Nyhedsanalysen
Er populisme-bølgen ved at fuse ud?
Protestpartierne er på forhånd dømt ude ved søndagens valg i Tyskland. Kansler Merkel vil ikke samarbejde med højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, og det socialdemokratiske SPD har i årevis afvist venstrefløjspartiet Die Linke. Så meget desto mere opsigtsvækkende er det, at de små partier står til at vinde kraftigt frem. Den vestlige verdens populisme-boble har ikke toppet endnu.
Tyskland er blevet normalt
Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland står til at brage ind i Bundesdagen ved valget på søndag med 85 mandater – i hvert fald at dømme efter meningsmålingerne, som historisk har haft en tendens til at undervurdere netop højrefløjspartier. Ved de seneste valg i bl.a. Frankrig og Holland har den yderste højrefløj dog klaret sig dårligere end forudsagt i meningsmålingerne, og derfor skal opbakningen til AfD tages med et forbehold.
Men selv hvis partiet, der ikke klarede den høje spærregrænse på fem procent ved sidste valg i 2013, skulle lande lidt lavere på søndag, er der dog ingen tvivl længere: Alternative für Deutschland vil blive valgt massivt ind i den tyske Bundesdag og dermed markere et vendepunkt i europæisk historie. Ligesom alle andre EU-lande vil Tyskland fremover have et indvandringskritisk og euro-skeptisk parti i parlamentet.
Et menneskeliv efter Anden Verdenskrig er Tyskland blevet europæiseret. For det er vitterligt en bred europæisk tendens, som nu rammer Tyskland – personificeret i den tidligere leder af det britiske nationalistparti, UK Independence Party, UKIP, 53-årige Nigel Farage. Han er her, der og alle vegne, når der er valg i Europa, og hver gang trækker han international opmærksomhed med til det ‘lokale’ nationalistparti, lige nu således til Alternative für Deutschland. De enslydende budskaber om grænsekontrol, asylstop og nej til euro-centralisme behøver knap nok at blive oversat.
Alternative für Deutschland vil ikke kunne bruge den forventede succes til noget som helst rent realpolitisk, da den krist-konservative kansler Angela Merkel på forhånd har udelukket enhver form for samarbejde. Men symbolsk er det opsigtsvækkende, at Farage-feberen nu også fænger an i det gamle Wirtschaftswunder.
Brexit er kun lige begyndt
Han var én af de udslagsgivende faktorer bag flertallet for ‘Leave’ til folkeafstemningen om fortsat EU-medlemskab i Storbritannien: Nigel Farage var selve ansigtet på den Brexit-kampagne, der overrumplede det meste af det politiske etablissement i den vestlige verden. Med slagfærdige slogans, der senere har vist sig at være fabrikerede og direkte løgnagtige, formåede Nigel Farage og hans hirdmænd at piske en mytteri-stemning op i den britiske befolkning, særligt blandt lavtlønnede, kortuddannede og ældre mænd.
Brexit blev det første tegn på et større pladetektonisk opbrud i det politiske landskab, som gennem 2016, 2017 og videre ind i 2018 fortsat vil skabe skelsættende jordskælv og lidenskabelige vulkanudbrud. Når opbruddet rammer Tyskland på søndag, vil det stå klart, at modviljen mod europæisk integration ikke længere kun kommer fra periferien. Selv inde i hjertelandet af Europa, fra det land, som har nydt ensidigt godt af euro-zonen, lyder nu en bredtfavnende kritik af det økonomiske samarbejde i Europa.
Alternative für Deutschland kræver ikke et ‘DEXIT’, altså tysk udmelding af EU-samarbejdet, i hvert fald ikke fra partitoppens side. Endnu. I stedet kræver AfD, at Tyskland træder ud af euro-samarbejdet, hvilket dog i praksis ville betyde, at den fælleseuropæiske mønt straks ville kollapse, og efter al sandsynlighed trække størstedelen af EU-samarbejdet med sig i faldet. Den rystelse, som Nigel Farage fik sat i gang med Brexit, spreder sig.
Make America Great Britain Again
Da briterne stemte ‘Leave’ 23. juni 2016 var Donald Trump endnu ikke valgt som republikanernes præsidentkandidat. Udfaldet i Storbritannien blev imidlertid den faktor – kald det bare en x-faktor – som for alvor satte skub i den realityshow-lignende kampagne, som få måneder kulminerede i valget af ‘The Donald’ som USA’s nye præsident. Undervejs var Mr. Brexit, Nigel Farage, på besøg i Trump Tower i New York for at give gode råd. Sidste sommer tweetede en sejrssikker Donald Trump således ud til den måbende offentlighed: ”They will soon be calling me MR. BREXIT!”.
Brexit-afstemningen fik alle konventionelle forestillinger til at bryde sammen, og som først effekt fik valget af Donald Trump sat en ny dagsorden, hvor det hidtil mest usandsynlige udfald pludselig kom til at fremstå som mest realistisk. Allerede i juli 2016 forudså den amerikanske filminstruktør Michael Moore med profetisk kraft, at Donald Trump ville give den gamle magtelite den største fuckfinger i nyere tid.
Michael Moore spåede, at Donald Trump ville få massiv opbakning fra de kortuddannede, hvide mænd i Rustbæltet, de udpinte områder i det nordlige USA, hvor fabrikkerne og kulminerne for længst er lukket ned. Præcist som det også skete med Brexit i Storbritannien, og som det også nu tegner til at ske i Tyskland, hvor de to yderfløjspartier – Alternative für Deutschland og Die Linke – deler de vrede proteststemmer, fra hver deres yderfløj.
Oprøret ulmer overalt
Revolten i Europa komme efterhånden alle steder fra. I lang tid har der ellers været et ganske tydeligt og tankevækkende mønster, hvor de vrede vælgere i Sydeuropa stemte til venstre på grund af arbejdsløshed og fattigdom, mens de vrede vælgere i Nordeuropa stemte til højre på grund af asylansøgere og velfærdssvigt. Men vreden mod de gamle, etablerede partier har ikke længere én gennemgående partifarve. I Tyskland konkurrer hele fire partier om tredjepladsen: AfD, Bündnis 90/Die Grünen, Die Linke og FDP.
Utålmodigheden med de etablerede politikere er ganske vist større i Tyskland end i de fleste andre europæiske lande, men selv i Mutti Merkels land er vælgerbefolkningen i tumult. Dels er der mange venstrefløjsvælgere, som er mere end trætte af ghettoer, bandekriminalitet og religiøst vanvid, og dels er der mange højrefløjsvælgere, som er mere end trætte af multinationale virksomheder, frihandel og cheflønninger. Dertil kommer en stigende gruppe af protestvælgere, som slet ikke orienterer sig efter højre og venstre.
Et af de mest kulørte ikoner på omvæltningen er gøgleren Beppe Grillo, som har sat gang i 5-stjernebevægelsen i Italien. Også her har Nigel Farage været på besøg, selvfølgelig. Til sammen udgør de en faretruende alliance, som kan få alle embedsmænd og etablissement-politikere over hele Europa til at ryste i bukserne. For lige uden for Tyskland ramler alle de gamle bastioner.
Paladsrevolutionen udskudt
Årets største chokbølger er kommet fra Frankrig. Da højrefløjskandidaten Marine le Pen fra Front National klarede sig videre til den afgørende og anden runde i det franske præsidentvalg begyndte alarmlamperne for alvor at blinke rundt om på regeringskontorerne i Europa, ikke mindst i Kanzleramt i Berlin.
Efter Brexit og Trump virkede det næste uundgåelige skridt ind i kaos at være en EU-kritisk præsident i Frankrig. Og hvem søgte Marine le Pen råd hos? Yes, Nigel Farage har været på en lang og tilsyneladende endeløs turné siden Brexit-afstemningen. Hans blotte tilstedeværelse minder folk om, at alt kan ske – at intet længere er, som vi forventer. Missionen mislykkedes imidlertid: Med 10,638,475 stemmer (33,9%) fik Marine le Pen langt fra nok til at kunne overtage Élyséepalæet, den franske præsidents officielle bolig.
Faktisk fik Marine le Pen færre stemmer på valgdagen, end flere meningsmålinger havde spået på forhånd. I Frankrig var det til gengæld udbryderkongen Emmanuel Macron, der triumferede med sin helt nye tværpolitiske bevægelse En Marche!. Den anden store ‘akse-magt’ i EU-samarbejdet, ud over Tyskland, selvsagt, har fået væltet fuldstændigt rundt på det parlamentariske landskab. Flertallet i Nationalforsamlingen består nu af nybegyndere. Men i dag, hvor hverdagen er vendt tilbage, er det meste ved det gamle i Frankrig. Emmanuel Macron har reelt ikke gennemført en paladsrevolution, kun komme til magten på en ny partiliste.
Indtil videre har oprørstendenserne i Europa ikke for alvor sat sig igennem. Realpolitisk har rebellerne ikke fået afgørende indflydelse noget sted. Al erfaring fra de senere år viser dog, at det vil være en fejltagelse at tro, at søndagens valg i Tyskland er enden på den vestlige protestbølge – blot fordi de små partier næppe kan vride sig fra af kansler Merkel. Søndagens valg kommer snarere til at markere begyndelsen på enden for stabiliteten i Europas sidste bastion af stabiliet.