Drøm og desperation i Spanien

Søndag 13. december er stemningen på kogepunktet i sportshallen La Caja Mágica i Madrid – flere end 10.000 tilhørere hylder lederen af det venstreorienterede græsrodsparti Podemos, Pablo Iglesias, på talerstolen: en lille, spinkel 37-årig mand i en ustrøget hvid skjorte, jeans og sneakers med en lang, kraftig hestehale af brunt hår, der har givet ham øgenavnet ‘El Coleta’ – Hestehalen.

For to år siden var Pablo Iglesias en stort set ukendt universitetsprofessor i statskundskab fra Complutense-universitetet i Madrid.

Men under krisen blev han en hyppig gæst i politiske debatprogrammer på tv. Iglesias satte ord på de frustrationer, især de unge spaniere har over for den politiske elite, som de ser som korrupt og uinteresseret i de unges problemer.

‘El Coleta’ får så stor gennemslagskraft på grund af sin velformulerede argumentation, der sætter selv garvede politikere til vægs, at han beslutter sig for at omsætte opbakningen til politik. Og sammen med en gruppe kolleger fra universitetet stifter de partiet Podemos – ‘Vi kan’.

Ydmyg, men ikke tandløs

Blot to måneder efter stiftelsen vinder de fem sæder i Europaparlamentet, de bliver tredjestørste parti ved regionalvalget i den folkerige, men fattige region Andalusien 22. marts, og ved kommunalvalget 24. maj sætter borgerlister med tilknytning til Podemos sig på borgmesterposterne i de to største byer, hovedstaden Madrid og Barcelona.

Alligevel formår Pablo Iglesias at være ydmyg under valgkampen – men ikke tandløs. Han går til angreb på modstandernes politik, og anklager dem for inhabilitet og korruption.

Talen til partiets tilhængere på vælgermødet i Madrid bliver da også en retorisk tour de force på tre kvarter, hvor Pablo Iglesias sønderlemmer den konservative premierminister, Mariano Rajoy:

»Hr. Mariano Rajoy er skyld i, at færre mennesker har et arbejde, at over halvdelen af de arbejdsløse ikke modtager nogen form for understøttelse, lønningerne falder og flere bliver ansat på korttidskontrakter, og mange mennesker kan ikke få pengene til at slå til, selv om de har arbejde,« tordner Pablo Iglesias.

Gå hjem!

Og Pablo Iglesias bliver ved: »Det er ikke kun uretfærdigt, det er også ineffektivt. Problemet er ikke kun, at Deres politik er uretfærdig, at den forsvarer nogle fås privilegier og tager offentlig sundhed og uddannelse fra folk – problemet er, at Deres regering IKKE er effektiv – det er tid til at gå hjem, Hr. Mariano Rajoy.«

Klapsalverne runger, så hallens vægge ryster. Og efter få sekunder råber alle med på Podemos slagord: »Si se puede« – »Ja, man kan«.

De flere end titusind tilhængere er sikre på, at deres drøm om en ny begyndelse for Spanien får vinger med Pablo Iglesias ved rorpinden.

Så går det mere stilfærdigt for sig ved et improviseret vælgermøde foran hospitalet Ramón y Cajal i det nordlige Madrid. Her er Carmen San José på kampagne. Hun er medlem af hovedstadsregionens parlament og trods sin beskedne højde på lidt over halvanden meter rager hun højt op i den regionale politik.

Omkring 30 Podemos-medlemmer er mødt op – ud over patienter, pårørende, personale og en større gruppe af rygere, der er gået udenfor for at få en smøg.

Men for Carmen San José er det ikke mængden af tilhørere, der er afgørende – det afgørende for Podemos er at være i konstant dialog med folk, for at samle opbakning i et langt og sejt træk:

»Det vigtigste er at vi er i konstant dialog med folk og forklare vores program.«

Uhørt organisering

Carmen San José er familielæge,og har på egen krop oplevet nedskæringer og privatiseringer i sundhedsvæsenet – så hun er varm fortaler for Podemos’ politiske krav om at garantere gratis sundhedsvæsen i den spanske forfatning: »Sundhed er vigtig i vores kampagne, vi vil have det beskyttet mod privatisering i forfatning.«

Familielægen Carmen San José blev først for alvor politisk aktiv efter at være fyldt 60 – og hun er rasende over, at premierminister Mariano Rajoy omtaler Podemos som populister og ekstremister:

»Vi arbejder for at gennemføre det, der er almindelig sund fornuft for flertallet af befolkningen. Hvordan kan det være ekstremisme? Den konservative regering beskytter én privilegeret procent af befolkningens interesser – det er dem, der er ekstremister.«

Internt er Podemos også organiseret på en for spansk politik uhørt måde:

Alle valgte politikere fortsætter med at få udbetalt den løn, de havde i deres civile arbejde som lærere, sygeplejersker eller professorer. Forskellen mellem politikerlønnen og deres almindelige løn går i partikassen. Alle kampagner finansieres ved frivillige tilskud og crowd-funding.

Alle beslutninger om store politiske aftaler skal til afstemning blandt Podemos’ medlemmer og afgøres ved en debat og afstemning – og det foregår ved høringer på internettet.

Indignerede og uden fremtid

Madrid, maj 2011. Titusinder af unge demonstrerer på Puerta del Sol, den centrale plads i den spanske hovedstad. De unge er trætte af krisepolitik, der fører til nedskæringer på uddannelserne, massearbejdsløshed, lave lønninger og forringede pensioner og uddannelsessystem.

Og så er de trætte af korrupte politikere, der er mere optaget af at pleje deres karrierer og udføre vennetjenester for banker og virksomheder end at løse landets problemer.

Det ideologiske grundlag for bevægelsen er den tysk-franske diplomat og forfatter Stéphane Hessels bog ‘Indigniz-vous’, der gav bevægelsen sit første navn, Los Indignados – De Indignerede.

Den stærkeste organisation var Democracia Reál Yá – Rigtigt Demokrati Nu – med slagord som ‘De repræsenterer os ikke’ og ‘Vi er ikke en handelsvare i politikernes og bankfolkenes hænder’.

De unge krævede et nyt valgsystem i stedet for det nuværende efter d’Hondt-modellen, der favoriserer de store partier, og gør det umuligt for mindre partier at få en repræsentation i kongressen, der svarer til deres stemmetal.

Fra tilskuer til deltager

En anden stærk organisation var Juventud sin Futuro – Ungdom uden Fremtid, der forarget spurgte, hvorfor den bedst uddannede generation i Spaniens historie havde udsigt til et dårligere og fattigere liv end deres forældre, uden mulighed for at tjene en ordentlig løn, købe sig et hjem og lægge penge til side til en pension. De unge slog sig ned i en teltlejr på Puerta del Sol op til kommunalvalget 15. maj 2011, der hurtigt fik op mod 10.000 beboere – og som en steppebrand bredte teltlejrene sig til resten af Spanien, hvor unge, der aldrig havde været politisk aktive, blev indfanget af den nye bevægelse, der fik navn efter datoen for kommunalvalget – i dag blot kendt som 15-M. Blandt dem Miguel Ongil López:

»15-M var dagen jeg blev klar over, at jeg ikke behøvede at være tilskuere, men kunne være deltager,« fortæller Miguel Ongil López.

Fænomenet ni-nis

De unge mente, at regeringen havde været for optaget af at lave nedskæringer og privatiseringer for at tilfredsstille EU-kommissionen og de internationale finansmarkeder, og at regeringen ikke bekymrede sig om almindelige spanieres kamp for at komme igennem krisen.

Månedslønninger, der blev presset ned under 5.000 kr. og en ungdomsarbejdsløshed på over 50 procent, nedskæringer på alle uddannelser og hundrede tusinder af unge, der rejser fra Spanien for at søge lykken andre steder i Europa – de unges opråb vandt gehør hos mange spaniere, fortæller Miguel Ongil López: »Vi fik op 70-80 procents opbakning i meningsmålinger, folk mente, at vores analyse af krisens årsager var korrekte.«

Alligevel fik 15-M ingen indflydelse på kommunalvalget i 2011 – og heller ikke på parlamentsvalget i november 2011. Imens steg ungdomsarbejdsløsheden, og de spanske medier begyndte at tale om fænomenet ‘ni-nis’, unge, der hverken studerer eller arbejder. Så indignation forsvandt ikke.

Politik på en ny måde

De store partier lyttede ikke til de unges krav, og det gjorde det forenede venstrefløjsparti Izquierda Unida heller ikke. Izquierda Unidad domineres af folk med rødder i Spaniens Kommunistiske Parti, og de kunne ikke forstå de unges krav om basisdemokrati.

I teltlejrene på de spanske torve og pladser var der et astronomisk antal diskussionsgrupper om alle emner – fra veganere til feminister, fred i Colombia og massegrave fra den spanske borgerkrigs tid – og alle emner kunne ende som politiske forslag, der så skulle til afstemning blandt alle deltagere i demonstrationen.

De unge havde en klar fornemmelse af, at de lavede politik på en ny, inddragende og transparent måde – selv deres måde at givebifald på skulle være anderledes: i stedet for at klappe rystede de blot begge hænder i luften over hovedet.

Inspiration fra Det Arabiske Forår

Teltlejrene havde klar inspiration fra Det Arabiske Forår, men den politiske kamp for de unge var ikke mod et konkret diktatur – det var mod en abstrakt magt, sammenspistheden mellem korrupte politikere, bankverdenen og de internationale institutioner med EU i spidsen. Derfor var de unge meget optaget af opgøret med bankerne i Island. Hvis islændingene kunne få de ansvarlige for krisen dømt, hvorfor så ikke også i Spanien, hvor milliarderne rullede ud i bankpakker for at redde finanssektoren, mens arbejdsløsheden bare steg, lønningerne faldt, pensionerne blev beskåret og skatterne steg?

De etablerede partier på venstrefløjen – især det socialdemokratiske PSOE – mistede en enestående chance for at fange de unge vælgere og vende tilbage til magten, mener sociologen Fernando Sabín, der også var aktiv i 15-M:

»PSOE repræsenterer ikke en mulighed for forandring – de står for kontinuitet, men partiet trænger til en dyb revision af sit program – alle de europæiske socialdemokratismer Europa har ikke et politisk projekt, der kan skabe mere lighed og demokrati. PSOE bliver nødt til at genopfinde sig selv – eller forsvinde,« siger han.

Intet Podemos uden 15-M

Dermed var vejen banet for Podemos – og det nye parti er en klar fortsættelse af 15-M bevægelsen. Fernando Sabín igen: »Podemos blev stiftet i en anden bølge af mobiliseringer med masser af lokale cirkler og med deltagelse af mange grupper lokalt.«

Miguel Ongil López er et eksempel på sammenhængen mellem 15-M og Podemos – i dag er han medlem af hovedstadregionens regionalråd for Podemos:

»Podemos er ikke 15-Ms parti, men der ville ikke være et Podemos uden 15-M. 15-M forandrede vores måde at forstå politik på, og Podemos er det eneste parti, der har forstået denne nye virkelighed.«

Borgerlister med tilknytning til Podemos har vundet borgmesterposter i landets to største byer, Madrid og Barcelona – og ved søndagens parlamentsvalg fik Podemos over 20 procent af stemmerne og blev tredjestørste parti.

Men samtidig blev resultatet så mudret, at det er vanskeligt at gætte, hvilken regering, der kommer ud af valget.

Mudret resultat

Det konservative parti PP blev størst, men kan ikke samle flertal i parlamentet.

Socialisterne kan samle flertal sammen med Podemos og mindre regionale partier – men Podemos vil ikke gå på kompromis med centrale krav i den økonomiske politik, som socialisterne næppe vil gå med til.

Og de vil slet ikke acceptere Podemos’ forslag om at få løst spørgsmålet om Cataloniens nationalisters ønske om løsrivelse ved en folkeafstemning.

Så spanierne risikerer at skulle til urnerne igen om to måneder.

Læg dertil at det borgerlige Spanien også har fået et protestparti, Ciudadanos (Borgerne) – der blev fjerdestørst. Ciudadanos kæmper mod korruption og for en form for velfærdsstat, men kan næppe samarbejde med socialisterne.

Spansk politik bliver aldrig den samme

Både Podemos og Ciudadanos vil have lavet den spanske valglov om, så der bliver proportionalitet mellem stemmetal og antal mandater til afløsning for d’Hondt-modellen, der favoriserer de største partier.

Ciudadanos har intet med 15-M at gøre, men det er uden tvivl 15-M, der har banet vejen for, at både Podemos og Ciudadanos er opstået.

Og dermed har 15-M allerede opnået en vigtig delsejr: der er gjort op med to-partisystemet i Spanien, fortæller sociologen Fernando Sabín:

»Politisk og socialt har vi beriget vores samfund på en måde, så vi i dag kan forestille os en fremtid, der er helt anderledes end den vi forestillede os før 15. maj 2011.«

Og regionalpolitikeren Miguel Ongil López tilføjer med et skævt grin:

»I teltlejrene troede vi, at vi kunne ændre verden på to dage – nu tror jeg, det tager lidt længere.

Spansk politik bliver aldrig den samme efter os, nu skal der arbejdes politisk på nye måder med deltagelse og gennemsigtighed, og det topartisystem, vi protesterede så meget imod, vil forsvinde.«