Adam Holm i Damaskus

Wael Obeid er ikke en mand, man siger nej til. I hvert fald ikke uden at skulle forklare sig. Han er chef for det syriske informationsministeriums pressekontor. Det er ham, der afgør, hvad udenlandske journalister i Syrien kan få lov at se. Obeid har en myndig aura over sig. Han har sort bælte i judo og har studeret japansk i Tokyo. Den eneste gang, jeg har hørt ham grine, var, da jeg meget langsomt fingerede at slå ud efter ham, for at han kunne demonstrere sin kampsportsteknik. For at bryde isen havde jeg spurgt til hans judointeresse. Han bad mig om at rette et slag – ”slowly, slowly” – imod sig.

Med strakt arm og et greb, jeg ikke vidste, var muligt, afværgede han min knytnæve og holdt mig fat i en skruestik. Han selv og de to tolke, der sad på hans kontor, lo højt og hjerteligt. Judo er Obeids bløde punkt. Måske er det derfor, en af hans folk ringer til mig en råkold formiddag i januar sidste år og beder mig komme over til ministeriet så hurtigt som muligt. ”I have something” er alt, hvad han siger. Undervejs i taxaen hører jeg for mit indre en replik fra en amerikansk film: ”This had better be good!” Det er det.

Wael Obeid har på eget initiativ arrangeret, at jeg med det samme kan få lov at besøge bydelen Kashkoul. Det er et såkaldt befriet område, som efter svære kampe er blevet tilbageerobret fra en islamistisk oprørsgruppe. Det kræver særtilladelse at komme til et sådant sted. Min rolle som prøveklud for judomesteren har båret frugt.

Sammen med min faste tolk, Waleed, tager jeg straks af sted mod Kashkoul. Da vi efter et kvarters kørsel er fremme, når vi knap nok at stige ud af taxaen, før vi hører en eksplosion. Vibrationen kan mærkes i luften. Et nyt brag følger sekunder efter. Jeg er ikke trænet i at høre, om granaten er ind eller udgående, men de tre soldater ved kontrolposten, hvor taxaen er stoppet, ser ikke ud til at være urolige. De ryger og fortsætter med at holde øje med den forbipasserende trafik fra deres skur.

Ved indkørslen til den lange handelsgade, hvor soldaterne er posteret, virker det heller ikke, som om folk er synderligt bekymrede. Slingrende cyklister med små børn og høns i papkasser på bagagebæreren gør livet mere usikkert for de gående end bomberne et sted derude. Igen lyden af en eksplosion. Stadig ingen, der reagerer. Det er åbenbart hverdag i Kashkoul. Waleed fortæller, at der før krigen boede omkring 120.000 mennesker i bydelen. En del af bebyggelsen bærer synlige spor af kamphandlinger, og mange af beboerne er blevet dræbt eller har taget flugten. Der er ikke noget videre opsigtsvækkende over dette område, som jeg er kørt igennem adskillige gange på vej til og fra den internationale lufthavn nogle kilometer herfra. I fredstid anede jeg end ikke, at stedet havde et navn. Det var blot endnu en samling grå og slidte huse på hver side af en bred motorvej. På ny lyder en eksplosion. Den fjerde inden for få minutter. Mit spejdende blik forsøger at lokalisere nedslagsstedet. Waleed lægger en beroligende hånd på min skulder og forklarer, at det er udgående beskydning fra regeringshærens artilleri.

”Vi skal nok slippe herfra i live!” smiler han og forklarer de omkringstående soldater om mit ubehag ved situationen.

”Du skal ikke være nervøs, siger en ung sergent. Vi er beskyttet af Allah og Bashar.”

Han griner og peger på en plakat, der viser en kampberedt Bashar al-Assad iført camouflageuniform og solbriller på en skriggul baggrund.

Præsidentens billede hænger overalt, også i det lille skur, der er bygget af sandsække og olietønder fyldt med grus – og malet med det syriske flags farver. For en mand, der ved sin tiltræden i år 2000 befalede et opgør med den overdrevne persondyrkelse, som dominerede under faderen, er Bashar al-Assad kommet godt efter det.

gdfgdfg

Ved grænseovergangen fra Libanon til Syrien havde jeg et par dage tidligere bidt mærke i, at en af de nidkære vagter havde et stofbillede af præsidenten fastgjort til sin ene skulderstrop med en sikkerhedsnål.

Og en af hans kolleger havde et lamineret fotografi af præsidenten og hans far i en lædersnor rundt om halsen. Islamisterne, der truer med at dræbe de folk, som dyrker ”idoler”, ville få hænderne mere end fulde ved synet af deres fjender tungt draperet med præsidentielle ikoner.

Jeg vil aldrig glemme en ung vandsælger, næppe mere end 16 år, som jeg faldt i snak med i oldtidsbyen Palmyra mange år før krigen. Han havde præsidentens ansigt tatoveret på højre overarm, mens dennes fader, Hafez al-Assads, kontrafej prydede den venstre. Da jeg spurgte til tatoveringerne, blottede han stolt sin brystkasse og afslørede endnu et tatoveret portræt, denne gang af præsidentens populære storebror, Bassel al-Assad, der omkom ved et biluheld i 1994. I diktaturets sorthvide virkelighed er det en god livsforsikring at vise sin opbakning til magthaveren.

Fra kontrolposten bliver Waleed og jeg fulgt over til et lidt større skur på den anden side af vejen. Her bliver vi placeret omkring en blussende gasovn og budt på skoldhed te i selskab med to ældre officerer. Er her fortsat kampe, spørger jeg, vel vidende at eksplosionerne må være et svar i sig selv. Den ene af officererne, en kaptajn, fortæller omstændeligt, at området er befriet efter nogle hårde kampe, men at fjenden måske ikke er helt væk.

”Måske! Ved I det ikke?” spørger jeg.

Waleed oversætter ikke mit spørgsmål, men siger, at det ikke er helt klart, hvor fjenden, den islamistiske gruppe Jaysh al-Islam, præcist befinder sig inden for Kashkoul. Han kan dog berolige mig med, at de er trængt tilbage fra det sted, hvor vi nu befinder os.

”For to måneder siden var det salafisterne, der havde siddet her,” siger Waleed.

De to officerer er ikke specielt meddelsomme, og deres ordknaphed understreges af vagtstuens enkle indretning. Den ene endevæg er beklædt med et kort over Kashkoul. Den anden væg har det obligatoriske billede af Bashar al-Assad, denne gang indrammet og med en hvid plastikblomst foroven.

Vi venter i tavshed, kun afbrudt af ringende mobiltelefoner, der besvares med nogle få bryske ord. Da klokken viser 14, banker den unge sergent på døren og oplyser, at der er fri bane. I en lille rustplettet taxa, som han i mellemtiden har prajet, bevæger vi os de næste par kilometer ind i den krigshærgede bydel ad en hullet og ujævn vej, der som alt andet på disse kanter har kendt til bedre dage.

På den korte strækning lægger vi handelslivet og den myldrende gade bag os. Vi drejer skarpt til venstre og kører igennem en losseplads, der ligger omkranset til alle sider af huse. Et par mænd og en kvinde går rundt med trækæppe og roder i bunkerne. Nogle børn, et af dem iført plastiksandaler til trods for januarkulden, står og stirrer betuttet, da vi passerer. Med sergenten som guide forsøger taxachaufføren at dirigere bilen igennem en snæver gade, men han må opgive, og vi fortsætter i stedet til fods ad den stadig smallere passage, der til sidst er så snæver, at en cykel dårligt nok kan klemmes igennem.

På den anden side af passagen ligger et åbent areal. Synet er overvældende. Et forrevent landskab af knust beton og stål. Jeg har aldrig set noget lignende. Hverken i Sarajevo, hvor jeg var nogle få år efter krigens afslutning, eller i Beirut, som jeg rejste til, mens byen stadig gispede efter 17 års borgerkrig. Hus efter hus, karré efter karré, ligger i ruiner eller står vansiret af granater og skudhuller.

Ruindynger

Når udenlandske journalister skal skildre krigen i Syrien, er det som regel ødelæggelserne i Aleppo eller Homs, de rapporterer fra. Men at der her i hovedstaden, i overkommelig afstand af præsidentpaladset, parlamentet og de store indkøbsgader, ligger et sådant ruinlandskab, kommer bag på mig. Det er på én gang dybt fascinerende og forfærdende at se på disse gabende, arrede og sammensunkne huse. Jeg er på nippet til at sige til Waleed, at det minder om en krigsfilm, men Hollywoods krigskoreografi er ved nærmere eftertanke langt fra denne ruindynge på en kølig onsdag i januar.

Her er ingen instruktør med en hær af stjerneskuespillere, fotografer, assistenter, teknikere og special effects. Det her er virkeligt liv, og der er ikke meget af det. Bortset fra en håndfuld drenge med slidte gummisko og huller på trøjerne, der jagter en halvflad fodbold i støvet, er der kun en militær kontrolpost og en lille vakkelvorn bod, der sælger hestebønnesuppe.

Sergenten, der eskorterer os, giver hånd til den ledende officer og hilser på et par ældre soldater med et respektfuldt ”Salaam aleikum!”, fred være med jer. De ser slidte ud. Deres ansigter minder om fotografier af håndværkere og fabriksarbejdere fra begyndelsen af forrige århundrede. Furede træk, trætte øjne og dybe rynker.

En af soldaterne skiller sig lidt ud fra de andre. Hans blik er mere intenst med gråblå øjne, og hans sølvsprængte hår og velplejede skæg får ham til at ligne en italiensk adelsmand fra Luchino Viscontis film Leoparden. Hans uniform fremstår også mere velholdt end de andre soldaters, og i modsætning til dem bærer han en tyk brungrøn bomuldsjakke uden på uniformen.

Han har ingen synlige distinktioner, men det er ham, der fører ordet. Han forklarer, at delingen så sent som dagen før blev beskudt af raketter.

”To civile mistede livet,” siger han og peger på et ubestemmeligt punkt lidt til venstre for, hvor vi står.

Det er ikke til at afgøre, om han fortæller sandheden, eller om han er instrueret af Informationsministeriet. Jeg kigger over mod muren, hvor han peger. Der ligger skrald og murbrokker, men det er svært at se tegn på nedslag fra raketter.

”Vi kunne ikke gøre noget,” konstaterer soldaten nøgternt. ”Folk dør hele tiden. Vi har ikke medicin eller læger til at hjælpe dem, der bliver ramt herude.”

Det sker, at fjenden om natten forsøger at krydse det åbne ingenmandsland mellem kontrolposten og rækken af ruiner et par hundrede meter længere fremme.

”De angriber os, når vi er mest trætte. De holder sig vågne på narkotika.”

Han siger, at han mange gange har ligget bag rækken af sandsække og olietønder og skudt efter de fjender, der i ly af mørket prøver at snige sig frem. I sommeren 2015 var det tæt på at gå galt. Soldaten knapper kraven på sin uniform op og viser et tykt rødligt ar, der løber fra skulderen og et stykke ind over brystkassen. En sen nat blev soldaten overrasket af en fjende, der havde sneget sig ind på ham. Tro mod styrets retorik omtaler soldaten sine fjender som ”terrorister”.

”Terroristen skød mig gennem skulderen, og kuglen fortsatte ind i lungen. Han havde sikkert dræbt mig, men alhamdulillah, Allah være lovet, han blev dræbt af et skud i hovedet fra en af mine kammerater.”

Soldaten fortæller, at han hverken så eller hørte noget til fjenden. Han var fra Sudan, siger han, og tilføjer til de omkringståendes spredte latter:

”Terroristernes farligste våben er at bruge sorte mennesker om natten.”

Jeg griner med for høflighedens skyld og tænker på de sudanesere, jeg gennem årene har lært at kende i Damaskus. Måske var det min gamle bekendte fra Hotel al-Haramein, Husam. Han var, som så mange andre unge muslimske mænd, flygtet fra Sudan i 1990’erne for at undgå at blive hvervet til hæren. Men med årene gik han fra at være en nysgerrig og sjov fyr, der altid forsøgte at komme i kontakt med de udenlandske kvinder på hotellet, hvor han gik til hånde i køkkenet, til at blive mere traditionel i sin klædedragt og anlægge et lidt tjavset fuldskæg. Sidste gang jeg så ham, var han næsten ikke til at slå et ord af. Selv dét at drikke en kop te på den lille lokale café, hvor vi mange gange havde siddet og talt, virkede som en prøvelse for ham. Jeg har ikke set ham i ti år. Andre, der kendte Husam, siger, at han er taget tilbage til hovedstaden i Sudan, Khartoum, men en fælles ven fra dengang mener, at Husam er blevet jihadist. En soldat fortæller, at han ved et frontafsnit i en anden del af Damaskus har kæmpet mod sorte jihadister.

”De beskidte køtere!” siger han spottende. ”De kommer til vores land og opfører sig som tyveknægte og mordere. Må Allah straffe dem!”

Waleed oversætter for mig uden at fortrække en mine.

Over for os ligger rækken af skamskudte huse. Ruiner så langt øjet rækker. På afstand kan vi se, at der mellem to søjler er fastspændt en snor med vasketøj. Rødt, lilla og blåt stof på en grå baggrund. Det lyser op dyngerne af stålwirer og sammensunken beton.

”Kan vi gå derover?” spørger jeg.

”Ikke noget problem,” svarer sergenten.

Han arrangerer, at en af soldaterne fra kontrolposten ledsager os. Der bor stadig enkelte familier i ruinerne. Hist og her kan man skimte røg fra åbne ildsteder. En yngre kvinde står på en afsats af et hus sammen med sin mand. Han ryger en cigaret og hilser ordløst, men venligt, da vi passerer. Foran en af de sammenstyrtede bygninger sidder en gammel dame ved et bål og forsøger at holde varmen ved at fodre ilden med små stykker af en skumgummimadras.

Damen ser op og vinker til os. Waleed taler med hende og forklarer, at hun gerne vil vise os noget. Vi følger efter hende gennem murbrokker, ødelagte møbler og rester af klædestykker og legetøj. Vi går ind i et trangt rum oversået med tomme plastikflasker og cigaretskod. En ram stank af urin og fækalier hænger i luften. Et stykke af den ene væg og lidt af loftet er stænket til af mørke plamager. Den gamle dame fører sin rynkede hånd hen over halsen og siger: ”Daesh, Daesh!”, en nedsættende betegnelse for Islamisk Stat. Den frygtede terrorgruppe er trængt ind flere steder i Damaskus med små kommandoenheder. To soldater fra regeringshæren blev kidnappet og fik deres hoveder skåret af herinde, siger damen. Jeg kigger på Waleeds ansigt, mens vi står i lokalet. Det er hans opgave at medvirke til at give en udenlandsk journalist som mig et indtryk af, hvilken nederdrægtig og menneskeforagtende fjende den syriske stat står over for. Hvis det er indstuderet på forhånd, er det temmelig godt skuespil. Waleed ser ud til at være ilde tilpas.

Han kigger op mod det indtørrede blod i loftet og tager sin mobiltelefon frem. Blitzen fra hans kamera oplyser rummet.

”Jeg vil vise billedet til min kollega, Asser,” siger han betuttet.

Sergenten peger på nogle sætninger, der er skrevet med kuglepen på væggen ind til det, der engang var et køkken. Obskøne udsagn og trusler står side om side. Waleed læser højt.

”Vi voldtager jeres mødre og søstre! Vi slagter jer, I Assads bødler! Vi er soldater for den Eneste Ene.”

Denne del af Kashkoul blev tilbageerobret af regeringshæren ved en offensiv nogle måneder forinden, men sergenten siger, at fjenden befinder sig mellem 150 og 300 meter fra, hvor vi står. De beskyder hærens forpost, så ofte det kan lade sig gøre.

”Hvorfra får oprørerne deres våben og udstyr,” spørger jeg sergenten.

Han trækker på skuldrene. Det er et politisk spørgsmål. Waleed forsøger ikke at presse ham, men svarer i stedet selv.

”Hør her, Adam,” siger han på sit engelske, der lyder, som om han er trådt ud af en britisk tv-serie, selv om han aldrig har besøgt andre lande uden for Syrien end Libanon. ”Vi ved, at vores kære nabo mod nord under hr. Erdogan forsøger at bringe Syrien i knæ. Og det er heller ingen hemmelighed, at Saudi-Arabien og Qatar har interesser i at svække den eneste stat i regionen, som kan klare sig selv uden deres olie og penge. Det er ikke Syrien, der ønsker konflikt med dem.”

Han hæver blikket og kigger i retning af, hvor oprørerne opholder sig.

”Vi står over for et sammenrend af sunniekstremister, der tror, at de kan skabe et kalifat i vores land.”

Waleed er selv troende sunnimuslim og beder morgen og aften. Han kan den officielle version på fingrene, hvilket naturligvis er, hvad han får sin beskedne hyre for. Man bliver ikke rig af at arbejde for Informationsministeriet, men hvis man udfører jobbet korrekt, er man sikret et nogenlunde trygt liv, i hvert fald så længe de nuværende magthavere bestemmer.

”Hvor mange oprørere står I overfor,” spørger jeg sergenten.

Min forventning om, at han enten vil sætte antallet til nogle få hundrede for at understrege hærens overlegenhed eller trække på skuldrene og sige ”ved det ikke”, bliver gjort til skamme. Han virker meget sikker i sin sag.

”Omkring 20.000 mand.”

Jeg stirrer forbløffet på ham.

”20.000 mand?!”

”De kommer fra Jaysh al-Islam,” uddyber han. De har angiveligt tunge våben, som de får fra Saudi-Arabien, og han hævder også, at de modtager specialtræning fra amerikanske og europæiske instruktører i Jordan. Jaysh alIslam har kontrol med flere af landdistrikterne i regionen Rif Dimashq, som ligger tæt på hovedstaden. Her i Kashkoul har de placeret små mobile enheder. De angriber efter klassisk guerillataktik­ med nålestiksaktioner og hurtig tilbagetrækning.

”Fem mænd med raketstyr og geværer med kikkertsigte kan gøre meget skade,” fastslår sergenten.

Waleed tilføjer, at det er det samme, de amerikanske tropper var udsat for i Bagdad. Pludselige angreb fra en gyde eller fra taget af et hus.

”Et par dræbte soldater hist og her bringer ikke en hær i knæ, men det påvirker moralen,” siger Waleed, der i et glimt ufrivilligt afslører, at de regeringstro styrker betaler en høj pris.

Kun nogle få minutters ophold i de trøstesløse omgivelser og en fornemmelse af, at der kan dukke en jihadist frem, hvert øjeblik det skal være, tærer på kræfterne. Hverken sergenten, Waleed eller jeg har behov for at tilbringe længere tid i ruinerne end højst nødvendigt.

Den gamle dame har i mellemtiden forladt os. På vej tilbage til den lille forlægning får vi øje på hende igen. Hun sidder foran sit bål og fodrer flammen med stykker af skumgummimadrassen.
+++

Efter at hæren genvandt kontrollen over Kashkoul, har regeringen tilskyndet de lokale, som var flygtet, til at komme tilbage. Da vi bevæger os rundt i det, sergenten kalder for ”junglen”, ser vi nu og da tegn på beboelse. På en tagterrasse oversået med murbrokker sidder en yngre mand og to kvinder. De siger ikke noget, men manden gengælder min hilsen med en hånd til brystet, en velkomstgestus.

Ikke langt derfra står et par kvinder og en flok børn. Det ene af børnene, en pige i 12-13-årsalderen, forsøger med en kost at skubbe en stor vandpyt væk foran de sammenstyrtede rester af et hus. Der hænger en vaskesnor med tøjstykker på siden af ruinen. De, som har fulgt opfordringen til at komme tilbage, må stå mange prøvelser igennem. Historien om Sisyfos rinder i hu ved mødet med Abu Muhammad. Han er en ældre gråhåret mand med et markeret ansigt. Til begge sider af gyden hvor han bor, er husene svært beskadiget af skudhuller. Vejen er oversået med forvredent jern og murrester, som gør det vanskeligt at holde balancen, når man går.

Hver dag arbejder Abu Muhammad sammen med sin yngste søn på at genopbygge deres hus. Den nederste etage, som består af et køkken og en stue med en stabel madrasser i det ene hjørne, har de sat i stand. Køkkenet, der næppe har plads til mere end to personer på samme tid, henligger i mørke, mens stuen er oplyst af et par petroleumslamper.

Bag et forhæng i stuen fører en kold og fugtig trappe nogle trin op til næste etage. Kulden står ind fra de gennemhullede vægge. De tre små værelser er ubeboelige. Opgaven virker enorm for to mand med få midler og ingen andre synlige værktøjer end hammer, mejsel og spartel.

Abu Muhammad hoster og trækker vejret tungt, men han beklager sig ikke.

”Det er Allahs vilje,” bedyrer han. ”Oprørerne har ødelagt mit hjem og brændt min bil, men alhamdulillah, min familie er i live.”

Jeg spørger, hvad familien lever af.

”Intet. Vi spiser tomater og løg og somme tider lidt brød. Og så drikker vi te.”

Abu Muhammad selv har haft skiftende ufaglærte jobs, men hans gamle Peugeot var familiens livline. Nu er de afhængige af almisser fra familien i en anden del af Damaskus, der er knap så hårdt ramt af krigen.

”Vi får ingen hjælp fra regeringen,” siger Abu Muhammad.

”Hvad med præsidenten,” prøver jeg. ”Gør han noget for jer?”

Abu Muhammad trækker lidt på skuldrene.

”Ikke så meget, nej. Vi ved, at han tænker på os almindelige mennesker. Men regeringen er uduelig.”

Helvedes forgård

Det er en velkendt remse i Syrien. Folk kan udtrykke vrede og bruge mindre flatterende gloser om regeringen, hvis bare de samtidig husker at lovprise præsidenten. Han er den ærlige og stræbsomme mand, der ønsker det bedste for nationen, men gang på gang må se sine ambitioner bremset eller ligefrem saboteret af sit uduelige kabinet.

I stuen hos Abu Muhammad hænger det nærmest obligatoriske portræt af præsidenten, men regeringens medlemmer ser man aldrig på billeder. De er den anonyme gruppe, som folket kan rase over, alt imens Bashar alAssad toner frem på statsligt tv og siger, at hans ordrer ikke er blevet udført, og at det vil have konsekvenser for den pågældende minister. Det hjælper dog ikke på Abu Muhammads situation. Han er som så mange andre overladt til sit eget initiativ. Her i den mest krigshærgede del af Kashkoul er der ingen, som har set skyggen af international nødhjælp. De har ikke andet end murbrokker, affaldsdynger, afbrændte biler og jihadister, der dukker frem og skyder på må og få.

Mange steder er med tiden blevet kaldt for Helvedes forgård. Kashkoul ligner en værdig kandidat til listen.

”Hvorfor bliver I her?” spørger jeg. ”Hvorfor ikke flygte til Libanon eller til Europa?”

Abu Muhammad ryster på hovedet. Det kan ikke komme på tale. Han vender vrangen ud på sine bukselommer som for at sige, at han ingen penge har. Desuden nægter han at forlade sit land.

”Hvor skulle en gammel mand som jeg tage hen? Hvem kan bruge mig til noget? Jeg hører til her, og det samme gør mine børn.”

Jeg spørger, om han ikke er bange for islamisterne om natten. Abu Muhammads hus ligger som en enlig bastion i en forladt gade, der er forvandlet til grus. Det er et ideelt skjulested for ”terroristerne”. Abu Muhammad svarer som andre jævne syrere, jeg gennem årene har talt med:

”Hvad der sker, må ske. Jeg frygter ingen ud over den almægtige.”

Hans svigerdatter vil byde os på en kop te, men mørket er ved at falde på, og hverken sergenten eller Waleed synes, at det er nogen god idé, at vi tilbringer længere tid end højst nødvendigt her på kanten af fjendeland. Desuden, som Waleed hvisker til mig, er familien så fattig, at det er bedre at takke pænt nej og lade dem beholde et par ekstra teposer til sig selv. Vores høflige afslag bliver ikke uden videre godtaget, men Waleed får med en venlig omfavnelse forsikret Abu Muhammad om, at vi hjertens gerne havde accepteret gæstebuddet, men at vi må videre af hensyn til min, den fremmedes, sikkerhed.

På vej ud ad døren forsøger jeg at snige en pengeseddel ind i mit afskedshåndtryk med Abu Muhammads søn, men han afviser min gestus med et genert smil fulgt af en tiskende lyd, som er den syriske udgave af vores hovedrysten. Da jeg lidt senere fortæller Waleed om episoden, korrekser han mig.

”Du siger, at du har rejst meget rundt i Mellemøsten?! Du burde vide bedre. Aldrig gøre sådan noget så åbenlyst! Næste gang må du hellere tabe nogle penge diskret, som familien kan samle op, når du er gået.”

På vej tilbage til kontrolposten ved udkanten af Kashkoul bliver vi tilbudt et lift med en officer, der skal hjem til familien og spise aftensmad. Vi takker ja. Hans mørkeblå Toyota er velholdt og ren og står i skinnende kontrast til de forstemmende omgivelser. Bagruden i bilen er halvt dækket af en plakat, der viser præsidenten foran en tank, og på begge solskærme har officeren klæbet klistermærker med det samme motiv. Sergenten og tolken sætter sig på bagsædet, mens jeg bliver tilbudt passagersædet. Vi kører af sted i høj fart. ”Et befriet område” kalder hæren det, men et befriet område, hvor fjenden på den anden side af ruinerne fortsat ligger på lur og bestemmer, hvornår og hvordan de vil angribe. I løbet af krigen har der ikke været én uge uden et sammenstød mellem de militante grupper og hæren. Det siger hærens folk selv.

Lytter man efter i den gryende aftenstund, er det muligt at høre den knitrende lyd fra maskingeværer. Efter nogle minutter drejer vi ind på en stor plads. Den er næsten tom bortset fra tre udbrændte busser og en interimistisk bod. Under en presenning i blåt og hvidt med påskriften UNHCR. The UN Refugee Agency sidder en ung mand og en lille dreng på plastikskamler og sælger et sparsomt udvalg af grøntsager. Måske har Abu Muhammad ret i, at beboerne i Kashkoul ikke har fået nødhjælp udefra, men det internationale samfunds presenninger er i hvert fald på en eller anden måde nået hertil. Den lille bod er svagt oplyst af et par lamper, der holdes i gang af en larmende generator. Der er ingen kunder. Officeren stopper kortvarigt bilen og vender sig mod mig.

”Her ser du det Syrien, som terroristerne ønsker. Og her ser du alt det, vi kæmper imod!”

Det er hverken stedet eller tidspunktet til at forsøge at gå officeren nærmere på klingen om regimets ansvar og hans egen rolle i landets ulyksalige situation. Nu handler det bare om at komme tilbage til hovedvejen og finde en taxa mod centrum, inden aftenen falder på, og den såkaldt befriede bydel igen bliver til en kampskueplads.

 

Adam Holm: En by i krig, Kristeligt Dagblads Forlag, 253 sider, 250 kr., udkommer 24. oktober.

Forsiden: Damaskus. Arkivfoto: Scanpix/Reuters/Goran Tomasevic