Trækker Nordbrandt stikket hjem?

Vi har travlt, så vi går lige til biddet. Når Henrik Nordbrandt udsender en digtsamling, er det en begivenhed, og derfor er samtlige toneangivende aviser på banen.

Vi begynder med Berlingske. Det kan godt være, at den tantede avis gennem mange år har været i opløsning både holdningsmæssigt og kulturelt, men i hvert fald ét sted leverer den genkendelighed til sine trofaste abonnenter: Jørgen Johansen har anmeldt digtsamlinger i Berlingske siden 1964, og det er naturligvis (og gudskelov) ham, der er sat på Nordbrandt-sagen. Lad os bare nævne, at han giver Den store amerikanske hævn fem stjerner ud af seks.

Jørgen Johansen mener at have identificeret ”en tilbagevendende metode i digtsamlingen”, nemlig en konstant punktering ”af de fastslåede holdninger og synspunkter”. Når Henrik Nordbrandt i et afsnit ”giver sig i lag med Kunsten med det store K, er det med indbyggede drilagtige spørgsmål”, skriver han og citerer:

”Hvad vil du helst have, sig mig det nu?/ Skilderiet her med skovsø og hjort/ eller dåsen med lort?”

Jørgen Johansen fortsætter: ”Det er i forlængelse af den form for sabotage af kunstnerisk selvhøjtidelighed, at Nordbrandt lukker sin samling Den store amerikanske hævn med en selvironisk grimasse og digtet ‘Til dem der gider læse bogen’. Tilbage sidder læseren med oplevelsen af en bog, hvor enkelte digte måske nok kan ligne indfald i forbifarten, men hvor brændende spørgsmål også bliver stående, og hvor adskillige digte vil få en selvfølgelig plads i den store Henrik Nordbrandt læsebog.

Politiken siger slapt

Vi kaster Berlingske fra os og hiver fat i Politikens bogsektion. Her hedder anmelderen Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, og hun er ikke så glad som Johansen på Berlingske, fornemmer man allerede på overskriften: ‘Nedslået og nedslående Nordbrandt’. Men hun er vild med digtenes titler (‘Den Store Krig’, ‘En forskræmt historiker’, ‘Krigsguden (Brev fra Costa Rica)’, ‘Daesh’, ‘Bevidstløshedens optog’, ‘Sne I’, ‘Sne II’, ‘Sne III’, ‘Moseoffer II’, ‘Så er det jul igen’, ‘Jorn (Fulde danskere)’ og så videre).

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen citerer et digt, der slutter med ”Det var mig, som fandt på titlen/Den Store Amerikanske Hævn./Så skidt med bogen”, og tilføjer, at ”sådan har jeg det desværre også lidt”. Hun kan godt lide Nordbrandts ”westernjeg, digtenes cool, men ikke helt skødesløse stemme”, men ”som politisk digtning og derfor egentlig bare som digtning føles det bare… slapt? Hvad gør et digt politisk? At det har en holdning? At det har til formål at virke politisk? I den forstand må digtene i bogens første del kaldes politiske.”

Digtet ‘Vi må desværre udvise dig’, som slutter med ordene ”Vi gør vores arbejde./Og spørg ikke, om vores arbejde er vigtigere/end dit liv./Vores arbejde er vigtigere./Du er ikke en af os./Så desværre må vi udvise dig”, kalder Politikens anmelder for ”skuldertrækspoesi”. ”At det er temmelig belærende, gør mig ingenting. Men ender det ikke selv som en slags skuldertrækspoesi? På den ene side: en naiv kant, både politisk og poetisk, som på gode dage kan have sin egen pondus. På den anden er det næsten sindsoprivende, at den indignation på medmenneskelighedens og civilisationens vegne, digtene har som drivkraft, ikke har større konsekvenser for deres form og sprog. Deres modernisme er træt. Deres oprørthed opgivende. De er indignerede over tilbøjeligheden til at blive i det trygge, men bliver selv i det trygge, poetisk betragtet. Både poetisk og politisk er det ikke oprørende, men nedslået og nedslående.”

Lille krigsbarn får de andre digte til at blegne

Så er humøret højere hos Weekendavisens Lars Bukhdal. Og vi citerer:

”At I bare ved det, joggere halsende rundt om Søerne i København: Digteren Henrik Nordbrandt kigger skeptisk ned på jer fra et vindue ved Sortedam! Som nemlig rapporteret i dette køligt gnavne digt, tændergnidslende betitlet ‘Så er det jul igen’, fra hans nye, rimeligt rodede digtsamling Den store amerikanske hævn: ”Nogle løbere løber rundt om søen/fordi de andre løbere løber rundt om søen//Og bladene begynder at falde.//Eller sagt lidt enklere:/Løberne løber rundt om søen/fordi løberne løber rundt om søen.//Og snefnug smelter på deres pander./Sådan bliver det jul/forår, sommer, august//september//og jul hele tiden.””

Bukdahl fortsætter: ”Digtet er også en lille liste over nye og gamle yndlingsaversioner. En ny aversion er vistnok joggere og en god, gammel er julen (citat fra Vi danskere, 2010: ‘Jeg kan nemlig ikke fordrage julen’). September (november slipper denne gang) svines til i et digt på siden før: ”Du er lige så frastødende, som du er indladende.” Og et helt triptykon på tre digte er helliget hadet til sne, det ene geråder i målrettet skænderi med Jens August Schades klassiske sne-hyldest, og sjældent er hin renfærdige nedbør i den grad blevet tilsværtet: ”Sne minder mig om lig/ingen tør fjerne på grund af smittefaren/eller snigskytter.” Nordbrandt nærer sig på sine idiosynkrasier, og jo dybere og intensere, han er angrebet af dem, jo stærkere den poesi, de resulterer i.”

For nogen tid siden kunne man læse et af samlingens digte på forsiden af Politiken. Det var dette her:

”Lille krigsbarn, hvor går du hen?/Mod øst eller vest?/Hvor i verden tror du/du finder en ven?//Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:/Et hullet tæppe?/En krydsfinerkiste?/En redningsvest?//Lille krigsbarn, hvor vil du dø:/Hvor bomberne falder/eller i åben sø?//Lille krigsbarn, hvor vil du hen?/Vælg selv. Bare vi aldrig/skal se dig igen.”

Og som Bukdahl skriver, opnåede det på Politikens forside ”en sjælden resonans, sammenlignelig næsten kun med evergreenen om ”november november november”, og selvfølgelig skulle det digt samles op i en bog, og selvfølgelig ville de andre digte i den bog mere eller mindre frivilligt komme til at blegne – som rædselsfuld sne! – i sammenligning.”

Nordbrandts genkendelige vrede

På Information omtaler Tue Andersen Nexø allerede i første linje af sin anmeldelse digtsamlingen som ujævn. Men gennem hele samlingen ”svæver en meget genkendelig, nordbrandtsk tone”. Flere digte ”blander en genfortællende, afklaret tone med drømmens logik, mange er bygget op af paradokser og sproglige mobiler. Igen og igen vender de tilbage til en idé om, at det, der ikke er, for eksempel fortiden eller drømmene, faktisk fylder mere end det, der er her og nu”.

Digtet om det lille krigsbarn, skriver han, har det i digtsamlingen, ”som en løve har det i et bur” – ”det stod bedre på en avisforside”. Og nu vi er ved det politiske digt: ”Vreden er i øvrigt ikke ny for Nordbrandt,” skriver Tue Andersen Nexø. ”Han har før skrevet, som om hans digte var køller, han kunne slå hårdt til verden med, mest markant i Vi danskere fra 2010.”

Alligevel er han overrasket over, at Nordbrandt, som han kalder ”dansk poesis ærkelyriker og ældre statsmand”, føles ”noget træt i det, når han skriver om ærkelyriske emner som erindring og melankoli. Og at han viser sig bedst, når han skriver politiske lejlighedsdigte, denne udskældte, foragtede genre.”

Jyllands-Peter

Skal vi ikke lige tage Jyllands-Posten, når vi er i gang? Her giver Tobias Skiveren udtryk for en undren allerede i overskriften: ‘Hvad blev der af en af vor tids største lyrikere?’ Det giver han ikke noget svar på længere nede i sin anmeldelse, men karakteriserer i stedet et ”rigtigt Nordbrandt-digt” som sådan et digt, ”hvor tanken slår knuder på sig selv. Det er et digt, hvor man som læser befinder sig hinsides almindelig logik, men ikke desto mindre føres igennem dybsindige tilværelseserfaringer og eksistentielle visioner”.

Tobias Skiveren giver digtsamlingen tre ud af seks stjerner, men bløder lidt op med en formulering om, at ”vi Nordbrandtfans læser gerne igen og igen, hvis bare Nordbrandt holder sig til at skrive rigtige Nordbrandt-digte.”

Og så synes vi, at vi har været turen rundt.

Henrik Nordbrandt: ‘ Den store amerikanske hævn og andre digte’. Gyldendal, 72 sider, 150 kr. Er udkommet.