Nyhedsanalysen
Slavenationen og det senbarokke dukkehus
Kgl. Hofbygmester Lauritz de Thurah byggede Gl. Holtegaard som en lystgård til sig selv i 1756. Pengene tjente han som arkitekt på Frederikstaden i København, som blev finansieret af Danmark betænkelige slaveeventyr på De Vestindiske Øer. Gl. Holtegaards nye udstilling ‘Kolonihistorier – magt og afmagt’ er skabt med udgangspunkt i huset og har til formål at udfordre den kollektive erindring om den transatlantiske slavehandel, som Danmark var en del af, fortæller kunsthallens direktør, Maria Gadegaard.
Maria Gadegaard, Gl. Holtegaards direktør siden 2013, åbner glasdøren til udstillingens første rum, og vi træder ind i kunsthallens fornemste lokale. Et fornemt lokale i en statelig bygning. Da Kgl. Hofbygmester Lauritz de Thurah byggede Gl. Holtegaard som lystgård til sig selv i 1750’erne, havde han utvivlsomt den franske solkonge Ludvig 14.’s klassicistiske barokslot i Versailles i tankerne. Der ligger altså et mini-Versailles med tilhørende barokhave i Gl. Holte nord for København.
Men i forbindelse med udstillingen ‘Kolonihistorier – magt og afmagt’ har Gl. Holtegaards flotteste lokale fået en extreme makeover, så det næsten er for meget. Eller det er for meget, og det er med vilje, forstår man på Maria Gadegaard; den har fået alt, hvad den kan trække eller ”maks gas på det museale udtryk”, som hun formulerer det. Væggene er malet kongeblå – en rigtig magtfarve – og gulvet er beklædt med et tæppe i samme farve. Belysningen er varm og formidabel og får flere af guldaldermalerierne herinde til at ligne noget, som er malet med Gud over skulderen.
Maria Gadegaard stopper foran Fritz Melbyes maleri ‘Charlotte Amalie’ fra 1851-52. Hun er ved at forklare meningen med udstillingen, og ‘Charlotte Amalie’…
”… er jo et pragteksempel,” forklarer hun. ”Fritz Melbye var en af de kunstnere, som rent faktisk rejste til De Vestindiske Øer, og her har han lavet et vidunderligt maleri af indsejlingen til Charlotte Amalie, som er havnebyen på Skt. Thomas. Og han er stærkt optaget af handelslivet i og omkring havnen. Prøv at se, hvor meget af billedfladen, landskabet fylder. Landskabets dramatik og sublimitet er med til at iscenesætte stemningen i værket. Så kunsthistorisk og teknisk ved han udmærket hvilke virkemidler, han benytter sig af.”
Og man kan se Dannebrog op til flere steder på billedet.
”Det kan man nemlig. Dannebrog vajer. Og der er også et lille dampskib til venstre, som symboliserer, at industrialiseringen lige så langsomt er kommet til. På det her tidspunkt er slavehandelen blevet forbudt, men de landarbejdere, som stadig er på øen, arbejder under stærkt kritisable forhold og stærkt slavelignende forhold. Så det er bestemt ikke et særlig rart sted at være landarbejder på det her tidspunkt. Ikke desto mindre er det her jo et værk, som i den grad fortæller om den nationalromantiske forestilling om ‘Danmark ude’.”
I bådene i forgrunden ses sorte folk om bord. Da De Vestindiske øer stadig var på danske hænder midt i 1800-tallet, må man formode, at det er slavegjorte folk, som den danske stat har sejlet over fra den afrikanske Guldkyst. Det er der masser af drama i set med eftertidens briller, men det er slet ikke den historie, Melbye ønsker at fortælle.
”En kilde har fortalt os, at maleriet her muligvis var en bestilling fra kongen, og det forklarer måske den stærkt nationalromantiske sentimentalitet, der også er i værket. Der er ingen mislyde og ingen undertoner. Det er den fine, rene historie om det store danske rige, som har strukket sig helt til Vestindien,” siger Maria Gadegaard.
Ved siden af ‘Charlotte Amalie’ hænger et maleri af C.W. Eckersberg. Det er fra cirka 1834 og forestiller korvetten ‘Najaden’, som patruljerede omkring Vestindien. Også det maleri er særligt udvalgt som repræsentant for den officielle fortælling om Danmark som kolonination.
”Her bruger man simpelthen skibet som en heroisk figur. I og med at Danmark dengang så sig selv som en af de stærkeste søfartsnationer i verden, var det helt oplagt at portrættere sig på den her vis, når man er kongen og ønsker at vise den bedste version af sig selv og sit rige,” siger Maria Gadegaard.
Hun forklarer, at rummet er et forsøg på at ”mime det meget kulturarvsfortættede rum, den fælles kollektive hukommelse”. Hun fortsætter: ”Hvordan udfordrer vi den? I det her rum etablerer vi historien om Danmark som kolonination, sådan som rigtig mange mennesker kender den. Her har vi magten; her har vi de nationalromantiske værker; sådan så det ud, da man fremstillede De Vestindiske Øer dengang. Og så er det jo så tanken, at samtidskunsten skal udfordre det, så snart man går ud i længerne til hver sin side af dette rum. Udstillingen er skabt med et ønske om at udfordre eller opdatere den kollektive erindring om den døduhyggelige transatlantiske slavehandel, som Danmark var en del af.”
Så fører hun an i retning af den ene af hovedbygningens længer.
Den anden side
Så snart man er ude af det statelige blå rum, skifter udstillingen karakter, og hvis man ikke vidste det, går det op for en, at det fine udstillingslokale med den officielle kolonihistorie er vrangsiden. Det er i det blå rum, den er gal. I et mørkt lokale for sig selv hænger en videoinstallation af den kenyanske kunstner Wangechi Mutus. På videoen går en sort kvinde gennem et savannelandskab med en kurv på hovedet. Kurven bliver langsomt fyldt op med forbrugsgoder, og til sidst kan hun ikke klare mere og imploderer, siger Maria Gadegaard.
”Det er ekstremt voldsomme virkemidler, og it’s far too much på en eller anden måde. Vi iscenesætter det også ret dramatisk her. Vi har malet rummet mørkt for at få det til at forsvinde, og lydniveauet er voldsomt. Vi gør, hvad vi kan for at bakke op om den intensitet, som Wangechi Mutu har sat i scene. Og det synes vi, at vi kan, fordi vi er et hus, der i forvejen er i en del af en fuldendt senbarok vision med hele det barokke og iscenesatte haveanlæg , på den måde passer tingene enormt godt sammen,” siger hun.
Et dukkehus fra en svunden tid
Og det er hele ideen med at sætte den type udstilling op på Gl. Holtegaard. Samspillet med selve stedet. Som der står i katalogteksten til ‘Kolonihistorier – magt og afmagt’: ”Den rigdom, Danmark opnåede med den transatlantiske slavehandel, blev blandt andet omsat til grundlæggelsen af Frederiksstaden i København. En af de centrale arkitekter i denne byudvikling var Kgl. Hofbygmester Lauritz de Thurah (1706-59), hvis sidste store bygningsværk var Gl. Holtegaard. Det var de Thurahs arbejde som arkitekt i Frederiksstaden, der gav ham midlerne til at bygge Gl. Holtegaard i 1756.”
Det er således ikke en gammel dansk slavehandlers residens, man møder, når man besøger Gl. Holtegaard. Men Lauritz de Thurah har tjent gode penge, som er afledt af slavehandel og sukkerimport. Når man har sin daglige gang i huset, bliver de Thurah ret nærværende, fornemmer man. Maria Gadegaard taler i hvert fald om ham i nutid.
”Han skaber det her sted på baggrund af den relativt store økonomi, han får ud af at være en af de store arkitekter, der arbejdede på Frederiksstaden,” fortæller Maria Gadegaard. ”Han er ikke ved muffen. Han har knap råd til det her, så mere etableret er han heller ikke. Men han kommer af relativt små kår og stiger op gennem samfundet og bliver adlet, og det passer ham godt at have sin egen lystgård herude med en skrånende plæne, så han kan kigge ud over vandet.”
Var han opmærksom på, hvor pengene kom fra?
”Der var jo en lidt dubiøs baggrund for landets rigdom, men der var ikke nogen synderlig refleksion over det – ikke på det tidspunkt, i hvert fald. Det var ikke arkitektens eller kunstnerens rolle at være kritisk. Når man fik en opgave som kunstner eller arkitekt, var opgaven at male skønmaleriet eller bygge det fineste, man kunne forestille sig, for at demonstrere kongens magt og forankre enevældens styrke. Det er først langt senere, med 1860’erne og det moderne gennembrud, at vi får en social bevidsthed og nogle kritiske stemmer i forhold til tingenes tilstand,” siger Maria Gadegaard.
Af samme grund giver det god mening at lave udstillinger, der tager udgangspunkt i Gl. Holtegaard og udfordrer det, som huset og tiden repræsenterer, siger hun.
”Vi har i en årrække arbejdet med den særegne fortælling, der er lige her, både som inspiration og som udfordring og som kunstnerisk undersøgelsesfelt, fordi vi synes, at det er interessant at være en kunsthal, der i overvejende grad arbejder med samtidskunst i et meget, meget historisk hus, der ligner et dukkehus, noget fra en svunden tid, som næsten bliver for meget.”