Nyhedsanalysen
Kunst: Et stykke Bacon på en stol
Det kunne være en samtidsdiagnose: Atomverden, eksistentielle kriser og skrøbelige, angste individer. I dette tilfælde handler det dog om det, der var på spil i efterkrigstiden hos særligt School of Londons malere, som lige nu er samlet i en udstilling på ARoS. Sille Berthelsen har set udstillingen og pådraget sig en mindre eksistentiel krise. Du kan også få en!
Jeg er kun lige trådt ind gennem den automatiske dør til ARoS’ nyligt åbnede udstilling Bacon, Freud, and the London Painters, da jeg bliver ramt af en eksistentiel krise. Ikke en stor en. Ikke sådan en, der gør, at jeg totalt mister fatningen eller selve meningen med livet. Det er kun en antydning. Jeg mærker et tic ved øjet; vakler lidt og forsøger at skjule for de andre besøgende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med min krop.
Det, der udløser krisen, er tal. Inden jeg gik ind, fik jeg et lille hæfte om udstillingen, hvor tallene fra et til 90 står. Ud for hvert tal står et kunstnernavn, en værktitel, et årstal, et materialevalg, hvem der ejer værket og en kort anekdotisk beskrivelse af kunstnerens tanker bag. Jeg regner med at gå ind og betragte værkerne et for et, mens jeg orienterer mig i hæftet. Selvfølgelig i numerisk rækkefølge. Systematisk, så jeg ikke misser noget.
Men inde i udstillingen er det første tal, jeg ser, 76. Jeg må være begyndt det forkerte sted. Jeg går et andet sted hen i lokalet, hvor jeg ser et lavere tal: fem, men ved siden af fem står hverken fire eller seks. Først nu kigger jeg op. På lokalets mange vægge hænger de halvfems malerier. Tallene er placeret ved højre hjørne af hvert værk. Men fuldstændig tilfældigt.
Der er ikke noget system.
Skrøbelige individer og School of London
Og dét, altså det tilfældige, er ikke tilfældigt, opdager jeg senere (og gudsketakoglov) for det. ”Den gennemgående udstillingsscenografi er åben og tilsyneladende ukoreograferet, og galleriets fritstående vægge understreger, at der ikke findes en korrekt sti at betræde – men utallige muligheder,” står der i det lille hæfte om forestillingen. ”Fra den scenelignende konstruktion i galleriets centrum kan kunstværkerne opleves i en 360 graders spredning, samtidig med, at man selv indrammes og bliver et levende portræt.” Så det er det, jeg er.
Men jeg løsriver mig fra min egen krise, mit eget levende portræt og kigger på værkerne, læser om kunstnerne. Her er det hverken grisen Bacon eller psykoanalysens stamfar Freud, der er tale om, som man ellers kunne tro, hvis man ikke ved så meget om kunst. Det er tværtimod Francis Bacon (1909-1992) og Lucian Freud (1922-2011) – barnebarn til psykoanalytikeren – som sammen med en række andre kunstnere var en del af det, der er blevet kaldt School of London.
School of London er samlebetegnelsen for den række malere, som i årtierne efter 2. verdenskrig dominerede den engelske kunstscene. Det kunstneriske anker for malerne var den eksistentialisme, som havde spredt sig i Europa i kølvandet på krigen, ligesom de var rundet af efterkrigstidens bekymring for menneskehedens skæbne i atomalderen – en bekymring, som jo ikke ligger os helt fjernt i dag. Krigen havde skabt et nyt og anderledes blik på mennesket, og malerierne fremstiller, ifølge hæftet, ”mennesket som et skrøbeligt individ præget af krigens rædsler”. Pludselig var kroppen ikke længere et symbol på styrke, men tværtimod på noget dødeligt og sårbart, som var forbundet med menneskelig deroute.
Og det står ikke nogen steder, men det er altså, som om efterkrigens desillusion er sivet ind i alle aspekter af London-folkets tilværelse. Sortsynet rammer alle relationer.
Særligt tre værker fanger mig. Lad os se nærmere på dem og deres kunstner her:
Francis Bacon (1909-1992)
Klassisk historie: Bacons far var et dumt svin, som ikke kunne acceptere, at den unge Bacon forelskede sig i mænd. Derfor forlod han som 17-årig Dublin, hvor han ellers var født og opvokset, og slog sig senere ned i London.
Hans maleri Triptych – august 1972 (‘Triptych’ betyder bare, at et maleri er delt i tre), udstillingens nummer 33, som du kan se her, er malet, efter Bacons elsker, George Dyer, havde begået selvmord, og som der står i hæftet: ”Værkets midterparti er baseret på et fotografi af en brydekamp, men giver dog også associationer til en seksuel akt.” Så langt er jeg med. I hvert fald næsten.
De to figurer ved siden af og parringen mellem dem i midten foregår op mod et tomt sort rum, står der videre i hæftet, og det er blevet tolket som ”en ‘kamp på liv og død’”. Men det er måske et lige vel banalt budskab at trække ned over, i hvert fald er jeg glad for, at jeg først læser det, da jeg kommer hjem.
Fra venstre ser jeg nemlig et stykke Bacon på en stol, et stykke Bacon på et gulv og et stykke Bacon på en stol. Og det føles som en meget mere tilfredsstillende tolkning.
Lucian Freud (1922-2011)
Som sin bedstefar interesserede Lucian Freud sig for mennesket og des psykologiske intensitet. Hans værker har han beskrevet som selvbiografiske, og det var som regel venner, elskerinder og famile, som stod model.
Dette maleri, udstillingens nummer fire, hedder ganske enkelt Naked Portrait (1972-73).
Hvad ser du, når du ser på billedet? Jeg ser mig selv faldet i staver efter et bad, måske hos en kunstner-elsker, jeg aldrig har haft. Min krop er våd og fryser, og alligevel bliver jeg liggende til langt op ad formiddagen. Jeg var hans muse i går, men i dag er han gået, måske endda på stævnemøde med en anden muse. På et tidspunkt kratter jeg sikkert lidt i den maling, der ligger på bordet i forgrunden. Jeg vil ikke lave noget meningsfuldt med den, bare kradse lidt størknet maling af, som så kan ligge på gulvet som fnuller meget længe.
I hæftet står der, at kvindefiguren er passiv og akavet, og at hun med sit tomme blik ligner et dyr på et dissektionsbord. Der står også, at malergrejet i forgrunden peger på, at det er noget kunstigt, vi ser. Det er iscenesatte omgivelser i et atelier.
Paula Rego (1935 -)
Paula Rego er født i Lissabon, men blev sendt til England som 16-årig. I begyndelsen af 1960’erne begyndte hun at udforske traditionelle eventyr, som hun genfortolkede ind i en mere dyster verden. Her er det udstillingens nummer 26, værket med den lange titel The Betrothal: Lessons: The shipwreck, after ‘Marriage a la Mode’ by Hogarth (1999), som er en malerisk fortælling om en brud i tre dele.
Ifølge hæftet er det fortællingen om et arrangeret ægteskab. I den røde lænestol sidder den unge vordende brud. Men hvad laver de uhyggelig mennesker i baggrunden? Hvorfor står der en mørk mand og kigger på en dame uden tøj? Skriger hende i lyseblåt? Hvad er der galt med manden på gulvet? Er hunden brudens eneste ven?
Pigen i den hvide kjole ligner et barn, mens rummet, hun sidder i, ligner noget, som til gengæld ikke er for børn.
Hæftet fortæller, at dette er den vordende barnebrud, som beundrer sin mors spejlbillede. Men hvad er det gule på bordet?
Ifølge hæftet er dette pigen fra før, men nu som voksen, moden og sat. Oven på hende ligger hendes mand, ”død eller sovende”, ifølge hæftet. Hvis han faktisk er død, gætter jeg på, at hun har slået ham ihjel. Hvis han bare sover, gætter jeg på, hun har lyst.
Jeg bevæger mig ud af udstillingen, klogere på livet. Inden jeg går, støder jeg på noget, som ikke har et nummer; det er ikke et værk, men bare en skillevæg ind til bistroen på ARoS. Fy for helvede. Kadaver! Jeg bliver angst.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Tate, London, og kan ses på ARoS i perioden 14. oktober 2017 – 4. februar 2018.