I Tyskland presser de politiske yderfløje bare de gamle partier tættere sammen på midten

Angela Merkels blik er nok: Hun står fast. Kedeligt og robust. Hun lader sig ikke skubbe eller vælte rundt på ryggen. Opbruddet, der ellers præger resten af Europa, er derfor næppe stærkt nok til at ruske Tyskland rundt. Som den sidste bastion er Europas største økonomi ikke til falds for de ophidsede strømninger, som hvirvler rundt i vælgerhavet i alle store lande omkring.

Forud for søndagens valg har 63-årige Angela Merkel konsekvent, men afdæmpet afvist alle former for politiske eksperimenter i tysk politik. Uanset hvor mange anstrengelser, det nye højreparti, Alternative für Deutschland, gør sig – indflydelse, det får de aldrig.

Efter omvæltende protestvalg med først Brexit-afstemningen i Storbritannien, det højrenationalistiske PiS-partis triumf i Polen, lige-ved-og-næsten-valget af Frihedspartiets præsidentkandidat Norbert Hofer i Østrig, revolten i Spanien og senest i Frankrig – hvor udbryder-enspænderen Emmanuel Macron knuste de gamle partier – står Tyskland tilbage som en stadig mere besynderlig undtagelse. Ikke at vælgerne i Tyskland forholder sig i ro, for op mod halvdelen af vælgerne ser rent faktisk ud til at ville stemme på mindre partier.

Midten i Tyskland skrumper, mens særligt højrefløjspartiet Alternative für Deutschland og venstrefløjspartiet Die Linke buldrer frem, akkompagneret af mere end hæderlige meningsmålinger for både det liberale parti FDP og det grønne parti Bündnis 90/Die Grünen.

Positiv parlamentarisme

Foreløbigt har fremgangen for de mindre partier kun presset de store, gamle partier tættere sammen på midten. Det voksende pres mod etablissementet tegner således ikke til at ville gøre en forskel, i hvert fald ikke her i 2017, af to væsentlige årsager.

For det første vil de to hidtil regeringsbærende partier, CDU og SPD, hellere arbejde sammen end indgå alliancer med yderfløjene, og for det andet har Tyskland et system med såkaldt positiv parlamentarisme, hvor en regering skal have et flertal, før den overhovedet kan dannes. Modsat i Danmark, hvor en regering ‘blot’ ikke må have et flertal imod sig.

Forskellen kan lyde teknisk, men effekten er håndgribelig: En regering i Tyskland skal kunne regne med at have et stabilt flertal bag sig, og derfor har den ‘Große Koalition’ ofte været foretrukket, fremfor en mere kaotisk situation, som det kendes i Danmark med en mindretalsregering, der ikke engang kan finde flertal for sin økonomiske politik.

Men den midtersøgende kurs fra de to store partier skyldes også en anden politisk kultur i Tyskland, hvor stabilitet værdsættes som en kvalitet i sig selv. De store partier bøjer sig derfor mod hinanden. Ifølge professor og dr. phil. i tysk Per Øhrgaard er den realpolitiske forskel på SPD og CDU ikke længere af altafgørende betydning. Den førte politik i de senere år har reelt ligget lige så tæt på SPD’s som på CDU’s partiprogram.

Den konservative kansler Angela Merkel har rykket sig ind mod midten, med succes, og derfor er det ikke engang en overvejelse at inddrage den yderste højrefløj i en ny regeringskonstellation, uanset hvor mange stemmer Alternative für Deutschland får:

”Angela Merkel afviser AfD, fordi partiet ganske enkelt er rabiat. Tyskland er vel efterhånden det eneste sted i Europa, hvor de gamle partier opfører sig fornuftigt,” siger professor Per Øhrgaard og fortsætter: ”Selvfølgelig skal de nye protestpartier vælges ind og tælle med. Men det er jo op til de ansvarlige partier om de så også vil basere regeringsførelsen på protestpartiernes luner. Her har Angela Merkel mere rygrad, end politikerne har haft i andre EU-lande.”

Alternative für Deutschland (AfD) nåede ikke over den høje spærregrænse på fem procent ved sidste valg til Bundesdagen, men har allerede fået sit gennembrud på delstatsniveau, særligt i de østlige og fattigste valgkredse i Tyskland. Partiets succes opfattes af etablerede iagttagere som udtryk for et ‘Rechtsrutsch’, et højreskred, i tysk politik. AfD’s paroler handler da også om bl.a. kritik af euroen og modstand mod indvandring og Merkels hidtil liberale asylpolitik.

Hvis meningsmålingerne holder, kan AfD få de afgørende mandater. Men kun matematisk. For realpolitisk vil Alternative für Deutschland ikke komme til at tælle med. Præcis som Die Linke i de seneste fire år heller ikke har kunnet påvirke tysk politik, til trods for at venstrefløjspartiet har haft netop de afgørende mandater for at kunne danne en rød-grøn koalition.

Stuerene bliver de aldrig

Uanset, hvor mange anstrengelser, de gør sig – stuerene, det bliver de aldrig. Sådan har attituden blandt socialdemokraterne været i mange, mange år. Men ikke – som det i nyere tid er blevet berømt og berygtet – over for den yderste højrefløj, nej, først og fremmest over for kommunisterne i Europa. Hellere død end rød. Intet parti har været mere kompromisløst anti-kommunistisk end Socialdemokratiet.

Sådan var det i 1957 i Danmark, da H.C. Hansen nægtede at basere en regering på flertallet sammen med DKP og i stedet trak Retsforbundet med. Og sådan er det i dag i Tyskland, hvor SPD ikke har turdet udnytte flertallet i Bundesdagen sammen med Bündnis 90/Die Grünen og Die Linke. Lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet Moritz Schramm fremhæver, at de tyske socialdemokrater er hunderædde for at fremstå som ‘uansvarlige’:

”I det nuværende parlament er der faktisk et flertal for SPD sammen med Die Grünen og Die Linke, altså de rød-grønne partier. Socialdemokraterne ville kunne have regeret uden om Angela Merkel og CDU, hvis de ellers havde turdet. Men SPD er rædselsslagne for, at deres midtervælgere vil flygte, hvis de begynder at arbejde tæt sammen med venstrefløjen,” siger Moritz Schramm:

”Det mærkelige er, at SPD ikke har udnyttet de seneste år, hvor der altså har været dette ikke-borgerlige flertal i Tyskland, til at opbygge et troværdigt alternativ til Merkel – og sørge for at få Die Linke med ind i varmen. Men reelt har SPD ikke engang talt med de grønne og venstrefløjen i de senere år, hvor de i stedet har siddet med i den store koalitionsregering med de krist-konservative.”

Ifølge Moritz Schramm er den manglende vilje til at samarbejde med både  Bündnis 90/Die Grünen og Die Linke blandt SPD’s topfolk i Berlin ude af trit med udviklingen ude omkring i Tyskland:

”På lokalt og delstatsplan er der et samarbejde, men på nationalt plan – eller snarere i det gamle Vesttyskland – frygter socialdemokraterne, at vælgerne fortsat opfatter Die Linke som en forlængelse af det østtyske kommunistparti. Og historisk set er det jo rigtigt, at dele af Die Linke har rødder tilbage til SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands. Men det er efterhånden mange år siden, og efter min vurdering er Die Linke i dag et almindeligt venstrefløjsparti, som de kendes fra alle andre europæiske lande, f.eks. Enhedslisten i Danmark. SPD’s spidskandidat Martin Schulz har bare været for bange for skyggerne,” siger Moritz Schramm fra Syddansk Universitet.

I den kommende uge vil historien med stor sandsynlighed blive, i hvert fald i Danmark, at de borgerlige ikke vil samarbejde med højrefløjspartiet AfD. Men sådan er vilkårene altså i Europas sidste midterstyre: Venstrefløjen har heller ikke fået lov til at komme ind i stuen.