Hun tilføjede til avisen Aftenposten, at der var ”store lighedstræk mellem Anders Fogh Rasmussens Venstre og Siv Jensens Frp”. Udtalelserne vakte opsigt, da danske Venstre rent faktisk har et andet søsterparti i Norge, som pudsigt nok også hedder Venstre og rent faktisk er et liberalt parti.

Inger Støjberg brød ud af geleddet allerede i 2009 og skabte det bånd, hun i dag kan binde sløjfe på med den tætte relation til Norges indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra netop Fremskrittspartiet. Personificeret i de to nordiske kvinder har Venstre i Danmark bevæget sig i en mere national-populistisk retning og Fremskrittspartiet har flyttet sig i en lidt mere teknokrat-pragmatisk retning, og i fællesskab har de tilsyneladende udviklet en vinderformel.

Tricket er, at de begge evner at placere sig netop dér, hvor de på den ene side ikke (længere) opfattes som yderligtgående af midtervælgerne, og hvor de på anden side opfattes som tilpas anti-establishment af sofavælgerne. Man tør slet ikke tænke på, hvad de hver især ville kunne drive det til, hvis de kom på Twitter ligesom den ægte Donald Trump.

I lang tid stod Fremskrittspartiet til at gå tilbage, ligesom Venstre gør det i Danmark lige nu, men pludselig i valgkampens slutspurt synes provokationerne at have virket og gjort underværker for højrefløjen: Undervurdér aldrig Støjberg-Listhaug-effekten.