Kan revolutionen redde os fra ideløshed og dårlig kunst?

”Det var den bedste tid, og det var den værste tid, det var fornuftens, og det var dårskabens tid, en tid, hvor alt eller intet var at vente. Det var troens tid, og det var vantroens tid, lysets tid og mørkets tid; det var håbets forår, fortvivlelsens vinter, en tid på vej mod himlen eller – det andet sted. Det var, sagt ganske enkelt, en tid som vor egen, en tid, som den vi nu oplever. Men kloge hoveder mente dengang, at den var noget for sig selv, at den var enestående i verdenshistorien.”

Selv om Charles Dickens skrev de ord som åbning til sin roman En fortælling om to byer helt tilbage i 1859, vækker de alligevel en vis genklang i 2017. Især med tanke på, at det er hundrede år siden, at sovjetterne gjorde oprør mod den russiske adel og oprettede det første nationale kommunistiske styre.

Det var håbets forår, dengang i 1917. Først blev den russiske Tsar Nicholas II styrtet ved Februarrevolutionen, og herefter tog de kommunistiske bolsjevikker revolutionen i egne hænder og afsatte den provisoriske regering ved det, vi i dag kender som Oktoberrevolutionen. Fremtiden var lys. Væk var adelen, og endelig lå magten i arbejdernes hænder – i folkets hænder.

Men 1917 var også fortvivlelsens vinter. Revolutionen åd sine egne børn, og drømmene om det kommunistiske paradis splintredes som isflager. Etableringen af Sovjetunionen blev indledningen på et rædselsregimente af en anden verden. Tusinder og atter tusinder endte deres liv i de berygtede Gulag-arbejdslejre, og hele verden holdt vejret under sovjettiden, hvor Den Kolde Krig hele tiden truede med total udslettelse.

Dengang der var kloge hoveder, der sagde, at den tid var noget for sig selv, at den var enestående i verdenshistorien. Men var det nærmere en tid som vor egen?

Efter murens fald argumenterede den amerikanske politolog Francis Fukuyama i bogen Historiens afslutning og det sidste menneske for, at den liberale ideologi havde vundet og afsluttet verdenshistorien. Fortvivlelsens vinter afløstes af håbets forår.

I lang tid så det ud til, at Fukuyama havde ret. Men nu er det, som om vi igen lever i den bedste tid og i den værste tid. Vi lever i fornuftens tidsalder: Aldrig har verden været bedre uddannet, og aldrig har det været nemmere at få information. Men vi lever også i dårskabens tid, hvor falske nyheder og uhyggelige politiske retninger igen vinder frem. Vi lever i den fredeligste tid nogensinde, men alligevel er vi i krig i Mellemøsten, og terroren rammer overalt.

Verden er i opbrud. Måske er verden endda i krise. Lidt ligesom den var i 1917. Det er uhyggeligt, og det er overordnet set noget skidt. Men efter et besøg på Sorø Kunstmuseum er der også grund til at tro, at den slags kriser er det eneste, der kan kan få os til at nytænke os selv. Det eneste, der kan redde os fra ideløshed og dårlig kunst.

En dansker i revolutionens øje

På Sorø Kunstmuseum finder man netop nu særudstillingen under navnet revolutionens billeder. Når Sorø Kunstmuseum har besluttet sig for at genoplive den røde storm i Rusland, skyldes det, at museet har en vigtig russisk forbindelse. Hermod Lannung, der var alumne fra Sorø Akademi, testamenterede før sin død sin russiske kunstsamling til Sorø Kunstmuseum, og skønt denne samling ikke er en del af udstillingen, er det alligevel Hermod Lannung, som fylder i den første del af udstillingen.

Hermod Lannung var en dansk jurist og politiker, som tilbragte en stor del af sit liv som diplomat i Rusland. Allerede som 21-årig fik han en stilling som sekretær for det danske gesandtskab, og dermed stod han i 1917 pludselig i Petrograd (det nuværende Sankt Petersborg) med en revolution om ørene.

Under sit ophold skrev Lannung beretninger om revolutionen til de danske dagblade, ligesom han begik sig som ‘plakattyv’, hvormed han skabte sig en samling af russiske propagandaplakater.

Den dragende sovetiske propagandaæstetik, som driver fra plakaterne, giver sammen med Lannungs refleksioner over et land i opbrud et indblik i, hvad det var for en stemning, der herskede i det store land i slutningen af 1910’erne og begyndelsen af 1920’erne. Før og under revolutionen skulle plakaterne mobilisere folket mod den fælles fjende: kapitalismen og adelen. Efter revolutionen skulle plakaterne overbevise folket om, at de havde kæmpet for det rigtige.

De mange Lannung-citater giver især en fornemmelse af den uvished, som har hersket dengang. I 1917 var der ikke nogen presse, som kunne fortælle, hvor langt bolsjevikkerne var med opstanden. Ingen vidste, den ville komme. Men alle vidste, at der ville ske noget. 1 juli 1917 skrev Lannung for eksempel, at “man venter hvert øjeblik, at borgerkrigen eller revolutionen skal bryde løs.”

Noget af plakatkunstens skønhed er, at den er så let at aflæse. På daværende tidspunkt i Rusland var store dele af befolkningen analfabeter, så det gik ikke med for megen skrift, når masserne skulle opildnes til kamp. I stedet dyrkes det letaflæselige billedsprog. Men det betyder ikke, at plakaterne ikke kunne indeholde komplekse historier. Nogle af plakaterne blander propagandaæstik med den russiske litterære tradition.

Under overfladen

Hvor den første del af udstillingen især kigger på revolutionens overflade med høtyve og kommunistisk kamp, forsøger anden halvdel at komme under huden på revolutionens væsen. For revolutionen handlede ikke kun om at afsætte et regime og indsætte et nyt. Revolutionen rystede det russiske folks grundbillede af verden, og det gav udslagskraft i kunsten.

Den russiske avantgardekunster Aleksandr Rodchenko, som pryder resten af udstillingssalen i Sorø, bringer os tilbage til artiklens indledende overvejelser: Hvordan opbrud i samfundet også er med til at udvikle kunsten og ideerne.

Inden revolutionen havde Rodchenko især været kendt for sine abstrakte og konstruktivistiske malerier, men efter revolutionen begyndte Rodchenko at gengive verden på en ny måde. De nye politiske strømninger havde fået ham til at kigge sig om efter nye og mere demokratiske medier: Fotografiet, fotomontagen og plakatkunsten.

Rodchenko revolutionerende sig selv sammen med samfundet, ligesom samfundet revolutionerede sig med Rodchenko. Rodchenko solgte den russiske revolutions ideer igennem sine fotografier, designs og plakater. Hans billeder udslettede skellet mellem det fine og det fattige i kunsten.

Selv sagde Rodchenko om det arbejde, som han og de andre avantgardekunstere stillede til rådighed for revolutionen, at “vi var den nye verden, industriens, teknologiens og videnskabens verden. Vi var for det nye menneske, som vi fornemmede uden at have en præcis forestilling om fremtiden. Vi skabte en ny forestilling om skønhed, og vi udvidede grænserne for kunsten. Vi lavede plakater, skrev slogans og dekorerede torve og bygninger… Vi skabte nye ting, hvis brugbarhed ingen længere betvivler.”

Ideer og kunst skabes af konflikt

Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel er kendt for at være notorisk svær at forstå, og at koge hans filosofi ned til én sætning er nok noget nær kætteri, men gør man det alligevel, lander den sådan: Historien drives frem af dialektik – det vil sige konflikt.

Det var også gennem konflikt, at Rodchenkos kunst udviklede sig, hvilket gjorde ham til en af de mest betydningsfulde avantgardekunstnere. Ligesom historien hos Hegel udvikler kunst og ideer sig igennem samfundsmæssige gnidninger, igennem folk der er uenige, igennem modsætninger. I selve revolutionens væsen ligger det således, at det ikke kun regimer skal omstyrtes, men hele verdensbillder.

Hvis der derfor på nogen måde er grund til at glæde sig over, at Fukuyama tog fejl, så er det fordi, at når historien genstartes af samfundets gnidninger, så fører det nye ideer med sig, som udvikler os som mennesker. Havde vi været bedst tjent uden Sovjetunionen? Absolut! Men uden Sovjetunionen havde vi ikke haft nogen Rodchenko, og vi havde måske heller ikke set den udvikling af det vestlige demokrati, der fandt sted på vores side af jerntæppet.

Uden sammenligning i øvrigt kan det samme ske på baggrund af de nye højreorienterede strømninger, som vi i dag ser i det politiske billede. Et oplagt eksempel er den opblomstring af journalistikken, som er kommet på baggrund af Trumps fake news.

Det er fedt at leve i et konfliktfrit samfund. Det stopper bare vores udvikling, og på et tidspunkt har man spist nok hamburgers og set nok superheltefilm. Rodchenko minder os om, at vi på et tidspunkt må flygte fra det etablerede, fra den dårlige kunst, fra de opbrugte ideer. Måske har vi brug for en revolution for at skabe en ny Rodchenko.

Vi lever lige nu i den bedste tid, vi lever lige nu i den værste tid. Og det er ok, for sandheden er, at der aldrig er kommet god kunst ud af en harmonisk tid.