Musicalen er ikke længere teaterscenens stedbarn

En kvinde hænger i en trapez fra loftet. Hendes ben slynger sig om hinanden, og med et snuptag om de tynde snore ændrer hun positur fra at hænge med hovedet nedad til pludselig at ligge horisontalt. Spændt som en flitsbue og med et kæmpestort, funklende smil ud mod publikum. Nedenunder myldrer det frem på scenen med mennesker i pompøse kostumer og med højt hår. De danser rundt og synger til tonerne af Irving Berlins kendte musical-smashhit ‘There’s no business like show business’.

Scenen er Det Ny Teaters. Forestillingen er den klassiske westernmusical fra 1946, Annie Get Your Gun, og de medvirkende er professionelle skuespillere og musicalperformere.

Da musicalen blev sat op på Falkonerscenen i 1967, var det med den folkekære Daimi i hovedrollen, og hendes skærebrænderstemme står i temmelig stor kontrast til Maria Lucias klokkeklare Annie anno 2017-sangstemme. Maria Lucia er en af dansk musicals øjestene.

Siden 1990 har musicalgenren været i konstant vækst i den danske teaterbranche, og i dag tegner den sig for mere end halvdelen af al teatertrafik. Danskerne vil åbenbart have sang og dans og pomp og pragt, når de går i teatret.

Anne Middelboe Christensen har været teateranmelder på Dagbladet Information de sidste 22 år, og hun mener, at der er sket en klar udvikling i genren.

”Musicalen er helt klart blevet mere populær. Der var engang, hvor en del af teaterpublikummet var træt af, at musicalen var så sentimental og happy-ending-agtig. Men hvis man ser på repertoirerne rundt omkring, så kan man se, at musicalen trives og har fået det rigtig godt på mange scener,” siger hun.

Balancen mellem kunstarterne

Ifølge Anne Middelboe Christensen har opfindelsen af teaterkoncerten, der har været vældig populær det sidste årti, været med til at give musicalen succes på de danske teatre. I teaterkoncerten er der sang og genkendelighed, men ingen handling. I musicalen er der både handling, man kan leve sig ind i, og et fast persongalleri, som man kan spejle sig i. Men det er en svær balance, for musicals kan også kamme over:

”Det overordnede kriterium er jo altid, at fortællingen skal hænge sammen. Og musicalen er klart en svær genre, fordi der er så mange involverede, der både skal være skuespillere, sangere og dansere. Det er blandingen mellem de kunstarter og balancen mellem dem, der afgør, om forestillingen lykkes eller falder til jorden,” siger Anne Middelboe Christensen.

En halv time inde i Anne Get Your Gun er en skydekonkurrence i gang på scenen. Den fandenivoldske Annie fra bøhlandet skal dyste mod den slikkede smartass Frank Butler. Maria Lucia mod Carsten Svendsen. TRÆK-SJU-BANG lyder det fra de medvirkende, når der forgives at blive skudt. Kvinderne står i deres flamboyante fjerhovedbeklædninger og indsnørede taljer og mændene med høj, stiv hat og lange farverige habitjakker.

Annie vinder konkurrencen. Træk-sju-bang.

Shu-Bi-Dua, Disney og Seebach

Musicalen er den senest ankomne teatergenre. Det er en blandingsgenre, der har lidt af det hele og måske også vil det hele. Mest af alt vil den underholde. Ifølge Søren Møller, der er teaterchef på Fredericia Teater, er den høje underholdningsgrad i musicals med til at skabe en slags live 3D-effekt, og det lokker folk, der måske ikke plejer at være teatergængere, i teatret.

”Der har været en tendens til at se musicalgenren som teaterscenens stedbarn. Men sådan er det ikke længere. Musicalgenren er ved at blive anerkendt hele vejen rundt i branchen. Men jeg tror stadigvæk, der er noget finkulturelt snobberi om, at nogle genrer er bedre end andre. Musicalgenren er en bred ting. Men traditionelt vil musicals gerne underholde, og det, synes jeg, er super fint. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle have et mål om ikke at underholde. Det ville være en mærkelig modsætning,” siger Søren Møller.

Fredericia Teater kan i høj grad tage en del af æren for musicalens revival på den danske teaterscene. Det jyske teater er den absolutte musical-moneymaker på markedet i øjeblikket. Siden 2012 har teatret i Fredericia satset på store kommercielle opsætninger som Aladdin, Den Lille Havfrue, Shu-bi-Dua the Musical, Klokkeren fra Notre Dame og den nyskrevne Seebach-musical, der bliver sat op her i efteråret. Det er forestillinger, som hver især har solgt mellem 106.000 og 180.000 billetter.

”Uanset om det er Shu-bi-dua, Disney eller Seebach, så er der en genkendelighed i det, vi laver, og folk kan afkode med det samme, hvad det er for noget, og de kan forholde sig til vores musicals. Vi sælger ikke billetter på skuespillernavne, vi sælger dem på forestillingen. Der skal være noget genkendeligt at hænge sin tillid på,” siger Søren Møller.

Den vellykkede musical er samtidsrelevant

Der er ikke gået ret lang tid af forestillingen, før den vilde, seje og meget lidt sofistikerede Annie Oakly bliver smaskhamrende forelsket i flødebollen Frank Butler. Det ligner måske et umuligt projekt, men før man overhovedet når at håbe på det, afsløres det, at Frank Butler også er vild i varmen efter Annie.

På scenen har de to skuespillere, Maria Lucia og Carsten Svendsen, en god kemi og en ret fed timing, der gør det okay, at den lidt flade handling er både forudsigelig og gammeldags. Den snavsede pige fra vildmarken kan få den polerede charmebøf. Hvem havde troet det?

Foruden forbuden forelskelse er der andre samtidsrelevante emner i musicalklassikeren. Race- og kønsdiskrimination, for eksempel. Ifølge Anne Middelboe Christensen appellerer Annie Get Your Gun til vores tro på, at drengepigen kan slå igennem og hævde sig og blive accepteret og respekteret.

For teateranmelderen handler den succesfulde musical generelt altid om at finde en hårfin grænse mellem idyl og samfundskritik.

”Jeg vil gerne se historien om outsideren, der bliver en vinder. Men på den anden side gider jeg ikke se idylliserende musicals. Jeg vil se musicals, der har en stærk kommentar til vores samtid og ikke bare er nostalgisk. Og det er jo så spørgsmålet, om de to storspillere, Fredericia Teater og Det Ny Teater, kan lave de forestillinger, der taler ind i vores nutid, i stedet for at lave forestillinger, der bare taler til en nostalgisk følelse, vi har af en eller anden fortid, der er svunden. Og det er jo så op til den enkelte forestilling,” siger hun.

Musicalgenren må ikke blive en pengemaskine

Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på den forestilling, der udspiller sig på scenen på Det Ny Teater og på for eksempel en klassisk opera. Stemningen i salen er uformel og glad, og publikum virker let at begejstre. De sidste års mange hundredtusinder solgte musicalbilletter tyder på, at teaterscenens stedbarn er ved at blive et helblodsbarn.

Ifølge Anne Middelboe Christensen behøver man heller ikke vælge mellem den ene genre og den anden. For hende handler det ikke om et teaterhierarki, for hun mener, at de forskellige teatergenrer er afhængige af hinanden.

”Lige så vel som jeg synes, at ny dansk dramatik med to mennesker på en lille scene er afsindig vigtig for vores teaterudtryk sprogligt og scenisk, så synes jeg også, det er vigtigt, at vi har musicalen til at favne den store brede historie. Jeg vil ikke undvære nogen af delene. Problemet er, hvis musicals går hen og udelukkende bliver pengemaskiner, fordi det bliver for sikre satsninger. Det må ikke ske,” siger hun.

Kvindenedgørende afslutning

For teaterchefen på Fredericia Teater, Søren Møller, er det største fokus, at publikum ikke keder sig, når de går i teatret. De skal fordybe sig i noget, og forestillingen skal vække eftertanke, men den skal først og fremmest være underholdende. Man skal ikke bare sidde og vente på næste sceneskift.

”For mig handler det om, at vi altid, uanset hvor snæver eller kommerciel en forestilling er, forsøger at få så stort publikum til den som muligt. Hvorfor skulle vi ellers gøre det? Teater uden publikum giver ingen mening. Så længe det ikke politisk slår igennem, at nogle teatergenrer er finere end andre, så mener jeg, at der inden for alle genrer laves god og dårlig kunst. Og musicals kan så vidt som alle andre genrer findes inden for begge grupper,” siger Søren Møller.

I teatersalen er der ved at være gået tre timer, og Annie og Frank er endelig blevet hinandens for good (undskyld afsløringen, men en spoiler alert har ingen berettigelse i et værk med mere end 60 år på bagen). De fik godt nok kun hinanden, fordi Frank – den stærke mand – lod Annie vinde over sig i den sidste og afgørende skydekonkurrence. Med Anne Middelboe Christensens ord om samtidsrelevans in mente virker moralen kvindenedgørende og uklædelig, men det lader vi ligge.

De medvirkendes præstationer har været gode og underholdende, og det høje niveau i sang, dans og skuespil har bevist, hvorfor musicalens succes er eksploderet de seneste år. Publikum ved, hvad de går ind til, og de får præcis, hvad de regner med. There’s no business like show business.