I bevidstheden er Danmark stadig en kolonimagt

Man kan høre dem helt inde fra bredden. Kanonernes eksplosioner får de nytilkomne slavegjorte afrikanere til hurtigt at dukke hovedet i forskrækkelse, inden de genoptager deres arbejde. De har endnu ikke vænnet sig til de nye lyde. Over vandet kommer røgen krybende som en ildevarslende havgus, og slaverne inhalerer nysgerrigt, da den bitre duft af krudtslam rammer næseborene. Bag disen lyder et kort råb, og skibets kanoner skyder igen.

Det er en mærkelig dag på St. Croix. Solen brager ned fra himmelen, der er næsten lige så azurblå som det hav, den spejler sig i. Alligevel ligger der et gråt skær over hele øen. Det er, som om jeg aldrig rigtig har forladt Danmark. Som om, den dystre farve, der kendetegner Skandinavien, har fulgt mig hele vejen til den danske koloni.

På havet har lyden fra de maritime våben igen lagt sig. Under kanonernes røg kommer en stor fregat til syne. Fra agter hænger Dannebrog og blafrer træt i vinden, og til trods for den voldsomme lyd fra kanonerne lader alt til at ånde fred på vandet. Lidt derfra borer årsagen til skudsalven sig gennem vandet. Det store amerikanske træskib er blevet budt velkommen med en skudsalut.

”Det er sjovt, at vi betragter malerier som historisk fakta, bare fordi de er gamle.” Jeg vender hovedet væk fra skibene, og mit blik møder min rejsepartner, som står ved siden af mig på St. Croixs bred. La Vaughn Belles beroligende smil møder mine øjne, og hun fortsætter sin ivrige talestrøm: ”Det er ikke andet end en fragmentering af folks forestillinger om, hvordan kolonierne ser ud. Det er fiktion.” Hun har ret. Det ér fiktion. La Vaughn og jeg står ikke på kajen i St. Croix en gang i slutningen af 1700-tallet. Vi står inde i et maleri af St. Croix. I et maleri, som hænger i kælderen af Den Sorte Diamant i København.

Kunsten som undersøgelse

La Vaughn Belle har altid boet på en ø. Kunstneren er født i Tobago, men har haft størstedelen af sit liv på De Amerikanske Jomfruøer St. Thomas og St. Croix. Hun været forbi Cuba for at læse en Master of Fine Arts og hun har også en master fra Columbia University på Manhatten i New York. I dag bor hun i Christiansted på St. Croix.

Ligesom hun fysisk har bevæget sig rundt, har hendes kunst også altid været i udvikling. Den er flydende, som hun selv siger. For La Vaughn ligger kunstens vigtighed ikke i det medie, den bliver udtrykt i. Derimod skal kunsten skabe et rum, hvor sociale kontekster og kollektive narrativer kan undersøges.

https://www.instagram.com/p/BXINz7djtKU/?taken-by=lavaughn_belle

Og det er også derfor, at hun i disse dage er i Danmark. For at undersøge sociale kontekster og kollektive narrativer. Hendes dybe rødder i Jomfruøerne har fået hende til at interessere sig for den kolonitid, der stadig er evigt tilstedeværende på øerne. La Vaughn udstiller lige nu værker på blandt andet Gl. Holtegaard og Den Sorte Diamant, og hun har flere andre projekter i gang i Danmark – blandt andet med Royal Copenhagen, hvor hun skal genfortolke de klassiske porcelæns-motiver.

Fælles for alle hendes værker og projekter er, at de undersøger, hvordan det koloniale og neo-koloniale narrativ skaber identitet, bevidsthed og virkelighed.

På rejse i maleriet

Men det er ikke La Vaughns maleri, vi står inde i. Få dage inden vi mødtes her på den fiktive strand, havde La Vaughn lagt et billede op på Instagram af et maleri fra udstillingen Blinde Vinkler på Den Sorte Diamant. Det havde taget hende flere besøg på udstillingen, inden hun havde lagt mærke til maleriet: ”Man går ofte bare forbi gamle billeder. Man skæver lige til dem og tænker, at de er da meget pæne, men det er sjældent, at man egentlig stopper op og betragter dem. Det er en fejl, for faktisk taler de lige så meget til os som moderne kunst.”

La Vaughn vidste ikke noget om maleriet, men alligevel fangede det hendes interesse. Selv uden at kende det fortalte det hende en hel masse. En masse om Danmark og De Amerikanske Jomfruøer, om fortiden og nutiden. Da jeg så hendes opdatering på Instagram, spurgte jeg derfor, om hun ville tage mig med ind i billedet og vise mig, hvad det var, billedet fortalte hende. Og nu står vi her. På en malet strand på et malet St. Croix.

Vi bevæger os ned langs bredden. La Vaughn har også bemærket den tågede grå farve, som har lagt sig over St. Croix, selvom solen brager ned. Alligevel undrer hun sig ikke. Den version af St. Croix vi står i, er skabt af en dansk kunstner. En dansk kunstner, som aldrig har været på De Amerikanske Jomfruøer: ”Rigtig mange af de billeder, danske kunstnere har malet af de vestindiske øer, er en kopi af et andet billede. En kopi af en kopi. Kunstnerne har ikke selv været på øerne. Man ser det på vejret. Farverne får det til at se ud, som om det er midt i en storm. Det er en udtryk for en dansk opfattelse af, hvordan landskab er.”

Mens de danske kanoner buldrer på havet, ånder alt fred her på landjorden. Vi er næsten nået op til torvet, hvor de afrikanske slaver er godt i gang med arbejdet. Arbejdet foregår roligt og disciplineret. Der er styr på det.

”Hvem er det, de arbejder for?” spørger La Vaughn polemisk, mens hun peger på slaverne, der henter maritim gods nede fra vandkanten. Hun svarer selv på sit spørgsmål: ”De arbejder for europæerne. For danskerne. I det her maleri fremstilles de, som om de opfylder deres egentlige funktion i livet. Nemlig at arbejde. På virkelighedens St. Croix havde der været fyldt med soldater på stranden. Ikke her. Her er danskerne så magtfulde, at de er i kontrol med deres blotte tilstedeværelse.”

Hun vender blikket mod vandet: ”Skibet viser danskernes magt. Det samme gør de afrikanske arbejdere, som gør, ‘hvad de er blevet skabt til’. Danskerne er i kontrol. Det hele passer til det danske narrativ.”

Mens La Vaughn fortæller, begynder landskabet omkring os at ændre sig. På torvet bliver de disciplinerede slaver udskiftet med et marked, hvor der sælges sorte mennesker til højestbydende. Bredden er nu fuld af danske soldater, der brutalt sørger for, at slavehandlen foregår tilfredsstillende. Idyllen er forsvundet. La Vaughns ord har fået os nærmere sandheden og det virkelige St. Croix.

Den post-koloniale kultur

Det varme sand under mine fødder er blevet erstattet af et stenkoldt marmorgulv. Vi har forladt maleriet og står nu i kælderen på Den Sorte Diamant. Pludselig synes vores rejse meget langt væk og ligegyldig. Danmark afgav øerne til USA for 100 år siden, så hvorfor betyder det her billede stadig noget?

Problemet for La Vaughn er, at mange af de ting, der er på spil i kunstnerens fremstilling af kolonitiden, også stadig er til stede i det danske samfund. Det narrativ, som findes i maleriet, findes også lige over kælderens loft. I danskernes bevidsthed er Danmark stadig en kolonialmagt. Ligesom på billedet har danskerne stadig travlt med at slå deres magt fast med symboler:

”Den anden dag tog jeg min datter med i Tivoli, fordi hun havde fødselsdag. På et af forlystelses-skibene ude i en sø, står en figur af en sort mand med tydelige afrikanske træk. Han var en stereotyp på den danske idé om afrikanere. Han havde intet egentligt ansigt, men var bare helt sort i hovedet og med blodrøde læber. Afrikanske kroppe bliver i Danmark stadig set i konteksten af at være arbejdere og forbrugsmaterialer. Man kan købe Skippermix-slik, hvor lakridserne er formet som afrikanske masker. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, der brokker sig over det.”

Selvom Danmark forlod De Vestindiske Øer for 100 år tilbage, så mener La Vaughn stadig, at ideen om magtforholdet er intakt. Det ligger dybt i den danske bevidsthed, at man er sin koloni overlegen. Hun husker, hvordan hun for et par år siden hørte om en dansk aprilsnar, hvor et medie i spøg havde skrevet, at USA havde givet Danmark tilbuddet om at købe De Amerikanske Jomfruøer tilbage. Selve aprilsnarren er ikke det, der generer La Vaughn mest: ”En dårlig joke, men dog bare en joke,” som hun siger.

Hvad hun til gengæld finder interessant er, hvordan mange danskere ikke opdagede, at der var tale om en joke: ”Man havde jo foto-manipuleret et tilbagekøbsbevis, og det så meget troværdigt ud. Men hvorfor så det troværdigt ud? Fordi hele tanken om, at Jomfruøerne kan købes og sælges ikke er fremmed. Selv de, der fanger joken, kan finde på at sige ‘vi burde købe jer tilbage’. Hvem siger sådan noget i år 2017? De taler stadig om mennesker som noget, der kan købes og sælges.”

Den dårlige joke er ikke det eneste eksempel på, at danskerne stadig føler en vis ejerfornemmelse over for den tidligere koloni. Under et turismefremstød på øerne hængte et dansk rejseselskab en plakat op med ordene ”Vi er tilbage”. Det stod på dansk, selvfølgelig.

Kolonial realpolitik

La Vaughn peger på, at den danske kolonimentalitet stikker endnu dybere end blot symboler i offentligheden. Den udmønter sig også i benhård realpolitik. Når de danske politikere i dag laver flygtningestramninger og integrationspolitik, så sker det med grobund i de samme narrativer, som var på spil under kolonitiden:

”Når immigranter kommer til Danmark, må de efterlade sig selv og i stedet blive en del af jer – en del af Danmark. Der er ikke plads til begge dele. Danskerne vil ikke have noget for dem, der er ikke plads til en udveksling. Immigranten får at vide, at ‘din kulturelle baggrund er ikke os værdig. Du må blive som os’.”

Historien først, så undskyldning

Mens vi har stået og betragtet billedet er La Vaughns børn blevet utålmodige. Hendes piger på 9, 7 og 4, som alle er rejst med fra Jomfruøerne til Danmark, har ventet ved siden af os, men nu er det begyndt at blive kedeligt. Vi forlader kælderen, så børnene kan få lov til at udforske Den Sorte Diamants mange rum.

https://www.instagram.com/p/BXuo3lCjU-P/?taken-by=lavaughn_belle

Som børnene render frie rundt i Diamantes store gange, vender La Vaughn tilbage til en fortælling, som hun flere gange i løbet af dagen er vendt tilbage til – historien om ‘dronningerne fra Fireburn’, der omhandler et oprør fra den sorte befolkning på St. Croix i 1878. Ofte snakker man om de tre dronninger, som ledte oprøret. Men faktisk var der nok nærmere 4. Det er bare først kommet frem langt senere, fordi Danmark tog alt historisk materiale med, da man forlod øerne:

”Danskerne tog afsted med alle arkiverne. Også genstande og dokumenter, som ikke havde noget med den danske kolonimagt at gøre – de tog sågar ting med, som var fra før danskerne overhovedet ankom til øen. Uden vores arkiver og genstande, har vi som folk måtte skabe vores minder og historier på en anden måde. Gennem sang, fortællinger, o.s.v.. Så i vores tradition er to af dronningerne blevet til én, men dokumenterne viser noget andet. Vi har aldrig set dokumenterne. Først nu 100 år senere.”

For La Vaughn er det et godt eksempel på, hvordan det narrativ, der eksisterer i henholdsvis Jomfruøerne og Danmark, er gået i to forskellige retninger. Når vi snakker om historien, snakker vi ikke om det samme. Og det er der, vi skal starte, hvis vi skal nå til en fælles forståelse. Det handler ikke om, at alle danskere blot er racister. Det er alt for generaliserende, mener La Vaughn. Men den danske undertrykkelse af de forfærdelige ting, der skete under vores koloniherredømme, er heller ikke noget, vi bare har fortrængt:

”Det er, som når det er rodet hjemme i ens hus. Man kan lægge alt rodet over i en bunke i hjørnet, og lige pludselig ser man det ikke mere. Men det betyder jo ikke, at man ikke ved, det er der. Man vælger bare at ignorere det. Danmark gør lidt det samme med sin kolonifortid.”

Selvom vi i Danmark har brugt de seneste måneder på at diskutere, hvorvidt man skal sige undskyld eller ej, så mener La Vaugn ikke, at det er det vigtigste at fokusere på. Det vigtigste er viden og oplysning. At Danmark og Jomfruøerne kommer tættere på hinanden i deres fortælling om kolonitiden, så det ene land ikke tænker på undertrykkelse og det andet på Nissebanden. Når den forståelse er der, mener hun, at undskyldningen kommer naturligt.

Det går fremad

De fire piger hopper hjemmevant op i Christiania-cyklen. De skal videre. La Vaughn har flere aftaler, før de alle kan få et velfortjent hvil. Inden de forsvinder afsted på cyklen, når jeg at stille hende det spørgsmål, som måske har presset sig mest på gennem hele vores tur, først til St. Croix og så til kælderen: Hvilket billede skal vi besøge, når der er gået 100 år mere?

Hun kigger tænksomt: ”Måske noget, hvor Jomfruøernes beboere er i forgrunden og danskerne og amerikanerne i stedet er i baggrunden. Altså lidt omvendt af det billede, vi kiggede på,” foreslår hun.

Men der kommer ikke til at gå 100 år denne gang, siger hun optimistisk. Vi er allerede nået langt: ”Bare det at jeg få lov til at komme til Danmark, vise min kunst, samarbejde med Royal Copenhagen og muligvis kommer til at sætte en stor statue op af en af ‘The Fireburn Queens’ i København, det viser, at vi er nået langt. Jeg skal faktisk i audiens hos den danske dronning og tale om min kunst. At jeg kan få lov til at snakke om de her problematikker med dronningen, viser, at der er sket nok. Den debat, der er lige nu, vil ikke bare forsvinde igen. Noget af momentum ryger måske, men der er lagt nogle gløder på bålet, som ikke bliver slukket igen.”

https://www.instagram.com/p/BYL__QPjvah/?taken-by=lavaughn_belle

Netop kunsten ser La Vaughn som en stærk platform, hvorigennem vi kan snakke om tingene. Et medium, hvorigennem vi kan nå hinanden: ”Kunsten er et rum for fordybelse og refleksion. Det er derfor, jeg laver kunst. For at starte en samtale.”

La Vaughn træder i pedalerne og forsvinder med sine børn ud i København, og stille fornemmer jeg, at det billede af Danmark, som jeg står i, måske også er ved at bevæge sig nærmere virkeligheden.