For tidligt at sige undskyld

Er det for sent at sige undskyld – nu? Ja, vi ved godt, vi har svigtet jer. Sådan har spørgsmålet lydt. Som en landeplage. Som Justin Bieber synger: Is it too late now to say sorry?

Sådan stod jeg selv og tænkte, da jeg 31. marts her i år stod ved Fort Christian i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Tæt på statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skulle holde sin tale – efter Dannebrog netop var blevet sænket symbolsk, og Stars and Stripes hejst i flagstangen.

Er det for sent at sige undskyld – nu? Skiftende danske statsministre har været dybt i tvivl, fumlet og alligevel fået sagt nogle få forsonende ord. De vigtigste ord fra officiel hold lyder:

”En undskyldning kan ikke gøre historien om. Men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser. Så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden. I aften må vi ikke glemme…”

Ja, ordene er ikke mine, og de blev da heller ikke sagt 31. marts på Skt. Thomas, men derimod udtalt af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – ved en tale i Mindelunden 4. maj 2005. Han sagde videre, med fuld kraft og oprigtighed:

”Det kan være tungt at tænke på. Erindringen om besættelsestidens skyggesider hører desværre også med til markeringen af 60-året for Befrielsen. Jeg vil derfor gerne – ved netop denne lejlighed og på dette sted – på regeringens og dermed den danske stats vegne beklage og undskylde disse handlinger.”

Beklage og undskylde. Fra en statsminister. For fortidens forbrydelser. For vores kollektive fejhed. Ja, tilbage i 2005 var det tydeligvis muligt at sige undskyld. Men foreløbig kun for besættelsestidens skyggesider.

100-året for salget

I årets nytårstale – altså 1. januar i år – sagde efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen:

”I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.”

Og det er jo den barske sandhed: Vores velstand er i høj grad skabt af handlen med slavegjorte mennesker. Men Lars Løkke sagde ikke undskyld. Dér. Men han kaldte trods alt vores fortid på disse fjerne tropeøer for ”et grusomt kapitel” og ”skamfuldt”.

Tilbage i 1973 udtrykte en anden statsminister mindst samme grad af anger. I sin første fjernsyns-transmitterede nytårstale sagde arbejdsmanden:

”I november var jeg på en kort ferie på en af de vestindiske øer. Flyveturen gav mig en sælsom oplevelse. Jeg læste om slavernes skibe på vej til slavernes øer. Pludselig følte jeg mig på vej over Atlanterhavet i et slaveskib i syttenhundredtallet. Skibet sejlede forresten under dansk flag. De mange velklædte mennesker i flyet blev forvandlet til sorte mænd og kvinder i slaveskibets lastrum. Der var kun 70 cm, mellem hvert dæk, så det var bedst at ligge ned.

Mine tanker var optaget af, om min kone og børn var med ombord, om de stadig var i Afrika, eller de måske var på et andet skib, der gik til et andet marked. Hvor skulle vi hen? – Mon vi nåede frem? – Skulle jeg gense familie og venner? – Allerede mere end 100 af de oprindelig 500 var døde. Jeg var tørstig. Drikkevand var sparsomt og råddent.

Så kom stewardessen med frokost. Hvad ønskede jeg at drikke. Jeg bestilte to øl. Mens jeg drak, sagde jeg til mig selv, at alt det med slaver og slaveskibe er fortid. Det var noget, der foregik i syttenhundredtallet. Men nu? – Nej, det er vi da i hvert fald fri for.

Og dog! Vi ved, at der mange steder på jordkloden findes undertrykkelse og vold, at der er bitre kampe imellem undertrykte og undertrykkere. Stater med egentlige frihedstraditioner udgør et lille mindretal i det internationale samfund. Selv de frie samfund fungerer ikke altid tilfredsstillende. Kampen for frihed, retfærdighed og menneskeværdige kår er evig. Mennesket har aldrig fået noget foræret. Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner – ikke ændret dens grundvilkår.”

To øl og universel retfærdighed. Dét var selvfølgelig Anker Jørgensen. Han åbnede det grusomme kapitel på den mest tankevækkende vis. Kampen for frihed, retfærdighed og menneskeværdige kår er evig.

Ingen rettigheder

Det mest skamfulde ved salget af øerne for 100 år siden var ikke kun, at slavegjorte mennesker blev solgt videre. Dét var i sig selv grotesk. Men endnu mere surrealistisk fik befolkningerne på de dansk-vestindiske øer ikke engang lov til selv at stemme. Ved folkeafstemningen i 1916, hvor kvinder i Danmark kunne stemme for første gang, fik øboerne ikke lov til at bestemme deres egen skæbne. Sådan er det stadig den dag i dag. De har ikke stemmeret, bl.a. fordi danskerne ikke gav dem basale rettigheder.

Efter selv at have mødt og talt med menneskerettighedsforkæmpere på U.S. Virgin Islands var jeg spændt på om statsminister Lars Løkke Rasmussen ville turde sige undskyld. Men nej. Han gjorde måske noget vigtigere. For i stedet sagde han:

”Vi skal også kigge i vore hjerter. Er der noget, der retfærdiggør undertrykkelse? Og vi ved alle med vore hjerter, at svaret er nej. Der er intet overhovedet, der retfærdiggør den undertrykkelse af mænd, kvinder og børn, der skete mens det danske flag vejede på disse øerne. Der er ingen undskyldning for slaveri. Det er utilgiveligt. Utilgiveligt.”

For det utilgivelige kan ikke tilgives. Kan ikke undskyldes – endnu! Tilhørerne – selv de mest stålsatte menneskerettighedsforkæmpere – fik faktisk tårer i øjnene, dér midt i Charlotte Amalie. Særligt da Lars Løkke fortsatte med schwung:

”Vi må anerkende, at det, der skete i fortiden, har påvirket, hvor øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan forbedre fremtiden. Kun ved at frigøre os selv fra fortidens mareridt, kan vi gøre fremtidens drøm mulig.”

Den officielle undskyldning kom ikke. Men: Is it too late now to say sorry? Ja, ved nærmere eftertanke er det måske faktisk snarere omvendt: Det er stadig alt for tidligt at sige undskyld. Den danske befolkning aner intet om vores fortid som slavenation og forstår mindre. Derfor har vi brug for udstillinger. Statsministrene er undskyldt: For det er endnu alt for tidligt at sige undskyld.