Canadas Kennedy kommer 'Justin time'

Opmærksomheden hviler på den unge mand på prædikestolen i den tætpakkede Notre-Dame Basilica i Montreal, mens han messer talen over sin fars kiste.

»Han opmuntrede os til at presse os selv. Til at prøve grænser. Til at udfordre alt og alle. Men der var visse principper, man ikke kunne gå på kompromis med.«

Justin Trudeau, som på det tidspunkt er 28 år, ser ud over publikum i basilikaen. Nede i mængden sidder Jimmy Carter, Fidel Castro og Leonard Cohen. I sin grå skjorte, sorte jakke med en rød rose i knaphullet sender han dem et skævt smil og fortæller en anekdote fra dengang, hans far var premierminister, og de spiste frokost sammen i parlamentets kantine.

»Jeg var otte år og ved at blive politisk bevidst, og jeg genkendte min fars værste rival,« siger Justin med sin svage læspen. »For at glæde min far fortalte jeg en vittighed om ham – en fjollet lille en. Min far så strengt på mig og sagde:« – Trudeau slår fra engelsk over i fransk – »’Vi angriber aldrig individet’. Da forstod jeg, at tolerance ikke er nok. Vi må have oprigtig og dyb respekt for ethvert menneske. Det er det, min far krævede af sine sønner. Og det er det, han krævede af sit land.«

Kirkeskibet runger af klapsalver, mens den unge taler træder hen mod kisten, der er dækket af det rød-hvide canadiske flag. Hulkende trykker han panden mod den.

Trudeaumani

Da Justin Trudeau 3. oktober 2000 talte ved sin fars tv-transmitterede statsmandsbegravelse, var det 16 år siden, det offentlige Canada sidst havde set den mørkhårede knægt. Faderen, Pierre Elliot Trudeau, var premierminister i sammenlagt 15 år, og Justin var vokset op i rampelyset – og i Canadas svar på Det Hvide Hus, 24 Sussex Drive. Men da Pierre Trudeau forlod politik i 1984, gik den ellers så kulørte familie langsomt i glemmebogen. Pludselig stod den voksne Trudeau junior foran hele Canada og viste sig som den fødte taler. Kort efter begravelsen blev han opfordret af faderens liberale parti til at gå ind i politik.

I dag er Justin Trudeau 43 år og Canadas 23. premierminister. Den ‘Trudeaumani’, der i 1968 blev slang for farens store popularitet, har spredt sig som global jubel over sønnens politiske kurs. Som ung og progressiv politiker sammenlignes han ofte med USA’s præsident Barack Obama, der i 2008 blev valgt ind på sloganet ‘Hope and change’. Justin Trudeaus valgslogan ‘Hope and hard work’ minder da også til forveksling om Obamas budskab.

Men han har ikke meget hårdt arbejde i bagagen i traditionel forstand. Hans bedstefar tjente nemlig en formue på at bygge benzintanke. I 1932 solgte han firmaet Champlain Oil Products Limited for knapt 8 millioner kroner, som han investerede i blandt andet minedrift. Hverken Pierre eller Justin Trudeau har nogensinde behøvet at arbejde.

Tronfølgeren

Derfor minder Justin Trudeau måske snarere om John F. Kennedy end Obama. Ligesom Kennedy er han ung, smuk og rig og født ind i et politisk dynasti og en berømt familie. Under efterårets valgkamp i Canada blev Justin Trudeau i spøg kaldt »the hair apparent«: Et ordspil, der både antyder, at han var den næste i arvefølgen, og at han har lækkert hår. Trudeau kommer med andre ord fra Canadas absolutte elite både økonomisk og politisk. Alligevel anses han ikke som elitær.

»Han er en slags anti-politiker,« siger Alex Marland, der forsker i politisk branding på Memorial University of Newfoundland. »Vi ser typisk politikere som gamle, hvide mænd, som gør det for deres egen skyld. Og han ser ud til at personificere noget andet, selvom han i virkeligheden er både mand og kommer fra en privilegeret familie. Dybest set handler det om, at han ser godt ud.«

Sociologen Patricia Cormack forsker i krydsfeltet mellem berømmelse og politik på St. Francis Xavier University. Hun mener ligesom Alex Marland, at billedet af Trudeau ikke altid harmonerer med den empiriske virkelighed.

»Da han var barn, blev familiens liv betragtet som et sødt lille eventyr, ikke som overklasse. Han er i stand til kontant at undgå billedet af privilegier og elitisme.«

Famøs familie

Men ligesom Kennedy-klanen var Trudeau-familien i årtier centrum for pressens sladderspalter.

»Det var den første glamourøse familie, der brugte pressen. De inviterede medierne indenfor for at gøre deres unge, smukke familie til en del af valgkampen,« siger Patricia Cormack.

Før Pierre Trudeau mødte Justins mor, var han kæreste med den amerikanske starlet Barbra Streisand. I 1971, 51 år gammel, giftede han sig med den 22-årige hippie-skønhed Margaret. Hun har senere hævdet at være den første Canadiske førstedame, der blev forfulgt af paparazzi-fotografer. Justin, den ældste af parrets tre sønner, fik i pressen kælenavnet ‘Justin Time’, fordi han kom til verden akkurat ni måneder efter brylluppet.

Men som ægteskabet begyndte at knage, blev hans mor kendt som den uansvarlige Maggie, der smuglede stoffer i sin mands bagage og dansede halvnøgen på New York-natklubben Studio 54. Hun hang med the Rolling Stones og havde sågar en affære med den amerikanske senator Ted Kennedy.

»Hun var nærmest den canadiske version af prinsesse Diana,« siger Patricia Cormack.

Skilsmissen blev derfor en offentlig mediebegivenhed. Som 71-årig skabte Pierre Trudeau overskrifter, da det i 1991 kom frem, at han havde fået en datter med den 35 år yngre Deborah Coyne.

Men familiens berømmelse har faktisk været en fordel for Justin Trudeau, fordi den paradoksalt nok har gjort ham lettere at identificere sig med, mener Patricia Cormack:

»Det interessante ved berømmelse er, at kendisser både er anderledes end os og ekstraordinære, men også meget almindelige ligesom os. Vi kan identificere os med dem. Det er berømmelse form for tveægget sværd.«

https://www.youtube.com/watch?v=zzWTAorHeu0

Rockstjerne-status

Dyrkelsen af Justin Trudeau er med andre ord en dobbelt dynamik, der gør ham til noget specielt og samtidig til én, man har et nært forhold til.

»Berømte mennesker er både langt væk og meget tæt på, og så er der ideen om berøring. At man kan røre ved storhed. At det på en eller anden måde smitter af. Det er noget underligt noget. Men det sker med Trudeau. Folk rører ved ham og tager billeder sammen med ham,« siger Patricia Cormack.

Det skete for eksempel til Vancouvers Pride parade i sommer. Trudeau kom gående med opsmøgede skjorteærmer og en lilla perlekrans om halsen, da en ung kvinde med afklippede shorts og bar mave løb over for at omfavne ham. Til Trudeaus åbenlyse overraskelse hoppede kvinden op i hans arme, mens hun svingede de bare, brune ben om livet på ham. Der blev hun siddende, mens hendes letpåklædte veninder én for én kom til og omfavnede Trudeau i et gruppekram, mange mænd ville misunde.

»Det er hårdt at være Justin Trudeau,« skrev fotografen R. Jeanette Martin, der fangede seancen, senere på Facebook. »Det ene øjeblik går du uskyldigt gennem Vancouver Pride-parade, det næste øjeblik er du offer for et lusket overfald af ikke én, ikke to, men tre, TRE smukke kvinder, der tydeligvis synes, du er en rockstjerne. Hvem der bare var Justin Trudeau.«

Lavinen

Men det er ikke blot glamour, affærer og sexappeal, som Trudeau-familien har til fælles med Kennedy-klanen. Ligesom den ikoniske amerikanske familie, har Trudeau-dynastiet også haft sine tragedier. I 1998 arbejdede den yngste af familiens tre sønner, Michel, på skisportsstedet Red Mountain Resort i British Columbia. Fredag 13. november tog han sammen med et par venner på en skitur i Kokanee Glacier Provincial Park. Gruppen stod off-piste, da en lavine rullede ned af gletsjeren og trak dem ned ad bjerget og ud i Kokanee-søen. Vennen Andy var i stand til at svømme i land, men den 23-årige Michel druknede. Søen ligger så højt, at den er tilfrosset det meste af året. Dykkerne kunne derfor ikke færdiggøre den ellers omfattende eftersøgning. Michels lig blev aldrig fundet.

Justin Trudeau, som var lærervikar på Pinetree Secondary School i Coquitlam nær Vancouver, fik en opringning klokken fem næste morgen.

»Michels død og dens konsekvenser for mine forældre påvirkede mig dybt,« husker Justin Trudeau i sin selvbiografi ‘Common Ground’ fra 2014. Pierre, som døde to år efter Michels død, fik en eksistentiel krise. Margaret fik en psykisk sammenbrud, der tog hårdt på familien.

»Jeg brugte lange dage på at tænke og lange nætter på at bearbejde tabet af Michel, min mors kamp og min førhen så usårlig fars svækkelse,« skiver Justin Trudeau.

Velgørenhed

Tragedien blev begyndelsen på hans vej fra kateteret til talerstolen. Efter Michels død blev han leder af the Canadian Avalanche Association, hvor han arbejdede for bedre finansiering til folkeoplysning om laviner. Men han holdt sig fra den politiske arena, også selv om han efter faderens begravelse i 2000 blev opfordret til at stille op for hans parti.

»I dagene efter begravelsen husker jeg vagt, at jeg fik henvendelser fra folk, der ville have, at jeg skulle stille op for De Liberale. Men jeg gjorde det helt klart, at jeg ingen interesse havde i det. Jeg havde en lærerkarriere, som jeg værdsatte og var god til, og hvor jeg vidste, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg tænkte, at det var en mulighed en dag at gå ind i politik, men kun hvis det var på mine egne præmisser,« skriver Justin Trudeau i sin selvbiografi.

Sideløbende med sin undervisning blev Trudeau langsomt talsmand for flere og flere velgørenhedsprojekter. I 2002 blev han formand for ungdomsorganisationen Katimavik, der gennem frivilligt arbejde lærer unge canadiere »at være ansvarlige borgere, der skaber positiv forandring i deres eget liv og i deres lokalområde«. Og sammen med broderen Alexandre indviede Justin i 2004 Trudeau Center for Freds- og Konfliktstudier på Toronto Universitet.

Den bløde mand

Dermed har Justin Trudeau en meget anderledes profil end sin far. Hvor Pierre var jurist og forfatter og mængede sig med franske tænkere som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, var Justin snowboardinstruktør og skolelærer.

»Min fars tilgang, som han opfordrede mig til også at praktisere, havde meget lidt eller intet at gøre med følelser. Den var udelukkende intellektuel,« skriver Justin Trudeau i selvbiografi.

Men modsat sin far emmer han af humor og følelser.

»Alle pigerne dånede over ham, selv i vores alder,« har en tidligere elev på Reddit.com. Hun havde Justin Trudeau som lærervikar i 6. klasse på eliteskolen West Point Grey. »Han brugte interessante metoder til at irettesætte eleverne. Min favorit var da han tegnede overskæg på en af mine venner, som ikke fulgte med i timen.«

Og netop det, at Justin er så anderledes end sin far, har gjort ham populær, mener Mark Blevis, der er ekspert i canadiske politikeres brug af sociale medier: »Han er ikke bange for at vise følelser. Folk omtaler tit det at være følelsesladet som en svaghed. Men nu om dage er det at vise følelser meget mere accepteret, og i mange tilfælde kan det være magtfuldt.«

Farens skygge

Forskellen på far og søn har dog ikke afholdt Justins politiske modstandere fra at bruge Pierre Trudeau som skyts imod ham. I en tv-debat under valgkampen i efteråret, bragte lederen af the New Democratic Party, Thomas Mulcair, et følsomt emne på banen.

»NDP var det eneste parti, der gik imod Pierre Trudeau, da han i 1970 smed hundredevis af canadiere i fængsel uden retssag og endda uden sigtelse,« sagde han med henvisning til den undtagelsestilstand, som Trudeau senior indførte under den såkaldte Oktoberkrise, da en radikal separatistgruppe fra det fransktalende Quebec kidnappede den britiske handelskommissær James Richard Cross.

Men på et øjeblik fik Justin Trudeau fremstillet angrebet som usmageligt, fordi det kom på årsdagen for farens død.

»Det er meget følelsesladet for mig at tale om ham lige nu, fordi det i aften er 15 år siden, at han gik bort. Og jeg ved, at han ikke ville bryde sig om, at vi kæmper tidligere tiders kampe. Hvis det stod til ham, fokuserede vi udelukkende på fremtiden og på, hvordan vi imødekommer canadiernes behov,« svarede han sin modstander, mens publikum klappede ihærdigt.

»Han forvandlede det angreb til guld,« siger sociolog Patricia Comarck. »Han fremmanede ikke sin far, før modstanderne gjorde det. Og da de gjorde, greb han den bare. Han sagde dybest set, ’vi bor i et progressivt samfund på grund af min far’.«

Hjemmeskolet statsmand

Et andet gennemgående angreb på den unge politiker var, at han var for utrænet til at være premierminister. Det konservative parti lancerede en stribe negative tv-reklamer, der udstillede Trudeau som naiv og uerfaren. Én punchline lød, at Justin Trudeau var »just not ready«. En anden – »nice hair, though!« – gjorde nar af hans veltrimmede manke.

Men Justin Trudeau selv beskriver sin barndom på 24 Sussex som en form for førstehåndsoplæring i statsmandskunst. Han mødte folk som Ronald Reagan, Margeret Thatcher og Olof Palme. Og i løbet af sin fars regeringstid var den unge Justin med på rejser med regeringens Boeing 707 til næsten 100 lande.

»Det mest værdifulde ved at deltage på de ture med min far var at se, hvordan han traf beslutninger. Han stillede altid spørgsmål og udfordrede holdningerne blandt folk omkring sig. Han diskuterede sjældent sine egne synspunkter, før alle andre havde fået indflydelse. Den beslutningsmodel, jeg lærte på 707-flyvningerne, har fået indflydelse på min egen ledelsesstil,« skriver Justin Trudeau i sin selvbiografi.

Faktisk forudså Richard Nixon allerede i 1972, at Justin Trudeau ville følge i faderens fodspor, da den amerikanske præsident under et statsbesøg udbragte en skål til den spæde Justin med ordene, »til Canadas kommende premierminister«.

En af hans første gerninger som premierminister var da også, da han som selvsikker statsmand i sin åbningstale på klimatopmøde i Paris skosede sin forgængers slappe klimakurs og sagde: »Canada er tilbage, kære venner. Vi er klar til at hjælpe, til at lave en aftale, som vores børn og børnebørn kan være stolte af.«

Derfor har han for anden gang i sit 43-årige liv fået øgenavnet ‘Justin time’.