Billedanalyse

Længe leve Hugh Hefner: 5 historiske forsider

Lummer eller revolutionær? Meningerne om grundlæggeren af magasinet Playboy, Hugh Hefner, har været mange – og ophidsede. Nu er han død, og han bør hyldes som en bannerfører for seksuel frigørelse. Hurra for den ultimative hedonist.

1953

Marilyn Monroe

Det begyndte med et kæmpe knald: På forsiden af det første nummer af magasinet Playboy i december 1953 vinkede ingen mindre end Marilyn Monroe – med henvisning til en afslørende nøgen-fotoserie inde i bladet. Som blot 27-årig lykkedes det for Hugh Hefner at udgive et magasin, der skulle vise sig at rykke på frisindet over hele kloden. Med et lån på 1.000 dollars fra moderen på lommen fik han skudt Marilyn Monroe ud i 51.000 eksemplarer. Forargelsen var stor: Puha, bare bryster og livsnydelse. Men han vandt kulturkampen: Playboy har gjort mere for den seksuelle ligestilling end nok så mange akademikere og debattører.

1971

Darine Stern

Hun blev et folkeligt ikon i USA, da hun som den første afro-amerikanske kvinde figurerede på forsiden af Playboy i oktober 1971. Med ét slag blev sorte kvinder forvandlet fra at have været andenrangsborgere i den popkulturelle sfære til at begynde at blive set som selvstændige aktører og attraktioner i egen ret. Ingen vil nok påstå, at Darine Stern var en ny Rosa Parks – den afro-afrikanske kvinde, som i 1955 nægtede at rette sig efter buschaufførens krav om, at hun skulle vige sit sæde for en hvid passager – men forsiden på Playboy skriver sig ikke mindre ind som et skelsættende kapitel i borgerrettighedsbevægelsens kulturhistorie. Hugh Hefner selv virkede bestemt også farveblind, når det kom til kvinder.

1989

La Toya Jackson

Kig lige på billedet af forsiden: Hvem er det egentlig? Det er svært ikke at se Michael Jackson i en kvindekrop – en ladyboy, en queer, en transkønnet? Det er selvfølgelig mega-popstjernens søster, La Toya. Ligheden med broderen gjorde dette nummer af Playboy til det bedst sælgende nogensinde med et udsolgt oplag på 8 mio. eksemplarer. Hvilket var stærkt opsigtsvækkende netop på grund af deres visuelle rejse mod hinanden i udtryk og fremtoning: Hugh Hefner & co. afslørede dermed, at der var mange i den hovedsageligt mandelige kundegruppe, som i virkeligheden har homo-erotiske sværmerier. Hele det androgyne projekt, som Michael Jackson udførte på sin egen krop, trak Playboy videre ud og ind i læsernes eget sind.

1978

Dolly Parton

Enhver, som har været til en koncert med country-dronningen Dolly Parton, vil vide, at hun ene kvinde er én af dem, der har gjort allermest for den seksuelle frisættelse af almindelige kvinder. Som hun selv siger: ”Mine patter er uægte, mit hår er uægte, men min stemme og mit hjerte er ægte.” Dolly Parton er måske bedst kendt for sine gigantiske ballonbryster, men hun har gennem et efterhånden langt liv som populær entertainer banet vejen for et fandenivoldsk frisind – ikke mindst med en perlerække af muntre og frigjorte citater: ”Jeg var den første kvinde, der brændte sin brystholder. Det tog brandvæsenet fire dage at slukke den”, eller endnu bedre: ”I skulle bare vide, hvor dyrt det er at komme til at se så billig ud.” Som cover-kvinde i 1978 var Dolly Parton med til at gøre Playboy til et magasin med gennemslagskraft langt uden for karlekamrene.

1990

Donald J. Trump

Playboy har ikke haft mange mænd på forsiderne siden 1953. Celebrity-komikere såsom Jerry Seinfeld og Steven Martin har dog optrådt med skæve smil. Én mand troner dog over alle de andre lummergøjer, nemlig den ultimative playboy: Donald J. Trump. 1980’ernes gulddreng på Manhattan kom på forsiden af Playboy i 1990 og udtalte spektakulært inde i bladet: ”Hvis jeg nogensinde stiller op som præsident, ville jeg klare mig bedre som demokrat end som republikaner – og det skyldes ikke, at jeg er socialliberal, fordi jeg er konservativ, men at arbejderne vil vælge mig. De kan lide mig.” The Donald fik så meget ret 26 år senere, at Playboy-magasinet har været nødt til at lægge afstand til præsidenten: ”Vi har ingen respekt for ham,” udtaler Hugh Hefners arvtager, Cooper Hefner. Han mener ligefrem, at USA er ved at blive lige så kulturelt reaktionært, som da Playboy blev grundlagt i 1950’erne.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12